Det med at føle sig overvåget

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes det er fantastisk så mange mennesker er obs og tænker på børns bedste og derfor underretter når de er bekymrede. Hellere en gang for meget end for lidt synes jeg. Det er bare vildt træls når man er en af dem som føler sig overvåget.

Det startede allerede da Rose var spæd. Hun havde kolik og skreg det meste af dagen i månedsvis. Vores nabo fra næste opgang kommenterede det kritisk hver gang jeg mødte hende selvom jeg hver gang forklarede at Rose havde kolik. Efterhånden var jeg dødnervøs hver gang hun græd. Det var i forvejen hårdt at have et kolikbarn, men så også tanken om naboens mistænksomme tanker. Vi havde og har jo intet at skjule men det et ikke fedt. Så kom tiden hvor hun græd når hun skulle sove om aftenen - den blev også kommenteret jævnligt.

Så flyttede de og der flyttede en ung fyr ind. Rose er nu i den alder hvor hun virkelig gennem prøver følelses registreret. Og selvstændighedsalderen. Dertil kommer at hun generelt har rigelig temperament OG er sensitiv, så der skal mindre til end hos mange andre før det hele vælter for hende. Det betyder at hun 3-4 gange om dagen har de her sammenbrud hvor hun er helt hysterisk og vi kan intet gøre. Vi kan hverken trøste eller aflede, kun vente på hun har raset ud og er klar til at kramme og få ro hos en af os. Og denne fyr er så begyndt at hamre på væggen når hun får de hysteriske anfald.

Altså for helvede.. vi får jo aldrig en chance med at finde ro med tingene som de er. Vi er gode varme og kærlige forældre der rummer vores børn og giver dem plads når de har brug for det. Vi kan ikke føre det anderledes! Jeg forstår godt det larmer, jeg forstår godt det lyder vildt når man ikke selv har børn og aldrig selv har prøvet det. Men jeg er så træt af at have den ekstra stressfaktor i de her situationer som i forvejen er hårde for os alle.

Men sådan er Rose bare. Sådan fungerer hun bare. Vi har intet at skjule. Hun er en glad pige med sikker tilknytning som trives. Hun bliver bare ekstra overvældet af den type følelser.

Gid vi boede i hus så Rose kunne få lov at reagere som hun har behov for, uden vi skulle udspørges og uden der var nogen der hamrede på væggen.

Som sagt er det godt folk bekymrer sig, det er bare virkelig træls når man ved der ingen grund er til det.

Janne T. skriver:

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes det er fantastisk så mange mennesker er obs og tænker på børns bedste og derfor underretter når de er bekymrede. Hellere en gang for meget end for lidt synes jeg. Det er bare vildt træls når man er en af dem som føler sig overvåget.

Det startede allerede da Rose var spæd. Hun havde kolik og skreg det meste af dagen i månedsvis. Vores nabo fra næste opgang kommenterede det kritisk hver gang jeg mødte hende selvom jeg hver gang forklarede at Rose havde kolik. Efterhånden var jeg dødnervøs hver gang hun græd. Det var i forvejen hårdt at have et kolikbarn, men så også tanken om naboens mistænksomme tanker. Vi havde og har jo intet at skjule men det et ikke fedt. Så kom tiden hvor hun græd når hun skulle sove om aftenen - den blev også kommenteret jævnligt.

Så flyttede de og der flyttede en ung fyr ind. Rose er nu i den alder hvor hun virkelig gennem prøver følelses registreret. Og selvstændighedsalderen. Dertil kommer at hun generelt har rigelig temperament OG er sensitiv, så der skal mindre til end hos mange andre før det hele vælter for hende. Det betyder at hun 3-4 gange om dagen har de her sammenbrud hvor hun er helt hysterisk og vi kan intet gøre. Vi kan hverken trøste eller aflede, kun vente på hun har raset ud og er klar til at kramme og få ro hos en af os. Og denne fyr er så begyndt at hamre på væggen når hun får de hysteriske anfald.

Altså for helvede.. vi får jo aldrig en chance med at finde ro med tingene som de er. Vi er gode varme og kærlige forældre der rummer vores børn og giver dem plads når de har brug for det. Vi kan ikke føre det anderledes! Jeg forstår godt det larmer, jeg forstår godt det lyder vildt når man ikke selv har børn og aldrig selv har prøvet det. Men jeg er så træt af at have den ekstra stressfaktor i de her situationer som i forvejen er hårde for os alle.

Men sådan er Rose bare. Sådan fungerer hun bare. Vi har intet at skjule. Hun er en glad pige med sikker tilknytning som trives. Hun bliver bare ekstra overvældet af den type følelser.

Gid vi boede i hus så Rose kunne få lov at reagere som hun har behov for, uden vi skulle udspørges og uden der var nogen der hamrede på væggen.

Som sagt er det godt folk bekymrer sig, det er bare virkelig træls når man ved der ingen grund er til det.

Det lyder da ikke til at jeres nabo bekymrer sig, men blot ser det som en irritation? 

Nu ved jeg ikke hvor lydt der er hos jer, og hvor højt bølgerne går når din datter får de her "anfald", men det kunne jo tænkes at det også var en ekstra stressfaktor for jeres nabo? På sammeniveau med naboer der spiller høj musik? 

at 

Sandratoft skriver:

Det lyder da ikke til at jeres nabo bekymrer sig, men blot ser det som en irritation? 

Nu ved jeg ikke hvor lydt der er hos jer, og hvor højt bølgerne går når din datter får de her "anfald", men det kunne jo tænkes at det også var en ekstra stressfaktor for jeres nabo? På sammeniveau med naboer der spiller høj musik? 

at 

Så lydt er der heller ikke. Og sat op mod hans hyppige høje musik på summe tidspunkter synes jeg måske ikke helt han har grund til utilfredshed

hvis jeg var dig var jeg gået ind og banket på starte med at sige jeg er ked af min datter larmer men sådan er børn bare og hun er lige i en alder lige nu at hun skal hav lov at vise hun også har en mening og ting hun kan fortælle hun er et barn så det er helt alm, og ja det er svært at forstå når man ikke selv har et barn, hvis han brokker sig ja så smid den med musikken i hoved på ham for han er også et barn

ej pjat kunne ikke lade vær

Hmm, jeg synes nu heller ikke det lyder som om den nye nabo bekymrer sig. Mere som om han er træt af larmen og ikke har forståelse for hvordan det er at have børn. 

Det gør mig egentlig lidt irriteret på jeres vegne.... for hvad skulle det hjælpe at hamre på væggen? Det eneste der kommer ud af det er jo netop bare at situationen bliver værre for jer. 

Det er bare vilkårene når man bor i lejlighed. Høj musik midt om natten kan man tillade sig at brokke over, men et barn har altså ikke en sluk-knap - og det er der bare nogen der ikke forstår. 

Jeg synes i skal banke på hos ham og tage en snak med ham. Spørg evt. om han virkelig tror at i får jeres barn til at skrige for at genere ham. Hvis han ikke fatter det, kan i jo bringe hans høje musik på banen. 

Janne T. skriver:

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes det er fantastisk så mange mennesker er obs og tænker på børns bedste og derfor underretter når de er bekymrede. Hellere en gang for meget end for lidt synes jeg. Det er bare vildt træls når man er en af dem som føler sig overvåget.

Det startede allerede da Rose var spæd. Hun havde kolik og skreg det meste af dagen i månedsvis. Vores nabo fra næste opgang kommenterede det kritisk hver gang jeg mødte hende selvom jeg hver gang forklarede at Rose havde kolik. Efterhånden var jeg dødnervøs hver gang hun græd. Det var i forvejen hårdt at have et kolikbarn, men så også tanken om naboens mistænksomme tanker. Vi havde og har jo intet at skjule men det et ikke fedt. Så kom tiden hvor hun græd når hun skulle sove om aftenen - den blev også kommenteret jævnligt.

Så flyttede de og der flyttede en ung fyr ind. Rose er nu i den alder hvor hun virkelig gennem prøver følelses registreret. Og selvstændighedsalderen. Dertil kommer at hun generelt har rigelig temperament OG er sensitiv, så der skal mindre til end hos mange andre før det hele vælter for hende. Det betyder at hun 3-4 gange om dagen har de her sammenbrud hvor hun er helt hysterisk og vi kan intet gøre. Vi kan hverken trøste eller aflede, kun vente på hun har raset ud og er klar til at kramme og få ro hos en af os. Og denne fyr er så begyndt at hamre på væggen når hun får de hysteriske anfald.

Altså for helvede.. vi får jo aldrig en chance med at finde ro med tingene som de er. Vi er gode varme og kærlige forældre der rummer vores børn og giver dem plads når de har brug for det. Vi kan ikke føre det anderledes! Jeg forstår godt det larmer, jeg forstår godt det lyder vildt når man ikke selv har børn og aldrig selv har prøvet det. Men jeg er så træt af at have den ekstra stressfaktor i de her situationer som i forvejen er hårde for os alle.

Men sådan er Rose bare. Sådan fungerer hun bare. Vi har intet at skjule. Hun er en glad pige med sikker tilknytning som trives. Hun bliver bare ekstra overvældet af den type følelser.

Gid vi boede i hus så Rose kunne få lov at reagere som hun har behov for, uden vi skulle udspørges og uden der var nogen der hamrede på væggen.

Som sagt er det godt folk bekymrer sig, det er bare virkelig træls når man ved der ingen grund er til det.

Jeg tænker som andre, at den unge fyrs perspektiv bare ikke rigtigt er større end som så.

Efter min mening er barnegråd "nødvendig" og acceptabel larm, hvorimod høj musik, værktøj sent om aftenen, hundelarm osv. bare ikke bør ske i stort omfang. 

Men jeg tror ikke i behøver være bange for en underretning, tror også bare han er irriteret. Og jeg tvivler på han ikke ved han spiller høj musik, så han klager nok heller ikke over jeres "larm". Og igen; børn der græder, det er altså ikke forkert, det er helt normalt.

Kan godt forstå det er rigtigt frustrerende at føle sig udsat i forhold til naboer, det er helt klar stressende ikke at have et godt forhold til dem. Måske som andre foreslår, kunne det være en ide at snakke med ham og fortælle at i altså ikke er ligeglade med at børnene græder, men at i selvfølgelig håndterer det og håber at det bliver bedre (og det gør det nok jo ældre hun bliver). Så ved han da at i ikke er "ligeglade" med om han bliver irriteret.

Åh jeg kan huske, da Sebastian var lille og skreg så meget at det var henad noget kolik også... Der oplevede vi et par gange at overboen, en dame med en teenager, hun kom ned og spurgte om alt var okay med den lille...

Selvom det måske var i en god mening, så var det altså også lidt... Vi gjorde jo hvad vi kunne  En aften tilbød hun at trykke lidt på hans fødder, fordi hun kunne noget zoneterapi, og det var faktisk ret grænseoverskridende... Før dette, havde vi aldrig snakket med damen.. Vi forsøgte efterfølgende at tjekke hende ud på nettet, og hun vidste heldigvis hvad hun lavede.

Naboen udtrykte også hendes bekymring nogle gange...

Heldigvis stoppede det da han var de der 2-3mdr. 

Det er bare så røv, for vi følte os også virkelig overvåget, og vi gjorde jo hvad vi kunne for at trøste og få vores lille put til at stoppe 

Jeg forstår dig godt. Min første (nu 4 år) havde også kolik og græd fra 9-21 dagligt. Til tider følte jeg en vis paranoia og vr bekymret for om folk nu troede at der foregik noget der ikke skulle, siden han kunne brøle sådan. Nu som større har han også et organ der vil noget, når der er noget der driller ham eller han bare bliver ked af det. Jeg er SÅ glad for at bo langt ude på landet, for vi ville have været hade-naboer hvis vi havde boet i lejlighed. Men jo, når han brøler som en vandvittig kl 7 om morgenen, fordi han ikke må et elelr andet, så kan jeg godt tænke at forbipasserende kunne tro vi mishandler ham. Altså han ikke bare græder eller skriger, han brøler. Suk

Lillesøster på 3 år har så et imponerende ordforråd, hun græder sjældent, men benytter gloser som man ikke kan forestille sig. Jeg ved næsten ikke hvad der er værst, sømanden eller brøleaben  :-P

Pyha. Min datter går igennem præcis samme fase. Hysteriske anfald er efterhånden blevet en fast del af hverdagen og jeg står så alene med hende.

Men. Jeg ville først prøve at banke på hos naboen og evt spørge om han har 5 min så i lige kan få clearet luften. Forklar ham hvad der sker. Hjælper det ikke, så kontakt jeres udlejere og snak med dem om hans opførsel. Jeg er selv mega konfliktsky, men man skal ikke finde sig i alt. Jeg har én gang været oppe ved overboen fordi de smed jord fra en potteplante ud af vinduet lige ned på min tearesse. Der fik de besked på at gå ned og få fejet og det var nu. Har siden ingen problemer haft med dem. De var noget overraskede over at jeg reagerede på den måde. Men det er altså nogengange det der skal til.

Når Daniel græder og Johanne er krop umulig ja så tænker jeg også på hvad vores nabo tænker, vi bor i rækkehus med hende og Johannes værelse støder selvfølgelig lige op til muren ind til hende, men alle børn græder jo og larmer så jeg syntes du skal prøve på at ignorere dine naboers kommentarer, de beviser jo bare de ikke aner hvordan det er at have småbørn.

Monica