Jeg vil sige først, jeg kan også nogen gange skrige fordi jeg føler jeg tilsidesætter og min mand måske ikke gør på samme måde - selvom han lever for at være far, men det der arbejde der....
Men må også se i øjnene, at jeg heller ikke giver slip. Tag eksemplet med din morgen, hvis du ved du skal afsted og være der før 9, så skal du arbejde med at give slip. Sige hej hej, jeg smutter nu får du lige børnene afsted. Han ved jo du ordner det så hvorfor skulle han dog ikke bruge den time på badeværelset?
Hos os er det feks. Intra, lektier, skolen - jeg er ved at gå op i limningen nogen gange over jeg skal have styr på det alene, men ja min kære mand ved jo jeg gør det, og tør jeg give slip - nej desværre.
Vi mødre skal måske en gang imellem give slip og putte os selv først, tage ved lære af manden. For de dejlige mænd er super kompetente til at klare morgener, intra, tøj osv hvis de skal - der er bare nogen af dem der ikke gør det hvis ikke det er et skal men kun et kan.
Og skal så lige retfærdigvis siges til sidst, min kære mand knokler her hjemme, men vi har stadig forskellige prioriteringer (men det er nok meget godt for så bliver noget også gjort færdigt og ikke kun hygge med børnene), og med arbejde jamen der er det bare angstprovokorende for min mand at melde sig barnsyg, tage fridage i ny og næ osv - måske også fordi da vi fik den færste var jeg studerende så det blev naturligt mig der gjorde det da vi levede af hans penge. Og nu er jeg månedslønnet med flere rettigheder til barn syg og onaorgsdage, hvor han er timelønnet med ekstra bonus for hver time han arbejder, så....
Anmeld
