7 år er gået, og vi har en søn på 13 mdr. Vi har for nylig været igennem en ret voldsom krise hvor jeg egentligt havde sagt at nu var det slut. Men vi endte på falderebet med at blive sammen. Er midlertidigt meget i tvivl om det alligevel var den rigtige beslutning! Min kæreste er selvstændig og arbejder meget og er til mange aftenmøder i handelsstandsforeninger og går derudover til fodbold. Det efterlader mig som limen der altid klarer skærene og altid skal tage mig af vores hjem og søn. Men selv har jeg fuldtidsarbejde og studerer ved siden af, så jeg har drøn travlt. Jeg er på vej ned med stress fordi det er noget af en mundfuld. Min kæreste har bare ingen forståelse for det, og siger mellem linjerne bare lidt at jeg skal tage mig sammen. Jeg er stadig ramt og såret efter vores krise og hans manglende forståelse over for min situation, og jeg tænker virkeligt meget over hvad det er der holder os sammen mere. Vi elsker hinanden, men har nok ikke den store gnist mere.
Det er en skrækkelig beslutning, men min fornemmelse er at det ikke kommer til at ændre sig drastisk. Kan jeg gå på kompromis og altid selv komme i tredje række og aldrig have tid til at tage mig lidt af mig selv, ikke føle mig begæret og ikke føle at nogen kæmper for mig? Kan jeg leve mit liv sådan? I bund og grund er jeg ikke ulykkelig, men heller ikke lykkelig. En kedelig mellemting.
Det blev lidt rodet og langt, men har brug for nogle flere syn for sagen. Måske i kan hjælpe?
I har valgt at få et barn sammen, og med det valg følger også et ansvar. Det kan være sindssygt hårdt at få børn, ens liv ændres drastisk og man bliver nødt til at gå på kompromis.
Har I ikke snakket om de her ting inden I fik barn? Om hvordan hverdagen skulle se ud, hvad der var ladsiggørligt og realistisk med baby/småbarn?
Din mand er ikke i stand til at gå på kompromis og det er et kæmpe problem, men det betyder så også at du bliver nødt til at påtage dig det ansvar for jer begge, i hvert fald til at starte med (det er selvfølgelig blot min holdning, du kan jo gøre som du vil).
Jeg ville ikke bare gå fra ham fra den ene dag til den anden, efter at et ultimatum er stillet for første gang. Der kan være mange komplicerede psykologiske grunde til at han stejler over parterapi, det handler nok ikke "bare" om at han ikke vil kæmpe for jeres parforhold. Det handler nok nærmere om usikkerhed og lavt selvværd hos ham, frygt for hvad der bliver gravet frem hvis en psykolog skal ind og snage i hans indre.
Hvad med at tage ham med til den psykolog du har snakket med på dit arbejde? Så din mand kan høre en fagpersons holdning til situationen? Det er ikke en parterapeut, det er en psykolog med indsigt i DIN situation, som kan klargøre nogle ting for din mand. Fremlæg det på en måde så det ikke engang lugter af parterapeut. Men hvis din mand kan høre en tredje person forklare hvordan du går rundt og har det, kan det være at det gør et indtryk - og at han måske vil blive villig til, hvis ikke parterapi, så i hvert fald kompromis i sit liv, så der også bliver plads til dig i jeres familie.
