I syv sind :-(

Hej piger.

Ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg. Få luft måske, eller et par gode råd eller erfaringer fra lignende situationer. 

Min kæreste og jeg fandt sammen for lidt over 3 år siden. Vi var smask forelskede og ville det hele på den halve tid. Vi flyttede næsten øjeblikkeligt sammen og jeg blev efter 8 mdr planlagt gravid. 

Vi fik den dejligste dreng som vi begge elsker højere end noget andet.. Men det har virkelig været hårdt..

Efter fødslen, som endte i akut kejsersnit og på alle måder gik virkelig dårligt, fik jeg det skidt. For det første blev jeg syg efterfølgende med høje infektionstal og blødninger i livmoderen, så vi måtte indlægges igen. Derudover fik jeg en fødselsdepression, som var på grænsen til en fødselspsykose. Det har været en virkelig hård start på livet som mor og som forældre for os. Min kæreste har været fantastisk og været lige så meget på som mig. Han har stået ligeså meget op om natten og den slags selvom han skulle op på job. Han har virkelig været der meget for mig. Men nu føles det også som om han er ved at være "kørt ned" eller hvad man skal sige.

Vi er midt i en kæmpe krise og har været det i snart et år. Jeg har et kæmpe behov for at han fortæller mig hvor smuk han synes jeg er, hvor meget han elsker mig, klapper mig kærligt i røven og gør nogle kærlige ting som at komme hjem med en blomst eller noget i ny og næ. Men det virker til at han nu bare er en træt far der ikke orker ret meget.. 

Når vi snakker om det, siger han at han elsker mig og at han synes alle de der ting, men han ved ikke hvordan han skal sige dem og han tænker heller ikke rigtig over at sige det. Han er også af natur en meget stille og genert mand. Jeg er hans første kæreste, så han har ikke rigtig skulle gøre den slags før. 

Jeg tænker tit at vi nok var for hurtige til at få barn, fordi vi kun kendte den nyforelskede side af hinanden dengang, men ville selvfølgelig ALDRIG bytte min søn for noget, og nu er tingene som de er. 

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op.. Jeg er ked af det hver dag fordi jeg føler jeg mangler bekræftelse og kærlighed. Er træt af følelsen af "bare" at være mor, rengøringskone og kok - og ikke være en begæret og elsket kæreste. 

Han siger han vil prøve at blive bedre til at sige søde ting, gøre søde ting osv - men der sker bare ikke rigtig noget.. :-(

Suuuuuk..

Anonym skriver:

Hej piger.

Ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg. Få luft måske, eller et par gode råd eller erfaringer fra lignende situationer. 

Min kæreste og jeg fandt sammen for lidt over 3 år siden. Vi var smask forelskede og ville det hele på den halve tid. Vi flyttede næsten øjeblikkeligt sammen og jeg blev efter 8 mdr planlagt gravid. 

Vi fik den dejligste dreng som vi begge elsker højere end noget andet.. Men det har virkelig været hårdt..

Efter fødslen, som endte i akut kejsersnit og på alle måder gik virkelig dårligt, fik jeg det skidt. For det første blev jeg syg efterfølgende med høje infektionstal og blødninger i livmoderen, så vi måtte indlægges igen. Derudover fik jeg en fødselsdepression, som var på grænsen til en fødselspsykose. Det har været en virkelig hård start på livet som mor og som forældre for os. Min kæreste har været fantastisk og været lige så meget på som mig. Han har stået ligeså meget op om natten og den slags selvom han skulle op på job. Han har virkelig været der meget for mig. Men nu føles det også som om han er ved at være "kørt ned" eller hvad man skal sige.

Vi er midt i en kæmpe krise og har været det i snart et år. Jeg har et kæmpe behov for at han fortæller mig hvor smuk han synes jeg er, hvor meget han elsker mig, klapper mig kærligt i røven og gør nogle kærlige ting som at komme hjem med en blomst eller noget i ny og næ. Men det virker til at han nu bare er en træt far der ikke orker ret meget.. 

Når vi snakker om det, siger han at han elsker mig og at han synes alle de der ting, men han ved ikke hvordan han skal sige dem og han tænker heller ikke rigtig over at sige det. Han er også af natur en meget stille og genert mand. Jeg er hans første kæreste, så han har ikke rigtig skulle gøre den slags før. 

Jeg tænker tit at vi nok var for hurtige til at få barn, fordi vi kun kendte den nyforelskede side af hinanden dengang, men ville selvfølgelig ALDRIG bytte min søn for noget, og nu er tingene som de er. 

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op.. Jeg er ked af det hver dag fordi jeg føler jeg mangler bekræftelse og kærlighed. Er træt af følelsen af "bare" at være mor, rengøringskone og kok - og ikke være en begæret og elsket kæreste. 

Han siger han vil prøve at blive bedre til at sige søde ting, gøre søde ting osv - men der sker bare ikke rigtig noget.. :-(

Suuuuuk..

Siger du de ting til ham han har brug for

Så kommer det måske lettere fra ham....

Mor til Ella skriver:

Siger du de ting til ham han har brug for

Så kommer det måske lettere fra ham....

Ja jeg har aldrig haft svært ved at formulere mine følelser så jeg siger tit til ham hvor godt han ser ud, hvor dejlig han er og hvor højt jeg elsker ham.. Han siger også tingene tilbage. Kunne bare være rart ikke at få et "du ser OGSÅ godt ud skat" for en gangs skyld. 

Anonym skriver:

Ja jeg har aldrig haft svært ved at formulere mine følelser så jeg siger tit til ham hvor godt han ser ud, hvor dejlig han er og hvor højt jeg elsker ham.. Han siger også tingene tilbage. Kunne bare være rart ikke at få et "du ser OGSÅ godt ud skat" for en gangs skyld. 

Kan jeg godt forstå.

Men hvis det er sådan han altid har været

Anonym skriver:

Hej piger.

Ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg. Få luft måske, eller et par gode råd eller erfaringer fra lignende situationer. 

Min kæreste og jeg fandt sammen for lidt over 3 år siden. Vi var smask forelskede og ville det hele på den halve tid. Vi flyttede næsten øjeblikkeligt sammen og jeg blev efter 8 mdr planlagt gravid. 

Vi fik den dejligste dreng som vi begge elsker højere end noget andet.. Men det har virkelig været hårdt..

Efter fødslen, som endte i akut kejsersnit og på alle måder gik virkelig dårligt, fik jeg det skidt. For det første blev jeg syg efterfølgende med høje infektionstal og blødninger i livmoderen, så vi måtte indlægges igen. Derudover fik jeg en fødselsdepression, som var på grænsen til en fødselspsykose. Det har været en virkelig hård start på livet som mor og som forældre for os. Min kæreste har været fantastisk og været lige så meget på som mig. Han har stået ligeså meget op om natten og den slags selvom han skulle op på job. Han har virkelig været der meget for mig. Men nu føles det også som om han er ved at være "kørt ned" eller hvad man skal sige.

Vi er midt i en kæmpe krise og har været det i snart et år. Jeg har et kæmpe behov for at han fortæller mig hvor smuk han synes jeg er, hvor meget han elsker mig, klapper mig kærligt i røven og gør nogle kærlige ting som at komme hjem med en blomst eller noget i ny og næ. Men det virker til at han nu bare er en træt far der ikke orker ret meget.. 

Når vi snakker om det, siger han at han elsker mig og at han synes alle de der ting, men han ved ikke hvordan han skal sige dem og han tænker heller ikke rigtig over at sige det. Han er også af natur en meget stille og genert mand. Jeg er hans første kæreste, så han har ikke rigtig skulle gøre den slags før. 

Jeg tænker tit at vi nok var for hurtige til at få barn, fordi vi kun kendte den nyforelskede side af hinanden dengang, men ville selvfølgelig ALDRIG bytte min søn for noget, og nu er tingene som de er. 

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op.. Jeg er ked af det hver dag fordi jeg føler jeg mangler bekræftelse og kærlighed. Er træt af følelsen af "bare" at være mor, rengøringskone og kok - og ikke være en begæret og elsket kæreste. 

Han siger han vil prøve at blive bedre til at sige søde ting, gøre søde ting osv - men der sker bare ikke rigtig noget.. :-(

Suuuuuk..

jeg tænker lidt at mænd mister lysten til at gøre noget, hvis de skal høre på at det de gør ikke er godt nok.. 

Hvis du stopper med at fortælle hvad du gerne vil have han skal gøre og sige, og så begyndte at fortælle ham de ting du selv vil høre, frks at han ser godt ud, at han er dejlig og alle de ting, så tror jeg helt automatisk han os vil begynde at give dig noget af det retur 

 

Sådan fungere det ihvertfald herhjemme, jo mere jeg bekræfter ham, jo mere bekræfter han mig..

Hvis du så allerede gør det, så skulle du måske ta en længere snak med ham, om hvad der evt lægger bag.. UDEN at nævne hvad du gerne vil have han skal gøre.. 

Mor til Ella skriver:

Kan jeg godt forstå.

Men hvis det er sådan han altid har været

Det var han ikke dengang vi var nyforelskede. der kunne han ikke få nok af mig. Viste mig frem til hele verden og var så stolt af at være min kæreste.. Det er nok derfor det er ekstra svært at affinde sig med at han nu bare er en træt far der ikke orker noget.. 

Anonym skriver:

Hej piger.

Ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg. Få luft måske, eller et par gode råd eller erfaringer fra lignende situationer. 

Min kæreste og jeg fandt sammen for lidt over 3 år siden. Vi var smask forelskede og ville det hele på den halve tid. Vi flyttede næsten øjeblikkeligt sammen og jeg blev efter 8 mdr planlagt gravid. 

Vi fik den dejligste dreng som vi begge elsker højere end noget andet.. Men det har virkelig været hårdt..

Efter fødslen, som endte i akut kejsersnit og på alle måder gik virkelig dårligt, fik jeg det skidt. For det første blev jeg syg efterfølgende med høje infektionstal og blødninger i livmoderen, så vi måtte indlægges igen. Derudover fik jeg en fødselsdepression, som var på grænsen til en fødselspsykose. Det har været en virkelig hård start på livet som mor og som forældre for os. Min kæreste har været fantastisk og været lige så meget på som mig. Han har stået ligeså meget op om natten og den slags selvom han skulle op på job. Han har virkelig været der meget for mig. Men nu føles det også som om han er ved at være "kørt ned" eller hvad man skal sige.

Vi er midt i en kæmpe krise og har været det i snart et år. Jeg har et kæmpe behov for at han fortæller mig hvor smuk han synes jeg er, hvor meget han elsker mig, klapper mig kærligt i røven og gør nogle kærlige ting som at komme hjem med en blomst eller noget i ny og næ. Men det virker til at han nu bare er en træt far der ikke orker ret meget.. 

Når vi snakker om det, siger han at han elsker mig og at han synes alle de der ting, men han ved ikke hvordan han skal sige dem og han tænker heller ikke rigtig over at sige det. Han er også af natur en meget stille og genert mand. Jeg er hans første kæreste, så han har ikke rigtig skulle gøre den slags før. 

Jeg tænker tit at vi nok var for hurtige til at få barn, fordi vi kun kendte den nyforelskede side af hinanden dengang, men ville selvfølgelig ALDRIG bytte min søn for noget, og nu er tingene som de er. 

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op.. Jeg er ked af det hver dag fordi jeg føler jeg mangler bekræftelse og kærlighed. Er træt af følelsen af "bare" at være mor, rengøringskone og kok - og ikke være en begæret og elsket kæreste. 

Han siger han vil prøve at blive bedre til at sige søde ting, gøre søde ting osv - men der sker bare ikke rigtig noget.. :-(

Suuuuuk..

Kunne det evt. Tænkes at han har lidt en efter reaktion på jeres hårde første tid som forældre? 

At han ubevidst går og bøvler lidt med det nu du er kommet ovenpå. 

Anonym skriver:

Det var han ikke dengang vi var nyforelskede. der kunne han ikke få nok af mig. Viste mig frem til hele verden og var så stolt af at være min kæreste.. Det er nok derfor det er ekstra svært at affinde sig med at han nu bare er en træt far der ikke orker noget.. 

Nu synes jeg at der er meget stor forskel på at være nyforelskede og have en hverdag med barn.

Og i har jo skulle være i en hverdag hurtigt, da i vælge det hele skulle gå lidt stærkt, personligt ville jeg nok også drukne lidt og i har jo så ikke haft den store tid til at lave jeres oplevelser, at se tilbage på når det hele bliver lidt for meget.

Med barn, job og dagligt/huslige pligter, bliver det hele sku lidt havregrøds farvet

Men du er jo opmærksom på hvad du gerne vil have, så tror bare du må se om det ikke kommer lidt mere med at bekræfte ham, det lyder jo også til han har haft en hård tid

Han lyder, som du selv skriver, som en træt far.

Nu er det jo svært at komme med gode råd, når man ikke kender jer fra andet end din korte beskrivelse herinde. Men hvis jeg skal sammenligne med mit eget parforhold, så var det første 1-2 år efter baby's ankomst ikke særlig fede kærligheds-wise. Det er der først kommet tid og overskud til igen efter 3 års fødselsdagen. Nu skal vi så snart have en mere, så må vi se om det bliver samme nedtur igen. 

Generelt synes jeg, at man skal være varsom med at tolke for meget og lave for meget om i sit parforhold, mens man har meget små børn.

Prøv at læse dette blogindlæg:  http://www.scarymommy.com/why-i-wont-get-divorced/ 

 

Anonym skriver:

Hej piger.

Ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette indlæg. Få luft måske, eller et par gode råd eller erfaringer fra lignende situationer. 

Min kæreste og jeg fandt sammen for lidt over 3 år siden. Vi var smask forelskede og ville det hele på den halve tid. Vi flyttede næsten øjeblikkeligt sammen og jeg blev efter 8 mdr planlagt gravid. 

Vi fik den dejligste dreng som vi begge elsker højere end noget andet.. Men det har virkelig været hårdt..

Efter fødslen, som endte i akut kejsersnit og på alle måder gik virkelig dårligt, fik jeg det skidt. For det første blev jeg syg efterfølgende med høje infektionstal og blødninger i livmoderen, så vi måtte indlægges igen. Derudover fik jeg en fødselsdepression, som var på grænsen til en fødselspsykose. Det har været en virkelig hård start på livet som mor og som forældre for os. Min kæreste har været fantastisk og været lige så meget på som mig. Han har stået ligeså meget op om natten og den slags selvom han skulle op på job. Han har virkelig været der meget for mig. Men nu føles det også som om han er ved at være "kørt ned" eller hvad man skal sige.

Vi er midt i en kæmpe krise og har været det i snart et år. Jeg har et kæmpe behov for at han fortæller mig hvor smuk han synes jeg er, hvor meget han elsker mig, klapper mig kærligt i røven og gør nogle kærlige ting som at komme hjem med en blomst eller noget i ny og næ. Men det virker til at han nu bare er en træt far der ikke orker ret meget.. 

Når vi snakker om det, siger han at han elsker mig og at han synes alle de der ting, men han ved ikke hvordan han skal sige dem og han tænker heller ikke rigtig over at sige det. Han er også af natur en meget stille og genert mand. Jeg er hans første kæreste, så han har ikke rigtig skulle gøre den slags før. 

Jeg tænker tit at vi nok var for hurtige til at få barn, fordi vi kun kendte den nyforelskede side af hinanden dengang, men ville selvfølgelig ALDRIG bytte min søn for noget, og nu er tingene som de er. 

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op.. Jeg er ked af det hver dag fordi jeg føler jeg mangler bekræftelse og kærlighed. Er træt af følelsen af "bare" at være mor, rengøringskone og kok - og ikke være en begæret og elsket kæreste. 

Han siger han vil prøve at blive bedre til at sige søde ting, gøre søde ting osv - men der sker bare ikke rigtig noget.. :-(

Suuuuuk..

Altså jeg tænker at han måske først nu får en efterfødselsreaktion.....Han har ydet krisehjælp til dig, baby og til forholdet under din depression/fødselspsykose - og har derfor ikke haft plads til at mærke egne følelser.

Prøv at få ham til lægen....