Når far bliver sur

Mange tak for alle jeres svar! Vi har fået en god snak, og det har vidst hjulpet

Det med at jeg har skrevet 'min dreng', ja det var altså bare en hurtig taste fejl! 

Der er flere der skriver, at de ville de aldrig acceptere og så videre, men jeg bider meget mærke i, at du skriver, at han ikke normalt er en aggressiv type. Så synes jeg altså det er lidt overdrevet straks at gå i "angrebsposition". Alle kan have en dårlig dag og nå punktet, hvor de ikke kan magte mere. Naturligvis ville det bedste være, at man var totally cool og håndterede det godt, men vi er alle kun mennesker og kan fejle... Jeg kan godt kende det der med, når man bare har stået i det gråd og 'kamp' så længe, at man ikke kan rumme mere i hovedet. Og personligt synes jeg det er synd ikke at udvise lidt forståelse for ham. Jeg ville være mere bekymret hvis du fortalte, at han jævnligt opførte sig sådan og generelt var aggressiv overfor jeres barn.

Jeg tænker i hvert fald som andre nævner, at i skal have en snak om hvad han kan gøre i de situationer. Det kan være lige at gå udenfor i 2 minutter og trække vejret, bruge ørepropper (alternativt, men hvis han bedre kan overskue situationen, kan det være en hjælp). Og han så måske skal have mere alenetid med jeres barn.

Jeg kan ikke udtale mig om hvordan det er hos jer, men jeg har tidligere selv haft en tendens til at tage over med det samme barnet blev ked af det eller der var noget, og så vidste L jo ikke hvordan han skulle håndtere de situationer. Tror det er en fejl mange mødre laver, fordi man som mor måske reagerer kraftigere og mere instinktivt på barnets gråd. Måske er det lidt på samme måde som jer, og så føler han sig magtesløs i situationen.

Jeg ville i hvert fald lige give manden lidt credit og en chance til! Det er ikke alle der reagerer lige godt i stresssituationer  

Janne T. skriver:

Der er flere der skriver, at de ville de aldrig acceptere og så videre, men jeg bider meget mærke i, at du skriver, at han ikke normalt er en aggressiv type. Så synes jeg altså det er lidt overdrevet straks at gå i "angrebsposition". Alle kan have en dårlig dag og nå punktet, hvor de ikke kan magte mere. Naturligvis ville det bedste være, at man var totally cool og håndterede det godt, men vi er alle kun mennesker og kan fejle... Jeg kan godt kende det der med, når man bare har stået i det gråd og 'kamp' så længe, at man ikke kan rumme mere i hovedet. Og personligt synes jeg det er synd ikke at udvise lidt forståelse for ham. Jeg ville være mere bekymret hvis du fortalte, at han jævnligt opførte sig sådan og generelt var aggressiv overfor jeres barn.

Jeg tænker i hvert fald som andre nævner, at i skal have en snak om hvad han kan gøre i de situationer. Det kan være lige at gå udenfor i 2 minutter og trække vejret, bruge ørepropper (alternativt, men hvis han bedre kan overskue situationen, kan det være en hjælp). Og han så måske skal have mere alenetid med jeres barn.

Jeg kan ikke udtale mig om hvordan det er hos jer, men jeg har tidligere selv haft en tendens til at tage over med det samme barnet blev ked af det eller der var noget, og så vidste L jo ikke hvordan han skulle håndtere de situationer. Tror det er en fejl mange mødre laver, fordi man som mor måske reagerer kraftigere og mere instinktivt på barnets gråd. Måske er det lidt på samme måde som jer, og så føler han sig magtesløs i situationen.

Jeg ville i hvert fald lige give manden lidt credit og en chance til! Det er ikke alle der reagerer lige godt i stresssituationer  

Tak for dit svar Er helt enig med dig. Det var den ene gang at han reagerede som han gjorde, og han er jo normalt ikke sådan, så har taget det stille og roligt og har absolut ikke tænkt mig at gå fra ham pga det. Vi har som skrevet snakket om det, så tror ikke det gentager sig. Ellers har jeg sagt til ham at han altid kan sige til mig hvis jeg lige skal tage vores søn osv. Men vi gør begge to alt med vores søn, altså nogle gange skifter han ble, giver mad og leger, og omvendt så det er ikke fordi jeg laver det hele