7 måneder siden i dag..

.. Da klokken blev 00.00 skiftede vi til D. 9 juli 2014. I dag, er det 7 måneder siden at min mor valgte at tage sit eget liv.
Jeg vil ikke noget med dette indlæg, bare ud med nogle frustrationer og følelser jeg ikke ved hvordan jeg skal komme af med!
Jeg ligger i sengen, det gør jeg tit, og tænker på hende.
Tænker på de sidste år med massiv alkohol og pille misbrug der blev værre og værre. De mange selvmordsforsøg og ubehagelige oplevelser.
Men jeg tænker også på de gode tider. Min barndom. Hun var verdens bedste mor, der altid satte sig selv i første række, og altid prioriterede at min søster og jeg havde hvad vi skulle have, fremfor hende selv. En mor der kæmpede igennem SOSU uddannelserne for at hun kunne få et godt job.
Min mor blev uddannet SOSU assistent, og mødte min papfar.
Vores liv var dejligt, men da min mormor døde i 2009 og min onkel nogle år senere gik det helt galt.
Der var som sagt et kæmpe alkohol og pille misbrug, og der skete mange forfærdelige ting, der ledte til at hun til sidst, D. 9 december 2013 tog sit eget liv.
Vi har kæmpet i mange år, men jeg sidder hele tiden med tanken 'hvad nu hvis....'.. Hvad kunne vi have gjort for at ændre fortiden, og måske have gjort at hun stadig var hos os i dag? Hvorfor blev hun så ulykkelig?

Jeg tænker og tænker, og græder og græder, folk siger at tiden gør det nemmere, men det synes jeg ikke. Jeg savner hende lige så meget, og føler mig helt tom indeni.
Jeg burde flyve på en sky af lykke, da jeg venter mit første barn med manden i mit liv. Men alligevel, føler jeg mig ikke glad, ligemeget hvad jeg gør.
Er der nogle der kender til det? Man prøver alt man kan, men man kan bare ikke, da tanken om at hun skulle have været mormor, som var hendes største ønske, skete lige efter.

Jeg ville bare ud med mine frustrationer kort, for hold kæft hvor jeg savner min elskede mor, der blev 48 år gammel..

VenterVanessa skriver:

.. Da klokken blev 00.00 skiftede vi til D. 9 juli 2014. I dag, er det 7 måneder siden at min mor valgte at tage sit eget liv.
Jeg vil ikke noget med dette indlæg, bare ud med nogle frustrationer og følelser jeg ikke ved hvordan jeg skal komme af med!
Jeg ligger i sengen, det gør jeg tit, og tænker på hende.
Tænker på de sidste år med massiv alkohol og pille misbrug der blev værre og værre. De mange selvmordsforsøg og ubehagelige oplevelser.
Men jeg tænker også på de gode tider. Min barndom. Hun var verdens bedste mor, der altid satte sig selv i første række, og altid prioriterede at min søster og jeg havde hvad vi skulle have, fremfor hende selv. En mor der kæmpede igennem SOSU uddannelserne for at hun kunne få et godt job.
Min mor blev uddannet SOSU assistent, og mødte min papfar.
Vores liv var dejligt, men da min mormor døde i 2009 og min onkel nogle år senere gik det helt galt.
Der var som sagt et kæmpe alkohol og pille misbrug, og der skete mange forfærdelige ting, der ledte til at hun til sidst, D. 9 december 2013 tog sit eget liv.
Vi har kæmpet i mange år, men jeg sidder hele tiden med tanken 'hvad nu hvis....'.. Hvad kunne vi have gjort for at ændre fortiden, og måske have gjort at hun stadig var hos os i dag? Hvorfor blev hun så ulykkelig?

Jeg tænker og tænker, og græder og græder, folk siger at tiden gør det nemmere, men det synes jeg ikke. Jeg savner hende lige så meget, og føler mig helt tom indeni.
Jeg burde flyve på en sky af lykke, da jeg venter mit første barn med manden i mit liv. Men alligevel, føler jeg mig ikke glad, ligemeget hvad jeg gør.
Er der nogle der kender til det? Man prøver alt man kan, men man kan bare ikke, da tanken om at hun skulle have været mormor, som var hendes største ønske, skete lige efter.

Jeg ville bare ud med mine frustrationer kort, for hold kæft hvor jeg savner min elskede mor, der blev 48 år gammel..

Pyha :/ stakkels dig.

Det er svært at skrive noget der kan trøste eller gøre dig gladere... Folk skriver ofte "du må være stærk osv" ... Men det er sgu svært at være når sorgen fylder...

Tanker til dig og din situation

Der er kun gået 7 mdr , klart du har det svært  Har mistet begge mine forældre tidligt og jeg syntes først det bliver nemmere når det første år er passeret , så kan man ikke længere sige , sidste år på denne tid lavede vi ......  tiden læger alle sår , såret forsvinder ALDRIG men du vil lære at leve med såret og pleje det når det er nødvendigt 

VenterVanessa skriver:

.. Da klokken blev 00.00 skiftede vi til D. 9 juli 2014. I dag, er det 7 måneder siden at min mor valgte at tage sit eget liv.
Jeg vil ikke noget med dette indlæg, bare ud med nogle frustrationer og følelser jeg ikke ved hvordan jeg skal komme af med!
Jeg ligger i sengen, det gør jeg tit, og tænker på hende.
Tænker på de sidste år med massiv alkohol og pille misbrug der blev værre og værre. De mange selvmordsforsøg og ubehagelige oplevelser.
Men jeg tænker også på de gode tider. Min barndom. Hun var verdens bedste mor, der altid satte sig selv i første række, og altid prioriterede at min søster og jeg havde hvad vi skulle have, fremfor hende selv. En mor der kæmpede igennem SOSU uddannelserne for at hun kunne få et godt job.
Min mor blev uddannet SOSU assistent, og mødte min papfar.
Vores liv var dejligt, men da min mormor døde i 2009 og min onkel nogle år senere gik det helt galt.
Der var som sagt et kæmpe alkohol og pille misbrug, og der skete mange forfærdelige ting, der ledte til at hun til sidst, D. 9 december 2013 tog sit eget liv.
Vi har kæmpet i mange år, men jeg sidder hele tiden med tanken 'hvad nu hvis....'.. Hvad kunne vi have gjort for at ændre fortiden, og måske have gjort at hun stadig var hos os i dag? Hvorfor blev hun så ulykkelig?

Jeg tænker og tænker, og græder og græder, folk siger at tiden gør det nemmere, men det synes jeg ikke. Jeg savner hende lige så meget, og føler mig helt tom indeni.
Jeg burde flyve på en sky af lykke, da jeg venter mit første barn med manden i mit liv. Men alligevel, føler jeg mig ikke glad, ligemeget hvad jeg gør.
Er der nogle der kender til det? Man prøver alt man kan, men man kan bare ikke, da tanken om at hun skulle have været mormor, som var hendes største ønske, skete lige efter.

Jeg ville bare ud med mine frustrationer kort, for hold kæft hvor jeg savner min elskede mor, der blev 48 år gammel..

Det BLIVER lettere at leve med .... Med tiden.

du kommer ikke over det, men lære at leve med det.

men der er kun gået 7 mdr. så lige nu er du stadig i sorgen og det er okay!

jeg mistede min 18-årige lillesøster i januar 2006 og i sær da jeg ventede mit første barn et år senere, synes jeg det var svært.

Så oveni at det kun er lidt over 1/2 år siden at din mor gik væk, så har du også alle følelserne fra en graviditet at  kæmpe med.

jeg håber du har nogle rigtig gode mennesker omkring dig, der er gode til at støtte og trøste. 

Det tager tid at komme over dødsfald og hver person sørger på sin egen måde.

Stort kram til dig!

Hvor må det være utroligt hårdt!
- Men med tiden lær man at leve med det, men gi dig selv lov til at være ked af det, når du har brug for det!

VenterVanessa skriver:

.. Da klokken blev 00.00 skiftede vi til D. 9 juli 2014. I dag, er det 7 måneder siden at min mor valgte at tage sit eget liv.
Jeg vil ikke noget med dette indlæg, bare ud med nogle frustrationer og følelser jeg ikke ved hvordan jeg skal komme af med!
Jeg ligger i sengen, det gør jeg tit, og tænker på hende.
Tænker på de sidste år med massiv alkohol og pille misbrug der blev værre og værre. De mange selvmordsforsøg og ubehagelige oplevelser.
Men jeg tænker også på de gode tider. Min barndom. Hun var verdens bedste mor, der altid satte sig selv i første række, og altid prioriterede at min søster og jeg havde hvad vi skulle have, fremfor hende selv. En mor der kæmpede igennem SOSU uddannelserne for at hun kunne få et godt job.
Min mor blev uddannet SOSU assistent, og mødte min papfar.
Vores liv var dejligt, men da min mormor døde i 2009 og min onkel nogle år senere gik det helt galt.
Der var som sagt et kæmpe alkohol og pille misbrug, og der skete mange forfærdelige ting, der ledte til at hun til sidst, D. 9 december 2013 tog sit eget liv.
Vi har kæmpet i mange år, men jeg sidder hele tiden med tanken 'hvad nu hvis....'.. Hvad kunne vi have gjort for at ændre fortiden, og måske have gjort at hun stadig var hos os i dag? Hvorfor blev hun så ulykkelig?

Jeg tænker og tænker, og græder og græder, folk siger at tiden gør det nemmere, men det synes jeg ikke. Jeg savner hende lige så meget, og føler mig helt tom indeni.
Jeg burde flyve på en sky af lykke, da jeg venter mit første barn med manden i mit liv. Men alligevel, føler jeg mig ikke glad, ligemeget hvad jeg gør.
Er der nogle der kender til det? Man prøver alt man kan, men man kan bare ikke, da tanken om at hun skulle have været mormor, som var hendes største ønske, skete lige efter.

Jeg ville bare ud med mine frustrationer kort, for hold kæft hvor jeg savner min elskede mor, der blev 48 år gammel..

Jeg ved ikke præcis hvad jeg skal skrive, udover at det helt sikkert ikke er din skyld!! Så du må endelig ikke bebrejde dig selv. Og så tænker jeg at det er godt at du giver dig selv lov til at være ked af det og endnu bedre hvis du er ærlig omkring det. 

Som du skriver skal det jo være en dejlig oplevelse for dig at blive mor og det er klart at der vil være skår i glæden uanset hvad, men jeg tror også det er vigtigt at det ikke udvikler sig til en decideret fødselsdepression eller lignende. Så jeg håber du har en god læge eller jordemoder som kender til din situation? Og ellers at der er tilbud fra sundhedsplejerske eller lignende som du kan tage imod, samt evt. mødregrupper. Så du har mulighed for at tale med nogen hvis det bliver for hårdt. Det er jo en kæmpe ting at blive mor første gang og det sætter gang i en hel masse følelser, både gode og mindre gode. Men det gode skal jo helst fylde mest! Og når man selv bliver mor, tror jeg godt man kan mangle sin egen rigtigti meget hvis man har mistet hende.

Som andre siger, så er der jo ikke gået så lang tid (selv om det jo er lang tid at være så ked af det, det er klart), jeg tror man siger at sorgen er "ny" i et helt år og så skulle det gerne blive lidt nemmere at leve med det. 

Håber det bedste for dig!

Det første år er det værste; det der med den første fødselsdag, jul osv uden den man har mistet...

Min far tog sit eget liv for 20 år siden, da jeg var 9 år - han var selv 34. Vi er helt på bar bund når vi spørger "hvorfor?". han må have kæmpet med noget vi ikke kender til...

Der er "kun" gået 7 mdr - jeg lover dig det bliver nemmere med tiden. Man lærer at leve med det!

Stort knus til dig. Det lyder forfærdeligt hårdt. Du 'bør' ikke føle noget som helst - du skal give plads til de følelser der fylder for dig lige nu. 7 måneder er ikke særligt længe, så forstår virkelig godt du stadig er i sorg. Det giver faktisk rigtig god mening at du er det når du nu også venter dit første barn. Ikke alene er det ikke længe siden hun døde, men derudover sætter det at man selv stifter familie en masse tanker igang (uanset om man har mistet en forælder eller ej). 

Sender gode tanker din vej og vil også lige tilføje at det måske var en ide at bruge noget tid på at snakke om det i fx en sorggruppe eller med en terapeut - det er en meget voldsom måde at miste en forælder på og det lyder også til i har haft et hårdt forløb i familien inden da - det er hårdt at bære på sine skuldre