Han er sur HELE tiden!

Har virkelig brug for jer kloge kvinders syn på det her...

Sagen er den, at jeg har en kæreste der er sur konstant.. Og skylder alt skyld på mig, hvis der går noget galt.
Har sagt ja til noget grill hos min mor i morgen, og det er han sur over nu.
Hendes hunde må ikke være med i vores bil. Han er sur og tvær når han er sammen med min familie.

Men når det er hans familie er han så glad så glad..

Hvis han ikke kan finde noget, er det min skyld... Selvom han så finder ud af det har ligget i hans lomme..
Holder ikke sådan en sur skid ud, han kører nærmest psykisk terror og prøver grænser.

Da vi mødtes og 2 1/2 år frem var han den sødeste, høfligste og glade fyr.
Og han var så sød ved mig, behandlede mig som guld.

Men nu er han bare ikke til at holde ud

Overvejer at gå fra ham, for føler ikke han har de samme følelser for mig mere
Og at han bare bliver fordi han ikke vil være lorten.
Hvis vi ikke havde barn var jeg skredet!!


Synes faktisk det startede da der kom en ung kvinde og startede på hans job, som han talte meget om i starten. Der havde jeg lige født, og sagde så jeg ikke gad høre om hende.
Vi har snakket om det flere gange, han lover det bliver bedre. Men det gør det ikke

Er så ked... For har ikke råd til at være alene. Og vil ikke have et delebarn

Tag stilling til om du vil leve med en sur mand eller med mindre penge, jeg forstår godt du ikk vil have et dele barn, men dit barn fortjener ikk en fustreret mor og en sur far.

Snak heller med ham og find ud af hvad der er galt, man skal self ikk smide et forhold ud af vinduet uden at prøve at få det til at fungere håber i finder ud af det

Først lige en Til dig, hvor er det dog en træls situation for dig..især når det tilsyneladende er økonomien og frygten for at have et delebarn der binder dig 

 Hvis det var min kæreste, hvis adfærd ændrede sig SÅ drastisk (når du siger han var sød og dejlig før i tiden), så ville jeg helt klart undersøge, om han faktisk gik og havde det skidt, før jeg pakkede sydfrugterne. Depression, stress, fødselsdepression (kan også ramme mænd). Jeg tænker i hvert fald, at der må ligge noget bag, når det ikke er sådan han er normalt. Og jeg ville bestemt ikke straks tænke i utroskabs-baner.

Jeg synes du skal prøve at finde ud af, om der ligger den slags bag. Det lyder meget som mig, da jeg var længst nede med depression.

Anonym skriver:

Har virkelig brug for jer kloge kvinders syn på det her...

Sagen er den, at jeg har en kæreste der er sur konstant.. Og skylder alt skyld på mig, hvis der går noget galt.
Har sagt ja til noget grill hos min mor i morgen, og det er han sur over nu.
Hendes hunde må ikke være med i vores bil. Han er sur og tvær når han er sammen med min familie.

Men når det er hans familie er han så glad så glad..

Hvis han ikke kan finde noget, er det min skyld... Selvom han så finder ud af det har ligget i hans lomme..
Holder ikke sådan en sur skid ud, han kører nærmest psykisk terror og prøver grænser.

Da vi mødtes og 2 1/2 år frem var han den sødeste, høfligste og glade fyr.
Og han var så sød ved mig, behandlede mig som guld.

Men nu er han bare ikke til at holde ud

Overvejer at gå fra ham, for føler ikke han har de samme følelser for mig mere
Og at han bare bliver fordi han ikke vil være lorten.
Hvis vi ikke havde barn var jeg skredet!!


Synes faktisk det startede da der kom en ung kvinde og startede på hans job, som han talte meget om i starten. Der havde jeg lige født, og sagde så jeg ikke gad høre om hende.
Vi har snakket om det flere gange, han lover det bliver bedre. Men det gør det ikke

Er så ked... For har ikke råd til at være alene. Og vil ikke have et delebarn

Jeg levede med en sur kæreste, vi nåede at være sammen i 6 1/2 år.
Jeg gik fra ham første gang efter 4 1/2 år, men endte med at gå tilbage fordi jeg blev "overtalt" af ham og familie. Selvom jeg vidste at det ikke var det jeg ville.
2 år efter fik jeg så endelig samlet mod til at stå ved min beslutning og gå fra ham igen.
Vi har 2 børn sammen og vi har fået det til at fungere hver for sig, og jeg har fået den skønneste kæreste og har aldrig været mere lykkelig end jeg er nu, og er meget glad for jeg tog springet (igen) ..

Mærk efter hos dig selv, om det er det liv du vil leve resten af dine dage, børn har det bedst når deres forældre er sammen, MEN KUN hvis forældrene er glade for- og elsker hinanden

Mi&Mi skriver:

Jeg levede med en sur kæreste, vi nåede at være sammen i 6 1/2 år.
Jeg gik fra ham første gang efter 4 1/2 år, men endte med at gå tilbage fordi jeg blev "overtalt" af ham og familie. Selvom jeg vidste at det ikke var det jeg ville.
2 år efter fik jeg så endelig samlet mod til at stå ved min beslutning og gå fra ham igen.
Vi har 2 børn sammen og vi har fået det til at fungere hver for sig, og jeg har fået den skønneste kæreste og har aldrig været mere lykkelig end jeg er nu, og er meget glad for jeg tog springet (igen) ..

Mærk efter hos dig selv, om det er det liv du vil leve resten af dine dage, børn har det bedst når deres forældre er sammen, MEN KUN hvis forældrene er glade for- og elsker hinanden

Men hvorfor gå fremfor at undersøge, om han faktisk går og fejler noget, fx depression? Jeg forstår ikke, at man ikke tænker i de baner... Altså når hun fortæller, at han normalt er sød, høflig og kærlig. Man ændrer jo ikke adfærd og personlighed "bare fordi"  

Janne T. skriver:

Men hvorfor gå fremfor at undersøge, om han faktisk går og fejler noget, fx depression? Jeg forstår ikke, at man ikke tænker i de baner... Altså når hun fortæller, at han normalt er sød, høflig og kærlig. Man ændrer jo ikke adfærd og personlighed "bare fordi"  

Jeg sagde mange gange til min ekskæreste at jeg synes han skulle gå til lægen for at tjekke om han havde en depression, det ville han ikke.
Jeg har selv en mild depression der er blevet fremprovokeret af angst, og jeg kan se nu, at han ingen depression har, han er lykkelig nu, med sin nye kæreste og han er rykket op i en chefstilling , han har været "låst fast" ligesom jeg selv var.
Man behøver altså ikke at fejle noget bare fordi følelserne er væk eller noget i den stil

Mi&Mi skriver:

Jeg sagde mange gange til min ekskæreste at jeg synes han skulle gå til lægen for at tjekke om han havde en depression, det ville han ikke.
Jeg har selv en mild depression der er blevet fremprovokeret af angst, og jeg kan se nu, at han ingen depression har, han er lykkelig nu, med sin nye kæreste og han er rykket op i en chefstilling , han har været "låst fast" ligesom jeg selv var.
Man behøver altså ikke at fejle noget bare fordi følelserne er væk eller noget i den stil

Det siger jeg heller ikke, jeg siger bare, at jeg synes det er værd i det mindste at undersøge, før man går sin vej. Især når der er børn involveret. I dit tilfælde var det så ikke det, men det kan det jo være i andre tilfælde. Derfor synes jeg det er 'farligt' at råde til at gå, når der er knas på linjen, frem for først at finde ud af, hvad der ligger bag  

Janne T. skriver:

Det siger jeg heller ikke, jeg siger bare, at jeg synes det er værd i det mindste at undersøge, før man går sin vej. Især når der er børn involveret. I dit tilfælde var det så ikke det, men det kan det jo være i andre tilfælde. Derfor synes jeg det er 'farligt' at råde til at gå, når der er knas på linjen, frem for først at finde ud af, hvad der ligger bag  

Jeg råder ikke til at gå, jeg fortæller min egen historie da jeg har siddet i samme situation og siger så at hun skal mærke efter hos sig selv

Anonym skriver:

Har virkelig brug for jer kloge kvinders syn på det her...

Sagen er den, at jeg har en kæreste der er sur konstant.. Og skylder alt skyld på mig, hvis der går noget galt.
Har sagt ja til noget grill hos min mor i morgen, og det er han sur over nu.
Hendes hunde må ikke være med i vores bil. Han er sur og tvær når han er sammen med min familie.

Men når det er hans familie er han så glad så glad..

Hvis han ikke kan finde noget, er det min skyld... Selvom han så finder ud af det har ligget i hans lomme..
Holder ikke sådan en sur skid ud, han kører nærmest psykisk terror og prøver grænser.

Da vi mødtes og 2 1/2 år frem var han den sødeste, høfligste og glade fyr.
Og han var så sød ved mig, behandlede mig som guld.

Men nu er han bare ikke til at holde ud

Overvejer at gå fra ham, for føler ikke han har de samme følelser for mig mere
Og at han bare bliver fordi han ikke vil være lorten.
Hvis vi ikke havde barn var jeg skredet!!


Synes faktisk det startede da der kom en ung kvinde og startede på hans job, som han talte meget om i starten. Der havde jeg lige født, og sagde så jeg ikke gad høre om hende.
Vi har snakket om det flere gange, han lover det bliver bedre. Men det gør det ikke

Er så ked... For har ikke råd til at være alene. Og vil ikke have et delebarn

Det kan jeg godt forstå du ikke kan holde ud. Det synd for jer alle tre, og især for dig og jeres fælles barn.

Jeg ville som en anden få ham til at gå til lægen, da det sagtens kan være noget psykisk. Man kan blive utrolig dum at høre på, når man er psykisk nede og evt. er deprimeret. Jeg har selv i perioder haft det psykisk dårligt, og der har jeg også været sur pg tvær. Dette var dog inden jeg blev mor. Havde ingen depression, men havde det bare ikke godt indeni altid. Det kunne godt være det, der også er ned din kæreste.

Jeg ville prøve at få snakket det igennem, og spørger ham direkte om det handler om dig. Så får du svar med det samme. Det med at han snakker om en kvinde på hans arbejde, det tror jeg du tager for nært. Det er nok bare en god kollega.

Alt held og lykke