Hvordan håndtere jeg en psykisk syg?

Årh ha.
Min mor er psykisk syg og har været på antidepressivt medicin de sidste 10 år, hvis ikke mere.
Vi har altid haft et meget tæt forhold og set hinanden flere gange ugentligt. Hun passer tit vores børn i et par timer hist og her og vi spiser sammen osv osv. Samtidig har vi altid haft en hård tone imellem hinanden.

Nå, men hun tager som sagt medicin og Det har været meget store doser. Nu er hun er nu igang med nedtrapning. Det betyder så at hun, om muligt, er mere sensibel end hun plejer at være.

For 14 dage siden fik jeg hele turen, fordi jeg ikke havde tid til at tale med hende. Hun fik fortalt mig hvor dårligt et menneske jeg var, at jeg ikke gider mine børn, at jeg behandler min mand dårligt osv osv osv. Den fik ikke for lidt. Dagen efter skulle mit ældste barn lave gymnastikopvisning og jeg følte derfor at jeg måtte være det store menneske og bede hende om at komme. Jeg endte med at få overtalt hende og vi havde en hyggelig dag.

Igår startede vi så forfra. Jeg gav hende en spydig kommentar, hvilket hun plejer at kunne tåle, men denne gang resulterer det i, at hun går fra os og har ikke talt med hende siden.
I dag fortæller min far mig, at hun ikke vil have mere med mig at gøre og at hun ikke vil komme steder, hvor jeg kommer! Hun skaber sig tit på den måde, men denne gang opdager jeg så, at hun både har slettet min mand og jeg på facebook!

Ligeså sød og hjælpsom som hun altid er, ligeså belastende er det at have hende i vores liv pga hendes humørsvingninger og store problemer.

Nu tænker jeg så over mit næste træk. Skal jeg lade hende være og så se om hun på et tidspunkt vil se os igen eller skal jeg forsøge at snakke med hende?

Anonym skriver:

Årh ha.
Min mor er psykisk syg og har været på antidepressivt medicin de sidste 10 år, hvis ikke mere.
Vi har altid haft et meget tæt forhold og set hinanden flere gange ugentligt. Hun passer tit vores børn i et par timer hist og her og vi spiser sammen osv osv. Samtidig har vi altid haft en hård tone imellem hinanden.

Nå, men hun tager som sagt medicin og Det har været meget store doser. Nu er hun er nu igang med nedtrapning. Det betyder så at hun, om muligt, er mere sensibel end hun plejer at være.

For 14 dage siden fik jeg hele turen, fordi jeg ikke havde tid til at tale med hende. Hun fik fortalt mig hvor dårligt et menneske jeg var, at jeg ikke gider mine børn, at jeg behandler min mand dårligt osv osv osv. Den fik ikke for lidt. Dagen efter skulle mit ældste barn lave gymnastikopvisning og jeg følte derfor at jeg måtte være det store menneske og bede hende om at komme. Jeg endte med at få overtalt hende og vi havde en hyggelig dag.

Igår startede vi så forfra. Jeg gav hende en spydig kommentar, hvilket hun plejer at kunne tåle, men denne gang resulterer det i, at hun går fra os og har ikke talt med hende siden.
I dag fortæller min far mig, at hun ikke vil have mere med mig at gøre og at hun ikke vil komme steder, hvor jeg kommer! Hun skaber sig tit på den måde, men denne gang opdager jeg så, at hun både har slettet min mand og jeg på facebook!

Ligeså sød og hjælpsom som hun altid er, ligeså belastende er det at have hende i vores liv pga hendes humørsvingninger og store problemer.

Nu tænker jeg så over mit næste træk. Skal jeg lade hende være og så se om hun på et tidspunkt vil se os igen eller skal jeg forsøge at snakke med hende?

Det kommer helt an på, hvad den spydige bemærkning gik på, og om den var fremprovokeret af din mor eller bare kom ud af det blå. 

Hvis du har såret hende uden årsag - vel vidende, at hun er meget sensibel - så synes jeg, det er op til dig at undskylde og forklare, at det ikke var alvorligt ment. Hun er ikke sig selv, og det kan hun ikke gøre for - og det er uden tvivl hårdt og belastende for dig, men du ved jo, at der er en årsag til hendes reaktion. 

Hvis hun derimod var grov og selv fremprovokerede din kommentar, ville jeg stadig forsøge med dialog, men gøre det klart for hende, at du heller ikke kan stå model til hvad som helst fra hendes side. 

 

Selvfølgelig skal du ikke finde dig i alt, men du ved jo hvorfor hun er lidt mere sensibel end normalt. Det er svært at være pårørende til en psykisk syg, ingen tvivl om det. Men hun er trods alt din mor. Tag en snak med hende. Spørg hvordan du bedst hjælper hende igennem dette på en god måde. 

Tror du skal forholde dig normalt. Selvfølgelig er det ikke en okay opførsel af hende, men vi har med en psykisk syg kvinde at gøre, og som du skriver, så er hun ekstra sensibel under nedtrapningen. Du kan prøve at kontakte hende og høre om hun mangler noget, har brug for noget eller lign. Hvis jeg stod i din situation, ville jeg personligt aldrig droppe kontakten til min mor.

Mor og meget mere skriver:

Det kommer helt an på, hvad den spydige bemærkning gik på, og om den var fremprovokeret af din mor eller bare kom ud af det blå. 

Hvis du har såret hende uden årsag - vel vidende, at hun er meget sensibel - så synes jeg, det er op til dig at undskylde og forklare, at det ikke var alvorligt ment. Hun er ikke sig selv, og det kan hun ikke gøre for - og det er uden tvivl hårdt og belastende for dig, men du ved jo, at der er en årsag til hendes reaktion. 

Hvis hun derimod var grov og selv fremprovokerede din kommentar, ville jeg stadig forsøge med dialog, men gøre det klart for hende, at du heller ikke kan stå model til hvad som helst fra hendes side. 

 

Første episode, hvor jeg ikke havde tid til at tale, modtog jeg en sviner og fik alt at vide - altså hvor skidt en person jeg var. Efter en halv time i Tlf sagde jeg noget i retning af "det kan du virkelig ikke mene, du må have det rigtig dårligt med dig selv" hun svarede dertil at det rørte hende ikke. Så sagde jeg noget dumt - et eller andet med at hun ikke kunne føle noget alligevel, når hun tog de piller. Hun lagde på og var rigtig sur. Jeg vidste straks at min kommentar var unødvendig, men efter at have hørt hende svine mig til uden at sige noget igen, kunne jeg bare ikke stoppe mig selv. Fik sagt undskyld og fil hende overtalt til gymnastikopvisningen... Hun sagde aldrig undskyld for de ting hun sagde til mig.

Siden da har hun forsat i samme spor med at svine mig til og blande sig i min/vores måde at leve på. Dette på trods af at vi blev enige om at vi ikke skulle blande os i hinandens liv.

Igår knækkede filmen så. Vi skulle i Tivoli og hun var sur allerede da hun så mig. Vi fik de til at fungere i et par timer, men derefter kom hun til at vælte en cola ud i hele vores barnevogn. Det var et uheld, men hun kunne godt se at jeg var irriteret. Hun havde hele dagen været efter mig pga min pung lå i vognen og hun synes at jeg skulle passe bedre på den. Igen siger hun så, at jeg ikke skal lade den ligge i vognen fordi den kan blive stjålet, hvortil jeg spydigt svarer "ja, eller at den bliver overfyldt med cola" det var åbenbart dråben og hun tog sine bilnøgler og kørte hjem. Vi har ikke talt med hende siden.

Demosan skriver:

Selvfølgelig skal du ikke finde dig i alt, men du ved jo hvorfor hun er lidt mere sensibel end normalt. Det er svært at være pårørende til en psykisk syg, ingen tvivl om det. Men hun er trods alt din mor. Tag en snak med hende. Spørg hvordan du bedst hjælper hende igennem dette på en god måde. 

Den strategi har jeg forsøgt mig med og har bedt hende om at være åben omkring dårlige perioder, hvor lunten er kortere, men hun er virkelig bare modbydelig at være sammen med. Igår sagde hun ordret at hun tog hjem, fordi hun ikke kunne lide mig!

A&F skriver:

Tror du skal forholde dig normalt. Selvfølgelig er det ikke en okay opførsel af hende, men vi har med en psykisk syg kvinde at gøre, og som du skriver, så er hun ekstra sensibel under nedtrapningen. Du kan prøve at kontakte hende og høre om hun mangler noget, har brug for noget eller lign. Hvis jeg stod i din situation, ville jeg personligt aldrig droppe kontakten til min mor.

Sådan har jeg det heller ikke. Hun fylder meget i mit og ungernes liv, både på godt og ondt. Men hold op hvor bruger jeg meget energi på at diskutere med hende og efterfølgende min mand og så min far og min bror osv osv. Hele tiden er der drama! Jeg er på ingen måde hellig i det her - vi tænder jo hinanden, men har bare selv brugt meget energi på at forsøge at være det bedste menneske, som jeg kan være! Kan snart ikke mere!

Hvis det havde været min mor så havde jeg laden hende få fred og hvis hun ikke kontakter jer jamen så kan i ikke gøre noget ikke andet ind du skal undskylde og jeg ved jo ikke hvad alt det gik ud på osv.

og hvis i får kontakten igen så når hun er i det dårlige humør så hold op med at snakke med hende sig i kan snakkes ved når hun er i bedre humør....

men det er et svært sted, har selv  tænkt mange gange om jeg skal droppe kontakten med min mor men hun fylder meget og det er hårdt ind i mellem men elske hende og hun elsker vores søn så må vi bare have kontakt på de gode dage

Anonym skriver:

Første episode, hvor jeg ikke havde tid til at tale, modtog jeg en sviner og fik alt at vide - altså hvor skidt en person jeg var. Efter en halv time i Tlf sagde jeg noget i retning af "det kan du virkelig ikke mene, du må have det rigtig dårligt med dig selv" hun svarede dertil at det rørte hende ikke. Så sagde jeg noget dumt - et eller andet med at hun ikke kunne føle noget alligevel, når hun tog de piller. Hun lagde på og var rigtig sur. Jeg vidste straks at min kommentar var unødvendig, men efter at have hørt hende svine mig til uden at sige noget igen, kunne jeg bare ikke stoppe mig selv. Fik sagt undskyld og fil hende overtalt til gymnastikopvisningen... Hun sagde aldrig undskyld for de ting hun sagde til mig.

Siden da har hun forsat i samme spor med at svine mig til og blande sig i min/vores måde at leve på. Dette på trods af at vi blev enige om at vi ikke skulle blande os i hinandens liv.

Igår knækkede filmen så. Vi skulle i Tivoli og hun var sur allerede da hun så mig. Vi fik de til at fungere i et par timer, men derefter kom hun til at vælte en cola ud i hele vores barnevogn. Det var et uheld, men hun kunne godt se at jeg var irriteret. Hun havde hele dagen været efter mig pga min pung lå i vognen og hun synes at jeg skulle passe bedre på den. Igen siger hun så, at jeg ikke skal lade den ligge i vognen fordi den kan blive stjålet, hvortil jeg spydigt svarer "ja, eller at den bliver overfyldt med cola" det var åbenbart dråben og hun tog sine bilnøgler og kørte hjem. Vi har ikke talt med hende siden.

Jeg må indrømme at den med cola nok også have såret mig., eller såret er måske et stærkt ord.. men jeg ville få det dårligr hvis den kommentar jeg kom fordi jeg ved et uheld havde spildt noget cola.

Det med pungen,  er jo ikke for at være irriterende, men fordi hun mener at det er farligt at have den liggende i vognen, mog så kyler du den kommetar ud.

Jeg ville ikke gøre som hun, men jeg nok føle mig i lidt godt humør, og passe på hvad jeg sagde og gjorde resten af dagen.

Du skal virkelig virkelig passe på hvad du siger, for det slår så meget hårdere på hende end dig. 

Men jeg tror I har brug for en lillepause fra hinhinanden,  så I ikke ender med at sige flere ting. Jeg tror hun er ked af det, og har det dårligt. 

B&J skriver:

Hvis det havde været min mor så havde jeg laden hende få fred og hvis hun ikke kontakter jer jamen så kan i ikke gøre noget ikke andet ind du skal undskylde og jeg ved jo ikke hvad alt det gik ud på osv.

og hvis i får kontakten igen så når hun er i det dårlige humør så hold op med at snakke med hende sig i kan snakkes ved når hun er i bedre humør....

men det er et svært sted, har selv  tænkt mange gange om jeg skal droppe kontakten med min mor men hun fylder meget og det er hårdt ind i mellem men elske hende og hun elsker vores søn så må vi bare have kontakt på de gode dage

Det er nemlig mega hårdt og hun er en meget dramatisk kvinde! Hun har op til flere gange taget afsked med både familie og veninder og hun er typen der bærer sindsygt meget nag. Hun er faktisk rigtig god til at skubbe folk fra sig!
Øv det er træls, for samtidig er hun min mor, som gør ALT for mig og mine børn!