Er i tvivl om alt!

Jeg er simpelthen sådan i tvivl. Sagen er den at jeg har været sammen med min mand i 10 år. Sammen har vi to børn!

Jeg elsker ham overalt på jorden og respekterer ham virkelig - eller det gør jeg måske i virkeligheden ikke så meget, for behandler ham ikke altid lige godt.
Han er en god far, men har den sidste tid været temmelig presset og er derfor blevet lidt af en muggen røv

Samtidig synes jeg selv, at jeg har en masse issues! Jeg kan simpelthen ikke slappe af - mit hoved kører rundt konstant! Selv når jeg burde være dybt optaget af mine børn, er min hjerne hele tiden et andet sted - jeg er aldrig tilstede i nuet!

Jeg tror at folk udefra, tænker at vi lever et godt liv med styr på tingene, velopdragne børn osv, men det er bare slet ikke sådan jeg i virkeligheden har det!

Jeg har tidligere gået til psykolog (af flere omgange) og coach, men lige lidt hjælper det! Jeg er stadig fraværende!

Jeg begrænser min mand i at være social, fordi jeg ikke selv kan magte hverdagen - kan slet ikke rumme det!

Nu tænker jeg så, om vi burde skilles. Om det ville være bedst for alle parter!? Har drøftet det med min mand, som afviser det blank. Men jeg er ked af det og føler mig tom indeni!

Tror i at det ville hjælpe at blive skilt? Og at jeg skulle klare at stå på egne ben?

Er jeg helt væk siden 113 har kigget og ingen svar...

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen sådan i tvivl. Sagen er den at jeg har været sammen med min mand i 10 år. Sammen har vi to børn!

Jeg elsker ham overalt på jorden og respekterer ham virkelig - eller det gør jeg måske i virkeligheden ikke så meget, for behandler ham ikke altid lige godt.
Han er en god far, men har den sidste tid været temmelig presset og er derfor blevet lidt af en muggen røv

Samtidig synes jeg selv, at jeg har en masse issues! Jeg kan simpelthen ikke slappe af - mit hoved kører rundt konstant! Selv når jeg burde være dybt optaget af mine børn, er min hjerne hele tiden et andet sted - jeg er aldrig tilstede i nuet!

Jeg tror at folk udefra, tænker at vi lever et godt liv med styr på tingene, velopdragne børn osv, men det er bare slet ikke sådan jeg i virkeligheden har det!

Jeg har tidligere gået til psykolog (af flere omgange) og coach, men lige lidt hjælper det! Jeg er stadig fraværende!

Jeg begrænser min mand i at være social, fordi jeg ikke selv kan magte hverdagen - kan slet ikke rumme det!

Nu tænker jeg så, om vi burde skilles. Om det ville være bedst for alle parter!? Har drøftet det med min mand, som afviser det blank. Men jeg er ked af det og føler mig tom indeni!

Tror i at det ville hjælpe at blive skilt? Og at jeg skulle klare at stå på egne ben?

Nooooo, er helt i den modsatte grøft, jeg tror, at I er helt gode for hinanden, men at du simpelthen ikke kan finde dig selv mere, fordi du har glemt, hvordan det er at være DIG. Du har brug for dig-tid og blive aflastet og have tid og overskud til at fordybe dig i noget, der er godt for dig.
Hvis du skal være alenemor, tror jeg, at det hele eskalerer for dig og bliver værre, men det er som sagt kun gæt, jeg ved jo ikke, hvordan det er at være dig, men prøv at tænke over det

Det lyder slet ikke som jeres forhold den er gal med, det lyder mere som om du har for meget i hovede evt. Stress eller en deperation 

Hvis du elsker din mand, tror jeg ikke skilsmisse er løsningen. 

De gange du har været til psykolog...prøvet I at finde frem til hvorfor den her tomheds følelse er der? Og hvorfor stoppede du psykologtimerne?

Har i prøvet at gå til psykolog sammen - også så din mand får et bedre indblik i hvad du går rundt med. 

 

Jeg er simpelthen sådan i tvivl. Sagen er den at jeg har været sammen med min mand i 10 år. Sammen har vi to børn!

Jeg elsker ham overalt på jorden og respekterer ham virkelig - eller det gør jeg måske i virkeligheden ikke så meget, for behandler ham ikke altid lige godt.
Han er en god far, men har den sidste tid været temmelig presset og er derfor blevet lidt af en muggen røv

Samtidig synes jeg selv, at jeg har en masse issues! Jeg kan simpelthen ikke slappe af - mit hoved kører rundt konstant! Selv når jeg burde være dybt optaget af mine børn, er min hjerne hele tiden et andet sted - jeg er aldrig tilstede i nuet!

Jeg tror at folk udefra, tænker at vi lever et godt liv med styr på tingene, velopdragne børn osv, men det er bare slet ikke sådan jeg i virkeligheden har det!

Jeg har tidligere gået til psykolog (af flere omgange) og coach, men lige lidt hjælper det! Jeg er stadig fraværende!

Jeg begrænser min mand i at være social, fordi jeg ikke selv kan magte hverdagen - kan slet ikke rumme det!

Nu tænker jeg så, om vi burde skilles. Om det ville være bedst for alle parter!? Har drøftet det med min mand, som afviser det blank. Men jeg er ked af det og føler mig tom indeni!

Tror i at det ville hjælpe at blive skilt? Og at jeg skulle klare at stå på egne ben?

Jeg kan ikke se hvordan det ville kunne hjælpe dig med en skilsmisse. De problemer du nævner, har intet med dit ægteskab at gøre, men med dig selv.

Dit indlæg går ikke rigtigt i dybden med dine følelser og tanker, eller forklarer situationen i detaljer, så det er svært at sige hvad årsagen til dine problemer er. 

Er det forstået korrekt som at du ikke kan overskue at være alene med børnene? Hvordan udmønter det sig? Er det også praktiske opgaver som indkøb og madlavning o.s.v. du ikke kan overskue? Tager din mand over når du ikke kan rumme mere, eller hvordan?

Jeg tænker lidt at den psykolog du har gået til, nok ikke har været den helt rigtige for dig...

Hmmm jeg sidder lidt og tænker om du er et sensitiv menneske for når du siger ord som fyldt op og ikke kan rumme mere så ved jeg helt hvordan du har det. Jeg har i lang tid kæmpet med at forstå mig selv og hvorfor jeg tit ikke kunne rumme mere ( og det gælder også mine børn )lige indt til jeg læste noget om sensitive o det var bare spot on på mig og der faldt det hele på plads og siden har jeg snakket med min mand om det og jeg lære lige så stille og roligt at sige fra inden jeg bliver overfyldt og går helt i sort.

Har fundet ud af motion er en god ide for mig så jeg står meget på rulleskøjter. Musik i ørene og så der ud af og så er jeg som et nyt menneske når jeg kommer hjem.

 

Nu skriver du ikke så meget om dig selv andet end du elsker din mand og hvis du elsker ham så syntes jeg ikke det er løsningen at blive skilt.

Manden og jeg har også haft problemer og jeg er idag sikker på vi valgte rigtig da vi blev sammen.

Du er velkommen til at skrive til mig hvis du vil vide mere.

 

Hilsen Joan

Jeg tænker også motion. Efter jeg er begyndt at virkelig på pulsen (til min egen store overraskelse er jeg blevet vild med spinning/bodybike) har jeg fået mere overskud, længere lunte overfor ungerne og manden og meget mere ro i hovedet og fokus.

Rockertand skriver:

Nooooo, er helt i den modsatte grøft, jeg tror, at I er helt gode for hinanden, men at du simpelthen ikke kan finde dig selv mere, fordi du har glemt, hvordan det er at være DIG. Du har brug for dig-tid og blive aflastet og have tid og overskud til at fordybe dig i noget, der er godt for dig.
Hvis du skal være alenemor, tror jeg, at det hele eskalerer for dig og bliver værre, men det er som sagt kun gæt, jeg ved jo ikke, hvordan det er at være dig, men prøv at tænke over det

Du har nok ret! Jeg har bare aldrig kunnet finde det jeg kan fordybe mig i

mor:) skriver:

Hvis du elsker din mand, tror jeg ikke skilsmisse er løsningen. 

De gange du har været til psykolog...prøvet I at finde frem til hvorfor den her tomheds følelse er der? Og hvorfor stoppede du psykologtimerne?

Har i prøvet at gå til psykolog sammen - også så din mand får et bedre indblik i hvad du går rundt med. 

 

Jamen hver gang er det bare ebbet lidt ud - så er der kommet et barn eller jeg har haft travlt med eksamener eller andet! Hmm nok lidt dumt!
Tror helt sikkert at vi kunne få noget ud af det sammen - det må vi snakke om!