Alene og gravid

Hej alle

 

Jeg har en søn på 1,5 år og en pige på 10 år. For en uge siden fandt jeg ud af at jeg var gravid. Faren til barnet på 1,5 og til den lille ny forlod mig i onsdags. 

Det var et kæmpe chok for mig og lige nu ved jeg ikke hvilket ben jeg skal stå på. Det skal lige siges at  denne graviditet ikke var planlagt. Søn på 1,5 år var planlagt. 

Mine tanker kører rundt og spørgsmålene dukker op. Kan jeg klare det alene. Hvor meget vil det gå ud over mine andre to børn? Vil det være bedre at få en abort eller er det bedre at give mine to børne en søster eller bror. 

Jeg har brug for at høre andres erfaringer i en lignende situation. Hvad har I valgt at gøre? Og hvordan klarede i at opfylde behovene hos alle børn samtidig med en lille ny? 

 

 

Trods det at jeg har været alene med min søn i to år, så har jeg ingen råd, da jeg kun har ham

Men ville ikke gå uden et kram, det må være en hård realitet!

Jeg tror det vigtigere du spørg dig selv om du kan klare det psykiske ved en abort, jeg er af den overbevisning at hvis man er i tvivl skal man ikke gøre det fordi jeg så tror chancen for at fortryde er alt for stor, det er ikke en lille beslutning men en livsforandring uanset valget.

Et stort kram herfra

Stort kram til dig...

Står i sammen situation.
Har en datter på 2 år og har termin om 2 mdr. Men nr. 2...
Min kæreste gennem 9 år forlod mig for 2-3 mdr. Siden...
Det er skide hårdt. Især pga. min datters reaktion.

Der er en del grupper på facebook med mere, hvor jeg har fundet andre i samme situation og har hjulpet at snakke med dem.

Mit problem er at jeg har følt mig som total taber. Alene og gravid. Man skal forklare og alle antager faren er der... Uh det er hårdt.
Aner ikke hvordan man klarer det.. Men er man jo nødt til.

Jeg vil dog sige at den første måned alene tog jeg ligepludselig stor afstand til barnet i maven. Jeg ville ikke have hende. Synes det var synd hun skulle udsættes for dette. Men har heldigvis ændret sig. Er skide nervøs for når hun kommer og jeg synes tiden går lidt for stærkt. Ville gerne lige udskyde det hele lidt... Men når hun først kommer håber jeg det hele nok skal gå

Tullemusen787 skriver:

Hej alle

 

Jeg har en søn på 1,5 år og en pige på 10 år. For en uge siden fandt jeg ud af at jeg var gravid. Faren til barnet på 1,5 og til den lille ny forlod mig i onsdags. 

Det var et kæmpe chok for mig og lige nu ved jeg ikke hvilket ben jeg skal stå på. Det skal lige siges at  denne graviditet ikke var planlagt. Søn på 1,5 år var planlagt. 

Mine tanker kører rundt og spørgsmålene dukker op. Kan jeg klare det alene. Hvor meget vil det gå ud over mine andre to børn? Vil det være bedre at få en abort eller er det bedre at give mine to børne en søster eller bror. 

Jeg har brug for at høre andres erfaringer i en lignende situation. Hvad har I valgt at gøre? Og hvordan klarede i at opfylde behovene hos alle børn samtidig med en lille ny? 

 

 

Hvordan er dit netværk? 
Vil han være en del af deres liv?

Ja, det kan være hårdt at være enlig mor til tre, men det er ikke tre små børn, din søn vil være over 2 når den lille kommer, din datter 11 eller tæt på 11.

Og hvis du er i tvivl om du skal have en abort eller ej, vil jeg sige nej det synes jeg ikke du skal, men du skal lytte til dit hjerte. Vil du kunne klare en abort(Har ikke prøvet det, men hørt at det tager meget hårdt på kvinder)?? 

Jeg synes du skal sætte dig ned, snak med familie, find ud af hvad der er bedst for dig og dine børn

Røverdatter skriver:

Trods det at jeg har været alene med min søn i to år, så har jeg ingen råd, da jeg kun har ham

Men ville ikke gå uden et kram, det må være en hård realitet!

Tak

Jeg har ikke stået i en lignende situation, men har dog fået en abort engang i mit liv. 

Jeg vil helt klart mene at man først og fremmest skal tænke på de børn man allerede har.

Jeg tænker om det ville være for hårdt for den lille at forholde sig til en baby i maven, mor og far der ikke er sammen mere og så når baby kommer ud.  

Vores dreng bliver 3 til september. Jeg har været indlagt på hospitalet flere gange og måtte det sidste af min graviditet være sengeliggende. Det har ikke været nemt for min dreng, trods han har sin far. Det har heller ikke været nemt for ham at forstå at mor ikke må bære på ham mere. 

Har du et godt netværk? Hvad hvis det bliver en graviditet med komplikationer den her gang? Er du følelsesmæssigt klar til endnu et barn - du er jo lige blevet forladt af din mand. Det må tage sin tid at komme over. 

Nå men det var lige mine tanker.

Jeg ønsker dig al held og lykke og håber du finder den rigtige beslutning for dig 

Sujan skriver:

Stort kram til dig...

Står i sammen situation.
Har en datter på 2 år og har termin om 2 mdr. Men nr. 2...
Min kæreste gennem 9 år forlod mig for 2-3 mdr. Siden...
Det er skide hårdt. Især pga. min datters reaktion.

Der er en del grupper på facebook med mere, hvor jeg har fundet andre i samme situation og har hjulpet at snakke med dem.

Mit problem er at jeg har følt mig som total taber. Alene og gravid. Man skal forklare og alle antager faren er der... Uh det er hårdt.
Aner ikke hvordan man klarer det.. Men er man jo nødt til.

Jeg vil dog sige at den første måned alene tog jeg ligepludselig stor afstand til barnet i maven. Jeg ville ikke have hende. Synes det var synd hun skulle udsættes for dette. Men har heldigvis ændret sig. Er skide nervøs for når hun kommer og jeg synes tiden går lidt for stærkt. Ville gerne lige udskyde det hele lidt... Men når hun først kommer håber jeg det hele nok skal gå

Først vil jeg sige at det er så dejligt at man ikke føler sig alene og der rent faktisk er andre i samme situation.

Vil du skrive hvad de grupper hedder på facebook?

Hvad gjorde, at du besluttede dig til at beholde barnet? Jeg er så bange for ikke at have det nødvendige overskud til de andre to. Og har svært ved at forestille mig, at jeg kan multitaske så meget uden at knække nakken.Jeppe var 9 måneder før han sov igennem og jeg frygter det igen.

Lige nu har jeg faktisk den samme følelse som dig og skubber den lille ny væk i mit sind. 

Kan godt forstå det er svært for dig med et forhold gennem 9 år at skulle være alene og samtidig med to børn. 

Føler at fremtiden er tåget og jeg ikke helt ved hvad jeg hopper ud i. 

Kram

Jeg har stået alene, med et barn på 2 1/2 år og et spædbarn. Det var sygt hårdt! Især det første år. Man mangler virkelig to ekstra hænder. Har så tit følt, at jeg har svigtet den ene. Du skal selvfølgelig mærke efter om du selv føler, at du kan klare det. Men jeg kan love dig for, at det er benhårdt.

 

Yurie skriver:

Hvordan er dit netværk? 
Vil han være en del af deres liv?

Ja, det kan være hårdt at være enlig mor til tre, men det er ikke tre små børn, din søn vil være over 2 når den lille kommer, din datter 11 eller tæt på 11.

Og hvis du er i tvivl om du skal have en abort eller ej, vil jeg sige nej det synes jeg ikke du skal, men du skal lytte til dit hjerte. Vil du kunne klare en abort(Har ikke prøvet det, men hørt at det tager meget hårdt på kvinder)?? 

Jeg synes du skal sætte dig ned, snak med familie, find ud af hvad der er bedst for dig og dine børn

Hej Yorie

Ja det er rigtigt. Den store pige vil være stor men synes nu, at den lille på 2 år stadig er lille og kræver stadig meget opsyn.

Men ja det har du ret i at det er vigtigt at tale med andre om det. Mit netværk er ikke så stort. Men har da min mor og søster jeg kan trække lidt på. Jeg skal starte hos psykolog så det hele kan blive sat i kasser. Jeg er normalt en kvinde der har styr på det hele og nu føler jeg ikke jeg har styr på noget.

Far til den store er der i det omfang min datter vil se ham. Men faren til den lille ny og min søn har sagt at han vil være der i det omfang at hans arbejde tillader det. Det er desværre ikke ret meget. Jeg har en fornemmelse af at jeg ikke skal regne med ham som en hjælp.