Hvordan taler man om død?

Rosa-Sofia skriver:

Hm føler mig egentlig lige pludselig alene med det. Er fra en temmelig uheldig familie, hvor følelser osv er meget tabu. Noget jeg meget gerne vil bryde med. Min søns mormor, har simpelthen i dag foreslået at vi da bare lader som ingenting, når han nu er så lille, og min mand føler, at der sker nok i hans liv, altså min søns. Så jeg er alene med den følelse, at vi skal gøre noget i forhold til min søn.

At lade som ingenting er nok noget nær det værste man kan gøre. Synes da i skal snakke med ham om det. Det behøver jo ikke været noget i gør en hel masse ud af. I kan jo også holde det til snakken - og lade værre med at tage ham med til begravelsen. En anden dag kan i jo fx gå en tur på kirkegården og besøge graven i stedet og snakke lidt mere om det der. Der er mange muligheder - men lad være med at tie stille med det.

lille-fisen skriver:

At lade som ingenting er nok noget nær det værste man kan gøre. Synes da i skal snakke med ham om det. Det behøver jo ikke været noget i gør en hel masse ud af. I kan jo også holde det til snakken - og lade værre med at tage ham med til begravelsen. En anden dag kan i jo fx gå en tur på kirkegården og besøge graven i stedet og snakke lidt mere om det der. Der er mange muligheder - men lad være med at tie stille med det.

For at være helt ærlig har jeg nok mest lyst til at tage ham med til begravelsen, det er ærlig talt min mands og min families projekt, det med at han ikke skal med. Jeg synes bestemt heller ikke, at man skal lave nogen melodramatiske scener og at han skal overvære nogen stortude. Men sådan bliver det jo heller ikke. Vi taler om en oldemor, hun er 77 år, så det er jo ikke sådan at det er stor og overvældende sorg familien oplever lige nu.

Jeg tror mere at jeg tænker det sådan, at bliver han for urolig eller ked af det kan vi gå udenfor med ham. Tror også det er en fordel, at det ikke er sådan at hans far eller jeg er i dyb sorg selv.

Min morfar døde i Januar, og der sagde vi bare at oldefar var død, så nu er han blevet til en stjerne.

Vi talte lidt om, at når man er død så kommer man ned i jorden på kirkegården og at man så ikke kommer tilbage. Men når man så kommer ned i jorden, så bliver man til en stjerne oppe på himlen.

Jeg har fortalt om det, som om at det var det mest naturlige i verden. Og hun ved også, at vi allesammen dør en dag når vi bliver gamle.

Vores datter er 3 år, men ret fremme i skoene, så hun fanger alt. Så jeg mente det bedste var, at give hende forklaringen.

Hun har 100% forstået det, og spørger ikke rigtig ind til det længere. Det virker som om, at hun har accepteret at sådan er livet. Men når hun spørger om noget, så får hun et ærligt svar.

Jeg er ikke tilhænger af at man pakker det alt for meget ind.

Rosa-Sofia skriver:

Hm føler mig egentlig lige pludselig alene med det. Er fra en temmelig uheldig familie, hvor følelser osv er meget tabu. Noget jeg meget gerne vil bryde med. Min søns mormor, har simpelthen i dag foreslået at vi da bare lader som ingenting, når han nu er så lille, og min mand føler, at der sker nok i hans liv, altså min søns. Så jeg er alene med den følelse, at vi skal gøre noget i forhold til min søn.

Jeg synes vi som forældre har pligt til at lære vores børn om disse ting. Så hvis du føler for at tage en snak med ham om det, så gør det.

Jeg tog ikke vores datter med til begravelsen, da jeg ikke synes hun skal forbinde døden med folk der tuder og er i sorg. Det forstår hun ikke endnu.

Lige nu har hun bare et billede af, at han jo er nede i jorden og kommet op i himlen. Og det lyder i hendes ører ikke værst..

Rosa-Sofia skriver:

Ja jeg har skrevet en tråd om det før, at min mormor desværre ikke lever længe nu hun har kræft i det meste af kroppen. Og jeg har ikke et nært forhold til hende, men min dreng på 4 år har set en del til hende og tale meget om hende. Vi overvejede at tage ham med til begravelse, men pt sker der for meget i hans liv. Han er skiftet børnehave og vi skal også flytte, så vil helst ikke han skal opleve for meget.

Omvendt ved jeg at han er en følsom og eftertænksom type og han vil helt sikkert stille spørgsmål? Når jeg spørger er det fordi min oldemor døde, da jeg var 5 år og kan huske, at jeg oplevede tiden som utryg og havde svært ved at forstå det.

Hej.. Jeg ville lige give mit råd med, da jeg står i en meget svær situation..

min datter er 3 år.. Vi har været hjemme ved mine forældre tre gange om ugen næsten hele hendes liv, og mere til.. Jeg er/var utrolig tæt med min mor, og også min datter, men for en måned siden døde hun pludseligt, som lynet fra en klar himmel, 64 år gammel.. Min far fandt hende siddende død inde i sofaen om morgenen  Vores familie er i dyb sorg, og jeg er stadig meget tynget af denne sorg, samtidig med, at jeg skal tage mig af min lille familie, være gravid, og tage mig af min far, som er meget dement.....

men jeg ville tage ham med til begravelsen! Børn ser slet ikke døden som vi voksne, og tager heller ikke lige så tungt på det.. Heldigvis.... Min datter var med til min mors begravelse.. Hun sad hos mig, og jeg havde forberedt hende inden vi gik derind. Fortalte at mormor jo var død, og nu skulle vi ind og sige farvel, men mormor ville ikke være der, hun ville ligge nede i en kiste, hvor vi ikke kan se hende.. Og der vil være mange mennesker, som græder fordi de savner mormor, lige som os.. Hun var med på det, kiggede på os der græd, spurgte hvorfor, men tacklede det så flot! Hun har ikk været påvirket af det, og mindes sin mormor med glæde.. Jeg synes hun fortjente at være med, fordi de var megt tætte, og min mor havde været en stor del af hendes liv..

jeg mener at jo mere naturligt man præsenterer børn for døden, som jo er en del af livet, jo bedre og tryggere bliver de ved det... Det skal ikke være skræmmende eller uhyggeligt, men lige så naturligt, som livet selv.... Og det mener jeg at en begravelse kan være med til... Børn må gerne se mor græde og vise følelser, det er lige så ok, som når de selv er kede af det! Jo mere man skjuler, jo mere mystik og undren vil der være hos barnet....

Håber du vil ta det med i dine overvejelser, for for en 4årig kan de tanker og billeder man får i hovedet om fx en begravelse tit blive værre, end virkeligheden, hvis ikke man er med.... Men det er bare min mening Håber din mormor kommer herfra på en rolig og fin måde..

Synes godt børn må vide vi vokane er kede af det og at vi kan græde. For det første fordi vi så viser det er okay og de ikke skal gemme deres følelser, men også fordi vi viser selv når man er rigtig ked af det så kan man blive glad igen og man skal ikke være bange for følelsen af ked af der og sorg.

Og synes slet ikke man skal lade som ingen ting for barnet vil vide noget er forkert/anderledes og ikke ane hvad.

Men okay vi blev også kastet ud i det - måtte jo have vores 3 1/2 årige datter med igennem, og kunne ikke skjule hverken tårere eller sorg. Og med det lærte vi hun var meget mere robust end vi gik rundt og troede og at døden var meget mere naturlig end den nok var for os og at tårer for hende ikke var farlige.... Og det "sjove" er hun slet ikke husker vi græd, hun husker tiden men ikke vores sorg men i højere grad sin egen og så husker hun at alt blev godt igen men at vi stadig kan være kede af det og at døden ikke slukker kærligheden

lineog4 skriver:

Synes godt børn må vide vi vokane er kede af det og at vi kan græde. For det første fordi vi så viser det er okay og de ikke skal gemme deres følelser, men også fordi vi viser selv når man er rigtig ked af det så kan man blive glad igen og man skal ikke være bange for følelsen af ked af der og sorg.

Og synes slet ikke man skal lade som ingen ting for barnet vil vide noget er forkert/anderledes og ikke ane hvad.

Men okay vi blev også kastet ud i det - måtte jo have vores 3 1/2 årige datter med igennem, og kunne ikke skjule hverken tårere eller sorg. Og med det lærte vi hun var meget mere robust end vi gik rundt og troede og at døden var meget mere naturlig end den nok var for os og at tårer for hende ikke var farlige.... Og det "sjove" er hun slet ikke husker vi græd, hun husker tiden men ikke vores sorg men i højere grad sin egen og så husker hun at alt blev godt igen men at vi stadig kan være kede af det og at døden ikke slukker kærligheden

Ja lige præcis. Går netop ind for at lære min dreng, at ingen følelser er tabubelagt uanset om det er sorg, vrede, skuffelse eller glæde. Og som du siger børn mærker hvis noget er galt, og synes faktisk det var ret ubehageligt, som barn når jeg kunne mærke en trist eller anspændt stemning og så mine forældre blev ved med at sige, at nej der var da ingenting i vejen. Ærlig talt det gør børn i tvivl om, de signaler de oplever og det er ikke rimeligt.

Har nok også den tanke, at det er når man oplever modgang, at man kan værdsætte glæde endnu mere.

Jeg har lige læst i ude og hjemme om en dreng der har skrevet en bog omkring at miste, som skulle være rigtig god, og den er blevet lavet i flere udgaver alt efter hvad man har mistet. Den koster 99kr og kan bestilles på davidcozmo.com. Den skulle også kunne skaffes hos boghandleren.
Undskyld den korte besked