Hvordan taler man om død?

Ja jeg har skrevet en tråd om det før, at min mormor desværre ikke lever længe nu hun har kræft i det meste af kroppen. Og jeg har ikke et nært forhold til hende, men min dreng på 4 år har set en del til hende og tale meget om hende. Vi overvejede at tage ham med til begravelse, men pt sker der for meget i hans liv. Han er skiftet børnehave og vi skal også flytte, så vil helst ikke han skal opleve for meget.

Omvendt ved jeg at han er en følsom og eftertænksom type og han vil helt sikkert stille spørgsmål? Når jeg spørger er det fordi min oldemor døde, da jeg var 5 år og kan huske, at jeg oplevede tiden som utryg og havde svært ved at forstå det.

Rosa-Sofia skriver:

Ja jeg har skrevet en tråd om det før, at min mormor desværre ikke lever længe nu hun har kræft i det meste af kroppen. Og jeg har ikke et nært forhold til hende, men min dreng på 4 år har set en del til hende og tale meget om hende. Vi overvejede at tage ham med til begravelse, men pt sker der for meget i hans liv. Han er skiftet børnehave og vi skal også flytte, så vil helst ikke han skal opleve for meget.

Omvendt ved jeg at han er en følsom og eftertænksom type og han vil helt sikkert stille spørgsmål? Når jeg spørger er det fordi min oldemor døde, da jeg var 5 år og kan huske, at jeg oplevede tiden som utryg og havde svært ved at forstå det.

http://www.religion.dk/viden/10-børnebøger-om-døden

 

http://voresborn.dk/barn-3-8/psykologi-og-udvikling/7105-bedste-er-dod-hjaelp-dit-barn-gennem-sorgen

 

 

Her er lidt links, håber noget af det kan hjælpe. 

Jeg ville fortælle, at Oldemor var gammel og var blev syg, og at hun nu var et meget bedre sted og kan kigge ned oppe fra stjernerne. Så ville jeg besøge gravstedet og fortælle, at her kan man ligge blomster, perleplader eller noget andet, da man ikke kan sende det op til stjernerne.

Jeg ville personligt aldrig tage så lille et barn med til en begravelse, så synes det er en god ide, at han bliver passet.

Herhjemme har vi altid takt om døden, så det er en ret naturlig ting, for min søn.

Vi taler om at når mennesker bliver rigtig gamle/ eller meget syg/eller lign tager de op til "stjernerne". At kroppe bliver tilbage, men at sjælen, den del som snakker, griner og føler osv tager op og mødes med alke dem de engang har mistet og at selvom det er hårdt for os der bliver tilbage så skal de nu gense alle dem der før dem er tager til stjernerne.
og at de har levet en langt og godt liv.

At en begravelse er en måde at sende de mennesker man elsker godt på vej og at det ikke er et farvel men et på gensyn. At det kan føles rigtig trist og svært og man må gerne være ked af det, men at X har det godt og at et gravsted er en slags forbindelse til stjernerne hvor man kan tale til dem man har sendt afsted, mindes dem.

Det blev vidst lidt rodet og er jo ikke sikkert du har det som jeg.

Vi går også tit en tur på kirkegården, læser gravstene og snakke om hvor smukt og fredfyldt der er.

Men min søn har også altid været meget interesseret i det, plus at vi inden for et år mistede 4 meget tætte familie medlemmer, så det har også været tæt på.

Rosa-Sofia skriver:

Ja jeg har skrevet en tråd om det før, at min mormor desværre ikke lever længe nu hun har kræft i det meste af kroppen. Og jeg har ikke et nært forhold til hende, men min dreng på 4 år har set en del til hende og tale meget om hende. Vi overvejede at tage ham med til begravelse, men pt sker der for meget i hans liv. Han er skiftet børnehave og vi skal også flytte, så vil helst ikke han skal opleve for meget.

Omvendt ved jeg at han er en følsom og eftertænksom type og han vil helt sikkert stille spørgsmål? Når jeg spørger er det fordi min oldemor døde, da jeg var 5 år og kan huske, at jeg oplevede tiden som utryg og havde svært ved at forstå det.

Hvis du vurdere at han vil have godt af at komme med til begravelsen, altså at han vil få noget ud af at være med, f.eks at det vil være nemmere for ham at forstå det. Så synes jeg du skal gøre det.

Du kender din søn bedst, ig det er dig der vurdere om det vil gavne ham at tage med.

Personligt ville jeg ikke have noget imod at tage mit barn med til en begravelse hvis det er en som han var tæt med. Hvis det er en han nærmest aldrig har mødt så synes jeg ikke han skal med. som f.eks. Hans da bedstefar som døde sidste år, der blev han passet hos min far mens vi var til begravelse og gravøl osv. Det var for os ik nødvendigt at give ham den oplevelse når han ikke kendte manden. 

Men vi taler om døden når vi f.eks. Kører igennem vestre kirkegård. Der er jo masser af gravsten osv. Der kan han jo se at folk ligger begravet. Det er jo en naturlig ting, selvom det er skræmmende at tænke på. 

2721 skriver:

Herhjemme har vi altid takt om døden, så det er en ret naturlig ting, for min søn.

Vi taler om at når mennesker bliver rigtig gamle/ eller meget syg/eller lign tager de op til "stjernerne". At kroppe bliver tilbage, men at sjælen, den del som snakker, griner og føler osv tager op og mødes med alke dem de engang har mistet og at selvom det er hårdt for os der bliver tilbage så skal de nu gense alle dem der før dem er tager til stjernerne.
og at de har levet en langt og godt liv.

At en begravelse er en måde at sende de mennesker man elsker godt på vej og at det ikke er et farvel men et på gensyn. At det kan føles rigtig trist og svært og man må gerne være ked af det, men at X har det godt og at et gravsted er en slags forbindelse til stjernerne hvor man kan tale til dem man har sendt afsted, mindes dem.

Det blev vidst lidt rodet og er jo ikke sikkert du har det som jeg.

Vi går også tit en tur på kirkegården, læser gravstene og snakke om hvor smukt og fredfyldt der er.

Men min søn har også altid været meget interesseret i det, plus at vi inden for et år mistede 4 meget tætte familie medlemmer, så det har også været tæt på.

Undskyld slå fejl

Tusind tak for alle jeres input. Jeg tænker bestemt, at det med at sige, at oldemor er taget op til stjernerne er en meget smuk måde at gøre det på (siden vi nu ikke er religiøse) og så måske sige, at når stjernerne kommer frem kan oldemor se ned til de blomster vi har plukket til hendes gravsted. 

Også fortælle, at hun er fløjet hen hvor oldefar er. 

Min datter var 4 eller 5 da hun var med til sin oldefars begravelse.. Vi forberedte hende ved at låne en bog på biblioteket. Det var min kærestes bedstefar, så jeg viste at jeg ville kunne være der 100% for hende under hele forløbet, da jeg ikke rigtig havde nogle følelser i klemme.. (Min egen højtelsket bedstefar bdøde da hun var 5 mdr og havde hun på daværende tidspunkt været 4-5 år var hun ikke kommet med, da jeg viste jeg ville være ekstrem påvirket af det og havde brug for min kæreste, det samme var ikke gældende ved min kærestes bedstefars begravelse) 

Og dem der dør -som oldefar og vores kat er blevet til stjerner og kigger ned til os om aftenen...

men at tage barnet med til begravelse er vist et individuelt spørgsmål og mht spørgsmål, så kommer der mange af dem efterfølgende...

Da min bedstefar døde fortalte min søster hendes søn at englene ville komme og hente ham og efter nogle dage spurgte han hende "har de så skovle med"

For mig og vores familie er døden en naturlig del af livet. Når de spørger hvad der sker når man er død er jeg hundrede procent ærlig og siger, jeg ikke ved det, men at jeg håber der er noget godt efter døden og at vi mødes igen.
Min datter valgte selv at sige Lia var kommet i himlen og hun kunne male himlen lyserød når hun malede og farvede - så det er blevet en talemåde her hjemme: se nu maler Lia himlen.

De ved alle 3 de har en søster der er død, men det er jo kun min datter der har været med i det. De ved alle kan dø, men de færreste gør det før de er gamle og syge. De ved man kan få kræft (fik en tæt veninde) og man også kan overleve en alvorlig sygdom.

De to af dem kan huske da oldefar døde, de var med på hospice og se ham død og sige farvel, fik lov at røre ham og mærke han var kold og uden liv. Og de var alle 3 med til begravelsen.

I sidste uge aflivede vi så vores gamle kat og de to af dem så den død og var med til at begrave den - den mindste måtte gerne men havde en legekammerat på besøg så....

For mig må døden ikke blive tabu og noget vi er bange for - jo vi er bange for at dø fordi vi elsker livet, og fordi vi er usikre på hvad døden betyder, men vi må ikke gemme døden væk så vi bliver angste. Vi taler højt om den. Vi kalder det fx aldrig at sove for det gør de ikke (et råd jeg fik da Lia døde)

Med hensyn til begravelse så er børn velkomne i mine øjne og heldigvis også i min families og mine har været med til de der har været i deres liv hvor det var nogen mennesker der betød noget for dem, min datter var med til den første da hun var knapt 2 år, sin lillesøsters da hun var 3 og sin oldefars da hun var 8 og det har været så gode oplevelse som en begravelse nu kan blive. Drengene har været heldigere og har kun levet da vi mistede oldefar.
Men der er også nogen familier hvor begravelse skal være stille og børn ikke er velkomne, så der afhænger af de som er i sorg om kan tager børn med, jeg synes ikke man skal skåne børnene, men de som sørger, for børnene kan sagtens forstå det smukke og de forstår alligevel vi voksne er kede af det også selvom de ikke får lov at komme med.
du kan ikke skåne din søn for det at hans bedste dør, eller han vil mærke en forandring, have et savn, have spørgsmål om døden - det vil han uafhængigt af om han kommer til begravelsen eller ej og egentlig er en begravelse jo smuk på sin egen måde.

Jeg ville også hvis det var mig vise gravsted eller hvad der kommer og lade ham komme en dag bare med jer og lægge en blomst og få lov at spørge om alle de mærkelige spørgsmål han nu vil have og tro mig de kan være mærkelige, dejlige, befriende.

Hm føler mig egentlig lige pludselig alene med det. Er fra en temmelig uheldig familie, hvor følelser osv er meget tabu. Noget jeg meget gerne vil bryde med. Min søns mormor, har simpelthen i dag foreslået at vi da bare lader som ingenting, når han nu er så lille, og min mand føler, at der sker nok i hans liv, altså min søns. Så jeg er alene med den følelse, at vi skal gøre noget i forhold til min søn.