ICSI - send en solstålehistorie

ønskebørn74 skriver:

Håber bare ikke i skal så meget igennem.. 

14 oplægninger.. 5 ægudtagninger.. 

Åh det lyder godt nok helt umenneskeligt hårdt med så mange forsøg  Det tror jeg ikke på, at vi kan holde til! Men jeg tænker, at det også må gøre glæden ved jeres små bøller endnu større nu 

LilleMie skriver:

Tak for at du vil dele din dejlige historie 

Jeg er relativ fortrøstningsfuld endnu, og tror stadig på, at vi nok skal blive forældre igen. Vi kunne jo en gang tidligere og så kan vi også igen... også selvom oddsene er lidt dårligere denne gang efter hans sygdom. Svaret på sædprøven i går var bare et hårdt slag (især for ham), og man bliver lidt opgivende bagefter!

Ja det er en hel jungle med det medicin osv. Men jeg har læst at flere skriver, at de hellere vil stikke sig end næsesprayen, så det har jeg da med i mine overvejelser. Jeg er ikke så god til nåle, men som jeg forstår det, skal jeg nok alligevel lære at stikke mig selv ifm. nogle af de andre hormoner, og så kan jeg jo lige så godt gøre det med nedreguleringen også Hvis de altså anbefaler lang protokol til mig, nu må vi se, hvad lægen siger på onsdag!

Men det er dejligt, at vi nu er i gang og beslutningen om behandling er taget. For vi har skubbet den foran os i 4 måneder nu og håbet på en markant bedring af hans sædkvalitet.

Det var da så lidt

Kunne l selv sidste gang? For så er der da stor sandsynlighed for at l ved hjælp af ICSI kan igen

Ja medicinen er en jungle, men man lærer det, for det er jo vejen frem for at få en baby. Det med at stikke sig, det tror jeg nu langt de fleste lærer når de er i sådan et forløb. Det er simpelthen for besværligt at være afhængig af andre til at stikke sig. Min veninde var så bange for nåle og det første stykke tid havde hun altid andre til at stikke sig, men det blev for bøvlet og hun lærte det selv. Hvis hun kan, så kan du helt sikkert også

Kan sagtens sætte mig ind i, at det var slemt for ham, her er det mig der er noget galt med, og det er ærlig talt ret meget op af bakke, at være den der er årsag til, at man ikke kan få en baby! Men man lærer at acceptere det, for man kan jo ikke l ændre det!

tarkoflen skriver:

Det var da så lidt

Kunne l selv sidste gang? For så er der da stor sandsynlighed for at l ved hjælp af ICSI kan igen

Ja medicinen er en jungle, men man lærer det, for det er jo vejen frem for at få en baby. Det med at stikke sig, det tror jeg nu langt de fleste lærer når de er i sådan et forløb. Det er simpelthen for besværligt at være afhængig af andre til at stikke sig. Min veninde var så bange for nåle og det første stykke tid havde hun altid andre til at stikke sig, men det blev for bøvlet og hun lærte det selv. Hvis hun kan, så kan du helt sikkert også

Kan sagtens sætte mig ind i, at det var slemt for ham, her er det mig der er noget galt med, og det er ærlig talt ret meget op af bakke, at være den der er årsag til, at man ikke kan få en baby! Men man lærer at acceptere det, for man kan jo ikke l ændre det!

Ja, vi kunne selv sidste gang og allerede i 5. cyklus, så jeg er meget glad for at du skriver, at vi har en stor sandsynlighed  

Ja det er bestemt ikke sjovt at være "årsagen", men vi ved jo reelt ikke om, det er et delt ansvar. Jeg går og venter på blodprøvesvar fra lægen, for jeg er blevet testet for, om jeg kan have PCO, da jeg har rigtig mange af symptomerne. Hun ville ikke videresende til gynækolog, da vi jo ikke er ufrivilligt barnløse, men blodprøven gik hun med til og så må vi se om de viser tegn på PCO...

Det er lidt skørt, for selvom jeg selvfølgelig håber, at jeg er helt rask, for at det skal øge vores muligheder (og jeg ikke skal tage hensyn til det resten af mit liv). Så håber jeg også lidt for min kærestes skyld, at jeg også kan bære lidt af ansvaret, for han synes ikke det er fedt lige nu.

Og det med at stikke sig, ja det lærer jeg jo nok. Jeg er kommet så langt, at jeg ikke panikker og er ved at besvime efter vaccinationer og blodprøver, og faktisk kan gå direkte ud fra lægen, bare jeg kigger væk mens de stikker. Så at skulle stikke sig selv, må være sidste skridt ud af min nålefobi

Men jeg takker for, at jeg lige har måtte læsse lidt af til dig, for der er ikke så mange, der ved vi prøver på at få et barn mere og har problemer. Vi har dog nu fortalt det til mine forældre og få venner, og tror også det ender med, at vi deler det til alle de nærmeste (forældre, søskende, nære venner), for jeg synes, det er hårdt at gå med alene efterhånden.

Min mand fik fjernet sin ene testikel, og havde kun ca 100.000-200.000 levende sædceller.
Vi var igennem 8 ægoplægninger/forsøg, først i det offentlige og senere i det private. Vi har i dag en skøn dreng på 2 måneder.

Selvom vi var glade for det offentlige, var det private endnu bedre, og vi følte at vi fik den helt rigtige behandling i forhold til vores situation.

Uvisheden om, hvorvidt det ville lykkes, var klart det værste, men det var det hele værd.

Jeg håber at det lykkes hurtigt for jer.

Putomanen skriver:

Min mand fik fjernet sin ene testikel, og havde kun ca 100.000-200.000 levende sædceller.
Vi var igennem 8 ægoplægninger/forsøg, først i det offentlige og senere i det private. Vi har i dag en skøn dreng på 2 måneder.

Selvom vi var glade for det offentlige, var det private endnu bedre, og vi følte at vi fik den helt rigtige behandling i forhold til vores situation.

Uvisheden om, hvorvidt det ville lykkes, var klart det værste, men det var det hele værd.

Jeg håber at det lykkes hurtigt for jer.

Tak for din historie  Det lyder som en lang og hård omgang, I har været igennem - dejligt at det endte så lykkeligt og tillykke med den lille 

Jeg bliver lige nødt til at spørge, blev din mands sædkvalitet bedre med tiden efter operationen? Og hvorfor blev han opereret? Vi startede ved 0 celler (ved 2 prøver) lige inden operationen (pga. et par uger med slem sygdom dernede), 2 måneder efter 500-700 celler og nu 4 måneder efter 100.000, så det går den rigtige vej her, men vi frygter lidt, at niveauet aldrig vil nå op på det normale...

 

LilleMie skriver:

Tak for din historie  Det lyder som en lang og hård omgang, I har været igennem - dejligt at det endte så lykkeligt og tillykke med den lille 

Jeg bliver lige nødt til at spørge, blev din mands sædkvalitet bedre med tiden efter operationen? Og hvorfor blev han opereret? Vi startede ved 0 celler (ved 2 prøver) lige inden operationen (pga. et par uger med slem sygdom dernede), 2 måneder efter 500-700 celler og nu 4 måneder efter 100.000, så det går den rigtige vej her, men vi frygter lidt, at niveauet aldrig vil nå op på det normale...

 

Det var en rigtig hård kamp for os begge, men det er hurtigt glemt når man står med sin lille guldklump i armene

Min mand havde en godartet tumor i sin ene testikel, og fik derfor fjernet den. Jeg mener at han havde ca 5 mio levende sædceller inden operationen. Han fik frosset nogle prøver ned inden operationen, men de var desværre ikke særlig gode efter optøning.
Desværre var det den "gode" testikel som blev fjernet, og den tilbageværende producerer ikke så meget.

Jeg husker ikke de præcise tal, men prøverne var under 100.000 lige efter operationen. Han stoppede med at ryge, spiste sundere, spiste vitaminpiller og især d-vitaminer, og det fik sædantallet op til 200.000. Han får dog aldrig en normal sækvalitet, og jeg tror ikke på at det kan lykkes normalt for os, at få et barn.

Putomanen skriver:

Det var en rigtig hård kamp for os begge, men det er hurtigt glemt når man står med sin lille guldklump i armene

Min mand havde en godartet tumor i sin ene testikel, og fik derfor fjernet den. Jeg mener at han havde ca 5 mio levende sædceller inden operationen. Han fik frosset nogle prøver ned inden operationen, men de var desværre ikke særlig gode efter optøning.
Desværre var det den "gode" testikel som blev fjernet, og den tilbageværende producerer ikke så meget.

Jeg husker ikke de præcise tal, men prøverne var under 100.000 lige efter operationen. Han stoppede med at ryge, spiste sundere, spiste vitaminpiller og især d-vitaminer, og det fik sædantallet op til 200.000. Han får dog aldrig en normal sækvalitet, og jeg tror ikke på at det kan lykkes normalt for os, at få et barn.

Det er jeg ked af at høre, men måske alt er meget bedre, når I en gang vil have nr. 2.  Jeg krydser fingre for jer, og om ikke andet, så for et kortere forløb næste gang

Jeg håber selv meget, at min mands sædtal er steget igen, når vi kommer på den anden side af sommerferien 

Her spiser vi begge også vitaminpiller osv., vi spiser insulinvenligt og løber 3-4 gange om ugen - så vi kan ikke rigtig gøre mere. Eller jo, det kunne være godt, hvis vi også kunne fjerne stressen og alle tankerne der stresser - men jeg håber ferien kan hjælpe lidt på den konto 

Det har været rigtig dejligt at høre din historie, også især fordi der var noget genkendeligt i, at din mand også er blevet opereret. Så igen tak for, at du ville dele