Overvejer at gå fra kæresten og far til vores barn

7 år er gået, og vi har en søn på 13 mdr. Vi har for nylig været igennem en ret voldsom krise hvor jeg egentligt havde sagt at nu var det slut. Men vi endte på falderebet med at blive sammen. Er midlertidigt meget i tvivl om det alligevel var den rigtige beslutning! Min kæreste er selvstændig og arbejder meget og er til mange aftenmøder i handelsstandsforeninger og går derudover til fodbold. Det efterlader mig som limen der altid klarer skærene og altid skal tage mig af vores hjem og søn. Men selv har jeg fuldtidsarbejde og studerer ved siden af, så jeg har drøn travlt. Jeg er på vej ned med stress fordi det er noget af en mundfuld. Min kæreste har bare ingen forståelse for det, og siger mellem linjerne bare lidt at jeg skal tage mig sammen. Jeg er stadig ramt og såret efter vores krise og hans manglende forståelse over for min situation, og jeg tænker virkeligt meget over hvad det er der holder os sammen mere. Vi elsker hinanden, men har nok ikke den store gnist mere.
Det er en skrækkelig beslutning, men min fornemmelse er at det ikke kommer til at ændre sig drastisk. Kan jeg gå på kompromis og altid selv komme i tredje række og aldrig have tid til at tage mig lidt af mig selv, ikke føle mig begæret og ikke føle at nogen kæmper for mig? Kan jeg leve mit liv sådan? I bund og grund er jeg ikke ulykkelig, men heller ikke lykkelig. En kedelig mellemting.

Det blev lidt rodet og langt, men har brug for nogle flere syn for sagen. Måske i kan hjælpe?

Lyder som om han er en dårlig lytter, når han ikke kan se dit problem! Hvad med noget parterapi? For kommunikationens skyld og så han bliver konfronteret lidt med det han skal til at forstå? 

Hmm. Jeg tænker også det er lidt vildt at han ikke gør mere for at høre på dig når i nu lige har haft en krise der næsten endte i et brud. 

Det er skidesvært og jeg har desværre ingen gyldne kodeord men et kram skal du have! 

Alt det arbejde i havde før fungerede jo inden i fik børn, men nu er der en mere at tænke på. Det betyder mindre arbejdstid, så er det bare med om i begge skal ofre jer eller en skal. Det er svært specielt når I har levet jeres tosomhed som nu er tre. At han droppede fx fodbold ville ikke hjælpe for han har også brug for 'fritid' men så må i begge gå på kompromi og er noget i skal gøre i fællesskab, det er klart han tænker tag sig sammen for du kunne klare det før du gik på barsel og det fungerede da du var på barsel,men er ddu ikke mere og det er også en mundfuld han skal sluge. Mit råd er at I får snakket sammen om en løsning der fungere for begge.

Mor11 skriver:

Lyder som om han er en dårlig lytter, når han ikke kan se dit problem! Hvad med noget parterapi? For kommunikationens skyld og så han bliver konfronteret lidt med det han skal til at forstå? 

Hmm. Jeg tænker også det er lidt vildt at han ikke gør mere for at høre på dig når i nu lige har haft en krise der næsten endte i et brud. 

Det er skidesvært og jeg har desværre ingen gyldne kodeord men et kram skal du have! 

Tak for dit svar
Har foreslået parterapi, men det synes han bestemt ikke var noget for ham. Han er så stædig.
På min udd har vi tilknyttet en psykolog vi kan få gratis hjælp ved, og var hos ham i går. Kom oprindeligt fordi jeg er renden af seriøs stress og psykologen er ekspert i stress. Klart pegede han også på vores forhold som udløsende faktor. Det er skævt når den ene part er vigtigere end den anden eller opfatter sig som vigtigere.
Ej men er i syv sind. Har bare brug for at tage et aktivt valg i mit liv om at jeg ikke altid skal gå på kompromis og at jeg er lige så vigtig som alle andre. Åh suk!

Anonym skriver:

Tak for dit svar
Har foreslået parterapi, men det synes han bestemt ikke var noget for ham. Han er så stædig.
På min udd har vi tilknyttet en psykolog vi kan få gratis hjælp ved, og var hos ham i går. Kom oprindeligt fordi jeg er renden af seriøs stress og psykologen er ekspert i stress. Klart pegede han også på vores forhold som udløsende faktor. Det er skævt når den ene part er vigtigere end den anden eller opfatter sig som vigtigere.
Ej men er i syv sind. Har bare brug for at tage et aktivt valg i mit liv om at jeg ikke altid skal gå på kompromis og at jeg er lige så vigtig som alle andre. Åh suk!

Bum. Hvis du er på vej ned med stress, ikke bare selvdiagnosticeret, men at en psykolog er enig. Så burde din kæreste dæleme steppe op og støtte/hjælpe dig. Hvis han ikke vil arbejde på at få forholdet og hverdagen til at fungere for jer begge, så har han vidst sagt hvor han står  

Synes du skal sætte ham ned, fortælle ham hvad din psykolog har sagt og så forklar ham at det er alvor nu. Parterapi eller ingenting. Du skal ikke gå på kompromis med din lykke og dit helbred bare fordi han finder sig selv vigtigst Husk at gøre klart at du ønsker at i finder hinanden, men du blot mangler hans del af indsatsen! 

Anitta Kristiansen skriver:

Alt det arbejde i havde før fungerede jo inden i fik børn, men nu er der en mere at tænke på. Det betyder mindre arbejdstid, så er det bare med om i begge skal ofre jer eller en skal. Det er svært specielt når I har levet jeres tosomhed som nu er tre. At han droppede fx fodbold ville ikke hjælpe for han har også brug for 'fritid' men så må i begge gå på kompromi og er noget i skal gøre i fællesskab, det er klart han tænker tag sig sammen for du kunne klare det før du gik på barsel og det fungerede da du var på barsel,men er ddu ikke mere og det er også en mundfuld han skal sluge. Mit råd er at I får snakket sammen om en løsning der fungere for begge.

Helt klart er fodbold da godt for ham, men at træne to gange i ugen og spille kamp hver søndag når han også er på arbejde lørdag fungerer bare ikke i en familie. Men det kan han/vil han ikke forstå.
Og det er svært, for er det hans drøm om at være selvstændig(hvilket han har været i mange år) han skal gå på kompromis med eller skal jeg gå på kompromis med min drøm om karriere. Om halvanden måned er jeg færdig på min udd og virkeligheden kalder, og tænker det bestemt ikke bliver lettere der.
Ang dit råd om at snakke om en fælles løsning, så har vi snakket, mange mange gange. Hver gang er vi endt med at det hele fortsætter som det plejer, og klart i situationen fordi han er bedre til at holde fatningen og argumentere for sin sag, mens jeg aldrig kan lade være med at hyle fordi jeg er så vred over at han ikke lytter!! Så den vej har vi været. Terapi kunne måske hjælpe os, men det vil han ikke!

Mor11 skriver:

Bum. Hvis du er på vej ned med stress, ikke bare selvdiagnosticeret, men at en psykolog er enig. Så burde din kæreste dæleme steppe op og støtte/hjælpe dig. Hvis han ikke vil arbejde på at få forholdet og hverdagen til at fungere for jer begge, så har han vidst sagt hvor han står  

Synes du skal sætte ham ned, fortælle ham hvad din psykolog har sagt og så forklar ham at det er alvor nu. Parterapi eller ingenting. Du skal ikke gå på kompromis med din lykke og dit helbred bare fordi han finder sig selv vigtigst Husk at gøre klart at du ønsker at i finder hinanden, men du blot mangler hans del af indsatsen! 

Da helt klart en mulighed at jeg ikke stiller parterapi som en mulighed, men som en betingelse for at jeg også kan få min plads som individ i vores forhold. Det er bare også så dumt at gå fra hinanden og altid have den der tænk nu hvis det kunne have hjulpet! Men nægter han fortsat, så har han jo egentligt taget valget for mig.

Anonym skriver:

Helt klart er fodbold da godt for ham, men at træne to gange i ugen og spille kamp hver søndag når han også er på arbejde lørdag fungerer bare ikke i en familie. Men det kan han/vil han ikke forstå.
Og det er svært, for er det hans drøm om at være selvstændig(hvilket han har været i mange år) han skal gå på kompromis med eller skal jeg gå på kompromis med min drøm om karriere. Om halvanden måned er jeg færdig på min udd og virkeligheden kalder, og tænker det bestemt ikke bliver lettere der.
Ang dit råd om at snakke om en fælles løsning, så har vi snakket, mange mange gange. Hver gang er vi endt med at det hele fortsætter som det plejer, og klart i situationen fordi han er bedre til at holde fatningen og argumentere for sin sag, mens jeg aldrig kan lade være med at hyle fordi jeg er så vred over at han ikke lytter!! Så den vej har vi været. Terapi kunne måske hjælpe os, men det vil han ikke!

Hvis ikke han ønsker at finde en fælles løsning så ved du hvor du har ham henne. Min kæreste vil rigtig gerne sejle, og der har jeg sagt, hvis du vil det så skal det ikke gå ud over mine drømme og ønsker og han må finde en løsning, så jeg også kan fungere. Hvis ikke han selv vil gøre noget må han jo skaffe hjælpen udefra så du kan klare dig eller gå på kompromi så du også kan klare dig. Og nej der er ikke grund til han skal have så meget fritid mens du er ved at gå neden om og hjem. Ikke alle mænd forstår at det er nu eller aldrig, men så må du sætte det så meget på spidsen så han virkelig kan se at det er skidt nu.

Anitta Kristiansen skriver:

Hvis ikke han ønsker at finde en fælles løsning så ved du hvor du har ham henne. Min kæreste vil rigtig gerne sejle, og der har jeg sagt, hvis du vil det så skal det ikke gå ud over mine drømme og ønsker og han må finde en løsning, så jeg også kan fungere. Hvis ikke han selv vil gøre noget må han jo skaffe hjælpen udefra så du kan klare dig eller gå på kompromi så du også kan klare dig. Og nej der er ikke grund til han skal have så meget fritid mens du er ved at gå neden om og hjem. Ikke alle mænd forstår at det er nu eller aldrig, men så må du sætte det så meget på spidsen så han virkelig kan se at det er skidt nu.

Som du siger er jeg nok til at sætte det på spidsen- markant tydeliggøre overfor ham at det her gælder. Det er bare utroligt der skal så meget til før nogle fatter det! Inden jeg tager nogen beslutning vil jeg prøve parterapi. Hvis nogen kunne hjælpe os til at løse det ville det da være fint, for indtil videre er det ikke gået ret godt for os selv, for den der har trukket læsset og samlet alt op er jo mig!
Parterapi nu! Det bliver betingelsen imorgen. Siger han nej vil jeg tænke mig godt om grundigt om!

Anonym skriver:

Som du siger er jeg nok til at sætte det på spidsen- markant tydeliggøre overfor ham at det her gælder. Det er bare utroligt der skal så meget til før nogle fatter det! Inden jeg tager nogen beslutning vil jeg prøve parterapi. Hvis nogen kunne hjælpe os til at løse det ville det da være fint, for indtil videre er det ikke gået ret godt for os selv, for den der har trukket læsset og samlet alt op er jo mig!
Parterapi nu! Det bliver betingelsen imorgen. Siger han nej vil jeg tænke mig godt om grundigt om!

I har været sammen i 7 år og selvfølgelig tænker han jo at han ikke mister dig nu, nu hvor i har barn, for i har jo klaret jer til nu. Men du bliver jo nød til at sætte grænser for hvad du vil gå igennem. Det er noget ved at ende med stress for kan ende meget galt, og kun gøre tingene sværer. Jeg håber han vil med i parterapi så i finder noget som fungere.