kan man redde et forhold

Hvor begge parter helt eller delvist føler man er gledet fra hinanden?

Min partner og jeg havde igår en længere samtale, vi ikke fik gjort færdigt omkring det her. Vi er begge enige om at det er vores egen skyld, men også at vi stadig elsker hinanden, dog er jeg ikke sikker på jeg elsker min partner på samme måde mere og føler mere vi er venner med børn, som samtidig bor sammen. Vi har igennem et par år gået i terapi både sammen, men også hver for sig.
Grundlæggende handler det om at vi ikke snakker sammen, eller jo vi snakker børn, praktiske ting, om emner vi lige falder over via forskellige ting, men vi snakker ikke om os og når vi gør har vi langt hen af vejen forskellige drømme. Mine drømme er dog begyndt at fylde mindre, jeg ønsker ikke længere at blive gift f.eks, det fylder langt mindre for mig nu end det har gjort.
Min partners drømme er "bare" at være os og børnene og der er vi allerede. Lige så snart nogle af mine drømme kommer på tale, så bliver de hurtigt fejet af vejen, med beskeden om at min partner ikke kan planlægge så langt ude i fremtiden.

Er virkelig i syv sind over om forholdet trods alt det her bør fortsætte eller om det skal stoppe, mens vi stadig er venner og kan snakke?

Hvis I stod her, hvad havde I så valgt?

Hvor begge parter helt eller delvist føler man er gledet fra hinanden?

Min partner og jeg havde igår en længere samtale, vi ikke fik gjort færdigt omkring det her. Vi er begge enige om at det er vores egen skyld, men også at vi stadig elsker hinanden, dog er jeg ikke sikker på jeg elsker min partner på samme måde mere og føler mere vi er venner med børn, som samtidig bor sammen. Vi har igennem et par år gået i terapi både sammen, men også hver for sig.
Grundlæggende handler det om at vi ikke snakker sammen, eller jo vi snakker børn, praktiske ting, om emner vi lige falder over via forskellige ting, men vi snakker ikke om os og når vi gør har vi langt hen af vejen forskellige drømme. Mine drømme er dog begyndt at fylde mindre, jeg ønsker ikke længere at blive gift f.eks, det fylder langt mindre for mig nu end det har gjort.
Min partners drømme er "bare" at være os og børnene og der er vi allerede. Lige så snart nogle af mine drømme kommer på tale, så bliver de hurtigt fejet af vejen, med beskeden om at min partner ikke kan planlægge så langt ude i fremtiden.

Er virkelig i syv sind over om forholdet trods alt det her bør fortsætte eller om det skal stoppe, mens vi stadig er venner og kan snakke?

Hvis I stod her, hvad havde I så valgt?

Umiddelbart ville jeg sige at et forhold kan reddes selvom man er ved at glide fra hinanden. Men jeg bider mærke i at I har gået i terapi et par år. Hvorfor har den terapi ikke virket? Hvilke ting har I arbejdet med, er der sket fremskridt? Hvis nej, hvorfor er I blevet hos den samme terapeut? Eller har I prøvet flere forskellige?

Jeg ville give det en chance.

At han synes det er vanskeligt at snakke om fremtiden ville jeg ikke tage så tungt. Jeg har det lidt på samme måde selv. Fokuserer på nutiden og er ikke komfortabel med at fantasere langt ud i fremtiden. Det betyder ikke at man ikke har drømme og håb om at være sammen i fremtiden. Jeg tror bare, der er snak om lidt forskellig personlighed.

Prøv at afsætte et fast kærestetidspunkt hver uge. Jeg har et vennepar, som fik en aftale med hans forældrer om, at børnene spiste middag og sov der hver torsdag til fredag. Så har de den aften for sig selv, laver lidt god mad til sig selv af den slags, som børnene ikke bryder sig så meget om, slapper af sammen, arbejder i haven sammen uden forstyrrelser, går i bigrafen eller tur på stranden sammen. Det er ikke det, at de altid gør så vanvittig kærestede ting den dag, men det er tid, de har sammen, hvor de gør ting sammen, og min veninde siger, at det hjælper dem til stadig at leve livet sammen. Ellers går det hele så let op i børn og alt det praktiske, at de to ikke omtrent ikke har fælles liv i det hele taget. Hun mener, den dag i ugen redder dem. Måske kan det også hjælpe hos jer?

Hønsemor skriver:

Hvor begge parter helt eller delvist føler man er gledet fra hinanden?

Min partner og jeg havde igår en længere samtale, vi ikke fik gjort færdigt omkring det her. Vi er begge enige om at det er vores egen skyld, men også at vi stadig elsker hinanden, dog er jeg ikke sikker på jeg elsker min partner på samme måde mere og føler mere vi er venner med børn, som samtidig bor sammen. Vi har igennem et par år gået i terapi både sammen, men også hver for sig.
Grundlæggende handler det om at vi ikke snakker sammen, eller jo vi snakker børn, praktiske ting, om emner vi lige falder over via forskellige ting, men vi snakker ikke om os og når vi gør har vi langt hen af vejen forskellige drømme. Mine drømme er dog begyndt at fylde mindre, jeg ønsker ikke længere at blive gift f.eks, det fylder langt mindre for mig nu end det har gjort.
Min partners drømme er "bare" at være os og børnene og der er vi allerede. Lige så snart nogle af mine drømme kommer på tale, så bliver de hurtigt fejet af vejen, med beskeden om at min partner ikke kan planlægge så langt ude i fremtiden.

Er virkelig i syv sind over om forholdet trods alt det her bør fortsætte eller om det skal stoppe, mens vi stadig er venner og kan snakke?

Hvis I stod her, hvad havde I så valgt?

Hvis der er kærlighed så mener jeg sagtens man kan rede det men i det du siger du ikke er sikker på at du elsker ham på den måde mere så kan det måske være vanskeligt tænker jeg.. Jeg tror du ska mærke godt efter om der stadig er en flig af den kærlighed der skal til og om den kan vokse eller om det var bedre i blev glade hver for sig

modesty skriver:

Umiddelbart ville jeg sige at et forhold kan reddes selvom man er ved at glide fra hinanden. Men jeg bider mærke i at I har gået i terapi et par år. Hvorfor har den terapi ikke virket? Hvilke ting har I arbejdet med, er der sket fremskridt? Hvis nej, hvorfor er I blevet hos den samme terapeut? Eller har I prøvet flere forskellige?

Terapien har på de punkter vi har arbejdet med virket som den skulle og der har været kæmpe fremskridt. Har ikke lige lyst til at udspecificer vores problemer på denne måde, da det i høj grad også omhandler os som enkelte mennesker

Og vi har valgt at blive hos den terapeut vi har, da vedkommende er den eneste som vi føler ser os som vi er og arbejder på en måde som når ind til os både sammen og individuelt, da vi også har gået der til enetimer

Ciss skriver:

Jeg ville give det en chance.

At han synes det er vanskeligt at snakke om fremtiden ville jeg ikke tage så tungt. Jeg har det lidt på samme måde selv. Fokuserer på nutiden og er ikke komfortabel med at fantasere langt ud i fremtiden. Det betyder ikke at man ikke har drømme og håb om at være sammen i fremtiden. Jeg tror bare, der er snak om lidt forskellig personlighed.

Prøv at afsætte et fast kærestetidspunkt hver uge. Jeg har et vennepar, som fik en aftale med hans forældrer om, at børnene spiste middag og sov der hver torsdag til fredag. Så har de den aften for sig selv, laver lidt god mad til sig selv af den slags, som børnene ikke bryder sig så meget om, slapper af sammen, arbejder i haven sammen uden forstyrrelser, går i bigrafen eller tur på stranden sammen. Det er ikke det, at de altid gør så vanvittig kærestede ting den dag, men det er tid, de har sammen, hvor de gør ting sammen, og min veninde siger, at det hjælper dem til stadig at leve livet sammen. Ellers går det hele så let op i børn og alt det praktiske, at de to ikke omtrent ikke har fælles liv i det hele taget. Hun mener, den dag i ugen redder dem. Måske kan det også hjælpe hos jer?

Nu det ikke fordi jeg har bedt ham kigge ti år ud i fremtiden, men faktisk bare et enkelt år. Ingen af os kan af gode grunde kigge mange år ud i fremtiden, men nogle ting skal bare planlægges en smule, sådan som opsparing til en ferie, det er for langt ude i fremtiden til ham..

At afsætte kærestetid en gang i ugen er lige pt ikke en mulighed, grundet andre familiære ting, vi har dog altid og har stadig som min. en gang om måneden enten nogle timer eller en dag, hvor det er bare er os, så vi prøver

Lækkermåsen og vildbassens mor skriver:

Hvis der er kærlighed så mener jeg sagtens man kan rede det men i det du siger du ikke er sikker på at du elsker ham på den måde mere så kan det måske være vanskeligt tænker jeg.. Jeg tror du ska mærke godt efter om der stadig er en flig af den kærlighed der skal til og om den kan vokse eller om det var bedre i blev glade hver for sig

Det jeg kan mærke når jeg tænker på en tilværelse uden ham, er at jeg bliver ked af det både på børnenes, hans og mine egne vegne. Men er virkelig i vildrede over om den her tristhed mere handler om frygten for det ukendte, og drømmen om at vi skal være sammen alle sammen går i stykker, og det at jeg ved jeg såre ham dybt, for er ikke et sekund i tvivl om at han elsker mig og børnene mere end noget andet og ikke mindst at børnene elsker ham.

Jeg får så dårlig samvittighed over tankerne omkring at skulle gøre mine børn til delebørn, men også over at de muligvis ender ud i at vokse op med to forældre der "bare" er sammen for deres skyld.

Er ved at undersøge om jeg kan være et sted om ikke andet så bare et par dage, så jeg kan få det hele lidt på afstand og kan mærke efter uden at han kommer hjem og "afbryder"

Hønsemor skriver:

Terapien har på de punkter vi har arbejdet med virket som den skulle og der har været kæmpe fremskridt. Har ikke lige lyst til at udspecificer vores problemer på denne måde, da det i høj grad også omhandler os som enkelte mennesker

Og vi har valgt at blive hos den terapeut vi har, da vedkommende er den eneste som vi føler ser os som vi er og arbejder på en måde som når ind til os både sammen og individuelt, da vi også har gået der til enetimer

Det er jo rigtig positivt at I er i stand til at arbejde med jeres problemer og opleve fremskridt.

De tanker du går med nu - er det ikke noget I kan snakke med jeres terapeut om? Og måske få et andet perspektiv på situationen.

modesty skriver:

Det er jo rigtig positivt at I er i stand til at arbejde med jeres problemer og opleve fremskridt.

De tanker du går med nu - er det ikke noget I kan snakke med jeres terapeut om? Og måske få et andet perspektiv på situationen.

Ja det er rigtigt dejligt. Vi er også enige om at selvom vi evt. skulle nå dertil hvor forholdet slutter, så er samarbejdet med terapeuten ikke slut.

Vi skal snart til endnu en samtale, hvor dette helt sikkert vil blive bragt på banen.

Hønsemor skriver:

Det jeg kan mærke når jeg tænker på en tilværelse uden ham, er at jeg bliver ked af det både på børnenes, hans og mine egne vegne. Men er virkelig i vildrede over om den her tristhed mere handler om frygten for det ukendte, og drømmen om at vi skal være sammen alle sammen går i stykker, og det at jeg ved jeg såre ham dybt, for er ikke et sekund i tvivl om at han elsker mig og børnene mere end noget andet og ikke mindst at børnene elsker ham.

Jeg får så dårlig samvittighed over tankerne omkring at skulle gøre mine børn til delebørn, men også over at de muligvis ender ud i at vokse op med to forældre der "bare" er sammen for deres skyld.

Er ved at undersøge om jeg kan være et sted om ikke andet så bare et par dage, så jeg kan få det hele lidt på afstand og kan mærke efter uden at han kommer hjem og "afbryder"

Det tror jeg er ret naturligt for i har jo sikkert haft en masse dejlige tider og stunder og i har fået nogle dejlige børn. Måske i har været sammen længe og det hele er blevet trygt og genkendeligt.. Jeg har selv været der, det var dog inden vi fik vores børn.. Min mand havde svært ved at komme videre i livet og tog mig ret forgive. Jeg ville ha børn og han ville, ja det vidste han ik rigtigt.. Jeg flyttede i en lille månedes tid og det fik virkelig både ham og jeg til at tænke, vi havde meget lidt kontakt i den tid så vi ikke påvirkede hinandens tanker.. Vi blev enige om at vi ville være sammen og at vi ville ha familie med hinanden, og nu er vi gift og har 2 børn.. Vi arbejder stadig meget med vores forhold og har fundet ud af at det er rigtig vigtigt for os at ha planlagt kæreste tid så vi får snakket og oplevet noget sammen som ikke omhandler børn og hverdag.. Men det er hårdt og man skal virkelig arbejde for det..

Mine egne forældre blev sammen for min søsters og min skyld og det var bare ikke fedt, så det har vi aftalt at hvis vi når dertil så hellere delebørn end børn der ska ha forældre der er sure og kede af det