Skal altid ud af huset

Jeg er helt fortvivlet og håber der er en sød sjæl, der vil hjælpe mig i denne situation. 

Min kæreste, Peter 32, og jeg 25 år har været sammen siden august - dvs. 11 måneder og det har ik ligefrem altid været rosenrødt. 

Min kæreste har været langtidsledig og er røget i sumpen og er begyndt at leve for natten i stedet for dagen. Det resulterer i at han ik får skrevet jobansøgninger og i det helet taget foretaget sig anden end at se film og drikke sig fuld og sove til langt op ad dagen. 

I mellemtiden tager jeg på arbejde og studie hver dag og det er svært at se sin kæreste ligge der og dovne den af hver dag. Han er på a-kassen og jeg på su og jeg tjener dermed mindre end ham. Som i nok ved så er ser mange udgifter til at være gravid og jeg går hele tiden i minus. Jeg har fortalt at alle de piller og en sund og varieret kost på en su og et lille bijob er nærmest umuligt, men det virker ikke som om han er villig til at hjælpe med nogle af udgifterne så vores barn kan blive sundt.

Han har i lang tid heller ik været glad eller gidet af gøre noget for parforholdet, bortset fra da han var forelsket tilbage i efteråret. 

Han har nu endelig fået et to måneders job og er over halvvejs igennem perioden og jeg frygter at han nu kommer tilbage i samme sump. Nu hvor han har fået arbejde er han bare vildt træt og orker ik andet end at ses med gutterne eller at ligge med sin iPad. 

Min kæreste og jeg fik at vide at vi ventede barn for ca. 6 uger siden og jeg er nu allerede 12 uger henne.jeg har voldsomme smerter og kunne godt bruge at han var der for mig, men han vil hellere se fodbold 3 gange om ugen og drikke sig fuld med sine venner. Jeg føler mig meget tilsidesat. Jeg har sagt at jeg gerne ville have at han var mere hjemme og især senere hen i graviditeten, men han har bare sagt at jeg ik skal bestemme over ham og at han ik gider underlægge sig mine regler. Jeg sover meget uroligt om natten pga. Smerter, men jeg kan ikke gøre for det og om morgenen er han bare sur og siger han ik kan fungere på arbejdet. Han vil ik tale om det og det ender med at det er mig der skal sige undskyld til ham.

Jeg føler mig meget magtesløs, da det er ligemeget hvad jeg end gør så føler han at jeg tager hans frihed fra ham. Jeg har virkelig brug for nogle råd om til hvordan jeg tackler ham, da jeg ik ved hvad jeg skal gøre. Desuden vil jeg også høre om det er for meget at forlange at han ik skal drikke sig fuld hver weekend eller drikke to-tre øl hver anden dag. Jeg gruer også for når jeg bliver højgravid om det vil ændre sig, for jeg synes ikke han viser en særlig støttende attitude. 

 

 

Jeg har kun pessimistiske forslag at komme med, og dem vil jeg gerne skåne dig for. Men du skal lige have et stort med på vejen alligevel!

Har han overhovedet haft et valg mht at blive far? Nu vil jeg nødig lyde grov, men han har jo lov til ikke at gide være far og deltage hvis han egentlig ikke har lyst og ikke har haft et reelt valg. Måske vil han gerne bare være ung, hænge ud med gutterne og nyde sin frihed. Jeg ville nok flytte hvis jeg var dig, gad ikke spilde min tid på en der ikke gad mig og var blottet for ambitioner for sit liv og fremtid.

Jeg synes du lyder meget hensynsfuld og tålmodig, og som en god kæreste som ikke stiller urimelige krav.

Din kæreste lyder derimod som en umoden drengerøv, uden initiativ og lyst til at familielivet. Du skal selvfølgelig ikke finde dig i den behandling. Du er gravid og snart kommer der en lille en som i begge skal tage vare på. Det er rigtig hårdt at få et barn, og det kræver altså at man har et stabilt liv og parforhold, at få det til at fungere efter en fødsel.

Hvis jeg var dig havde jeg sat foden ned lige nu selvom det er svært. Overvej om du vil have det bedre alene end med ham.

Har du spurgt ham hvordan han forestiller sig livet efter fødslen af jeres fælles barn? Hvis dette er den livsstil han foretrækker, så er han nok ikke klar til rollen som forældre endnu. Jeg ville muligvis flytte, og så må man se med tiden om han vokser med opgaven og i kan danne par igen. Lige nu, hvis han tænker at fortsætte i samme spor, ja så bliver det dobbelt så hårdt at få et barn. Så hellere bare være alene om det, end at føle sig forladt i tide og utide. 

Jeg har desværre ikke noget positivt at berette. Min søns far var nøjagtig som du beskriver din kæreste. Inden jeg fødte lovede han guld og grønne skove og han ville tage del i det hele og bla bla. Ikke om det holdte en meter. Faktisk var jeg så meget alenemor i forholdet med ham, at da jeg endelig smed ham ud, føltes det hele meget lettere. Sådan burde det jo ikke være. Men den følelse af at være forladt osv er bare det værste. Det er så sårende at føle sig ensom i ens forhold. Jeg blev alt for længe sammen med Emils far og det blev virkelig ødelæggende til sidst. Du skal gøre dig klart at fortsætter han hans opførsel når baby er født, så bliver du 100 gange mere vred, Bitter, ked af og såret end du er nu.

Jeg har svært ved at sætte mig ind i din situation, da jeg (heldigvis) ikke har oplevet det du gennemgår. Men jeg tror du skal fange ham på et positivt tidspunkt og så få lavet en forventningsafstemning om hvordan jeres fremtid skal se ud. Høre ham om hvad HAN regner med der skal ske når der kommer en lille.

Annefie skriver:

Jeg er helt fortvivlet og håber der er en sød sjæl, der vil hjælpe mig i denne situation. 

Min kæreste, Peter 32, og jeg 25 år har været sammen siden august - dvs. 11 måneder og det har ik ligefrem altid været rosenrødt. 

Min kæreste har været langtidsledig og er røget i sumpen og er begyndt at leve for natten i stedet for dagen. Det resulterer i at han ik får skrevet jobansøgninger og i det helet taget foretaget sig anden end at se film og drikke sig fuld og sove til langt op ad dagen. 

I mellemtiden tager jeg på arbejde og studie hver dag og det er svært at se sin kæreste ligge der og dovne den af hver dag. Han er på a-kassen og jeg på su og jeg tjener dermed mindre end ham. Som i nok ved så er ser mange udgifter til at være gravid og jeg går hele tiden i minus. Jeg har fortalt at alle de piller og en sund og varieret kost på en su og et lille bijob er nærmest umuligt, men det virker ikke som om han er villig til at hjælpe med nogle af udgifterne så vores barn kan blive sundt.

Han har i lang tid heller ik været glad eller gidet af gøre noget for parforholdet, bortset fra da han var forelsket tilbage i efteråret. 

Han har nu endelig fået et to måneders job og er over halvvejs igennem perioden og jeg frygter at han nu kommer tilbage i samme sump. Nu hvor han har fået arbejde er han bare vildt træt og orker ik andet end at ses med gutterne eller at ligge med sin iPad. 

Min kæreste og jeg fik at vide at vi ventede barn for ca. 6 uger siden og jeg er nu allerede 12 uger henne.jeg har voldsomme smerter og kunne godt bruge at han var der for mig, men han vil hellere se fodbold 3 gange om ugen og drikke sig fuld med sine venner. Jeg føler mig meget tilsidesat. Jeg har sagt at jeg gerne ville have at han var mere hjemme og især senere hen i graviditeten, men han har bare sagt at jeg ik skal bestemme over ham og at han ik gider underlægge sig mine regler. Jeg sover meget uroligt om natten pga. Smerter, men jeg kan ikke gøre for det og om morgenen er han bare sur og siger han ik kan fungere på arbejdet. Han vil ik tale om det og det ender med at det er mig der skal sige undskyld til ham.

Jeg føler mig meget magtesløs, da det er ligemeget hvad jeg end gør så føler han at jeg tager hans frihed fra ham. Jeg har virkelig brug for nogle råd om til hvordan jeg tackler ham, da jeg ik ved hvad jeg skal gøre. Desuden vil jeg også høre om det er for meget at forlange at han ik skal drikke sig fuld hver weekend eller drikke to-tre øl hver anden dag. Jeg gruer også for når jeg bliver højgravid om det vil ændre sig, for jeg synes ikke han viser en særlig støttende attitude. 

 

 

Hvor gammel var det lige du sagde han var???

Har han en mor, som glæder sig til at blive bedstemor, for så synes jeg, du skal rotte dig sammen med hende og så kan hans mor måske få fyret op under hulemanden.

Men uanset hvad..du skal ikke finde dig i ham...enten vil han dig (med eller uden mave) eller også vil han dig ikke.
Spørg hvad han har tænkt sig med resten af livet..sit eget liv og jeres liv..og passer det ikke sammen med dine forventninger, ja så må du høre om han kunne tænke sig at samarbejde om et fælles aktivt liv for jeres barn og jer selv, og kan han ikke det, så tror jeg du ganske enkelt skal se at komme videre.

Kærlige trøsteknus
Sussie

Jeg kan simpelthen blive så harm over dem, som mener andre tager deres frihed fra dem. Man har sgu præcis så meget frihed, man selv ønsker at have, så du skal da på ingen måde føle, du binder ham på hænder og fødder.

det lyder lidt som om han kunne være deprimeret efter at have været ledig og samtidig som om han ikke helt har forstået, at der kommer et barn om 6 måneder. Jeg er selv samme alder som din kæreste, men jeg opgav byturene for længe siden - simpelthen fordi jeg hellere ville prioritere min dejlige kæreste højere en brandert.

Nå, men når det nu er sagt, så er det vist på tide I begge får talt om, hvilken type forældre I ser ham være - og ikke mindst hvordan I ser jeres forhold udvikle sig, når først baby kommer. Måske skal han bare "løbe hornene af sig" og erkender efter noget tid, at han må blive voksen eller også ER han bare sådan en, som prioriterer sig selv højere - sådanne idioter findes desværre.

jeg synes, du skal blive ved med at tale med ham, for på et eller andet tidspunkt på noget jo fise ind på lystavlen. Og så skal du i øvrigt slet ikke undskylde hverken din tilstand, dine smerter eller følelser overfor ham! I min optik skal man kun undskylde overfor hinanden, når man har gjort noget forkert...

tillykke med baby i øvrigt :-) og held og lykke med det hele. Større eventyr findes ikke :-)

Nu ved jeg ikke om det er et planlagt barn i skal have? Ud fra det du skriver (at i ikke har været kærester længe, at din kæreste er langtidsledig og trives dårligt osv.) så gætter jeg på at det ikke var planlagt?

Uden at vide det så vil jeg gætte på at han er ret deprimeret over at have været ledig så længe (det kan virkelig ramme en på selvtilliden). Nu kommer der snart et barn, som han ikke kan forsørge og som i måske ikke havde planlagt. Jeg tænker han måske har behov for at rase lidt ud.. det var måske ikke lige sådan han forestillede sig at hans liv skulle se ud. De fleste mænd jeg kender er i hvert fald meget fokuserede på at have 'rammerne' i orden når de får barn - altså at have det praktiske i orden og i det hele taget at have styr på økonomien og være i stand til at forsørge familien (selvfølgelig sammen med den bedre halvdel i parforholdet). Jeg kan godt forstå hvis det rammer ham hårdt at han ikke kan bidrage mere end han kan. Når man oveni har været ledig i lang tid, så begynder hele jobsøgning at føles meningsløs - for der sker jo intet, man får jo ikke job. På en måde så kan man sige (hvis man tænker meget negativt) at det her barn bare har gjort hans situation endnu mere umulig - måske er det også derfor han føler sig 'låst fast'. På mig virker det som om han flygter totalt fra situationen - og at han iøvrigt ligger en masse skyld for den situation han er i over på dig (det er jo som regel også det nemmeste i et parforhold - men ikke det bedste  eller rigtige).  

I bliver simpelthen nødt til at have en rigtig god lang snak om det her. Han bliver nødt til at hanke op i sig selv - selvom det kan være svært. Du kan ikke trække læsset alene og det skal han vide. Hvis han ikke ligesom begynder at ændre sig eller tage initiativ til at prøve på det.. Så ville jeg nok også desværre overveje mine muligheder, som de andre skriver. 

Det er hårdt nok at være gravid, studerende og arbejde - uden samtidig at skulle have en kæreste der på ingen måde giver noget igen. Han bliver nødt til at vågne op og se at det ikke kun handler om ham selv.