Gravid og skænderier konstant..

Jeg er gravid i femte måned med et planlagt barn, vi har været sammen i næsten tre år og her den sidste måneds tid - halvanden har min mand og jeg virkelig diskuteret meget. Vi har altid haft et meget "passioneret" forhold, hvor følelserne indimellem er gået højt. Men efter vi er flyttet i hus sammen og efter jeg er blevet gravid, er der kommet lidt mere ro på. Før hen handlede vores skænderier tit om jalousi, men vi har begge (mere eller mindre) lært, at vi godt kan stole på hinanden.

Men i takt med at mine hormoner kører op og ned, er jeg meget træt og har tit virkelig ondt i ryggen. Så det er meget begrænset hvad jeg orker, når jeg først kommer hjem fra arbejde. Og tit er jeg måske i lidt dårligt humør pga konstante smerter. Min kæreste er meget aktiv, har hårdt fysisk arbejde og træner to timer hver eneste dag. Så på det punkt, er vi to vidt forskellige steder lige nu. Plejer selv at løbe og cykle meget, men jeg kan ikke holde til det med maven.

Jeg elsker ham højere end noget andet i hele verden og ved, at han elsker mig. Er absolut ikke interesseret i at vi skal gå hver sin vej, jeg er bare ude på at få nogle gode råd til at håndtere vores situation.

Her på det sidste, er vi begyndt at skændes rigtig meget. Tit ender det med, at den ene af os nærmest er ved at flytte. 

Han mener, at jeg snerrer af ham og kommer med dumme kommentarer til alt, han siger. Jeg føler, at han angriber mig hele tiden og bliver sur på mig uanset hvad... Ligegyldigt hvad jeg så siger eller gør, så er det forkert. Føler mig virkelig utilstrækkelig! Men jeg føler også, at jeg gør mit bedste. Det er som om det bare ikke er godt nok.. 

Jeg elsker ham rigtig rigtig højt, men det her står efterhånden på dagligt og jeg kan ikke holde til, at enten han eller jeg selv står med det ene ben ude af døren hver anden dag! Det er alt for hårdt og jeg synes ærlig talt, at jeg har bekymringer nok i forvejen med at bære rundt på vores lille guldklump... 

Har forsøgt at tale med ham, men føler bare han slår det hen.. Og så er det det samme igen dagen efter.. 

Det lyder måske som om han har lidt svært ved at sætte sig ind i din situation!? Når man er gravid bruger kroppen så meget energi på at producere et lille nyt menneske at der ikke altid er mere tilbage til mor, og særligt ikke efter en arbejdsdag.
Ved ikke om det er et særligt godt råd, men hvis roden til skænderierne er at du ikke laver så meget mere som du plejer, så tænker jeg at du skal prøve at snakke stille og roligt med ham om hvordan det er at være gravid.. Han skal bare forstå det.. Men hvis det ellers fortsætter er det måske værd at få lidt hjælp til at løse det hos en terapeut!?

Det lyder fuldstændig som hjemme ved os 

Sarah82 skriver:

Det lyder måske som om han har lidt svært ved at sætte sig ind i din situation!? Når man er gravid bruger kroppen så meget energi på at producere et lille nyt menneske at der ikke altid er mere tilbage til mor, og særligt ikke efter en arbejdsdag.
Ved ikke om det er et særligt godt råd, men hvis roden til skænderierne er at du ikke laver så meget mere som du plejer, så tænker jeg at du skal prøve at snakke stille og roligt med ham om hvordan det er at være gravid.. Han skal bare forstå det.. Men hvis det ellers fortsætter er det måske værd at få lidt hjælp til at løse det hos en terapeut!?

Det er første gang for os begge, vi har ingen børn i forvejen. Jeg har veninder, som allerede har børn. Så har oplevet de humørsvingninger, der følger med en graviditet og har også læst rigtig meget på nettet og i bøger om graviditet generelt. Men min mand derimod er lidt yngre end mig og har ikke nogen i omgangskredsen, der har fået børn og har ikke læst eller vist så meget interesse. Det føles indimellem som om, at det er kommet helt bag på ham, hvor hårdt det her er for mig - både fysisk og psykisk. Alle tankerne, bekymringerne.... Strækmærker og bumser, som jeg ellers aldrig nogensinde har haft. Min krop, der bliver ødelagt. Jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er det hele værd - hundrede procent! Det er slet ikke det. Føler bare ikke, at det bliver værdsat. Hvad anstrengelser har han gjort sig indtil nu? Absolut ingen, udover self at lave babyen, om man så ka kalde det en anstrengelse.. 

Synes det er hårdt nok i forvejen, at have en sur og tvær kæreste oveni hjælper ikke. Det er som om han ikke kan sætte sig i mit sted og derfor støtter han mig ikke.

ved ikke hvordan jeg skal forklare ham hvordan det føles at være den, der er gravid??!

Sara-t skriver:

Det lyder fuldstændig som hjemme ved os 

Øv  Det er så super hårdt, man føler virkelig indimellem man står med det hele selv..

Og det er ikke for at være alene mor, at jeg er blevet gravid. Det er sku fordi vi begge vil starte en familie sammen og forhåbentlig være sammen resten af vores tid. Ellers havde jeg fået barn for længst, har ventet på den rette og er stadig sikker på, at det er min mand. Mon det bliver nemmere med barn nummer to, når han ved hvad han går ind til?

Anonym skriver:

Det er første gang for os begge, vi har ingen børn i forvejen. Jeg har veninder, som allerede har børn. Så har oplevet de humørsvingninger, der følger med en graviditet og har også læst rigtig meget på nettet og i bøger om graviditet generelt. Men min mand derimod er lidt yngre end mig og har ikke nogen i omgangskredsen, der har fået børn og har ikke læst eller vist så meget interesse. Det føles indimellem som om, at det er kommet helt bag på ham, hvor hårdt det her er for mig - både fysisk og psykisk. Alle tankerne, bekymringerne.... Strækmærker og bumser, som jeg ellers aldrig nogensinde har haft. Min krop, der bliver ødelagt. Jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er det hele værd - hundrede procent! Det er slet ikke det. Føler bare ikke, at det bliver værdsat. Hvad anstrengelser har han gjort sig indtil nu? Absolut ingen, udover self at lave babyen, om man så ka kalde det en anstrengelse.. 

Synes det er hårdt nok i forvejen, at have en sur og tvær kæreste oveni hjælper ikke. Det er som om han ikke kan sætte sig i mit sted og derfor støtter han mig ikke.

ved ikke hvordan jeg skal forklare ham hvordan det føles at være den, der er gravid??!

Hm kan godt se at når han slet ikke har noget at forholde det til i form af læsning, venner med børn el.lign. at det er svært for ham at forstå. Og særligt når du oveni købet ændrer dig så meget som du gør. Det må være enormt diffust for ham pt at du bærer på jeres fælles barn i din mave og at han snart skal være far. Kan virkeligt godt sætte mig ind i at det som mand kan være svært at forholde sig til.. Men det er absolut ikke nogen valid undskyldning for ikke at være der for dig, og særligt når du har allermest brug for det. Har du måske mulighed for at lokke ham med til jordemoder en dag? Tænker ved at involvere ham så meget som muligt at det kan gøre det mere virkeligt. Både at han kan høre hjertelyden i din mave og at han kan høre jer tale lidt om din graviditet og helt sikkert også høre jordemoderen forklare at det er helt normalt at have det som du har det..
Men ellers er der ikke andet for end at du må prøve at tale med ham igen og igen.. Hvis han så stadig ikke vil forstå og samtidig støtte dig, så synes jeg godt nok han er træls og så synes jeg med garanti at du skal stille krav om at i sammen skal opsøge professionel hjælp..

I min nr 2 graviditet, havde jeg også en periode, hvor jeg ik var særlig sjov at være sammen med. Var en total sur trol, der luntede rundt og var gnaven, træt og med en pænt kort lunte overfor min kæreste ( og kollegager ) Ku mærke hvor meget mit dårlige humør påvirkede ALT! Jeg har piskesmæld = med daglige smerter. Jeg forstuede ryggene på mit arbejde og jeg fik bækkenløsning

En dag sagde min søde kærste til mig, at jeg altså var nød til at gøre noget ved mit dårlige humør, for jeg var altså ik særlig sjov at være sammen med ( blev total tøse sur) Fra den dag af, begyndte jeg at tænke rigtig meget over, hva jeg ville bruge mit krudt på, begyndte at sige fra overfor ting jeg endelig ik orkede, og bad om hjælp til feks rengøring fra min mor, så min kæreste ik sku stå med alt i huset. 

Det jeg nok vil med min lille historie, er at fortælle at man sagtens ka ændre rigtig mange store ting, ved at ændre nogle få små ting. Bestem dig for hva du vil bruge dit krudt på! Og priotere din kæreste lidt extra højt. Sæt dig selv i hans sted, hvis et skænderi er på vej, i stedet for at lade dig rive med.

Min kæreste har også haft svært ved at forholde sig til baby i maven, for han jo ik på samme måde mærker de dejlige ændringer, men bare have en gnaven kæreste. Så snart de er blevet født, har han elsket dem, og han er verdens bedste far. Tror først det bliver virkligt for de fleste mænd, når babyen er kommet. Vh stine

Anonym skriver:

Jeg er gravid i femte måned med et planlagt barn, vi har været sammen i næsten tre år og her den sidste måneds tid - halvanden har min mand og jeg virkelig diskuteret meget. Vi har altid haft et meget "passioneret" forhold, hvor følelserne indimellem er gået højt. Men efter vi er flyttet i hus sammen og efter jeg er blevet gravid, er der kommet lidt mere ro på. Før hen handlede vores skænderier tit om jalousi, men vi har begge (mere eller mindre) lært, at vi godt kan stole på hinanden.

Men i takt med at mine hormoner kører op og ned, er jeg meget træt og har tit virkelig ondt i ryggen. Så det er meget begrænset hvad jeg orker, når jeg først kommer hjem fra arbejde. Og tit er jeg måske i lidt dårligt humør pga konstante smerter. Min kæreste er meget aktiv, har hårdt fysisk arbejde og træner to timer hver eneste dag. Så på det punkt, er vi to vidt forskellige steder lige nu. Plejer selv at løbe og cykle meget, men jeg kan ikke holde til det med maven.

Jeg elsker ham højere end noget andet i hele verden og ved, at han elsker mig. Er absolut ikke interesseret i at vi skal gå hver sin vej, jeg er bare ude på at få nogle gode råd til at håndtere vores situation.

Her på det sidste, er vi begyndt at skændes rigtig meget. Tit ender det med, at den ene af os nærmest er ved at flytte. 

Han mener, at jeg snerrer af ham og kommer med dumme kommentarer til alt, han siger. Jeg føler, at han angriber mig hele tiden og bliver sur på mig uanset hvad... Ligegyldigt hvad jeg så siger eller gør, så er det forkert. Føler mig virkelig utilstrækkelig! Men jeg føler også, at jeg gør mit bedste. Det er som om det bare ikke er godt nok.. 

Jeg elsker ham rigtig rigtig højt, men det her står efterhånden på dagligt og jeg kan ikke holde til, at enten han eller jeg selv står med det ene ben ude af døren hver anden dag! Det er alt for hårdt og jeg synes ærlig talt, at jeg har bekymringer nok i forvejen med at bære rundt på vores lille guldklump... 

Har forsøgt at tale med ham, men føler bare han slår det hen.. Og så er det det samme igen dagen efter.. 

Gravide kvinder er et helvede at leve sammen med.

I bund og grund handler det om kommunikation, det og så forventningsafstemning; hvad forventer i af hinanden som kærester, som par, som kommende forældre.

Han har sikkert brug for at vide, at rationalitet er en luksus som ikke er gravide forundt. Italesæt jeres frustationer og behov, og tal om hvad den nuværende situation gør ved jer, og sørg for at få landet jeres konflikter hver gang, det sgu det vigtigste!!

Sarah82 skriver:

Hm kan godt se at når han slet ikke har noget at forholde det til i form af læsning, venner med børn el.lign. at det er svært for ham at forstå. Og særligt når du oveni købet ændrer dig så meget som du gør. Det må være enormt diffust for ham pt at du bærer på jeres fælles barn i din mave og at han snart skal være far. Kan virkeligt godt sætte mig ind i at det som mand kan være svært at forholde sig til.. Men det er absolut ikke nogen valid undskyldning for ikke at være der for dig, og særligt når du har allermest brug for det. Har du måske mulighed for at lokke ham med til jordemoder en dag? Tænker ved at involvere ham så meget som muligt at det kan gøre det mere virkeligt. Både at han kan høre hjertelyden i din mave og at han kan høre jer tale lidt om din graviditet og helt sikkert også høre jordemoderen forklare at det er helt normalt at have det som du har det..
Men ellers er der ikke andet for end at du må prøve at tale med ham igen og igen.. Hvis han så stadig ikke vil forstå og samtidig støtte dig, så synes jeg godt nok han er træls og så synes jeg med garanti at du skal stille krav om at i sammen skal opsøge professionel hjælp..

Lige nøjagtig. Kan jo sagtens sætte mig ind i hvordan det må være for ham og for alle andre mænd, for den sags skyld. Han har jo ikke mærket nogen egentlig ændring endnu, ikke udover at min mave er blevet stor og vi har huset fyldt med baby ting. Det går nok først rigtigt op for ham, den dag han sidder med bebs i armene. Synes bare jeg tit føler mig helt alene i graviditeten, og at han ikke er der. Og når jeg så taler om det, bliver han træt af at høre om det hele tiden. Må nok bare indse, at hans rolle først kommer senere hen. Ville bare ønske han kunne være mere involveret allerede - mentalt eller hva man ka kalde det.

Han har været med til begge scanninger. Jordemoder og lægebesøg klarer jeg selv, han har ikke rigtig mulighed for at tage fri til det. Og det er jeg helt ok med, det var en fælles beslutning at det ikke var nødvendigt. 

Jeg er bare blevet mere hysterisk her under graviditeten og han har lidt tendens til et hidsigt/hysterisk temperament. Jeg plejer at være den rolige, der får ham ned på jorden igen. Nu har jeg bare brug for, at HAN skal være den rolige..

StineW79 skriver:

I min nr 2 graviditet, havde jeg også en periode, hvor jeg ik var særlig sjov at være sammen med. Var en total sur trol, der luntede rundt og var gnaven, træt og med en pænt kort lunte overfor min kæreste ( og kollegager ) Ku mærke hvor meget mit dårlige humør påvirkede ALT! Jeg har piskesmæld = med daglige smerter. Jeg forstuede ryggene på mit arbejde og jeg fik bækkenløsning

En dag sagde min søde kærste til mig, at jeg altså var nød til at gøre noget ved mit dårlige humør, for jeg var altså ik særlig sjov at være sammen med ( blev total tøse sur) Fra den dag af, begyndte jeg at tænke rigtig meget over, hva jeg ville bruge mit krudt på, begyndte at sige fra overfor ting jeg endelig ik orkede, og bad om hjælp til feks rengøring fra min mor, så min kæreste ik sku stå med alt i huset. 

Det jeg nok vil med min lille historie, er at fortælle at man sagtens ka ændre rigtig mange store ting, ved at ændre nogle få små ting. Bestem dig for hva du vil bruge dit krudt på! Og priotere din kæreste lidt extra højt. Sæt dig selv i hans sted, hvis et skænderi er på vej, i stedet for at lade dig rive med.

Min kæreste har også haft svært ved at forholde sig til baby i maven, for han jo ik på samme måde mærker de dejlige ændringer, men bare have en gnaven kæreste. Så snart de er blevet født, har han elsket dem, og han er verdens bedste far. Tror først det bliver virkligt for de fleste mænd, når babyen er kommet. Vh stine

Du har så evigt ret - er heller ikke et sekund i tvivl om, at han bliver verdens bedste far og at han deltager i alting 100%, så snart bebs kommer til verden..  Ni måneder er bare længe og gå og føle sig ensom og alene.. Og med skænderier!

Men ja, jeg må nok forsøge mig med at lukke munden ind i mellem og vælge mine kampe. I stedet for at blive sur over hver eneste lille bitte ting. Det er jo nærmest aldrig skænderier værd alligevel..