Christine skriver:
Jeg ved ikke præcis hvad jeg skal skrive, udover at det helt sikkert ikke er din skyld!! Så du må endelig ikke bebrejde dig selv. Og så tænker jeg at det er godt at du giver dig selv lov til at være ked af det og endnu bedre hvis du er ærlig omkring det.
Som du skriver skal det jo være en dejlig oplevelse for dig at blive mor og det er klart at der vil være skår i glæden uanset hvad, men jeg tror også det er vigtigt at det ikke udvikler sig til en decideret fødselsdepression eller lignende. Så jeg håber du har en god læge eller jordemoder som kender til din situation? Og ellers at der er tilbud fra sundhedsplejerske eller lignende som du kan tage imod, samt evt. mødregrupper. Så du har mulighed for at tale med nogen hvis det bliver for hårdt. Det er jo en kæmpe ting at blive mor første gang og det sætter gang i en hel masse følelser, både gode og mindre gode. Men det gode skal jo helst fylde mest! Og når man selv bliver mor, tror jeg godt man kan mangle sin egen rigtigti meget hvis man har mistet hende.
Som andre siger, så er der jo ikke gået så lang tid (selv om det jo er lang tid at være så ked af det, det er klart), jeg tror man siger at sorgen er "ny" i et helt år og så skulle det gerne blive lidt nemmere at leve med det. 
Håber det bedste for dig!
Jeg er på Rigshospitalet, og er med i en gruppe der hedder sårbare gravide, så de tager sig godt af mig.
Mange tak for alle jeres søde ord, de varmer virkelig i denne her tid!
Anmeld
