Er i tvivl om alt!

modesty skriver:

Jeg kan ikke se hvordan det ville kunne hjælpe dig med en skilsmisse. De problemer du nævner, har intet med dit ægteskab at gøre, men med dig selv.

Dit indlæg går ikke rigtigt i dybden med dine følelser og tanker, eller forklarer situationen i detaljer, så det er svært at sige hvad årsagen til dine problemer er. 

Er det forstået korrekt som at du ikke kan overskue at være alene med børnene? Hvordan udmønter det sig? Er det også praktiske opgaver som indkøb og madlavning o.s.v. du ikke kan overskue? Tager din mand over når du ikke kan rumme mere, eller hvordan?

Jeg tænker lidt at den psykolog du har gået til, nok ikke har været den helt rigtige for dig...

Jeg har gået hos flere psykologer og lifecoaches - det har givet noget, men det er svært at holde fast!

I virkeligheden går det fint at være alene med ungerne. Pt er jeg på barsel og min mand har været arbejdsløs siden maj. Det er her at det rigtig er eskaleret. Det er som om, at når jeg er rundt om ham, så overlader jeg alt til ham, men når han ik er der, så fungerer tingene jo fint! Jeg kan ik forstå hvorfor jeg er sådan!

Joan ( Smallie ) skriver:

Hmmm jeg sidder lidt og tænker om du er et sensitiv menneske for når du siger ord som fyldt op og ikke kan rumme mere så ved jeg helt hvordan du har det. Jeg har i lang tid kæmpet med at forstå mig selv og hvorfor jeg tit ikke kunne rumme mere ( og det gælder også mine børn )lige indt til jeg læste noget om sensitive o det var bare spot on på mig og der faldt det hele på plads og siden har jeg snakket med min mand om det og jeg lære lige så stille og roligt at sige fra inden jeg bliver overfyldt og går helt i sort.

Har fundet ud af motion er en god ide for mig så jeg står meget på rulleskøjter. Musik i ørene og så der ud af og så er jeg som et nyt menneske når jeg kommer hjem.

 

Nu skriver du ikke så meget om dig selv andet end du elsker din mand og hvis du elsker ham så syntes jeg ikke det er løsningen at blive skilt.

Manden og jeg har også haft problemer og jeg er idag sikker på vi valgte rigtig da vi blev sammen.

Du er velkommen til at skrive til mig hvis du vil vide mere.

 

Hilsen Joan

Du har sikkert ret omkring sensitivitet. Jeg har haft psykologi på studiet og kunne se meget af mig selv i det! Min lærer pointerede det også for mig!
Samtidig er jeg et menneske, som tror at jeg kan redde hele verden! Jeg glemmer bare mig selv om mit eget liv og familie

Skouboe skriver:

Jeg tænker også motion. Efter jeg er begyndt at virkelig på pulsen (til min egen store overraskelse er jeg blevet vild med spinning/bodybike) har jeg fået mere overskud, længere lunte overfor ungerne og manden og meget mere ro i hovedet og fokus.

Det skal prøves. Er begyndt at løbe og håber at det med tiden udmønter sig i overskud

Anonym skriver:

Du har sikkert ret omkring sensitivitet. Jeg har haft psykologi på studiet og kunne se meget af mig selv i det! Min lærer pointerede det også for mig!
Samtidig er jeg et menneske, som tror at jeg kan redde hele verden! Jeg glemmer bare mig selv om mit eget liv og familie

Så vil jeg sige dig så meget det hjælper dig ikkeat blive skilt det er dig selv du skal arbejde med og du skal lære at sige fra når det hele bliver for meget. Jeg ved det er svært og du vil tit føle du ikke slår til men sådan er det og du skal lære at tænke på dig selv. For hvis du har det godt så har din familie og omgangskreds det også 

 

Jeg syntes du skal prøve at læse lidt op på det at være sensitiv for det tror jeg kunne hjælpe dig.

Og så en eller anden form for motion som er for dig og KUN dig. Og det skal du tage dig tid til selv om manden skal passe ungerne.

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen sådan i tvivl. Sagen er den at jeg har været sammen med min mand i 10 år. Sammen har vi to børn!

Jeg elsker ham overalt på jorden og respekterer ham virkelig - eller det gør jeg måske i virkeligheden ikke så meget, for behandler ham ikke altid lige godt.
Han er en god far, men har den sidste tid været temmelig presset og er derfor blevet lidt af en muggen røv

Samtidig synes jeg selv, at jeg har en masse issues! Jeg kan simpelthen ikke slappe af - mit hoved kører rundt konstant! Selv når jeg burde være dybt optaget af mine børn, er min hjerne hele tiden et andet sted - jeg er aldrig tilstede i nuet!

Jeg tror at folk udefra, tænker at vi lever et godt liv med styr på tingene, velopdragne børn osv, men det er bare slet ikke sådan jeg i virkeligheden har det!

Jeg har tidligere gået til psykolog (af flere omgange) og coach, men lige lidt hjælper det! Jeg er stadig fraværende!

Jeg begrænser min mand i at være social, fordi jeg ikke selv kan magte hverdagen - kan slet ikke rumme det!

Nu tænker jeg så, om vi burde skilles. Om det ville være bedst for alle parter!? Har drøftet det med min mand, som afviser det blank. Men jeg er ked af det og føler mig tom indeni!

Tror i at det ville hjælpe at blive skilt? Og at jeg skulle klare at stå på egne ben?

Hej du

Jeg kender selv til det du beskriver, og kæmper selv med det.

Jeg har noget jeg gerne vil anbefale, hvis du vil skrive en pb

Hvor i landet er du fra?