Han er sur HELE tiden!

Jeg tænker mere om det har noget med det faktum at han er blevet far at gøre. Du skriver at kvinden kom i billedet lige da du havde født - måske har han svært ved omvæltningen og det ikke har noget med kvinden at gøre? Måske har han en efterfødselsreaktion? Måske skal I tage til parterapi for at finde ud af jeres forhold påny - nu hvor I har fået nye roller. 

Der er i hvert fald flere ting der kan undersøges/prøves før håndklædet bliver kastet i ringen. 

Held og lykke

Nu vil jeg ikke forskrække dig men da min kæreste ændrede humør ( præcis som du beskriver) var han mig utro.. Det vidste sig han havde en depression og for at " straffe " havde han sex med en anden så må indrømme at når du nævner kvinden ringer mine klokker for det var præcis det jeg oplevede. En person kom ind i hans liv og han ændrede sig.

Jeg er jo nok skadet og du må ikke tro at fin kæreste er utro blot fordi det skete for mig, men jeg vil råde dig til at komme til bunds i sagen og finde ud af hvad der har ændret sig, for noget er sket der gør han er som han er , og han vil sikkert benægte det ( heller ikke sikkert han selv ved hvad der er galt ) men find ud af det og tag derefter din beslutning... Men kom til bunds i det og pas på dig selv...

Noget er galt og enten har han det skidt eller gør noget skidt.. Men tro på det er det første...

Og er han så sur er dit barn måske bedre tjent med en glad mor der er alene end en trist mor der er sammen med far...

Anonym skriver:

Har virkelig brug for jer kloge kvinders syn på det her...

Sagen er den, at jeg har en kæreste der er sur konstant.. Og skylder alt skyld på mig, hvis der går noget galt.
Har sagt ja til noget grill hos min mor i morgen, og det er han sur over nu.
Hendes hunde må ikke være med i vores bil. Han er sur og tvær når han er sammen med min familie.

Men når det er hans familie er han så glad så glad..

Hvis han ikke kan finde noget, er det min skyld... Selvom han så finder ud af det har ligget i hans lomme..
Holder ikke sådan en sur skid ud, han kører nærmest psykisk terror og prøver grænser.

Da vi mødtes og 2 1/2 år frem var han den sødeste, høfligste og glade fyr.
Og han var så sød ved mig, behandlede mig som guld.

Men nu er han bare ikke til at holde ud

Overvejer at gå fra ham, for føler ikke han har de samme følelser for mig mere
Og at han bare bliver fordi han ikke vil være lorten.
Hvis vi ikke havde barn var jeg skredet!!


Synes faktisk det startede da der kom en ung kvinde og startede på hans job, som han talte meget om i starten. Der havde jeg lige født, og sagde så jeg ikke gad høre om hende.
Vi har snakket om det flere gange, han lover det bliver bedre. Men det gør det ikke

Er så ked... For har ikke råd til at være alene. Og vil ikke have et delebarn

Enten ville jeg give igen af fuldstændig samme skuffe som han giver dig. 

Ellers os ville jeg fortælle at forholdet her slutter. 

Der er mange som er enlige desværre, det får boligstøtte osv, så tror nu os at du sagtens ville kunne have råd til at være alene med dit barn. 

Kan sagens først et ikke ønsker dele barn, men det er hellere ikke synet at jeres bare skal opleve en sur far konstant og at du er ked af det. 

Håber i finder den rette løsning

 

Det er jo kun dig der kan mærke efter og virkelig vide hvad der er rigtigt. Men umiddelbart ville jeg prøve at:

- undersøge hvad der er der ligger bag? Hvad siger han selv der ligger bag når i taler sammen om det? hvordan er hans humør generelt? og kunne det være en depression eller noget psykisk af en slags?

- parterapi

- at være helt ærlig overfor ham og sige at det er kommet dertil hvor du overvejer at gå fordi du ikke orker det mere. og at i får en snak i forhold til om i vil arbejde på jeres forhold eller hvad - og hvis i vil arbejde på jeres forhold, hvordan? (fx fast aftale med parterapeut). 

- At være ærlig og lufte dine tanker til ham om at du er bange for om han har været dig utro (uden at sige det i et mega surt tonefald, men måske mere noget i retningen af at den måde han opfører sig på får dig til at tænke og blive usikker). Ja han lyver måske, men jeg ved ærligt talt ikke hvad i har at tabe nu når du alligevel overvejer at forlade ham. 

Men igen du kan selv mærke efter hvornår nok er nok. Lyt til egen fornemmelse. Det med pengene og delebarn - det finder du ud af. Sådan er det nu og en gang - hellere et glad delebarn end et barn ud af en ulykkelig kernefamilie med konstant dårlig stemning. Det er ikke det værd.