Min søster:/ hvad skal jeg gøre og ikke gøre

Maria-s skriver:

Phuuu det lyder hårdt. Jeg forstår udemærket det dilemma du står i, hvor du føler du "splitter" familien, hvis du stopper med at invitere hende.

men nu spørger jeg bare lige, for synes ikke jeg kunne læse det ud fra dit indlæg. Men har du prøvet at sige stop og banke i bordet overfor din søster? At give hende svar på tiltale, når hun siger ting nedladende om dig eller dine? Det kan man godt på en sober måde, uden at tilsvine modparten. Hvis hun så står helt af over det. Jamen så må du banke i bordet og sige at sådan vil du ikke tales til. Det undre mig meget at dine forældre også bare finder sig i hvordan hun er/ taler/ opføre sig?... Er der ingen der har gjort hende opmærksom på at hun tramper på jer? Hvorfor bliver det umiddelbart bare accepteret?

 

Det er nemlig det, der er så hårdt. Vil nødig være den der splitter familien, som jeg vil komme til hvis jeg bryder med hende.

Jeg har mange mange gange banket i bordet og sagt frs. Både på en pæn måde og en mindre pæn måde, og det hjælper overhovedet ingenting. Hun er typen der råber op, og tager en masse old gamle diskussioner op, og svarer ikke på tiltale overhovedet, og vender og drejer ALT. Det er meget svært at forklare, for har aldrig nogensinde mødt en person som min søster.

Både min mor og far kan se at hun er meget speciel, og ikke er rimelig overfor nogen af os, og i særdeleshed ikke mig. Min bror er hun sød og rar overfor og vil gerne høre til ham. (Tror det er fordi han er en dreng, og hun føler derfor ikke hun skal konkurrere med ham).

Min mor har grædt mange tårer over det hele, men hun lukker ligesom af, og regner med at jeg jo bare er rummelig som jeg altid har været. Hun tager ikke som sådan parti, men hun siger at hun fuldt ud forstår mig, men at man jo ikke kan vælge mellem ens børn. Og det forstår jeg jo sagtens, jeg er selv mor, og det er mit værste mareridt at mine børn skal slås på den måde. Men mine forældre går bare på listefødder når de er sammen med hende og lader hende snakke og snakke, og faktisk taler hende lidt efter munden for at få "fred" for skænderier

Det er nemlig det, der er så hårdt. Vil nødig være den der splitter familien, som jeg vil komme til hvis jeg bryder med hende.

Jeg har mange mange gange banket i bordet og sagt frs. Både på en pæn måde og en mindre pæn måde, og det hjælper overhovedet ingenting. Hun er typen der råber op, og tager en masse old gamle diskussioner op, og svarer ikke på tiltale overhovedet, og vender og drejer ALT. Det er meget svært at forklare, for har aldrig nogensinde mødt en person som min søster.

Både min mor og far kan se at hun er meget speciel, og ikke er rimelig overfor nogen af os, og i særdeleshed ikke mig. Min bror er hun sød og rar overfor og vil gerne høre til ham. (Tror det er fordi han er en dreng, og hun føler derfor ikke hun skal konkurrere med ham).

Min mor har grædt mange tårer over det hele, men hun lukker ligesom af, og regner med at jeg jo bare er rummelig som jeg altid har været. Hun tager ikke som sådan parti, men hun siger at hun fuldt ud forstår mig, men at man jo ikke kan vælge mellem ens børn. Og det forstår jeg jo sagtens, jeg er selv mor, og det er mit værste mareridt at mine børn skal slås på den måde. Men mine forældre går bare på listefødder når de er sammen med hende og lader hende snakke og snakke, og faktisk taler hende lidt efter munden for at få "fred" for skænderier

Sådan som du beskriver situationen, synes jeg det er meget svært at give dig et råd, for du har jo prøvet at gøre det der kan gøres. 

I stedet for bare at cutte kontakten med hende, så tror jeg at jeg ville sige/skrive et brev til hende at du er ved at gå psykisk ned på den måde hun taler til dig på, og den måde hun opfører sig på. At du elsker hende meget højt og enormt gerne vil have et godt forhold til hende, men at du også må passe på dig selv. At du meget gerne vil bevare jeres forhold hvis hun ændrer den måde hun taler til dig på, men at du ellers må stoppe kontakten. På den måde bliver det hendes valg om hun er villig til at arbejde med sig selv, eller om der er helt lukket.

Du må droppe at have dårlig samvittighed overfor dine forældre. De ved hvordan din søster er, og de må forstå dit valg (jeg fatter dog slet ikke hvorfor de fortæller dig at hun har ringet og svinet dig til, men det er så en anden sag).

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, der er en middelvej mellem et brud og at finde sig i tingenes tilstand. For mig lyder det lidt, som om I har vænnet jer til bestemte roller, hvor hun er den dominerende, og du er den søde lillesøster. Det kan du være med til at ændre på - hun gør det ikke af sig selv. Du virker umådeligt sød og kærlig og tolerant, og hun MÅ altså have nogle "issues", når hun ikke kan hvile i sig selv og sin dygtighed, men er nødt til at "hakke nedad". Måske provokerer det hende endda, at du er glad og tilfreds og ikke skammer dig over at være lavere uddannet end hende? 

Jeg synes, du skal trække vejret dybt ind og sige nogle ting, hun ikke forventer af dig - "Mener du egentlig, jeg ikke er civiliseret??" - "Ved du hvad, jeg trives SÅ fint uden at gå til alt muligt med mit barn, så det holder jeg bare fast i" - "Jeg håber sådan, vores børn kan ses tit og få glæde af hinanden - hvad tænker du?" 

 

I flere år har det været de roller vi har haft. Jeg har fundet mig i alt for meget, og har været naiv i forhold til at tro, at det vil ændre sig til et godt og sundt forhold. Hun er føreren, som bestemmer hvordan tingene bør være.

Og jo, jeg tror det provokere hende meget at jeg hviler i det jeg laver. Skammer mig ikke over den karrierer vej, som jeg har valgt, selvom der ikke er prestige i det. Det jeg vægter højest er at kunne være meget hjemme, så vi får et roligt familieliv og min mand kan give den gas med karrieren. Sådan fungere det bedst for os. Min søster derimod er jo højt uddannet, og har læst 7 år efter gymnasiet. Så i min verden burde hun jo ikke have noget at være ked af på den front, fordi der er da meget mere prestige i det hun laver end det jeg laver. Forskellen på os på det punkt er nok bare at jeg er fuldstændig ligeglad med prestige, hvorimod hun har brug for at fortælle alle om det hun har formået (hvilket jeg synes er helt ok) er som sagt stolt af min søster. Men meget ked af at blive inddirekte nedgjort pga mit "beskedne" fag. Jeg er Sosu.

Jeg har haft spurgt hende om hun mener jeg ikke er til at tale med pga mit fag, men så blev hun megen vred og påstod det var mig der bare var så misundelig på hende

Det er meget kompliceret

modesty skriver:

Sådan som du beskriver situationen, synes jeg det er meget svært at give dig et råd, for du har jo prøvet at gøre det der kan gøres. 

I stedet for bare at cutte kontakten med hende, så tror jeg at jeg ville sige/skrive et brev til hende at du er ved at gå psykisk ned på den måde hun taler til dig på, og den måde hun opfører sig på. At du elsker hende meget højt og enormt gerne vil have et godt forhold til hende, men at du også må passe på dig selv. At du meget gerne vil bevare jeres forhold hvis hun ændrer den måde hun taler til dig på, men at du ellers må stoppe kontakten. På den måde bliver det hendes valg om hun er villig til at arbejde med sig selv, eller om der er helt lukket.

Du må droppe at have dårlig samvittighed overfor dine forældre. De ved hvordan din søster er, og de må forstå dit valg (jeg fatter dog slet ikke hvorfor de fortæller dig at hun har ringet og svinet dig til, men det er så en anden sag).

Tak for rådet, men et brev ville kun være at puste til ilden, så vil hun tænde helt af. Også selvom det er et brev, med følelser lagt i, men hun har aldrig accepteret at hun har skyld eller bare lidt skyld i noget desværre. Jeg har sagt til hende flere gange om vi kan glemme og starte forfra, og hun forstår slet ikke hvad jeg mener, hun skal ikke ændre sig bum.

Det var også forkert af mine forældre. Ikke noget jeg selv ville gøre som forælder.



Tror jeg vil lade det Ebbe ud, og så tage tyren ved hornet næste gang, der bliver noget og så sige lige det jeg tænker til hende. Selvom hun ikke svarer på det jeg siger, må lidt sidde fast bagefter. Vil forsøge at fokusere på mig selv og min egen familie fremfor mine forældre og deres "sorg" som det er, over hele den her situation.

Havanagila skriver:

Hej du. Først en kæmpe krammer.

Du fortjener bedre. Familie er ikke alt. Man skal ikke finde sig i alt.
Først vil jeg sige jeg ingen kontakt har med min far pga en træls barndom og at han stadig prøver og dominere. Selvom jeg er 27

Min søster har altid været det sorte får i familien. Fordi hun altid vil hvad hun selv vil og lytter ikke til andre.
Hun startede i stofmisbrug da hun var 13 år. Og ryger frem og tilbage i det. Stadig den dag i dag hun bliver 30 år snart.
Hun har altid haft en form for misundelse over mig. Hvorfor ved jeg ikke. For jeg har aldrig prøvet at gøre hende jaloux. Hun er min søster og jeg har fundet mig i meget lort fra hendes side af men tilgiver altid.

Hun fik diagnosen skitzofren da hun var 20 tror jeg.
Nok også derfor jeg altid tilgiver hende.
Men hun har altid prøvet at gøre mig uvenner med mine forældre. Hun siger en masse der ikke passer for at starte intrier.

Hun har de sidste år mest holdt sig fra mig, og jeg har sjældent set hende. Hun var med til min datters 2 års fødselsdag hvor hun kom 2 timer forsent. Og glemte min datters 1 års fødselsdag.
Hun har altid glemt min fødselsdag.

Hun siger altid hun snart kommer forbi men ser hende aldrig. Sidst hen var her var vidst til min datters 2 års fødselsdag.

Efter jeg fik min datter snakker jeg sjældent med hende for når jeg skriver eller ringer. Svarer hun aldrig.

Jeg tror hun har det svært med at jeg har fået min datter. Og hun ikke får børn pga hendes sygdom.

Men jeg ved hun kommer hos min bror en gang om ugen. For min bror og jeg bor i samme blok og ser hendes knallert holde der hver onsdag. Men ikke noget med lige at komme og sige Hej eller noget.
Og det gør mig så ked af det, for jeg ved hun vil være en ekstrem god moster. Men det gør så ondt hun ikke vil se min datter. Ja og ikke mindst mig.

Men jeg har accepteret at det er som det er. For selvom man skal sortere det halve fraaf hvad hun siger så elsker jeg hende og hun er mere end velkommen.
Men når hun ikke hverken svarer mig eller ringer tilbage og ikke lige kan kigge et smut forbi til ensodavand når hun alligevel er to opgange ved siden af hvor jeg bor. Jamen så må det bare være sådan. Jeg er træt af at få hende til at komme og prøve at holde kontakten ved lige når hun alligevel ikke gider.

Så derfor acceptere jeg det som det nu engang er.

Så mit råd til dig, er at sig til din søster hvad du føler. Og hvis hun ikke lytter jamen så lad hende være, hvis hun ikke vender tilbage til dig, kan du jo ikke bruge hende til ret meget.

Håber du finder en løsning

Tsk for krammer, det har jeg brug for

Så rart at høre frs dig, nu du selv står i en lignende situation. Det er så svært at forstå, hvis man ikke selv er midt i det tror jeg. Det er bare altid sværere når det er familie. Også selvom familie ikke er alt. Jeg mener heller ikke familien er alt overhovedet.

Det lyder også som om at din søster er speciel, og forstår godt du bliver trist over at hun ikke vil være en god moster for din datter. Det vil min søster heller ikke overfor min. Det er så hårdt. Men jeg må prøve at acceptere tingenes tilstand, og få sagt FRA, så jeg slipper for at blive mere kørt ned over det her problem, som efterhånden har varet så længe som jeg husker.




Tak fordi du ville dele din historie med mig

For mig lyder det til at du er nødt til at vise du er den stærke. 

Vise hende du er kold overfor hvad hun siger (selvom det er svært). 

Kun snakke med hende til familietamtam. Lade hende sejle i sin egen sø. 

 

Jeg synes at din mor kræver en del af dig, når hun mener at du bare skal være rummelig. 

Prøv slip samvittigheden og luk din søster ude i et stykke tid. 

Hende og hendes mand må virkelig have dårlig selvværd og selvtillid, når de skal pointere de ting som de gør. 

 

Helt ærligt, så er din søster ikke det værd. 

Vær stolt af at du har været rummelig, at du hviler i dig selv og ikke har behov for at være som hende!

Saphiira skriver:

For mig lyder det til at du er nødt til at vise du er den stærke. 

Vise hende du er kold overfor hvad hun siger (selvom det er svært). 

Kun snakke med hende til familietamtam. Lade hende sejle i sin egen sø. 

 

Jeg synes at din mor kræver en del af dig, når hun mener at du bare skal være rummelig. 

Prøv slip samvittigheden og luk din søster ude i et stykke tid. 

Hende og hendes mand må virkelig have dårlig selvværd og selvtillid, når de skal pointere de ting som de gør. 

 

Helt ærligt, så er din søster ikke det værd. 

Vær stolt af at du har været rummelig, at du hviler i dig selv og ikke har behov for at være som hende!

Er enig i at min mor kræver meget af mig, og ville faktisk ønske at mine forældre trådte mere i karakter, også selvom vi er voksne. Det her påvirker hele familien, og man er altid nervøs for at være sammen med dem, fordi man skal træde varsomt. Men kan også godt forstå mine forældre bare ønsker at vi allesammen skal kunne hygge os sammen (det kan vi også, hvis bare vi snakker dem efter munden).

Pt er det kun familie tamtam vi ses til, men ville ønske jeg ikke behøvede eller følte jeg var nødt til at invitere dem til fødselsdage osv. I mit eget hjem.

Men vil prøve at lade kommentarende pralle mere af, og tænke at det er dem der må have et issue. Men det bliver svært, at styre sine følelser.