Hvordan ved man

At man elsker sin kæreste? 

Jeg går tit med de her tanker om jeg egentlig elsker min kæreste som jeg bør? Vi er meget forskellige i vores måde at vise kærlighed på. Han har meget brug for kys, kram og nærhed og det har jeg slet ikke, jeg har mere brug for fysisk bekræftelse som et klask i måsen når jeg går forbi eller et dybt flirtende blik, noget hvor jeg føler mig attraktiv. Ofte føler jeg mig kvalt/omklamret når han vil kramme eller kysse   Vores sexliv har aldrig rigtig været optimalt. Det fik en ret dårlig start. Men også her er vi meget forskellige og jeg føler ikke jeg kan være ærlig omkring hvad jeg egentlig vil have, hvilket resulterer i at jeg egentlig ikke rigtig har lyst. Ikke spontant af mig selv i hvertfald. Jeg tænder heller ikke på ham mere, for han har tillagt sig nogen vaner jeg virkelig finder utiltrækkende, men han vil ikke ændre på det. Jeg har dog aldrig sagt til ham at jeg ikke tænder på ham længere. Det ville sende ham helt i kulkælderen.

Jeg føler sommetider at hans type er for "vattet" til mig  Men jeg er i tvivl om jeg bare savner spændingen ved flirt og det spil der er inden man er i et forhold. 

Vi deler rigtig meget syn på livet, opdragelse, humor  osv. Det føles bare lidt som om vi er rigtig gode venner der bor sammen. Oven i, er vi begyndt at snerre rigtig meget af hinanden og har dagligt små underlige princip diskussioner. 

Når vi har prøvet at snakke om tingene, fx det med at vise kærlighed og at vi sjældent har sex, ender det altid med at han synes det virker til at tingene bare skal være på min måde. Og det er måske rigtig nok? Er jeg for krævende? Burde jeg være glad for det jeg har og gøre det mere på hans måde selvom det ligger mig så fjernt? Han er jo en dyb, kærlig, sød og helt igennem god mand og han elsker mig. Jeg føler mig lost. 

det lyder til at du savner lidt spænding i forholdet....

Hvor længe har I været sammen? 

Jeg har kendt mange, som har været i tvivl om at de elskede deres kæreste, men da de så slog op, der var de ikke et sekund om at de elskede personen....

At du ikke tænder på ham mere, er også rimelig skidt... 

Jeg vil give dig en krammer...

Saphiira skriver:

det lyder til at du savner lidt spænding i forholdet....

Hvor længe har I været sammen? 

Jeg har kendt mange, som har været i tvivl om at de elskede deres kæreste, men da de så slog op, der var de ikke et sekund om at de elskede personen....

At du ikke tænder på ham mere, er også rimelig skidt... 

Jeg vil give dig en krammer...

Vi har været sammen i 5år. 

Jeg er heller ikke på nogen måde klar til at skulle sige stop. Jeg kan slet ikke overskue den tanke. Det er også det der forvirrer mig, for hvis kærligheden ikke var der, var det vel nemt nok. 

At man elsker sin kæreste? 

Jeg går tit med de her tanker om jeg egentlig elsker min kæreste som jeg bør? Vi er meget forskellige i vores måde at vise kærlighed på. Han har meget brug for kys, kram og nærhed og det har jeg slet ikke, jeg har mere brug for fysisk bekræftelse som et klask i måsen når jeg går forbi eller et dybt flirtende blik, noget hvor jeg føler mig attraktiv. Ofte føler jeg mig kvalt/omklamret når han vil kramme eller kysse   Vores sexliv har aldrig rigtig været optimalt. Det fik en ret dårlig start. Men også her er vi meget forskellige og jeg føler ikke jeg kan være ærlig omkring hvad jeg egentlig vil have, hvilket resulterer i at jeg egentlig ikke rigtig har lyst. Ikke spontant af mig selv i hvertfald. Jeg tænder heller ikke på ham mere, for han har tillagt sig nogen vaner jeg virkelig finder utiltrækkende, men han vil ikke ændre på det. Jeg har dog aldrig sagt til ham at jeg ikke tænder på ham længere. Det ville sende ham helt i kulkælderen.

Jeg føler sommetider at hans type er for "vattet" til mig  Men jeg er i tvivl om jeg bare savner spændingen ved flirt og det spil der er inden man er i et forhold. 

Vi deler rigtig meget syn på livet, opdragelse, humor  osv. Det føles bare lidt som om vi er rigtig gode venner der bor sammen. Oven i, er vi begyndt at snerre rigtig meget af hinanden og har dagligt små underlige princip diskussioner. 

Når vi har prøvet at snakke om tingene, fx det med at vise kærlighed og at vi sjældent har sex, ender det altid med at han synes det virker til at tingene bare skal være på min måde. Og det er måske rigtig nok? Er jeg for krævende? Burde jeg være glad for det jeg har og gøre det mere på hans måde selvom det ligger mig så fjernt? Han er jo en dyb, kærlig, sød og helt igennem god mand og han elsker mig. Jeg føler mig lost. 

Her kommer mit råd, som er baseret på min personlige erfaring - og det er ikke sikkert at du skal lytte til mig, for du er en anden person og har det måske på en helt anden måde. Men:

Ud fra det jeg læser, så elsker du ikke den her mand. Ægte kærlighed kan man mærke i maven og i sjælen, uanset om man er skideirriteret på den anden, om sexlivet er inde i en hård periode etc. 

Jeg har været i en del parforhold og da jeg mødte min nuværende kæreste, vidste jeg med det samme at det her var ægte kærlighed. Det siger bare bang, og så ved man det. Ikke nødvendigvis ved første blik, men forholdvis hurtigt.

Hvis du aldrig rigtigt har haft den dér definitive følelse af at "jeg VED at jeg ELSKER ham her", jamen så elsker du ham ikke. Det er lidt ligesom med orgasme - før man har prøvet det, kan man måske være i tvivl om man har oplevet det eller ej - men når den først er der, så er man IKKE i tvivl. På samme måde med kærlighed.

Det at du synes det er skidehårdt at gå fra en mand du har været sammen med i 5 år, har intet med ægte kærlighed at gøre. Du har delt dit liv med ham, du holder utroligt meget af ham - selvfølgelig er det hårdt at gå fra ham, om du elsker ham eller ej. 

modesty skriver:

Her kommer mit råd, som er baseret på min personlige erfaring - og det er ikke sikkert at du skal lytte til mig, for du er en anden person og har det måske på en helt anden måde. Men:

Ud fra det jeg læser, så elsker du ikke den her mand. Ægte kærlighed kan man mærke i maven og i sjælen, uanset om man er skideirriteret på den anden, om sexlivet er inde i en hård periode etc. 

Jeg har været i en del parforhold og da jeg mødte min nuværende kæreste, vidste jeg med det samme at det her var ægte kærlighed. Det siger bare bang, og så ved man det. Ikke nødvendigvis ved første blik, men forholdvis hurtigt.

Hvis du aldrig rigtigt har haft den dér definitive følelse af at "jeg VED at jeg ELSKER ham her", jamen så elsker du ham ikke. Det er lidt ligesom med orgasme - før man har prøvet det, kan man måske være i tvivl om man har oplevet det eller ej - men når den først er der, så er man IKKE i tvivl. På samme måde med kærlighed.

Det at du synes det er skidehårdt at gå fra en mand du har været sammen med i 5 år, har intet med ægte kærlighed at gøre. Du har delt dit liv med ham, du holder utroligt meget af ham - selvfølgelig er det hårdt at gå fra ham, om du elsker ham eller ej. 

Fuldstændig enig her. De forhold jeg har været i tidligere, har jeg haft samme tvivl som du har nu, ts , altså elsker jeg ham virkelig? Jeg holdt af ham, men elskede jeg ham dybt og inderligt? Jeg troede det, men nu er jeg klar over at det gjorde jeg altså ikke (det var også forhold på 5 år - den sidste fik jeg min søn med). Det er helt anderledes med ham jeg er sammen med nu. Forskellen er denne gang, at vi er gået forholdsvis roligt frem, men allerede da jeg mødte ham første gang og han tog min hånd mærkede jeg en følelse jeg aldrig har oplevet før, en sitren i hele kroppen (kan ikke forklare det bedre) men vi bor nu sammen og jeg ved at ham her elsker jeg virkelig - som i dybt dybt nede, selv når han er "dum". Min reaktion er også helt anderledes når jeg bliver sur på ham - med de andre der kunne jeg næsten ikke styre mit temperament - men med ham her, kan jeg ordne det konstruktivt når vi taler sammen

En anden helt fundamental forskel er at jeg kan mærke, at ham jeg har nu vil være i stand til at knuse mit hjerte, forstået på den måde at går han så kommer jeg vitterligt til at lide af kærestesorger, som vi ser det på film, hvor man krampagtigt ligger i sin seng og tror man skal dø (overdrivelse fremmer, ikk? ) ingen af de tidligere ville have kunne gøre det

At man elsker sin kæreste? 

Jeg går tit med de her tanker om jeg egentlig elsker min kæreste som jeg bør? Vi er meget forskellige i vores måde at vise kærlighed på. Han har meget brug for kys, kram og nærhed og det har jeg slet ikke, jeg har mere brug for fysisk bekræftelse som et klask i måsen når jeg går forbi eller et dybt flirtende blik, noget hvor jeg føler mig attraktiv. Ofte føler jeg mig kvalt/omklamret når han vil kramme eller kysse   Vores sexliv har aldrig rigtig været optimalt. Det fik en ret dårlig start. Men også her er vi meget forskellige og jeg føler ikke jeg kan være ærlig omkring hvad jeg egentlig vil have, hvilket resulterer i at jeg egentlig ikke rigtig har lyst. Ikke spontant af mig selv i hvertfald. Jeg tænder heller ikke på ham mere, for han har tillagt sig nogen vaner jeg virkelig finder utiltrækkende, men han vil ikke ændre på det. Jeg har dog aldrig sagt til ham at jeg ikke tænder på ham længere. Det ville sende ham helt i kulkælderen.

Jeg føler sommetider at hans type er for "vattet" til mig  Men jeg er i tvivl om jeg bare savner spændingen ved flirt og det spil der er inden man er i et forhold. 

Vi deler rigtig meget syn på livet, opdragelse, humor  osv. Det føles bare lidt som om vi er rigtig gode venner der bor sammen. Oven i, er vi begyndt at snerre rigtig meget af hinanden og har dagligt små underlige princip diskussioner. 

Når vi har prøvet at snakke om tingene, fx det med at vise kærlighed og at vi sjældent har sex, ender det altid med at han synes det virker til at tingene bare skal være på min måde. Og det er måske rigtig nok? Er jeg for krævende? Burde jeg være glad for det jeg har og gøre det mere på hans måde selvom det ligger mig så fjernt? Han er jo en dyb, kærlig, sød og helt igennem god mand og han elsker mig. Jeg føler mig lost. 

Du meget velkommen til at skrive, synes der flere af de ting du fortæller jeg kender til

Anonym skriver:

At man elsker sin kæreste? 

Jeg går tit med de her tanker om jeg egentlig elsker min kæreste som jeg bør? Vi er meget forskellige i vores måde at vise kærlighed på. Han har meget brug for kys, kram og nærhed og det har jeg slet ikke, jeg har mere brug for fysisk bekræftelse som et klask i måsen når jeg går forbi eller et dybt flirtende blik, noget hvor jeg føler mig attraktiv. Ofte føler jeg mig kvalt/omklamret når han vil kramme eller kysse   Vores sexliv har aldrig rigtig været optimalt. Det fik en ret dårlig start. Men også her er vi meget forskellige og jeg føler ikke jeg kan være ærlig omkring hvad jeg egentlig vil have, hvilket resulterer i at jeg egentlig ikke rigtig har lyst. Ikke spontant af mig selv i hvertfald. Jeg tænder heller ikke på ham mere, for han har tillagt sig nogen vaner jeg virkelig finder utiltrækkende, men han vil ikke ændre på det. Jeg har dog aldrig sagt til ham at jeg ikke tænder på ham længere. Det ville sende ham helt i kulkælderen.

Jeg føler sommetider at hans type er for "vattet" til mig  Men jeg er i tvivl om jeg bare savner spændingen ved flirt og det spil der er inden man er i et forhold. 

Vi deler rigtig meget syn på livet, opdragelse, humor  osv. Det føles bare lidt som om vi er rigtig gode venner der bor sammen. Oven i, er vi begyndt at snerre rigtig meget af hinanden og har dagligt små underlige princip diskussioner. 

Når vi har prøvet at snakke om tingene, fx det med at vise kærlighed og at vi sjældent har sex, ender det altid med at han synes det virker til at tingene bare skal være på min måde. Og det er måske rigtig nok? Er jeg for krævende? Burde jeg være glad for det jeg har og gøre det mere på hans måde selvom det ligger mig så fjernt? Han er jo en dyb, kærlig, sød og helt igennem god mand og han elsker mig. Jeg føler mig lost. 

Jeg vil anbefale en parterapeut, jo hurtigere desto bedre. Jeg kan se at et par stykker skriver at det lyder som om du ikke elsker din mand, men det synes jeg slet ikke andre end dig selv kan svare på. Pas på med at følge andres på så drastiske valg som at gå fra hinanden (især hvis du har børn) medmindre du selv føler dig sikker på at det er det rigtige.

Parforhold har op og nedture og jeg vil vove at påstå at der for de fleste vil være perioder, hvor tingene går skævt - det er ikke ensbetydende med at det ikke kan rettes op igen. Når sexen ikke er optimal, og der er småkonflikter ofte, er det selvfølgelig svært at komme i kontakt med den kærlighed der indledte forholdet - men det er ikke ensbetydende med at den ikke er der. Nu uddyber du ikke din kærestes dårlige vaner, og jeg kan sagtens forstå at du ikke vil såre ham, men samtidig bliver han nød til at kende realiteterne hvis det er det der skal til før han forstår alvoren.

Jeg kan informere om at i kan få en henvisning fra din læge til at komme til sexolog, hvor i kan få støtte til at få sexlivet på ret spor. 

Søg hjælp - det er ikke en falliterklæring, faktisk burde mange søge hjælp meget tidligere end de gør. 

Søg hjælp uanset om i ender med at blive sammen eller ej, for går i fra hinanden kan en terapeut være en støtte til at det kan ske på den mest gnidningsfrie måde.

Jeg tror personligt et parforhold kan klare meget, mit råd er: giv det en chance, og giv dig selv de bedste forudsætninger ved at tage imod professionel rådgivning.

Held og lykke med det

tithi skriver:

Jeg vil anbefale en parterapeut, jo hurtigere desto bedre. Jeg kan se at et par stykker skriver at det lyder som om du ikke elsker din mand, men det synes jeg slet ikke andre end dig selv kan svare på. Pas på med at følge andres på så drastiske valg som at gå fra hinanden (især hvis du har børn) medmindre du selv føler dig sikker på at det er det rigtige.

Parforhold har op og nedture og jeg vil vove at påstå at der for de fleste vil være perioder, hvor tingene går skævt - det er ikke ensbetydende med at det ikke kan rettes op igen. Når sexen ikke er optimal, og der er småkonflikter ofte, er det selvfølgelig svært at komme i kontakt med den kærlighed der indledte forholdet - men det er ikke ensbetydende med at den ikke er der. Nu uddyber du ikke din kærestes dårlige vaner, og jeg kan sagtens forstå at du ikke vil såre ham, men samtidig bliver han nød til at kende realiteterne hvis det er det der skal til før han forstår alvoren.

Jeg kan informere om at i kan få en henvisning fra din læge til at komme til sexolog, hvor i kan få støtte til at få sexlivet på ret spor. 

Søg hjælp - det er ikke en falliterklæring, faktisk burde mange søge hjælp meget tidligere end de gør. 

Søg hjælp uanset om i ender med at blive sammen eller ej, for går i fra hinanden kan en terapeut være en støtte til at det kan ske på den mest gnidningsfrie måde.

Jeg tror personligt et parforhold kan klare meget, mit råd er: giv det en chance, og giv dig selv de bedste forudsætninger ved at tage imod professionel rådgivning.

Held og lykke med det

Jeg er ret enig med dig! Andre kan ikke mærke, om TS elsker sin kæreste

Interessant at man kan få henvisning til en sexolog gennem lægen, det har jeg da aldrig hørt om! Men det kunne nok være en god plan for TS og kæreste, når det nu er en del af problemet og det har været et problem fra starten.

Til TS har du aldrig haft følelsen af at du elskede din kæreste? Jeg tænker for længe siden, da l mødte hinanden? Og hvis l har små børn, kan det jo også sætte en dæmper på sexlivet

Jeg håber du mærker godt efter nede i maven og følger dit hjerte og ikke hvad andre tænker, er det rigtige for dig, for det er kun dig der ved, hvad der er rigtigt!

Stort

tarkoflen skriver:

Jeg er ret enig med dig! Andre kan ikke mærke, om TS elsker sin kæreste

Interessant at man kan få henvisning til en sexolog gennem lægen, det har jeg da aldrig hørt om! Men det kunne nok være en god plan for TS og kæreste, når det nu er en del af problemet og det har været et problem fra starten.

Til TS har du aldrig haft følelsen af at du elskede din kæreste? Jeg tænker for længe siden, da l mødte hinanden? Og hvis l har små børn, kan det jo også sætte en dæmper på sexlivet

Jeg håber du mærker godt efter nede i maven og følger dit hjerte og ikke hvad andre tænker, er det rigtige for dig, for det er kun dig der ved, hvad der er rigtigt!

Stort

Undskyld jeg er lidt stille, jeg tænker meget over hvad i hver især skriver, og sætter pris på hvert et ord mange tak.

jo, jeg har følt suset i maven og været helt sikker på at jeg elsker ham helt ind i hjertet og maven. Og da vi blev forældre for 3år siden var jeg heller ikke det mindste i tvivl. Jeg føler bare at det der dejlige og fantastiske der engang var ved ham, det forsvinder ligeså stille. Det er vel kommet snigende i løbet af de sidste 1,5-2 år.

Vi burde helt sikkert se en sexolog, men jeg tror hvis jeg skal være helt ærlig overfor mig selv, at jeg ikke er modig nok til at tale åbent om min seksualitet og hvad jeg mangler. Ikke at det er noget underligt men ja, jeg er simpelthen for blufærdig hvis man kan sige det.

Anonym skriver:

Undskyld jeg er lidt stille, jeg tænker meget over hvad i hver især skriver, og sætter pris på hvert et ord mange tak.

jo, jeg har følt suset i maven og været helt sikker på at jeg elsker ham helt ind i hjertet og maven. Og da vi blev forældre for 3år siden var jeg heller ikke det mindste i tvivl. Jeg føler bare at det der dejlige og fantastiske der engang var ved ham, det forsvinder ligeså stille. Det er vel kommet snigende i løbet af de sidste 1,5-2 år.

Vi burde helt sikkert se en sexolog, men jeg tror hvis jeg skal være helt ærlig overfor mig selv, at jeg ikke er modig nok til at tale åbent om min seksualitet og hvad jeg mangler. Ikke at det er noget underligt men ja, jeg er simpelthen for blufærdig hvis man kan sige det.

Hvad med parterapi? Man kan få noget gennem kommunen ved jeg det var måske en start og sp kunne det være at sexolog kunne være en mulighed efterfølgende, hvis l finder ud af, at det skal være jer?

Når l har et barn sammen, ville jeg personligt give mig lidt mere, og gøre et helhjertet forsøg på at få det til at fungere når du har mærket suset og kærligheden må der være en mulighed for at få det tilbage' det er da i hvert fald et forsøg værd.