Erik blev forelsket en måned efter sin kones død

Jeg tror bestemt ikke, at det handler om, at han bare sådan er kommet videre efter 30 års kærlighed. De to ting behøver ikke at have noget med hinanden at gøre. Jeg tror, at man sagtens kan elske på forskellige måder.

Hvilken forskel er der så på den kærlighed han havde til hans kone og til den nye?

Og han må jo på en eller anden måde være kommet videre,ellers forelsker man sig vel ikke i en anden?

Og det er der intet forkert i-JEG ville bare personligt ikke kunne 1 måned efter min mand var gået bort -

B&J skriver:

Fra Jyllands-Posten

Fotograf Erik Bjørns kræftsyge kone havde næsten lige sagt farvel til livet, da han forelskede sig til op over begge ører i en ny kvinde. Det har vakt forargelse i omgangskredsen, men det hårde sygdomsforløb har lært ham, at livet skal leves. Nu.

”Erik er i et forhold med Cathrine Palm Axel”.

Sådan lyder den statusopdatering, som Erik Bjørn delte med sine venner på Facebook sidste sommer om sin nye kærlighed.

Blot en måned tidligere var familie, venner og bekendte samlet ud for Taarbæk Kirke for at tage afsked med Erik Bjørns kone Maj, som han havde dannet par med i knap 30 år. De forudgående fire og et halvt år havde hun kæmpet mod kræften, men måtte til sidst opgive. 48 år gammel.

Nogle har kigget – og været ved at køre galt af samme årsag – på gaderne i Taarbæk, når Erik Bjørn kom gående hånd i hånd med sin nye kæreste.

 ”Det ville jeg sikkert også selv gøre,” siger Erik Bjørn, som ikke desto mindre valgte at stå ved sin nye kærlighed uden skam eller skyld.

”Jeg har elsket og æret Maj. Jeg har gjort alt for hende, og det vidste hun også godt. Og så er der altså ikke nogen, der skal pege fingre ad mig, fordi jeg prøver at leve mit liv videre. Hvis Majs sygdom har lært mig noget, så er det, at man skal leve livet, mens man er her. Der er bare ingen garanti for, at vi alle bliver 90 år.”

Klik her for at læse resten »

Vi tager vores egne valg omkring kærlighed og så skal andre bare blande sig udenom.

Min far valgte kærligheden fra for at være der for min søster og jeg, og for nogle år siden blev jeg spurgt om jeg ikke synes det var synd for min far at han ikke fandt en ny kæreste..?? Nej for det var hans valg.. Men det sårer da lidt når folk siger sådan noget til dig, for man tænker først forhindrede jeg min far i at finde kærligheden igen?? Men han er lykkelig, så nej for han tog det valg og sådan er det.

Så nej jeg synes ikke Eriks valg er forkert.

Nej det er ikke forkert han har jo præcist lært at livet skal leves NU. - for hvem ved hvad der sker i morgen!? 

Min mand har en sygdom da han var lille, der betød en del operationer op til han var 21 år. 

Han tager ofte chancer, hvor jeg ville være mere forsigtig eller lige sove på det. Men min mand siger, lige præcis det samme, lives skal leves nu! 

Og jeg knus-elsker den livsindstilling, og det er sgu skønt ikke føle sig bundet af, at "burde man/ hvad vil andre tænke / osv" 

Og seriøst lægger man på sit dødsleje, så ønsker man da ikke for sin partner, at han skal være alene, resten af livet.

Carina:-) skriver:

Hvilken forskel er der så på den kærlighed han havde til hans kone og til den nye?

Og han må jo på en eller anden måde være kommet videre,ellers forelsker man sig vel ikke i en anden?

Og det er der intet forkert i-JEG ville bare personligt ikke kunne 1 måned efter min mand var gået bort -

Ja det er jo så kun manden selv, der kan forklare hvilke følelser han havde for sin kone og hvilke følelser, han har for hende han er sammen med nu. 

Jeg tror ikke nødvendigvis, at han er kommet videre, man kan jo også flygte ind i en forelskelse på grund af sorg. 

På sin vis er jeg enig med dig i, at jeg heller ikke kunne forestille mig at forelske mig i en ny, hvis min mand havde været død i en måned, og hånden på hjertet ville jeg også havde det svært med tanken om, at han fandt en anden en måned efter at jeg eventuelt var død, dog ikke, at jeg ville forlange at han skulle sørge over mig resten af livet. Men det er jo meget forskelligt, hvordan folk lever deres liv.

B&J skriver:

Fra Jyllands-Posten

Fotograf Erik Bjørns kræftsyge kone havde næsten lige sagt farvel til livet, da han forelskede sig til op over begge ører i en ny kvinde. Det har vakt forargelse i omgangskredsen, men det hårde sygdomsforløb har lært ham, at livet skal leves. Nu.

”Erik er i et forhold med Cathrine Palm Axel”.

Sådan lyder den statusopdatering, som Erik Bjørn delte med sine venner på Facebook sidste sommer om sin nye kærlighed.

Blot en måned tidligere var familie, venner og bekendte samlet ud for Taarbæk Kirke for at tage afsked med Erik Bjørns kone Maj, som han havde dannet par med i knap 30 år. De forudgående fire og et halvt år havde hun kæmpet mod kræften, men måtte til sidst opgive. 48 år gammel.

Nogle har kigget – og været ved at køre galt af samme årsag – på gaderne i Taarbæk, når Erik Bjørn kom gående hånd i hånd med sin nye kæreste.

 ”Det ville jeg sikkert også selv gøre,” siger Erik Bjørn, som ikke desto mindre valgte at stå ved sin nye kærlighed uden skam eller skyld.

”Jeg har elsket og æret Maj. Jeg har gjort alt for hende, og det vidste hun også godt. Og så er der altså ikke nogen, der skal pege fingre ad mig, fordi jeg prøver at leve mit liv videre. Hvis Majs sygdom har lært mig noget, så er det, at man skal leve livet, mens man er her. Der er bare ingen garanti for, at vi alle bliver 90 år.”

Klik her for at læse resten »

Det er da en enormt upassende afstemning?!

Har ikke stemt

2721 skriver:

Det er da en enormt upassende afstemning?!

Har ikke stemt

Off-topic:
Ej okay, rolig nu, det er en afstemning for at høre andre folks mening omkring et emne. I behøves da ikke være så hellige?

On topic:
Jeg synes ikke det er forkert gjort af Erik, det er hans liv og ham som ved hvad han har brug for. Andre folks følelser burde ikke blive presset ned over hovedet på ham. Hvem ved, måske blev han forelsket i hende allerede inden hans kone døde? Kræft er en forfærdelig sygdom, og ofte har den kun én retning. Konen har sagt han skal komme videre, hun ønsker vel ikke at en hun elsker skal gå helt til rotterne. 

Min bedstefar fandt også en kæreste ca 1 måned efter min bedstemor døde af kræft. Jeg indrømmer at jeg synes det var mærkeligt han havde en anden ligepludselig, men vi havde alle set hvor dårligt han havde det efter min bedstemors død. Han kunne ikke sove, spise eller være alene. Han gik på skift hos hans børn og sov på deres sofaer så ensomheden ikke opslugte ham. Som han selv sagde "jeg er ikke skabt til at være alene". Jeg under ham virkelig kærligheden, og det betød ikke noget for mig om den kom til ham en måned efter, eller et år efter. Folks regler om den obligatoriske sørgetid passer ikke ind i alles personlighed. 

Jer der dømmer ham. Burde han gå i hundene og begynde at drikke, ligne lort og dø af sorg 'for at ære sin kones minde'? nej, vel. For livet går videre. Han elsker nok ikke sin kone mindre fordi hun er død. Men hun er død, han kan ikke længere kaste sin kærlighed på hende. Han kan mindes hende med kærlighed. Men modtage kærlig kan han kun fra en levende person. Og alle fortjener kærlighed. Hvem ved, måske hans nye kæreste selv har mistet en til kræften og så kan de gå på kirkengården sammen. Livet er ikke sort og hvidt. Kærligheden er heller ikke sort og hvid.

2721 skriver:

Det er da en enormt upassende afstemning?!

Har ikke stemt

Enig! Synes det er meget underligt..

Sandratoft skriver:

Off-topic:
Ej okay, rolig nu, det er en afstemning for at høre andre folks mening omkring et emne. I behøves da ikke være så hellige?

On topic:
Jeg synes ikke det er forkert gjort af Erik, det er hans liv og ham som ved hvad han har brug for. Andre folks følelser burde ikke blive presset ned over hovedet på ham. Hvem ved, måske blev han forelsket i hende allerede inden hans kone døde? Kræft er en forfærdelig sygdom, og ofte har den kun én retning. Konen har sagt han skal komme videre, hun ønsker vel ikke at en hun elsker skal gå helt til rotterne. 

Min bedstefar fandt også en kæreste ca 1 måned efter min bedstemor døde af kræft. Jeg indrømmer at jeg synes det var mærkeligt han havde en anden ligepludselig, men vi havde alle set hvor dårligt han havde det efter min bedstemors død. Han kunne ikke sove, spise eller være alene. Han gik på skift hos hans børn og sov på deres sofaer så ensomheden ikke opslugte ham. Som han selv sagde "jeg er ikke skabt til at være alene". Jeg under ham virkelig kærligheden, og det betød ikke noget for mig om den kom til ham en måned efter, eller et år efter. Folks regler om den obligatoriske sørgetid passer ikke ind i alles personlighed. 

Det er jo ikke et emne, men en specifik persons valg og det synes jeg altså er enormt upassende at oprette en afstemning omkring.

Jeg mener på ingen måde at jeg har været hellig i mit svar?

Jeg har blot udtryk min mening kort og kontant