At tænke før man taler

Ja jeg vil egentlig gerne lige høre nogle meninger på det her.. Vær meget gerne ærlige da jeg måske føler jeg får sagt nogle ting til en veninde hvor jeg egentlig burde holde min mund...

Nåh men har den her veninde. Vi har ikke været veninder mere end et halvt års tid.. Hun har gennemgået en meget grim skilsmisse og der er ikke god kommunikation mellem hende og eks. De har sammen en datter som er 8 år. Skilsmissen har selvfølgelig påvirket datteren på forskellige måder især fordi forældrene virkelig køre krig mod hinanden..
Faren er for 2 uger siden flyttet sammen med sin nye kæreste som også har børn. Han har sin datter 2 gange om ugen og hver anden weekend og det er en fin ordning som bliver overholdt.
Det var lige lidt forhistorie:-)

Men mig og den her veninde køre sammen til uddannelse. En tur på 1,5 time frem og tilbage så vi får snakket om en del ting.
Hun fortæller så at de i skolen har taget hendes datter, som altså kun er 8 år, i at kaste op med vilje. Altså hun stikker fingeren i halsen og kaster op fordi hun synes hun er for tyk... Min veninde siger at hun har talt med sin datter om det og ikke vil gøre mere ved det.. Jeg får sagt en hel masse nærmest i chok om at hun da muligvis skal kontakte en psykolog for er slet ikke normal adfærd og hendes datter må have det virkelig dårligt med sig selv og synes man skal være meget opmærksom på det i stedet for at slå det hen... Kan godt mærke at min veninde synes at jeg overdreagerer og gør jeg måske også... Synes bare det er en virkelig alvorlig ting og at der virkelig skal sættes ind over for dette problem...

Hvad ville i have sagt i denne situation??

Ydermere samme dag de har ringet fra skolen og gjort opmærksom på opkastningen vælger min veninde at inviterer en fyr hjem til sig selv. En hun har mødt på nettet og skrevet sammen med i et døgn og gerne ville møde. Datteren er jo også hjemme. Siger så at jeg slet ikke kan forstå hun tør inviterer en fremmed fyr hjem til sig selv. Tænk hvis han var psykopat eller noget. Og siger til hende at jeg ikke kan forstå at hun gør det mens datteren er hjemme som åbenbart har det skidt i forvejen. Så skal hun også være med på 1. Date med en fremmed fyr. Med alt det der er sket i datterens liv det sidste halvanden år kan jeg slet ikke forstå hun vil byde hende sådan noget..

Og ja det var så strengt og fordømmende sagt. Min veninde sagde ikke rigtig noget imod. Men nu er der selvfølgelig lidt kold luft hvilket jeg udemærket forstår. For jeg har ingen ret til at sige sådan.
Men holder ved min mening.

Burde jeg måske have holdt min mund??? Og skal man egentlig ikke blande sig udenom???
Hvad ville i sige i sådan en situation.

Ja spørger fordi jeg måske er meget direkte og har svært ved at skjule mine meninger over for andre og overvejer om jeg måske lige burde være bedre til at tænke før jeg taler. Er noget jeg måske burde arbejde en del på for er jo ikke for at se ned eller genere andre jeg gør det. Har heller ikke noget imod at andre har en anden mening end jeg og er egentlig ikke særlig fordømmende. Men når jeg på en eller anden måde føler at der er nogle børn der ikke har det så godt har jeg virkelig svært ved at holde min mening for mig selv...

Nåh langt og rodet indlæg men håber i vil komme med jeres mening og input:-)

Jeg er fuldstændig enig med dig på begge punkter, og havde helt sikkert også taget en snak med hende omkring det hele! 

Det der tit har betydning er jo måden man formulere sig på. Vh stine

Det er fuldstændig på sin plads, at du fortæller din veninde din mening om dette. Hun lyder som en der sætter hendes egne behov før datteren, og det er kun rigtig godt at du gør hende opmærksom på det. Måske hun tænker over det du siger selvom hun ikke rigtig vil svarer dig.
Hun er nok flov fordi hun selv godt kan se det er forkert, at tage en fremmede fyr hjem, når man har sit barn hjemme, og særligt når datteren tydeligvis har det svært, og er på vej ud i en spiseforstyrrelse.

Anonym skriver:

Ja jeg vil egentlig gerne lige høre nogle meninger på det her.. Vær meget gerne ærlige da jeg måske føler jeg får sagt nogle ting til en veninde hvor jeg egentlig burde holde min mund...

Nåh men har den her veninde. Vi har ikke været veninder mere end et halvt års tid.. Hun har gennemgået en meget grim skilsmisse og der er ikke god kommunikation mellem hende og eks. De har sammen en datter som er 8 år. Skilsmissen har selvfølgelig påvirket datteren på forskellige måder især fordi forældrene virkelig køre krig mod hinanden..
Faren er for 2 uger siden flyttet sammen med sin nye kæreste som også har børn. Han har sin datter 2 gange om ugen og hver anden weekend og det er en fin ordning som bliver overholdt.
Det var lige lidt forhistorie:-)

Men mig og den her veninde køre sammen til uddannelse. En tur på 1,5 time frem og tilbage så vi får snakket om en del ting.
Hun fortæller så at de i skolen har taget hendes datter, som altså kun er 8 år, i at kaste op med vilje. Altså hun stikker fingeren i halsen og kaster op fordi hun synes hun er for tyk... Min veninde siger at hun har talt med sin datter om det og ikke vil gøre mere ved det.. Jeg får sagt en hel masse nærmest i chok om at hun da muligvis skal kontakte en psykolog for er slet ikke normal adfærd og hendes datter må have det virkelig dårligt med sig selv og synes man skal være meget opmærksom på det i stedet for at slå det hen... Kan godt mærke at min veninde synes at jeg overdreagerer og gør jeg måske også... Synes bare det er en virkelig alvorlig ting og at der virkelig skal sættes ind over for dette problem...

Hvad ville i have sagt i denne situation??

Ydermere samme dag de har ringet fra skolen og gjort opmærksom på opkastningen vælger min veninde at inviterer en fyr hjem til sig selv. En hun har mødt på nettet og skrevet sammen med i et døgn og gerne ville møde. Datteren er jo også hjemme. Siger så at jeg slet ikke kan forstå hun tør inviterer en fremmed fyr hjem til sig selv. Tænk hvis han var psykopat eller noget. Og siger til hende at jeg ikke kan forstå at hun gør det mens datteren er hjemme som åbenbart har det skidt i forvejen. Så skal hun også være med på 1. Date med en fremmed fyr. Med alt det der er sket i datterens liv det sidste halvanden år kan jeg slet ikke forstå hun vil byde hende sådan noget..

Og ja det var så strengt og fordømmende sagt. Min veninde sagde ikke rigtig noget imod. Men nu er der selvfølgelig lidt kold luft hvilket jeg udemærket forstår. For jeg har ingen ret til at sige sådan.
Men holder ved min mening.

Burde jeg måske have holdt min mund??? Og skal man egentlig ikke blande sig udenom???
Hvad ville i sige i sådan en situation.

Ja spørger fordi jeg måske er meget direkte og har svært ved at skjule mine meninger over for andre og overvejer om jeg måske lige burde være bedre til at tænke før jeg taler. Er noget jeg måske burde arbejde en del på for er jo ikke for at se ned eller genere andre jeg gør det. Har heller ikke noget imod at andre har en anden mening end jeg og er egentlig ikke særlig fordømmende. Men når jeg på en eller anden måde føler at der er nogle børn der ikke har det så godt har jeg virkelig svært ved at holde min mening for mig selv...

Nåh langt og rodet indlæg men håber i vil komme med jeres mening og input:-)

Tja hvilken veninde vil du gerne være? Den ærlige og den man ved man kan gå til når man har brug for sandheden eller den man ringer til bare for at få ret  Den er ganske enkel.  Syntes det er fantastisk du fik din mening især i en så alvorlig situation og at du ikke bare holdt kaje, så  Til dig! 

Er så enig i begge dele, without a doubt! 

Anonym skriver:

Ja jeg vil egentlig gerne lige høre nogle meninger på det her.. Vær meget gerne ærlige da jeg måske føler jeg får sagt nogle ting til en veninde hvor jeg egentlig burde holde min mund...

Nåh men har den her veninde. Vi har ikke været veninder mere end et halvt års tid.. Hun har gennemgået en meget grim skilsmisse og der er ikke god kommunikation mellem hende og eks. De har sammen en datter som er 8 år. Skilsmissen har selvfølgelig påvirket datteren på forskellige måder især fordi forældrene virkelig køre krig mod hinanden..
Faren er for 2 uger siden flyttet sammen med sin nye kæreste som også har børn. Han har sin datter 2 gange om ugen og hver anden weekend og det er en fin ordning som bliver overholdt.
Det var lige lidt forhistorie:-)

Men mig og den her veninde køre sammen til uddannelse. En tur på 1,5 time frem og tilbage så vi får snakket om en del ting.
Hun fortæller så at de i skolen har taget hendes datter, som altså kun er 8 år, i at kaste op med vilje. Altså hun stikker fingeren i halsen og kaster op fordi hun synes hun er for tyk... Min veninde siger at hun har talt med sin datter om det og ikke vil gøre mere ved det.. Jeg får sagt en hel masse nærmest i chok om at hun da muligvis skal kontakte en psykolog for er slet ikke normal adfærd og hendes datter må have det virkelig dårligt med sig selv og synes man skal være meget opmærksom på det i stedet for at slå det hen... Kan godt mærke at min veninde synes at jeg overdreagerer og gør jeg måske også... Synes bare det er en virkelig alvorlig ting og at der virkelig skal sættes ind over for dette problem...

Hvad ville i have sagt i denne situation??

Ydermere samme dag de har ringet fra skolen og gjort opmærksom på opkastningen vælger min veninde at inviterer en fyr hjem til sig selv. En hun har mødt på nettet og skrevet sammen med i et døgn og gerne ville møde. Datteren er jo også hjemme. Siger så at jeg slet ikke kan forstå hun tør inviterer en fremmed fyr hjem til sig selv. Tænk hvis han var psykopat eller noget. Og siger til hende at jeg ikke kan forstå at hun gør det mens datteren er hjemme som åbenbart har det skidt i forvejen. Så skal hun også være med på 1. Date med en fremmed fyr. Med alt det der er sket i datterens liv det sidste halvanden år kan jeg slet ikke forstå hun vil byde hende sådan noget..

Og ja det var så strengt og fordømmende sagt. Min veninde sagde ikke rigtig noget imod. Men nu er der selvfølgelig lidt kold luft hvilket jeg udemærket forstår. For jeg har ingen ret til at sige sådan.
Men holder ved min mening.

Burde jeg måske have holdt min mund??? Og skal man egentlig ikke blande sig udenom???
Hvad ville i sige i sådan en situation.

Ja spørger fordi jeg måske er meget direkte og har svært ved at skjule mine meninger over for andre og overvejer om jeg måske lige burde være bedre til at tænke før jeg taler. Er noget jeg måske burde arbejde en del på for er jo ikke for at se ned eller genere andre jeg gør det. Har heller ikke noget imod at andre har en anden mening end jeg og er egentlig ikke særlig fordømmende. Men når jeg på en eller anden måde føler at der er nogle børn der ikke har det så godt har jeg virkelig svært ved at holde min mening for mig selv...

Nåh langt og rodet indlæg men håber i vil komme med jeres mening og input:-)

Personligt havde jeg gjort det samme som dig. 

En 8 årig pige der bevist kaster op er altså et RÅB om hjælp! 

Og hun skal da ikke introducere hendes barn for en fremmed mand hvis hun ikke ved mere om ham, slet ikke for at snakke om den forvirring den stakkels pige i forvejen må føle  Jeg er i chok! 

Er fuldstændig enig med dig-

Og havde gjort det samme 

Michelle93 skriver:

Personligt havde jeg gjort det samme som dig. 

En 8 årig pige der bevist kaster op er altså et RÅB om hjælp! 

Og hun skal da ikke introducere hendes barn for en fremmed mand hvis hun ikke ved mere om ham, slet ikke for at snakke om den forvirring den stakkels pige i forvejen må føle  Jeg er i chok! 

Tak for din mening er selv virkelig i chok og reagerede derfor også lidt kraftigt.. Har bare bagefter tænkt om jeg reagerede forkert for har bagefter følt jeg var lidt sippet..

Tænker bare på den stakkels pige som virkelig trænger til noget hjælp af en art for hun har altså ikke normal adfærd som 8 årig...

Ja jeg vil egentlig gerne lige høre nogle meninger på det her.. Vær meget gerne ærlige da jeg måske føler jeg får sagt nogle ting til en veninde hvor jeg egentlig burde holde min mund...

Nåh men har den her veninde. Vi har ikke været veninder mere end et halvt års tid.. Hun har gennemgået en meget grim skilsmisse og der er ikke god kommunikation mellem hende og eks. De har sammen en datter som er 8 år. Skilsmissen har selvfølgelig påvirket datteren på forskellige måder især fordi forældrene virkelig køre krig mod hinanden..
Faren er for 2 uger siden flyttet sammen med sin nye kæreste som også har børn. Han har sin datter 2 gange om ugen og hver anden weekend og det er en fin ordning som bliver overholdt.
Det var lige lidt forhistorie:-)

Men mig og den her veninde køre sammen til uddannelse. En tur på 1,5 time frem og tilbage så vi får snakket om en del ting.
Hun fortæller så at de i skolen har taget hendes datter, som altså kun er 8 år, i at kaste op med vilje. Altså hun stikker fingeren i halsen og kaster op fordi hun synes hun er for tyk... Min veninde siger at hun har talt med sin datter om det og ikke vil gøre mere ved det.. Jeg får sagt en hel masse nærmest i chok om at hun da muligvis skal kontakte en psykolog for er slet ikke normal adfærd og hendes datter må have det virkelig dårligt med sig selv og synes man skal være meget opmærksom på det i stedet for at slå det hen... Kan godt mærke at min veninde synes at jeg overdreagerer og gør jeg måske også... Synes bare det er en virkelig alvorlig ting og at der virkelig skal sættes ind over for dette problem...

Hvad ville i have sagt i denne situation??

Ydermere samme dag de har ringet fra skolen og gjort opmærksom på opkastningen vælger min veninde at inviterer en fyr hjem til sig selv. En hun har mødt på nettet og skrevet sammen med i et døgn og gerne ville møde. Datteren er jo også hjemme. Siger så at jeg slet ikke kan forstå hun tør inviterer en fremmed fyr hjem til sig selv. Tænk hvis han var psykopat eller noget. Og siger til hende at jeg ikke kan forstå at hun gør det mens datteren er hjemme som åbenbart har det skidt i forvejen. Så skal hun også være med på 1. Date med en fremmed fyr. Med alt det der er sket i datterens liv det sidste halvanden år kan jeg slet ikke forstå hun vil byde hende sådan noget..

Og ja det var så strengt og fordømmende sagt. Min veninde sagde ikke rigtig noget imod. Men nu er der selvfølgelig lidt kold luft hvilket jeg udemærket forstår. For jeg har ingen ret til at sige sådan.
Men holder ved min mening.

Burde jeg måske have holdt min mund??? Og skal man egentlig ikke blande sig udenom???
Hvad ville i sige i sådan en situation.

Ja spørger fordi jeg måske er meget direkte og har svært ved at skjule mine meninger over for andre og overvejer om jeg måske lige burde være bedre til at tænke før jeg taler. Er noget jeg måske burde arbejde en del på for er jo ikke for at se ned eller genere andre jeg gør det. Har heller ikke noget imod at andre har en anden mening end jeg og er egentlig ikke særlig fordømmende. Men når jeg på en eller anden måde føler at der er nogle børn der ikke har det så godt har jeg virkelig svært ved at holde min mening for mig selv...

Nåh langt og rodet indlæg men håber i vil komme med jeres mening og input:-)

Jeg er helt enig med dig - både ift. pigens eventuelle begyndende spiseforstyrrelse og morens date. 

Jeg synes dog der er flere måder at sige tingene på. Når det kommer ud så direkte så går din veninde selvfølgelig i forsvar. 

Så mit råd ville være at du øvet dig i at være mere spørgende: 

tror du opkastningen er en reaktion på skilsmissen? Jeg ville være bange for hun fortsætter med at kaste op i det skjulte. Hvordan har du det med det, er du bekymret? Hvorfor/hvorfor ikke? 

 

Er du ikke bekymret over at manden helt fremmed?

Tror du din datter kan klare at være med på date, også set i lyset af hvad skolen har set? 

Du kan nok se hvor jeg vil hen og når hun så svarer så kan du udfordrer hende lidt. Det tvinger hende til at tænke over det, så hun ikke lige så nemt kan gå i forsvar

Hvis jeg skulle komme med nogen form for kritik ville det være måden du fik sagt tingene på, men siges skulle de helt sikkert.

Det lyder til at hun har en datter der har brug for hjælp, ikke i morgen, men idag og hendes mor burde nok fokusere mindre på dating og egne behov og så indse at hendes datter lider og råber på hjælp.

Må indrømme jeg er noget foraget over morens priotering.

Du er jo blevet berørt og reageret der på, hvilket jo kan ske.

mor:) skriver:

Jeg er helt enig med dig - både ift. pigens eventuelle begyndende spiseforstyrrelse og morens date. 

Jeg synes dog der er flere måder at sige tingene på. Når det kommer ud så direkte så går din veninde selvfølgelig i forsvar. 

Så mit råd ville være at du øvet dig i at være mere spørgende: 

tror du opkastningen er en reaktion på skilsmissen? Jeg ville være bange for hun fortsætter med at kaste op i det skjulte. Hvordan har du det med det, er du bekymret? Hvorfor/hvorfor ikke? 

 

Er du ikke bekymret over at manden helt fremmed?

Tror du din datter kan klare at være med på date, også set i lyset af hvad skolen har set? 

Du kan nok se hvor jeg vil hen og når hun så svarer så kan du udfordrer hende lidt. Det tvinger hende til at tænke over det, så hun ikke lige så nemt kan gå i forsvar

Tak for dine gode råd.. Vil prøve at formulerer mig bedre fremover