Luiebuie skriver:
Hej medmaver<3 jeg føler stadig det en ond drøm jeg vil vågne fra! Min kæreste er kommet i fængsel og har været i varetægten i snart 2 mdr;( jeg er gravid snart 16 uger og fremtiden kan se ud til jeg skal være alene i denne graviditet og måske baby s Første år hvis det værste sker 
- jeg sys det hårdt dels fordi min kæreste ikk er kriminel eller rocker vi begge 2 selvstændige med egen butikker så det kommer om et chok og det hårdt at se ham derinde. Vi ser desværre kun hinanden 30 min 1 gang om ugen 
Jeg søger lidt nogen som har eller sidder i samme sitation , ku ære rart med lidt trøst og høre fra andre der klarede det sig igennem dette helved- det var ikk vores drøm det skulle ende sådan her vi havde drømt og snakket længe om det og så skete alt det her... Har ik brug for nedladende kommentar omkring en kæreste der sidder inde 
Hej. Jeg husker situationen fra min tidligste ungdom: Min forlovede blev fængslet ganske kort efter, at jeg var blevet gravid. - Flere dage før jeg stod med den positive test.
... Og ja: Det var et helvede! Jeg følte mig ekstremt ensom og var smådepressiv de første mange måneder af graviditeten. Foruden meget syg med kvalme og opkast. Nu hjalp det så heller ikke, at jeg dengang boede i udlandet. Selvom min svigerfamilie og udenlandske venner var søde og støttede mig så godt de kunne, var det svært. Jeg havde brug for nære venner og familie omkring mig.
Det var et dilemma: Rejste jeg hjem til Danmark, ville jeg ikke længere kunne besøge min forlovede de få gange om ugen, hvor det var muligt. Men blev jeg, - ja, så stod jeg med ensomheden også som ung, "enlig" mor.
Det endte med, at jeg tog hjem til Danmark, da jeg var godt 3 måneder henne. Jeg fødte mit barn i Danmark (desværre gik det helt galt ved fødslen, men det er en anden historie), og rejste først tilbage til min kæreste, da han kom i et åbent fængsel, hvor han var ude hver anden weekend, og hvor der var meget mere frie rammer omkring besøg mv.
...Jeg blev (planlagt) gravid igen, men forholdet til min forlovede gik i stykker tidligt i graviditeten. Men underligt nok var det slet ikke hårdt anden gang. Bruddet var svær beslutning, men det var mig, der traf den, og denne gang "valgte" jeg at blive enlig mor, hvorimod det første gang var dramatisk og traumatisk. Jeg elskede mit liv som enlig mor! - Jeg var enlig mor, indtil jeg et par år senere fandt ham, som skulle blive min mand igennem 14 år - indtil vi desværre blev skilt sidste efterår. ... Så nu er jeg "enestående" mor med seks børn i alderen 1-17 år. Det er ok. Jeg fungerer fint med det, selvom jeg ikke ville have valgt skilsmissen, hvis det havde stået til mig. Men det var ikke min afgørelse.
For mig var det afgørende at søge nærvær og støtte hos familie og gode venner. Et minus var, at mange var fordømmende overfor min kærestes situation. Men der var også nogle, der bare var der for mig, og det var så dem, jeg brugte megen tid med.
Har du nogen i din omgangskreds, du kan bruge?
Mange tanker herfra! Skriv endelig igen herinde, hvis du har brug for det.
