At pjække fra ulønnet praktikplads

Selvfølgelig skal du møde op

Anonym skriver:

Det aftalt på forhånd. Altså de vidste godt jeg havde vikar job med mange timer ca 20, det skifter jo nogle gange.

kan ikke tage en samtale med dem, er for stor en tøs (hvis du forstår ) til sådan noget... Især fordi jeg rødmer i hele hovedet og så føler jeg bare at de alle ser ned på mig... Har kun 2 uger igen, så er det arb hver dag på vikarjobbet og så ny uddannelse til sep

Du skal da møde op, alt andet ville være umodent

Hvis du bliver tilbudt vikararbejde, så er det vel fair nok at du ringer ind og siger det, men hvis ikke, så møder du op og gør det du får dine dagpenge for. 

Jeg er MEGET stor modstander af at man bliver smidt ud i praktikker bare fordi man ikke kan skaffe et fuldtidsjob.

For min mand var det rigtig godt at muligheden er der da han på den måde kunne snuse til andre fag. Jeg blev kastet ud til en samtale hvor hun forklarede at de ledte efter en der kunne komme i praktik og at der evt var mulighed for at komme i løntilskud. Da jeg startede der fik jeg opgaver på lige fod med de andre og var nogle dage den der var "højest"  uddannelsesmæssigt og rang og skulle derfor tage en hel del beslutninger. Jeg følte mig enormt udnyttet!! Udover dette havde de i forvejen en i løntilskud og 2 andre i praktikker samt nogle studerende der også havde lige så mange opgaver som os andre. Jeg blev så vred og ked af det da det var alt for tydeligt at denne leder bare udnyttede billig og gratis  arbejdskraft. Det endte med at jeg løj mig til jobsamtaler og lægetider så jeg kunne komme lidt derfra. Jeg er ellers ikke glad for at man er uærlig eller pjækker. Havde det været et rigtigt job havde jeg heller ikke gjort det.

har du det ikke godt der så snak med din sagsbehandler. Jeg tror det er den bedste løsning. Det er ikke god stil at gøre som mig. Desuden spreder dårlige ting sig som pesten. Så det kan komme for øre for en mulig fremtidig arb.giver.

pyhh det blev lidt lang og følelsesladet. Håber at du kan bruge svaret til noget. 

Jeg synes absolut ikke din arbejdsgiver kan tillade sig at blive sur over du tager vikarjob. Det er hvad der blev sagt ja til. 

Jeg ser det nu mere som arbejdsgiver er irriteret over den gratis arbejdskraft hun går glip af. (Måske jeg er påvirket af hvad jeg har set man bruger praktikanter til) 

Jeg synes dog ikke du skal pjække, men mød op. Jeg er også typen der nemt rødmer som en tomat, men skide være med det. Du skal ikke være der for evigt 

Anonym skriver:

Det aftalt på forhånd. Altså de vidste godt jeg havde vikar job med mange timer ca 20, det skifter jo nogle gange.

kan ikke tage en samtale med dem, er for stor en tøs (hvis du forstår ) til sådan noget... Især fordi jeg rødmer i hele hovedet og så føler jeg bare at de alle ser ned på mig... Har kun 2 uger igen, så er det arb hver dag på vikarjobbet og så ny uddannelse til sep

Anonym skriver:

Det aftalt på forhånd. Altså de vidste godt jeg havde vikar job med mange timer ca 20, det skifter jo nogle gange.

kan ikke tage en samtale med dem, er for stor en tøs (hvis du forstår ) til sådan noget... Især fordi jeg rødmer i hele hovedet og så føler jeg bare at de alle ser ned på mig... Har kun 2 uger igen, så er det arb hver dag på vikarjobbet og så ny uddannelse til sep

Så er det bare at holde ud i de sidste 2 uger ...jeg har også tidligere haft det sådan som dig, blir nemt rød i hovedet..det er så hæmmende! Men jeg øvede mig i ikke at blive det og så tage tyren ved hornene, hvis jeg har følt mig uretfærdigt behandlet...nøj, det var svært, men når man først har gjort det et par gange (og ignoreret rødmen) så blir det bedre og bedre. Nå, men det var ikke fordi du skulle have en peptalk ang. konfrontationer, haha 

MetteS81 skriver:

Så er det bare at holde ud i de sidste 2 uger ...jeg har også tidligere haft det sådan som dig, blir nemt rød i hovedet..det er så hæmmende! Men jeg øvede mig i ikke at blive det og så tage tyren ved hornene, hvis jeg har følt mig uretfærdigt behandlet...nøj, det var svært, men når man først har gjort det et par gange (og ignoreret rødmen) så blir det bedre og bedre. Nå, men det var ikke fordi du skulle have en peptalk ang. konfrontationer, haha 

Må jeg spørge om, hvad du gjorde for at "bekæmpe" rødmen?

bare jeg sidder til fx familienkommensammen og pludselig bliver i fokus, rødmer jeg og jeg kan bare mærke varmen stiger.. Det er forfærdeligt. Altid da jeg gik i skole og havde timer, kan huske jeg aldrig rekte hånden i vejret, da jeg jo så kom i fokus og folk kiggede.. aner ikke hvad jeg skal gøre.. Der skal ingenting til

Anonym skriver:

Må jeg spørge om, hvad du gjorde for at "bekæmpe" rødmen?

bare jeg sidder til fx familienkommensammen og pludselig bliver i fokus, rødmer jeg og jeg kan bare mærke varmen stiger.. Det er forfærdeligt. Altid da jeg gik i skole og havde timer, kan huske jeg aldrig rekte hånden i vejret, da jeg jo så kom i fokus og folk kiggede.. aner ikke hvad jeg skal gøre.. Der skal ingenting til

Åh jeg havde det præcis som dig...indtil jeg fødte min dreng. Bliver stadig rød men har lært at ignorerer det og deltager i timerne. Det er som om mine prioriteter har ændret sig

Anonym skriver:

Må jeg spørge om, hvad du gjorde for at "bekæmpe" rødmen?

bare jeg sidder til fx familienkommensammen og pludselig bliver i fokus, rødmer jeg og jeg kan bare mærke varmen stiger.. Det er forfærdeligt. Altid da jeg gik i skole og havde timer, kan huske jeg aldrig rekte hånden i vejret, da jeg jo så kom i fokus og folk kiggede.. aner ikke hvad jeg skal gøre.. Der skal ingenting til

Sådan har jeg også haft det...mit stammer blandt andet fra angstanfald, som jeg langsomt er kommet over. Jeg har gjort flere ting: Hvis jeg fx sad i en situation hvor jeg rødmede tænkte jeg, at nu snakker jeg videre og lader ikke rødmen få overtaget! Jeg øvede mig i at tænke på noget andet fx. Det har krævet en del af mig rent psykisk. Eller hvis jeg har kunne mærke rødmen komme langsomt snigende, så har jeg også sagt til mig selv, at ingen nødvendigvis kan se at jeg blir utilpas nu indeni, og derefter begyndte min rødmen langsomt at forsvinde, eller gik væk hurtigt. Det har også hjulpet meget at sige det højt: "jeg har en slem tendens til at rødme, og det er ubehageligt for mig, men jeg øver mig i at bekæmpe det". Det var som om at det hjalp da jeg først sagde det højt, og at det ikke længere var så tabu/pinligt...mine veninder spurgte fx ind til hvad der mon kunne være årsag til det, og om jeg kunne beskrive hvad jeg følte imens. Det var effektivt, at snakke højt om det!  Jeg kan stadig rødme idag, men det er meget lidt i forhold til tidligere