har I oplevet noget tilsvarende???

Hej.
Jeg er lige anonym, men nogle af jer ved nok hvem jeg er alligevel!
Jeg har brug for nogle råd/erfaringer.
Er der nogle af jer der har oplevet at jeres kæreste/mand under jeres graviditet ikke ville have barnet og enten overvejede, eller rent faktisk flygtede men senere i graviditeten eller når barnet var født rigtig gerne ville være far alligevel?
hvor skal jeg "sende ham hen", hvem skal vi tale med og hvordan får jeg ham til at indse at han vil fortryde det resten af sit liv hvis han forlader mig og vores barn? for jeg vil aldrig kunne tilgive ham og tage ham tilbage hvis han kommer krybende!
på forhånd tak for svar!

Jeg ved ikke hvem du er og har heller ikke oplevet noget lignende, men jeg synes ærlig talt at din mand har fortjent en ordentlig verbal røvfuld!  Undskyld jeg spørger, men hvor fanden skulle DU flygte hen hvis du nu ombestemte dig midt i det hele? Det er ikke så let lige at sige til en eller anden "Hold lige maven her du, jeg er smuttet!"
Hvis ikke I har planlagt denne graviditet, kan du måske tænke over om han har følt sig tvunget til at få barnet?

Annie Bjødstrup Larsen skriver:

Jeg ved ikke hvem du er og har heller ikke oplevet noget lignende, men jeg synes ærlig talt at din mand har fortjent en ordentlig verbal røvfuld!  Undskyld jeg spørger, men hvor fanden skulle DU flygte hen hvis du nu ombestemte dig midt i det hele? Det er ikke så let lige at sige til en eller anden "Hold lige maven her du, jeg er smuttet!"
Hvis ikke I har planlagt denne graviditet, kan du måske tænke over om han har følt sig tvunget til at få barnet?

HELT ENIG!!!
HAN MÅ SE AT LADE NOSSERNE GRO...

VARME TANKER OG KRAMMER

Anonym skriver:

Hej.
Jeg er lige anonym, men nogle af jer ved nok hvem jeg er alligevel!
Jeg har brug for nogle råd/erfaringer.
Er der nogle af jer der har oplevet at jeres kæreste/mand under jeres graviditet ikke ville have barnet og enten overvejede, eller rent faktisk flygtede men senere i graviditeten eller når barnet var født rigtig gerne ville være far alligevel?
hvor skal jeg "sende ham hen", hvem skal vi tale med og hvordan får jeg ham til at indse at han vil fortryde det resten af sit liv hvis han forlader mig og vores barn? for jeg vil aldrig kunne tilgive ham og tage ham tilbage hvis han kommer krybende!
på forhånd tak for svar!

hej ja nu står jeg selv alene?? men ved ikk lige om han kommer tilbage !

Annie Bjødstrup Larsen skriver:

Jeg ved ikke hvem du er og har heller ikke oplevet noget lignende, men jeg synes ærlig talt at din mand har fortjent en ordentlig verbal røvfuld!  Undskyld jeg spørger, men hvor fanden skulle DU flygte hen hvis du nu ombestemte dig midt i det hele? Det er ikke så let lige at sige til en eller anden "Hold lige maven her du, jeg er smuttet!"
Hvis ikke I har planlagt denne graviditet, kan du måske tænke over om han har følt sig tvunget til at få barnet?

det var planlagt.... og da jeg var omkring 8 uger henne spurgte jeg ham om han synes jeg skulle få en abort (fordi jeg selv panikkede lidt), men han kiggede mig dybt i øjnene og sagde "NEJ, det her er det vi vil, og vi er sammen om at ønske det her.. så medmindre du selv vil, så kommer det slet ikke på tale at vi ikke skal have vores barn sammen"... derudover kunne vi ikke lægge os til at sove uden han skulle møsse maven godnat og nu vil han nærmest ikke kigge på den...er ikke så langt henne endnu, men jeg har helt klart allerede en mave...

ungmor92 skriver:



hej ja nu står jeg selv alene?? men ved ikk lige om han kommer tilbage !

men ville du tage ham tilbage hvis han bad dig om det? og har han været en del af din/jeres graviditet?

Anonym skriver:



men ville du tage ham tilbage hvis han bad dig om det? og har han været en del af din/jeres graviditet?

kan du ikk lige skrive privat til miig? altså hvis du vil så kan jeg fortælle min histore!

ungmor92 skriver:



kan du ikk lige skrive privat til miig? altså hvis du vil så kan jeg fortælle min histore!

jeg vil helst forblive anonym... men tak for omtanken

1. Han vil ikke være det værd.
2. Hvad er årsagen til han panikker.
3. Stod i samme situation som du gør nu, og har bedt ham holde sig væk for altid.
Det er det bedste jeg har gjort, for hvorfor skulle tingene ændre sig??

Håber du tænker på dig selv og den lille, i stedet for savn og nåååh ja det går nok...

Men ellers tanker herfra, med håb om at du gør det rette...

Nej, det har jeg ikke og hvis jeg havde, saa var jeg blevet rasende paa denne vat...! Jeg har dog hort om faenomenet, og kan absolut ikke snuppe saadanne 'maend'.