Min søster:/ hvad skal jeg gøre og ikke gøre

Det her bliver måske lidt langt og rodet men her kommer det

Min storesøster og jeg har ikke haft et godt forhold til hinanden siden vi var børn. Jeg er nu i midten af tyverne og hun er i slutningen af tyverne. Hun har altid gerne ville konkurrere med mig, og det har stået på i alt den tid jeg husker. Hun vil aldrig høre om mit liv, men vil kun fortælle om sit eget, og lytter på ingen måde når man snakker til hende. Jo hvis det går mig skidt lytter hun Føler og har følt i mange år, at hun faktisk ville ønske at jeg ikke eksisterede.

Hun er meget opfarende overfor mig, og skal virkelig passe på med hvad jeg siger til hende, for hun er en tikkende bombe overfor mig. Hun har meget had til mig, som jeg tror bunder i misundelse. Misundelsen er dog i min verden helt ubegrundet.

Min søster er veluddannet og en flot og pligtopfyldene kvinde. Hun er gift og sammen har de et barn.

Jeg har en kæreste og sammen har vi en fælles datter. Min kæreste har et godt job og har også en lang uddannelse. Jeg derimod har en kort uddannelse, og har altid været glad og tilfreds med det.

Jeg har gjort så meget for hende bl.a. planlagde jeg hendes polterabend for to år siden, og lige meget hvad jeg gør så er hun bare generelt sur på mig. Hun har p***** rigtig meget på mig de sidste mange år. Jeg har dog altid rakt hånden ud, da jeg ønsker og stadig ønsker et godt søstreskab. Dette kan bare ikke lade sig gøre, da hun modarbejder mig.

Da jeg i sin tid blev gravid, fortalte jeg hende det i uge 7. hun skrev bare tillykke, og så ikke mere. (Hun har altid sagt at hun hader børn og aldrig vil have børn, og det samme har hendes mand sagt, og de har altid til familiearrangementer ville diskutere dette emne med mig og min mand, fordi vi altid har ønsket os at stifte familie).

Dagen efter jeg fortalte hende om graviditeten fortæller hun mig så, at nu har hun smidt p-pillerne. Ok tænker jeg, fedt så kan vi måske have det sammen, og jeg glædede mig meget til at blive moster.

Igennem hele min graviditet fortæller min søster mig, at man jo slet ikke kan se noget på mine scanningsbilleder. Jeg sender hende nemlig et par stykker i graviditeten. Hun spørger mig ikke på et eneste tidspunkt i min graviditet hvordan det går eller noget som helst.

Min søster bliver så gravid to måneder efter hun har smidt p-pillerne og jeg er glad på deres vegne, og skriver meget til hende og spørger hvordan hun har det og komplimentere hendes scanningsbilleder. Ikke på noget tidspunkt spørger hun ind til mig.

Da jeg føder min pige skriver hun bare tillykke. Og det er det. Hun kommer ikke engang ud på sygehuset og ser min datter Først da hun er 1 måned gammel kommer hun med mine forældre ud til os og ser hende.

Da hun så føder stiller jeg op dagen efter hun har født, for vil selvfølgelig gerne være en god søster og vil meget gerne se min lille nevø, som jeg selvfølgelig elsker højt.

Nu er vi lige flyttet i ny lejlighed, jeg og min lille familie, og det er vi selvfølgelig meget glade for, da vi kommer fra en kollegielejlighed, som ikke var meget. Hun hverken siger tillykke eller buh eller bæh, når jeg fortæller hende det. Det bliver bare fuldstændig ignoreret.

Hende og hendes mand sviner andre mennesker til som ikke har samme holdning som dem. De kritisere alt og alle, og snakker meget nedladende om folk der har en kort uddannelse, eller folk som er syge og er på kontanthjælp f.eks. De snakker om civiliserede mennesker (synes de selv de er), og så os andre, som ikke har læst 7 år på universitetet. Det er rigtig hårdt at høre på. Jeg er så stolt af min søster, og det hun har opnået uddannelsemæssigt, men det sårer mig meget at de snakker nedladende i mit påhør om mit uddannelsesniveau. For det er jo det jeg har valgt og er glad for. Min mand er veluddannet og tjener godt, og jeg er overbevist om, at de ikke mener at jeg fortjener ham, nu jeg er så "lille" i deres øjne.

Hun ringede til min mor for et stykke tid siden og svinede mig til overfor hende, og sagde mange mange grimme ting om mig. Fuldstændig ud af det blå. Vi var hverken uvenner eller noget som helst. Det sårede mig dybt, da jeg ALDRIG har gjort hende noget som helst eller ønsket hende ondt. Jeg elsker min søster. Og det er det frygtelige. Jeg elsker hende selvom hun har behandlet mig så grimt, og der er mange mange andre ting i det også, men det kan slet ikke skrives ned, fordi det tangere til psykisk terror.


Lige nu ses vi kun til familiesammenkomster. Vi snakker ikke sammen ellers, ved mindre jeg tager med min mor ind til hende, som jeg har haft gjort to gange. Det stoppede jeg med efter at hun ytrede at jeg da måtte kede mig derhjemme, fordi jeg ikke gik til noget med min datter hver dag. (Hun går til svømning, rytmik, puslestik osv, og er ude af døren hver dag). Men det kan min baby og jeg ikke klare. Min datter fungere bedst med faste rutiner, og det kan vi ikke have hvis vi skal gå til noget hver dag. Hun mente så det var derfor jeg ville tage med min mor derind, fordi jeg havde et kedeligt liv efter hendes mening Så mistede jeg ligesom lysten til at tage med min mor derind. Selvom det faktisk havde været hyggeligt, at være derinde, og børnene var meget interesseret i hinanden.

Min mor ønsker at vi selvfølgelig skal være gode venner, og siger om min søster "sådan er hun bare, sådan er hun også overfor mig", så bare hver rummelig og lad det gå ind af det ene øre og ud igen af det andet, men det har jeg gjort i flere år og jeg VIL ikke mere. Jeg er kørt psykisk ned af det, og ville ønske jeg aldrig skulle se dem mere, fordi jeg får det så dårligt med alle de nedladende ting min søster og også hendes mand siger. Men jeg vil jo heller ikke undværre min nevø, som jeg elsker meget højt, selvom jeg ikke er en stor del af hans liv. Mine forældre forstår mig fuldt ud, og de kan godt se den er gal, men de kan intet gøre selvfølgelig. Allerede nu er jeg bange for min datters 1 års fødselsdag, da jeg helst ikke vil have dem med, men bliver nødt til at invitere dem, for ellers melder jeg krig, og vil ikke ødelægge min familie. Men de interessere sig ikke en dyt for vores liv overhovedet, så forstår ikke hvorfor de bør med. Men ja, det er jo familie.

Har det så skidt med alt det her


Hvad i alverden gør man dog

Uden at lyde flabet. -hvorfor dog bruge så meget krudt på hende ??

Familie er IKKE alt.

Jeg har selv en søskende som jeg ingen kontakt har til. Hvorfor skulle man dog spilde sin og sin families tid på en som ikke vil en det bedste??

Jeg synes du har strakt dig langt, og 1000 gange længere end jeg ville have gjort.

Koncentrer dig om din egen familie, og hvis hun vil have kontakt, så må hun selv række en hånd frem.

Har desværre ikke nogen gode råd. Men vil ikke gå fra tråden uden og give dig et kram og sige at din søster lyder som en kæmpe idiot. Og hun fortjener slet ikke sådan en sød lille søster som dig. Prøv og lad det prelle af og sig til dig selv, at hun er taberen i det her! 

FruStolpe skriver:

Uden at lyde flabet. -hvorfor dog bruge så meget krudt på hende ??

Familie er IKKE alt.

Jeg har selv en søskende som jeg ingen kontakt har til. Hvorfor skulle man dog spilde sin og sin families tid på en som ikke vil en det bedste??

Jeg synes du har strakt dig langt, og 1000 gange længere end jeg ville have gjort.

Koncentrer dig om din egen familie, og hvis hun vil have kontakt, så må hun selv række en hånd frem.

Og du har så meget ret, jeg synes bare det er så svært, fordi jeg jo godt ved hvor meget det vil påvirke hele vores familie fremadrettet, hvis jeg stopper med at invitere dem i vores hjem.

Ville ønske det "bare" var en veninde. Men det er godt nok svært når man deler forældre puha! Men jeg er glad for at høre fra en, som selv har stået i en situation, som at sige fra overfor en søskende.

Familien er ikke alt, men alligevel har jeg det skidt med at være den der skal bryde fuldstændig. Det vil komme MEGET bag på min søster, da jeg jo altid har føjet hende.

Clarasmor2010 skriver:

Har desværre ikke nogen gode råd. Men vil ikke gå fra tråden uden og give dig et kram og sige at din søster lyder som en kæmpe idiot. Og hun fortjener slet ikke sådan en sød lille søster som dig. Prøv og lad det prelle af og sig til dig selv, at hun er taberen i det her! 

Tak fordi du læste med, det er rart at vide det ikke er mig som er helt gal på den, for kan nærmest blive helt i tvivl, om det virkelig er mig der er noget helt galt med Inderst inde ved jeg dog godt, det ikke er tilfældet i denne her situation. Men det er så hårdt når det er noget der påvirker en hel familie. Er så vred indeni.

Anonym skriver:

Det her bliver måske lidt langt og rodet men her kommer det

Min storesøster og jeg har ikke haft et godt forhold til hinanden siden vi var børn. Jeg er nu i midten af tyverne og hun er i slutningen af tyverne. Hun har altid gerne ville konkurrere med mig, og det har stået på i alt den tid jeg husker. Hun vil aldrig høre om mit liv, men vil kun fortælle om sit eget, og lytter på ingen måde når man snakker til hende. Jo hvis det går mig skidt lytter hun Føler og har følt i mange år, at hun faktisk ville ønske at jeg ikke eksisterede.

Hun er meget opfarende overfor mig, og skal virkelig passe på med hvad jeg siger til hende, for hun er en tikkende bombe overfor mig. Hun har meget had til mig, som jeg tror bunder i misundelse. Misundelsen er dog i min verden helt ubegrundet.

Min søster er veluddannet og en flot og pligtopfyldene kvinde. Hun er gift og sammen har de et barn.

Jeg har en kæreste og sammen har vi en fælles datter. Min kæreste har et godt job og har også en lang uddannelse. Jeg derimod har en kort uddannelse, og har altid været glad og tilfreds med det.

Jeg har gjort så meget for hende bl.a. planlagde jeg hendes polterabend for to år siden, og lige meget hvad jeg gør så er hun bare generelt sur på mig. Hun har p***** rigtig meget på mig de sidste mange år. Jeg har dog altid rakt hånden ud, da jeg ønsker og stadig ønsker et godt søstreskab. Dette kan bare ikke lade sig gøre, da hun modarbejder mig.

Da jeg i sin tid blev gravid, fortalte jeg hende det i uge 7. hun skrev bare tillykke, og så ikke mere. (Hun har altid sagt at hun hader børn og aldrig vil have børn, og det samme har hendes mand sagt, og de har altid til familiearrangementer ville diskutere dette emne med mig og min mand, fordi vi altid har ønsket os at stifte familie).

Dagen efter jeg fortalte hende om graviditeten fortæller hun mig så, at nu har hun smidt p-pillerne. Ok tænker jeg, fedt så kan vi måske have det sammen, og jeg glædede mig meget til at blive moster.

Igennem hele min graviditet fortæller min søster mig, at man jo slet ikke kan se noget på mine scanningsbilleder. Jeg sender hende nemlig et par stykker i graviditeten. Hun spørger mig ikke på et eneste tidspunkt i min graviditet hvordan det går eller noget som helst.

Min søster bliver så gravid to måneder efter hun har smidt p-pillerne og jeg er glad på deres vegne, og skriver meget til hende og spørger hvordan hun har det og komplimentere hendes scanningsbilleder. Ikke på noget tidspunkt spørger hun ind til mig.

Da jeg føder min pige skriver hun bare tillykke. Og det er det. Hun kommer ikke engang ud på sygehuset og ser min datter Først da hun er 1 måned gammel kommer hun med mine forældre ud til os og ser hende.

Da hun så føder stiller jeg op dagen efter hun har født, for vil selvfølgelig gerne være en god søster og vil meget gerne se min lille nevø, som jeg selvfølgelig elsker højt.

Nu er vi lige flyttet i ny lejlighed, jeg og min lille familie, og det er vi selvfølgelig meget glade for, da vi kommer fra en kollegielejlighed, som ikke var meget. Hun hverken siger tillykke eller buh eller bæh, når jeg fortæller hende det. Det bliver bare fuldstændig ignoreret.

Hende og hendes mand sviner andre mennesker til som ikke har samme holdning som dem. De kritisere alt og alle, og snakker meget nedladende om folk der har en kort uddannelse, eller folk som er syge og er på kontanthjælp f.eks. De snakker om civiliserede mennesker (synes de selv de er), og så os andre, som ikke har læst 7 år på universitetet. Det er rigtig hårdt at høre på. Jeg er så stolt af min søster, og det hun har opnået uddannelsemæssigt, men det sårer mig meget at de snakker nedladende i mit påhør om mit uddannelsesniveau. For det er jo det jeg har valgt og er glad for. Min mand er veluddannet og tjener godt, og jeg er overbevist om, at de ikke mener at jeg fortjener ham, nu jeg er så "lille" i deres øjne.

Hun ringede til min mor for et stykke tid siden og svinede mig til overfor hende, og sagde mange mange grimme ting om mig. Fuldstændig ud af det blå. Vi var hverken uvenner eller noget som helst. Det sårede mig dybt, da jeg ALDRIG har gjort hende noget som helst eller ønsket hende ondt. Jeg elsker min søster. Og det er det frygtelige. Jeg elsker hende selvom hun har behandlet mig så grimt, og der er mange mange andre ting i det også, men det kan slet ikke skrives ned, fordi det tangere til psykisk terror.


Lige nu ses vi kun til familiesammenkomster. Vi snakker ikke sammen ellers, ved mindre jeg tager med min mor ind til hende, som jeg har haft gjort to gange. Det stoppede jeg med efter at hun ytrede at jeg da måtte kede mig derhjemme, fordi jeg ikke gik til noget med min datter hver dag. (Hun går til svømning, rytmik, puslestik osv, og er ude af døren hver dag). Men det kan min baby og jeg ikke klare. Min datter fungere bedst med faste rutiner, og det kan vi ikke have hvis vi skal gå til noget hver dag. Hun mente så det var derfor jeg ville tage med min mor derind, fordi jeg havde et kedeligt liv efter hendes mening Så mistede jeg ligesom lysten til at tage med min mor derind. Selvom det faktisk havde været hyggeligt, at være derinde, og børnene var meget interesseret i hinanden.

Min mor ønsker at vi selvfølgelig skal være gode venner, og siger om min søster "sådan er hun bare, sådan er hun også overfor mig", så bare hver rummelig og lad det gå ind af det ene øre og ud igen af det andet, men det har jeg gjort i flere år og jeg VIL ikke mere. Jeg er kørt psykisk ned af det, og ville ønske jeg aldrig skulle se dem mere, fordi jeg får det så dårligt med alle de nedladende ting min søster og også hendes mand siger. Men jeg vil jo heller ikke undværre min nevø, som jeg elsker meget højt, selvom jeg ikke er en stor del af hans liv. Mine forældre forstår mig fuldt ud, og de kan godt se den er gal, men de kan intet gøre selvfølgelig. Allerede nu er jeg bange for min datters 1 års fødselsdag, da jeg helst ikke vil have dem med, men bliver nødt til at invitere dem, for ellers melder jeg krig, og vil ikke ødelægge min familie. Men de interessere sig ikke en dyt for vores liv overhovedet, så forstår ikke hvorfor de bør med. Men ja, det er jo familie.

Har det så skidt med alt det her


Hvad i alverden gør man dog

Du lyder som et rigtigt dejligt, rummende og betænksomt  menneske. De egenskaber lærer man IKKE på universitetet. Du fortæller kærligt om din mand og jeres datter og det liv I har sammen. Nyd det og prøv at lade være med at bruge krudt på hvad din søster tænker og mener. Det er tydeligt, at det ikke er hende, der har lært mest i livets skole. Hun må være et meget ulykkeligt og "lille" menneske siden hun opfører sig, som hun gør. Nyd dit liv og hold hovedet højt 

Phuuu det lyder hårdt. Jeg forstår udemærket det dilemma du står i, hvor du føler du "splitter" familien, hvis du stopper med at invitere hende.

men nu spørger jeg bare lige, for synes ikke jeg kunne læse det ud fra dit indlæg. Men har du prøvet at sige stop og banke i bordet overfor din søster? At give hende svar på tiltale, når hun siger ting nedladende om dig eller dine? Det kan man godt på en sober måde, uden at tilsvine modparten. Hvis hun så står helt af over det. Jamen så må du banke i bordet og sige at sådan vil du ikke tales til. Det undre mig meget at dine forældre også bare finder sig i hvordan hun er/ taler/ opføre sig?... Er der ingen der har gjort hende opmærksom på at hun tramper på jer? Hvorfor bliver det umiddelbart bare accepteret?

 

Jeg synes, der er en middelvej mellem et brud og at finde sig i tingenes tilstand. For mig lyder det lidt, som om I har vænnet jer til bestemte roller, hvor hun er den dominerende, og du er den søde lillesøster. Det kan du være med til at ændre på - hun gør det ikke af sig selv. Du virker umådeligt sød og kærlig og tolerant, og hun MÅ altså have nogle "issues", når hun ikke kan hvile i sig selv og sin dygtighed, men er nødt til at "hakke nedad". Måske provokerer det hende endda, at du er glad og tilfreds og ikke skammer dig over at være lavere uddannet end hende? 

Jeg synes, du skal trække vejret dybt ind og sige nogle ting, hun ikke forventer af dig - "Mener du egentlig, jeg ikke er civiliseret??" - "Ved du hvad, jeg trives SÅ fint uden at gå til alt muligt med mit barn, så det holder jeg bare fast i" - "Jeg håber sådan, vores børn kan ses tit og få glæde af hinanden - hvad tænker du?" 

 

SØS skriver:

Du lyder som et rigtigt dejligt, rummende og betænksomt  menneske. De egenskaber lærer man IKKE på universitetet. Du fortæller kærligt om din mand og jeres datter og det liv I har sammen. Nyd det og prøv at lade være med at bruge krudt på hvad din søster tænker og mener. Det er tydeligt, at det ikke er hende, der har lært mest i livets skole. Hun må være et meget ulykkeligt og "lille" menneske siden hun opfører sig, som hun gør. Nyd dit liv og hold hovedet højt 

Jeg har i mange år pakket mine følelse omkring det hele væk. Ladet som om det slet ikke var rigtigt, at vores forhold virkelig var/er så slemt. Men de sidste måneder er det bare væltet frem med en masse forskellige følelser. Psykisk har det taget utroligt meget på mig, og det er nok fordi at jeg aldrig har givet mig selv lov til at være vred og ked af det over tingenes tilstand.

Er så glad for at høre, at jeg ikke lyder helt væk og urimelig. Man kan komme helt i tvivl eftersom man er blevet pillet ned over en så lang periode. Og det du skriver er bare dejlig læsning, for sådan har jeg ikke tænkt på det.

Tak for de søde ord

Hej du. Først en kæmpe krammer.

Du fortjener bedre. Familie er ikke alt. Man skal ikke finde sig i alt.
Først vil jeg sige jeg ingen kontakt har med min far pga en træls barndom og at han stadig prøver og dominere. Selvom jeg er 27

Min søster har altid været det sorte får i familien. Fordi hun altid vil hvad hun selv vil og lytter ikke til andre.
Hun startede i stofmisbrug da hun var 13 år. Og ryger frem og tilbage i det. Stadig den dag i dag hun bliver 30 år snart.
Hun har altid haft en form for misundelse over mig. Hvorfor ved jeg ikke. For jeg har aldrig prøvet at gøre hende jaloux. Hun er min søster og jeg har fundet mig i meget lort fra hendes side af men tilgiver altid.

Hun fik diagnosen skitzofren da hun var 20 tror jeg.
Nok også derfor jeg altid tilgiver hende.
Men hun har altid prøvet at gøre mig uvenner med mine forældre. Hun siger en masse der ikke passer for at starte intrier.

Hun har de sidste år mest holdt sig fra mig, og jeg har sjældent set hende. Hun var med til min datters 2 års fødselsdag hvor hun kom 2 timer forsent. Og glemte min datters 1 års fødselsdag.
Hun har altid glemt min fødselsdag.

Hun siger altid hun snart kommer forbi men ser hende aldrig. Sidst hen var her var vidst til min datters 2 års fødselsdag.

Efter jeg fik min datter snakker jeg sjældent med hende for når jeg skriver eller ringer. Svarer hun aldrig.

Jeg tror hun har det svært med at jeg har fået min datter. Og hun ikke får børn pga hendes sygdom.

Men jeg ved hun kommer hos min bror en gang om ugen. For min bror og jeg bor i samme blok og ser hendes knallert holde der hver onsdag. Men ikke noget med lige at komme og sige Hej eller noget.
Og det gør mig så ked af det, for jeg ved hun vil være en ekstrem god moster. Men det gør så ondt hun ikke vil se min datter. Ja og ikke mindst mig.

Men jeg har accepteret at det er som det er. For selvom man skal sortere det halve fraaf hvad hun siger så elsker jeg hende og hun er mere end velkommen.
Men når hun ikke hverken svarer mig eller ringer tilbage og ikke lige kan kigge et smut forbi til ensodavand når hun alligevel er to opgange ved siden af hvor jeg bor. Jamen så må det bare være sådan. Jeg er træt af at få hende til at komme og prøve at holde kontakten ved lige når hun alligevel ikke gider.

Så derfor acceptere jeg det som det nu engang er.

Så mit råd til dig, er at sig til din søster hvad du føler. Og hvis hun ikke lytter jamen så lad hende være, hvis hun ikke vender tilbage til dig, kan du jo ikke bruge hende til ret meget.

Håber du finder en løsning