Det med at føle sig overvåget

Janne T. skriver:

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes det er fantastisk så mange mennesker er obs og tænker på børns bedste og derfor underretter når de er bekymrede. Hellere en gang for meget end for lidt synes jeg. Det er bare vildt træls når man er en af dem som føler sig overvåget.

Det startede allerede da Rose var spæd. Hun havde kolik og skreg det meste af dagen i månedsvis. Vores nabo fra næste opgang kommenterede det kritisk hver gang jeg mødte hende selvom jeg hver gang forklarede at Rose havde kolik. Efterhånden var jeg dødnervøs hver gang hun græd. Det var i forvejen hårdt at have et kolikbarn, men så også tanken om naboens mistænksomme tanker. Vi havde og har jo intet at skjule men det et ikke fedt. Så kom tiden hvor hun græd når hun skulle sove om aftenen - den blev også kommenteret jævnligt.

Så flyttede de og der flyttede en ung fyr ind. Rose er nu i den alder hvor hun virkelig gennem prøver følelses registreret. Og selvstændighedsalderen. Dertil kommer at hun generelt har rigelig temperament OG er sensitiv, så der skal mindre til end hos mange andre før det hele vælter for hende. Det betyder at hun 3-4 gange om dagen har de her sammenbrud hvor hun er helt hysterisk og vi kan intet gøre. Vi kan hverken trøste eller aflede, kun vente på hun har raset ud og er klar til at kramme og få ro hos en af os. Og denne fyr er så begyndt at hamre på væggen når hun får de hysteriske anfald.

Altså for helvede.. vi får jo aldrig en chance med at finde ro med tingene som de er. Vi er gode varme og kærlige forældre der rummer vores børn og giver dem plads når de har brug for det. Vi kan ikke føre det anderledes! Jeg forstår godt det larmer, jeg forstår godt det lyder vildt når man ikke selv har børn og aldrig selv har prøvet det. Men jeg er så træt af at have den ekstra stressfaktor i de her situationer som i forvejen er hårde for os alle.

Men sådan er Rose bare. Sådan fungerer hun bare. Vi har intet at skjule. Hun er en glad pige med sikker tilknytning som trives. Hun bliver bare ekstra overvældet af den type følelser.

Gid vi boede i hus så Rose kunne få lov at reagere som hun har behov for, uden vi skulle udspørges og uden der var nogen der hamrede på væggen.

Som sagt er det godt folk bekymrer sig, det er bare virkelig træls når man ved der ingen grund er til det.

Jeg forstår dig fuldt ud. Min datter på nu 15 måneder har også et ordentligt temperament og græd en del både som helt lille baby (dog ikke pga. kolik) og græder stadig ofte hysterisk, når det ikke lige går, som hun vil. Og jeg har også tit tænkt på, hvad naboerne mon tænkte. Heldigvis har vores nabo ovenpå to små piger, som tydeligvis også kan lide at larme og som heller ikke vil sove

Jeg har det faktisk også på samme måde, når jeg går med min datter i klapvognen. Hun vil ikke altid sidde i den, og hun er for stor til, at jeg kan bære hende ret langt på een arm, og hjem det skal vi jo. Og så skriger hun virkelig. Her den anden dag var der en, der spurgte, om hun var ok. Arrrrghhh....

Kan udemærket følge dig. Min søsters veninde stod i samme situation, og det endte faktisk med at naboen havde anmeldt det og kommunen bankede på døren uden hun anede det - voldsomt ubehageligt. og hun er vitterligt den bedste og mest overskuds-agtige mor man kan finde men som desværre havde en dreng som var super sensitiv og hun var alene. 

Jeg så på facebook en der havde hængt et papir op i deres opgang hvor der stod med " Vores lille --- er ved at få tænder lige nu, derfor larmer hun en del bla bla bla, håber i vil bære over med os" og så havde de hængt en pose med ørepropper som beboerne kunne tage. 

Jeg smilte ved opslaget og tænkte at det var en måde at gå ind i situationen med en vis portion humor og en måde at signalere man godt forstår hvis man er til "gene" for andre men at det altså er sådan det er. I et lejlighedskompleks må man jo være lidt mere tolerant overfor lyde osv., ellers skal man finde sig et andet sted at bo. 

Og ellers må man snakke med ham, hvis nu man får forklaret situationen og at det på ingen måder er jeres ønskesituation heller, så kan det være det bløder ham lidt op. 

Nu har jeg smidt en lille note i hans postkasse, da han ikke tog røret de gange jeg ringede på dørtelefonen i dag Jeg har bare kort beklaget larmen, og forklaret ham, at vi blot har en 2,5 årige i selvstændighedsalderen, og hvor hårde vi end synes de episoder er, er der intet vi kan gøre, andet end at lade hende rase ud. Så håber jeg, at han lader være at hamre på væggen fremover, for det er p****e irriterende!

Janne T. skriver:

Nu har jeg smidt en lille note i hans postkasse, da han ikke tog røret de gange jeg ringede på dørtelefonen i dag Jeg har bare kort beklaget larmen, og forklaret ham, at vi blot har en 2,5 årige i selvstændighedsalderen, og hvor hårde vi end synes de episoder er, er der intet vi kan gøre, andet end at lade hende rase ud. Så håber jeg, at han lader være at hamre på væggen fremover, for det er p****e irriterende!