Enlig forsørger - må jeg få børn med min eks?

Jeg tror ikke at du undgår at der kommer ekstra fokus på dig, fra kommunen's side. At I pludselig skal have barn sammen igen, indikere jo at I har et "ægteskabslignende forhold".

Jeg ved ikke hvorfor reglerne er skruet sådan sammen, men der er meget mere opmærksomhed og opsyn, når det kommer til din omgang med faren til dine børn, end hvis det havde været en ny kæreste, eller et engangsknald. Måske fordi at der har været så mange, som bare er gået fra hinanden "på papiret", for at de så kunne hapse så mange af de enlige-tilskud så muligt.

Jeg forstår godt dit ønske, men hvorfor så ikke bare frasige sig alle enlige-tilskud? Så kan I jo gøre lige nøjagtig som I lyster, uden at bekymre sig om kommunen eller at andre sladre om dig/jer.

Og et eller andet sted, er det vel også det, som er mest fair. At I ikke kan finde ud af at leve sammen, eller bare ikke ønsker det, skal jo ikke finanseres af samfundet's kasse. 

 

Mener bestemt jeg så i tv avisen et indlæg med en familie hvor far var flyttet (pga gensidig forsørgerpligt) de havde to børn, så vidt jeg husker - måske tre, og der måtte far kun være på besøg et vis antal timer om ugen fordi det ellers blev betragtet som at de stadig var en "rigtig" familie.

 

Så er ret enig med de andre i det med at du skal opgive at tå som enlig forsørger

Jeg tror ikke at du undgår at der kommer ekstra fokus på dig, fra kommunen's side. At I pludselig skal have barn sammen igen, indikere jo at I har et "ægteskabslignende forhold".

Jeg ved ikke hvorfor reglerne er skruet sådan sammen, men der er meget mere opmærksomhed og opsyn, når det kommer til din omgang med faren til dine børn, end hvis det havde været en ny kæreste, eller et engangsknald. Måske fordi at der har været så mange, som bare er gået fra hinanden "på papiret", for at de så kunne hapse så mange af de enlige-tilskud så muligt.

Jeg forstår godt dit ønske, men hvorfor så ikke bare frasige sig alle enlige-tilskud? Så kan I jo gøre lige nøjagtig som I lyster, uden at bekymre sig om kommunen eller at andre sladre om dig/jer.

Og et eller andet sted, er det vel også det, som er mest fair. At I ikke kan finde ud af at leve sammen, eller bare ikke ønsker det, skal jo ikke finanseres af samfundet's kasse. 

 

jeg er helt enig - især den sidste del. 

Og jeg må indrømme jeg ikke forstår hvorfor I ikke arbejder på at kunne finde ud af det sammen frem for at arbejde på endnu et barn. 

:-)

Tak for svarene - og især fedt at der er nogen der forstår, at man gerne vil give sit barn en helsøskende - for det betyder meget for mig og jeg vælger at se det som en god ting udelukkende, at vi kan få det til at fungere så godt, at vi har den mulighed. Vi har kæmpet meget for at nå til dette punkt, hvor vi kan give vores datter et skønt liv, på en anden måde end det traditionelle - vi vil IKKE kæmpe mod hinanden!

Men ja, det er naturligvis fordi jeg er bange for at miste støtten + fripladsen i vuggestuen. Jeg ER vitterligt ene forsørger - vi er fuldstændig økonomisk uafhængige og jeg er ikke rundhåndet. Jeg er studerende og kan derfor ikke tåle at miste mit tilskud, ellers så havde jeg valgt det fra for en sikkerheds skyld, hvis vi når dertil, at vi prøver.

Mange mennesker lever lykkeligere hver for sig - men det ændrer ikke på, at man kan stå i en situation hvor man selv er nød til at knokle for at få det til at løbe rundt... Faderen er i gæld, bor på kollegium og er ikke moden nok til at være fuldtidsfar, så det er på alle måder bedst for min datter og jeg at vi bor alene - og at han kommer her. Men det ændrer ikke på, at han stadig kan være en skøn og kærlig far og man umiddelbart synes, at det bedste ville være at få sine to søskende nu, som ville have glæde af hinanden - og forstå hinanden, da de ville være i samme båd. Og jeg er umiddelbart ikke tilhænger af, at få en stedfar i hjemmet... Min datter og jeg har et dejligt familieliv.

Det er bare svært at vide hvad "ægteskabelige forhold" betyder, for for mig at se, er ordet "enlig forsørger" jo en indikation af, at man er en der forsørger barnet - og det er jeg jo - og nødt til uanset hvad.

Hvorfor skulle i ikke kunne det? Det kan jeg ikke se noget i vejen for

Jeg skal ikke stille mig til dommer over om det er okay at planlægge børn når man ved man ikke selv kan forsørge dem - må indrømme jeg synes den her er lige på grænsen i farens optik: jeg har meget gæld, jeg kan ikke klare det økonomiske ved at have et barn, men jeg kan lave dem, komme 3-4 dage om ugen og fungere som far, men jeg mener det er okay at planlægge endnu et som så skal have en røvfuld tilskud med...

Ser intet forkert i man som forældre kan ønske børn sammen uden at være et par - det er ren og skær det økonomiske der er en torn i mit øje.

Men jeg kan sige I risikere at blive kigget efter i sømmene og tænk om du enten mister tilskud eller farmand og datter mister den gode tid sammen - for det er jo risikoen ved at lave endnu et barn sammen, at de vurderer han er der for meget og du enten må vinke farvel til penge eller han til tiden med sine børn (og børnene tiden med ham). Er det det værd? Man kan jo vente til du er færdiguddannet og du kan klare det økonomisk, eller til han kan klare det økonomisk. Jeg synes personlig I stjæler mere fra din datter hvis den gode tid med far forsvinder end at hun bliver et par år ældre før hun får en søskende...