Depression - nybagt mor!

Anonym skriver:

Hvordan gør jeg det? På din email eller? Jeg vil virkeligt påskønne det 

Du kan sende den her inde . Tryk på mit navn så kan du sende mig en besked .
Du kan os maile mig eller SMS mig hvis det er nemmere .

Anonym skriver:

Jeg har brug for lidt råd. Håber der er nogen der har noget erfaring med det eller kan hjælpe mig med hvad jeg skal gør.

Jeg er 29 år gammel og har fået mit først barn med min mand for 6-7 uger siden. Lige efter jeg fødte havde jeg store reaktioner. De var så kraftige at jeg fik beroligende piller. Jeg har siden stoppet med at amme og gået til flaske. Jeg er usikker med alt angående min baby. Han er en god dreng, men han græder en del og det dræner mig for energi. Jeg var så deprimeret at min svigermor er boende hos mig, min mand er ledig og han tager sig også af barnet. Min svigermor hjælper mest med det praktiske. Min mand er rolig og trøster både mig og min baby. Jeg har snakket med min sp om det og hun virker lidt ligeglad. Hun sagde at når hun kommer til 2 måneders tjek så tager hun nogle fødselsdepr. papir med jeg kan udfylde. Jeg har været på psykiatrisk afdeling da min søn blev født pga. at jeg græd hele tiden. De sagde at de vil sende et brev så jeg kan snakke med en psykolog, men det har det ikke gjort. Da jeg var til 5 ugers undersøgelse med min søn, spurgte lægen mere til mig end babyen for han havde det fint. Hun spurgte til henvisningen til psykolog men den sagde jeg at jeg ikke har fået og ikke havde bruge for. Jeg synes hun udspurgte mig meget og jeg blev bange for at de vil tage min søn eller sådan noget og sagde jeg havde det fint.

Jeg har altid bekymret mig om andre og har svært med at finde ro. Jeg har det bedre de dage min søn er glad og tilfreds, de dage han er ked af det har jeg bare lyst til at forsvinde. Jeg er bekymret for at min søn har mere tilknytning til far end mig. Jeg er bekymret havd andre tænker og føler mig som en rigtig dårlig mor. 

Min svigermor vil ikke være her efter 3 måneder for hun begynder at arbejde, jeg er bange for min mand får job for så står jeg alene med babyen. Jeg er droppet ud af min mødre gruppe for alle babyer rolige undtaget min og jeg følte mig udenfor.  

Hvad skal jeg gør? Om en uge skal jeg til 8 ugers undersøgelse, skal jeg nævne at jeg har brug for en at snakke med..? Jeg føler mig så dum og barnlig. Jeg er medlem af Danmark, kan man får tilskud så det går udenom min læge..

Håber nogen kan hjælpe.

P.s. Jeg har snakket med min mor, svigermor, venner, familie alle ved det, men siger det går over når min søn bliver lidt ældre..

Det virker som om at din læge er den eneste der tager din situation alvorligt - så det var IKKE det rigtige sted at lyve. 

Jeg ville tage endnu en snak med lægen og bede om at få noget psykologhjælp. Der er ingen der tager dit barn fra dig fordi du har en fødselsdepression.

De tager ikke din baby fra dig!!! Du bli'r nødt til at sige noget for ellers bli'r det værre, og det kan risikere at gå udover dit barn...
Jeg har været der, jeg fik en stressdepression efter jeg fik Lukas, havde en mor der lå på sygehuset, en kæreste med natarbejde som sov næsten hele dagen så jeg stod alene med Lukas næsten hele døgnet... der er ikke noget at være bange for ved at indrømme det, jeg snakkede med min læge og fortalte åbent om at jeg var bange for at være alene med bassen fordi jeg var usikker på mig selv, mit temperement var ude af kontrol, jeg fik først den rigtige glæde for ham da han var ca 6 månedet jeg lå nede i et hul og kunne ikke komme op, men man bli'r nødt til at række hånden ud for at kunne komme videre....
Held og lykke :-)
.

Anonym skriver:

Jeg har brug for lidt råd. Håber der er nogen der har noget erfaring med det eller kan hjælpe mig med hvad jeg skal gør.

Jeg er 29 år gammel og har fået mit først barn med min mand for 6-7 uger siden. Lige efter jeg fødte havde jeg store reaktioner. De var så kraftige at jeg fik beroligende piller. Jeg har siden stoppet med at amme og gået til flaske. Jeg er usikker med alt angående min baby. Han er en god dreng, men han græder en del og det dræner mig for energi. Jeg var så deprimeret at min svigermor er boende hos mig, min mand er ledig og han tager sig også af barnet. Min svigermor hjælper mest med det praktiske. Min mand er rolig og trøster både mig og min baby. Jeg har snakket med min sp om det og hun virker lidt ligeglad. Hun sagde at når hun kommer til 2 måneders tjek så tager hun nogle fødselsdepr. papir med jeg kan udfylde. Jeg har været på psykiatrisk afdeling da min søn blev født pga. at jeg græd hele tiden. De sagde at de vil sende et brev så jeg kan snakke med en psykolog, men det har det ikke gjort. Da jeg var til 5 ugers undersøgelse med min søn, spurgte lægen mere til mig end babyen for han havde det fint. Hun spurgte til henvisningen til psykolog men den sagde jeg at jeg ikke har fået og ikke havde bruge for. Jeg synes hun udspurgte mig meget og jeg blev bange for at de vil tage min søn eller sådan noget og sagde jeg havde det fint.

Jeg har altid bekymret mig om andre og har svært med at finde ro. Jeg har det bedre de dage min søn er glad og tilfreds, de dage han er ked af det har jeg bare lyst til at forsvinde. Jeg er bekymret for at min søn har mere tilknytning til far end mig. Jeg er bekymret havd andre tænker og føler mig som en rigtig dårlig mor. 

Min svigermor vil ikke være her efter 3 måneder for hun begynder at arbejde, jeg er bange for min mand får job for så står jeg alene med babyen. Jeg er droppet ud af min mødre gruppe for alle babyer rolige undtaget min og jeg følte mig udenfor.  

Hvad skal jeg gør? Om en uge skal jeg til 8 ugers undersøgelse, skal jeg nævne at jeg har brug for en at snakke med..? Jeg føler mig så dum og barnlig. Jeg er medlem af Danmark, kan man får tilskud så det går udenom min læge..

Håber nogen kan hjælpe.

P.s. Jeg har snakket med min mor, svigermor, venner, familie alle ved det, men siger det går over når min søn bliver lidt ældre..

I højre side når du klikker ind på mig står der skriv brev .

Anonym skriver:

Gik du til psykolog? Hvordan er din tilknytning til datteren nu? Jeg føler nogen hange at han kan mærke at hans far er der meget og at han måske er mere rolig end mig.. 

Hvad med venner og familie? Jeg synes det er lidt flovt.. Som om jeg er den eneste der ikke kan klare en baby

Du kan skrive privat til mig hvis det er

Min tilknytning til min datter er enorm stor, og Ella har også reageret med at være meget knyttet til mig.

Min tilstand har gjort mange ting svære i hvertfald det første halve år,for som du siger kan en baby mærke at man ikke er sig selv og ikke hviler i sig selv.

Jeg gik ikke til psykolog, jeg gik til kontrol ved lægen de første 9 mdr, og brugte samtidig min SP meget. Bare for at få sat ord på det hele.

Da jeg havde været ved lægen da Ella var 5 uger, og lægen fortalte mig at det var ok at have det som jeg havde fik jeg lidt mere ro i forhold til min familie og venner. Jeg har fortalt meget åbent om hvordan det gik og hvordan jeg havde det.

Folk var jo ikke i tvivl om at jeg elskede Ella og var en god mor, men når jeg var det havde jeg bare ikke mere overskud til at få mig selv på ret køl.

Jeg følte mig meget presset til at amme min datter på trods af at det aldrig var et ønske,og det gjorde ganske enkelt at jeg hadede de. Stunder med min datter. Da jeg stoppede amning begyndte det stille og roligt at gå fremad.

Mettefpigen skriver:

De tager ikke din baby fra dig!!! Du bli'r nødt til at sige noget for ellers bli'r det værre, og det kan risikere at gå udover dit barn...
Jeg har været der, jeg fik en stressdepression efter jeg fik Lukas, havde en mor der lå på sygehuset, en kæreste med natarbejde som sov næsten hele dagen så jeg stod alene med Lukas næsten hele døgnet... der er ikke noget at være bange for ved at indrømme det, jeg snakkede med min læge og fortalte åbent om at jeg var bange for at være alene med bassen fordi jeg var usikker på mig selv, mit temperement var ude af kontrol, jeg fik først den rigtige glæde for ham da han var ca 6 månedet jeg lå nede i et hul og kunne ikke komme op, men man bli'r nødt til at række hånden ud for at kunne komme videre....
Held og lykke :-)
.

Ok, ja.. jeg må prøve mig frem Det kan være at det vil være det bedste. Men er lidt måske flov, synes ikke jeg gør det godt nok. Synes bare alle jeg kender er så glade, deres børn er sååå nemme, der ingenting galt. Hvis jeg siger at min græder føler jeg de andre som har fået børn har ondt af mig..!! 

Mor til Ella skriver:

Du kan skrive privat til mig hvis det er

Min tilknytning til min datter er enorm stor, og Ella har også reageret med at være meget knyttet til mig.

Min tilstand har gjort mange ting svære i hvertfald det første halve år,for som du siger kan en baby mærke at man ikke er sig selv og ikke hviler i sig selv.

Jeg gik ikke til psykolog, jeg gik til kontrol ved lægen de første 9 mdr, og brugte samtidig min SP meget. Bare for at få sat ord på det hele.

Da jeg havde været ved lægen da Ella var 5 uger, og lægen fortalte mig at det var ok at have det som jeg havde fik jeg lidt mere ro i forhold til min familie og venner. Jeg har fortalt meget åbent om hvordan det gik og hvordan jeg havde det.

Folk var jo ikke i tvivl om at jeg elskede Ella og var en god mor, men når jeg var det havde jeg bare ikke mere overskud til at få mig selv på ret køl.

Jeg følte mig meget presset til at amme min datter på trods af at det aldrig var et ønske,og det gjorde ganske enkelt at jeg hadede de. Stunder med min datter. Da jeg stoppede amning begyndte det stille og roligt at gå fremad.

Amning var nok også det der ødelag det hele for mig. Min far er også meget syg.. Det har drænet mig også inden min baby blev født. Jeg havde en let graviditet og fødsel så det kom helt bag på mig at jeg reagerede så stærk efter fødslen og gør det stadig. 

Anonym skriver:

Ok, ja.. jeg må prøve mig frem Det kan være at det vil være det bedste. Men er lidt måske flov, synes ikke jeg gør det godt nok. Synes bare alle jeg kender er så glade, deres børn er sååå nemme, der ingenting galt. Hvis jeg siger at min græder føler jeg de andre som har fået børn har ondt af mig..!! 

Det følte jeg også... lukas sov ca 6-8 timer i døgnet og jeg lignede en hængt kat jaa folk vil nok have ondt af dig og det er der ikk noget galt i... men du blir nødt til at få noget hjælp, ikk mindst for din egen skyld men også for din familie

Hej alle,

Tak for jeres hjælp. Jeg har nu været til min 8 ugers undersøgelse og det gik godt. Jeg snakkede med min læge og vil henvise mig til noget hjælp. Jeg synes ikke hun virkede særligt interesseret i det jeg havde at sige, hun spurgte ikke til min søn, bare hvem der passede ham. Jeg havde masser af spørgsmål om ham men unlod at spørger. Det eneste jeg sagde var at han var lidt forkølet men det sagde hun var ok.

Jeg nu lidt bekymret over en ting, min søn ligger meget på vores sofa og har en bamse han kigger på. Han virker meget glad for den men meget ked af det hvis jeg tager ham op, eller prøver at får øjnekontakt med ham. Min mand siger vi skal bare lad ham ligge når han ikke græder. Hvad synes i? Han er 8 uger min dreng.