Hvordan håndtere jeg en psykisk syg?

Yurie skriver:

Jeg må indrømme at den med cola nok også have såret mig., eller såret er måske et stærkt ord.. men jeg ville få det dårligr hvis den kommentar jeg kom fordi jeg ved et uheld havde spildt noget cola.

Det med pungen,  er jo ikke for at være irriterende, men fordi hun mener at det er farligt at have den liggende i vognen, mog så kyler du den kommetar ud.

Jeg ville ikke gøre som hun, men jeg nok føle mig i lidt godt humør, og passe på hvad jeg sagde og gjorde resten af dagen.

Du skal virkelig virkelig passe på hvad du siger, for det slår så meget hårdere på hende end dig. 

Men jeg tror I har brug for en lillepause fra hinhinanden,  så I ikke ender med at sige flere ting. Jeg tror hun er ked af det, og har det dårligt. 

Tonen mellem os har altid været spydig og normalt ville jeg sagtens kunne sige sådan uden at hun tænder af. Jeg ved at hun er ked af det og inde i en virkelig svær periode, men hold op hvor jeg føler, at jeg skal stå model til meget!
Jeg er selv ret nærtagende og blir vildt ked af det, når hun fortæller mig om alle mine fejl og mangler! Jeg kæmper for at være en god mor, en god kæreste, en god veninde osv, men det er svært.

Begge mine forældre er psykisk syge og på førtidspension pga det - vores liv er bare ret turbulent

Anonym skriver:

Det er nemlig mega hårdt og hun er en meget dramatisk kvinde! Hun har op til flere gange taget afsked med både familie og veninder og hun er typen der bærer sindsygt meget nag. Hun er faktisk rigtig god til at skubbe folk fra sig!
Øv det er træls, for samtidig er hun min mor, som gør ALT for mig og mine børn!

Ja nemlig, og det gør virkelig ondt. her sker det også når hun har et mega dårligt humør og du kan tro nogle ord der så kan komme

men også der for jeg virkelig bare siger til hende i dag skal vi ikke snakke sammen fordi så siger jeg noget jeg ikke skulle have sagt.

og det er vi blevet enige om for jeg vil ikke undvære min mor for som du skriver så er hun der for mig og min søn

B&J skriver:

Ja nemlig, og det gør virkelig ondt. her sker det også når hun har et mega dårligt humør og du kan tro nogle ord der så kan komme

men også der for jeg virkelig bare siger til hende i dag skal vi ikke snakke sammen fordi så siger jeg noget jeg ikke skulle have sagt.

og det er vi blevet enige om for jeg vil ikke undvære min mor for som du skriver så er hun der for mig og min søn

Jeg må prøve med den strategi. Har gået til coach, hvor jeg har arbejdet med mig selv.
Min far er også psykisk syg og de er begge førtidspensionister. Han vil også diskutere og svine mig til konstant - ligesom min mor pludselig også vil. Taktikken ved ham blev bare at lukke samtalen af med det samme, når han begyndte på noget. Fx bare sige, det er fint far - du har ret til at have din egen mening og så lukke den.

Anonym skriver:

Jeg må prøve med den strategi. Har gået til coach, hvor jeg har arbejdet med mig selv.
Min far er også psykisk syg og de er begge førtidspensionister. Han vil også diskutere og svine mig til konstant - ligesom min mor pludselig også vil. Taktikken ved ham blev bare at lukke samtalen af med det samme, når han begyndte på noget. Fx bare sige, det er fint far - du har ret til at have din egen mening og så lukke den.

Nemlig... det er hårdt. første gang jeg gjorde det og gik mit hjerte sprang ud af min krop og ville ønske jeg ville løbe tilbage og sige undskyld.. men jeg gjorde det ikke og første gang det var så hård og gjorde ondt men det hjalp mig i det lange løb...

Når man selv har det dårligt, så har man tendens til at projicere sin dårligdom over på andre. Det virker som om det er det din mor hun gør. 

Men det er ikke sjovt for dig, og du skal lære at sige fra når din mor siger og gør noget der går over din grænse. 

Isabella_mor skriver:

Når man selv har det dårligt, så har man tendens til at projicere sin dårligdom over på andre. Det virker som om det er det din mor hun gør. 

Men det er ikke sjovt for dig, og du skal lære at sige fra når din mor siger og gør noget der går over din grænse. 

ja det ved jeg, men det er svært at sætte grænser, når jeg samtidig ønsker at hun skal være en del af vores liv/hverdag!

Anonym skriver:

ja det ved jeg, men det er svært at sætte grænser, når jeg samtidig ønsker at hun skal være en del af vores liv/hverdag!

Så må du lave en aftale med hende.! 

Forklare hende hvad det gør ved dig når hun siger som hun gør. 

Hun er din mor. Det burde være hende der var den voksne i jeres forhold.  

Hun lyder som mig en gang. Jeg skubbede alle væk som var gode for møg, dem der holdte af mig og viste omsorg, for kunne jeg ikke håndtere, var blevet behandlet meget dårligt som barn, men pludselig var der en som skubbede til mig, tog fat i mig og når jeg prøvede at skubbe væk blev jeg trukket tættere på. Fik kommentaren nå du er lidt irriteret idag, men det føltes altid kærligt for der var ingen sur mine. Jeg var i min skal længe, men det fik mig åbnet op og gjorde jeg fik det godt psykisk og at jeg storset intet mærker af det idag. Nu var personen uddannet inde for meget der omhandlede psyken så det gjorde det meget lettere.
Et råd er at din mor er ved at træppe ud af medicin, men hun har nok brug for en god psykolog eller coach til at få hende videre. Det kan tage mange år, men til tider er den bedste hjælp at der er nogen som tror på en. Måske i kunne snakke med en sammen, så vil du kunne vise støtte, og hun vil kunne føle at der er opbakning, men husk at det ikke er dit ansvar det hele, for hun er jo trods alt din mor og ikke dit barn. Så husk og pas på dig selv.

Anitta Kristiansen skriver:

Hun lyder som mig en gang. Jeg skubbede alle væk som var gode for møg, dem der holdte af mig og viste omsorg, for kunne jeg ikke håndtere, var blevet behandlet meget dårligt som barn, men pludselig var der en som skubbede til mig, tog fat i mig og når jeg prøvede at skubbe væk blev jeg trukket tættere på. Fik kommentaren nå du er lidt irriteret idag, men det føltes altid kærligt for der var ingen sur mine. Jeg var i min skal længe, men det fik mig åbnet op og gjorde jeg fik det godt psykisk og at jeg storset intet mærker af det idag. Nu var personen uddannet inde for meget der omhandlede psyken så det gjorde det meget lettere.
Et råd er at din mor er ved at træppe ud af medicin, men hun har nok brug for en god psykolog eller coach til at få hende videre. Det kan tage mange år, men til tider er den bedste hjælp at der er nogen som tror på en. Måske i kunne snakke med en sammen, så vil du kunne vise støtte, og hun vil kunne føle at der er opbakning, men husk at det ikke er dit ansvar det hele, for hun er jo trods alt din mor og ikke dit barn. Så husk og pas på dig selv.

Jeg vil hellere end gerne hjælpe, men den seneste tid har jeg godt nok stået model til meget. Nu er hun som sagt sur, har lukket din facebook og ikke talt til mig siden i lørdags. Jeg lader hende komme til mig denne gang. Jeg er bestemt åben for hende i vores liv, men hun skal ikke tro at hun kan forsætte med at behandle mig sådan. Hun er begyndt også at være rigtig spydig mod min mand også - det generer mig mest egentlig!

Anonym skriver:

Jeg vil hellere end gerne hjælpe, men den seneste tid har jeg godt nok stået model til meget. Nu er hun som sagt sur, har lukket din facebook og ikke talt til mig siden i lørdags. Jeg lader hende komme til mig denne gang. Jeg er bestemt åben for hende i vores liv, men hun skal ikke tro at hun kan forsætte med at behandle mig sådan. Hun er begyndt også at være rigtig spydig mod min mand også - det generer mig mest egentlig!

Det er så forståeligt, dine grænser skal hellere ikke skrides. Og som sagt så ligger ansvaret ikke hos dig, hun er voksen nok til selv at skulle kunne gøre noget. Men jeg håber da hun får taget sig selv i nakken og er ordentlig, men opførelsen lyder meget normal nu hvor hun er ved at komme ud af sine piller, det går bare lige lidt for hurtigt måske.