Veninde-problemer

Så sidder man her - fandeme 37 år gammel og har problemer med en veninde... Ork for fanden da!
Jeg har kendt hende i 10 år og har virkelig delt meget, været sammen og SMS'et MANGE gange om dagen.
Lige indtil for 1 år siden, hvor hun får andet arbejde. Et krævende arbejde. Flere timer, mere ansvar og en uddannelse på samme tid som sit arbejde. Og Ja jeg er tålmodig di forstående.
Prøver at give plads og tid. Og når der går flere uger mellem jeg hører fra hende, prøver jeg at tale med hende. Uden ''held'' hun bliver irriteret og føler sig sikkert presset af mig.

Nu er det jo så længe siden, det startede og jeg er ved at miste troen på, at hun VIL mig mere. Når jeg før har spurgt om ikke lige vi kunne tale sammen, har hun sagt, at vi fx ses næste uge (til kaffe med nogle fælles venner).
Jeg har skrevet og forklaret, hvordan jeg har det og hvordan jeg ser vores ''venskab'', men der er ikke rigtig nogen respons.

Jeg føler lidt, at ''venskabet'' er på hendes Primisser. Der kan gå uger imellem, hun skriver og det er ikke samtaler. Mere som en besked om at hun stadig er i live.

Jeg har mest lyst til bare at lade det Ebbe ud i sandet, men jeg kan mærke, jeg har så svært ved at acceptere det. Hun har jo ikke tid til mig og prioritere mig ikke særlig højt og slet ikke såhøjt, som jeg prioriterede hende. Jeg føler, jeg er blevet droppet til fordel for nogle andre venner op det nye arbejde. Og jeg kan virkelig godt forstå hende i tidspresset, men i MIN verden, fungere det bare ikke at nedprioritere sine venner...
Og kan da heller ikke undgå at vende den mod mig selv - har jeg ''kvalt'' hende, uden hun har sagt noget eller er hun bare blevet træt af mig og lever et andet liv nu...
Tænkt igen - 37 år og veninde-problemer... Chok da...

*Pingvinen* skriver:

Så sidder man her - fandeme 37 år gammel og har problemer med en veninde... Ork for fanden da!
Jeg har kendt hende i 10 år og har virkelig delt meget, været sammen og SMS'et MANGE gange om dagen.
Lige indtil for 1 år siden, hvor hun får andet arbejde. Et krævende arbejde. Flere timer, mere ansvar og en uddannelse på samme tid som sit arbejde. Og Ja jeg er tålmodig di forstående.
Prøver at give plads og tid. Og når der går flere uger mellem jeg hører fra hende, prøver jeg at tale med hende. Uden ''held'' hun bliver irriteret og føler sig sikkert presset af mig.

Nu er det jo så længe siden, det startede og jeg er ved at miste troen på, at hun VIL mig mere. Når jeg før har spurgt om ikke lige vi kunne tale sammen, har hun sagt, at vi fx ses næste uge (til kaffe med nogle fælles venner).
Jeg har skrevet og forklaret, hvordan jeg har det og hvordan jeg ser vores ''venskab'', men der er ikke rigtig nogen respons.

Jeg føler lidt, at ''venskabet'' er på hendes Primisser. Der kan gå uger imellem, hun skriver og det er ikke samtaler. Mere som en besked om at hun stadig er i live.

Jeg har mest lyst til bare at lade det Ebbe ud i sandet, men jeg kan mærke, jeg har så svært ved at acceptere det. Hun har jo ikke tid til mig og prioritere mig ikke særlig højt og slet ikke såhøjt, som jeg prioriterede hende. Jeg føler, jeg er blevet droppet til fordel for nogle andre venner op det nye arbejde. Og jeg kan virkelig godt forstå hende i tidspresset, men i MIN verden, fungere det bare ikke at nedprioritere sine venner...
Og kan da heller ikke undgå at vende den mod mig selv - har jeg ''kvalt'' hende, uden hun har sagt noget eller er hun bare blevet træt af mig og lever et andet liv nu...
Tænkt igen - 37 år og veninde-problemer... Chok da...

Det lyder faktisk bekendt det du skriver der. 

Jeg fik børn, og tog mig næsten mere af veninden end mine børn, hun fik så andet arbejde, nye kollegaer og det endte ud i nye veninder TTil hende. 

Før hendes nye job skrev vi sammen mange gange i ugens løb, og sås. Men bom, de nye veninder på hendes job blev mere interessantedend mig. Jeg har kendt hende i syv år, men de sidste to år har jeg selv forsøgt at holde fast i hende, ved at fx ringe eller skrive to gange om måneden bare. Men hun var på kold og afvisende. 

Det Gør mig meget ked af det, at hun pludselig har valgt det fra hende og jeg havde. 

Men jeg må til at accepterer at hun har valgt det sådan og det kan jeg desværre ikke lave om

EnGodMor skriver:

Det lyder faktisk bekendt det du skriver der. 

Jeg fik børn, og tog mig næsten mere af veninden end mine børn, hun fik så andet arbejde, nye kollegaer og det endte ud i nye veninder TTil hende. 

Før hendes nye job skrev vi sammen mange gange i ugens løb, og sås. Men bom, de nye veninder på hendes job blev mere interessantedend mig. Jeg har kendt hende i syv år, men de sidste to år har jeg selv forsøgt at holde fast i hende, ved at fx ringe eller skrive to gange om måneden bare. Men hun var på kold og afvisende. 

Det Gør mig meget ked af det, at hun pludselig har valgt det fra hende og jeg havde. 

Men jeg må til at accepterer at hun har valgt det sådan og det kan jeg desværre ikke lave om

Ja jeg synes faktisk, det er hårdt. Ville så gerne, og tænker tit på, at næste gang hun skriver, skriver jeg ikke tilbage. Eller skriver tilbage med ligegyldige ting, som hun gør. Men det kan jeg slet ikke. Er stadig glad for at høre fra hende. Men bliver også ked af det, når hun skriver. For føler ikke, hun forstår eller vil tage sig af, at hun sårer mig.
Mon jeg bare skal lade det løbe ud eller hvad ville være bedst?

*Pingvinen* skriver:

Så sidder man her - fandeme 37 år gammel og har problemer med en veninde... Ork for fanden da!
Jeg har kendt hende i 10 år og har virkelig delt meget, været sammen og SMS'et MANGE gange om dagen.
Lige indtil for 1 år siden, hvor hun får andet arbejde. Et krævende arbejde. Flere timer, mere ansvar og en uddannelse på samme tid som sit arbejde. Og Ja jeg er tålmodig di forstående.
Prøver at give plads og tid. Og når der går flere uger mellem jeg hører fra hende, prøver jeg at tale med hende. Uden ''held'' hun bliver irriteret og føler sig sikkert presset af mig.

Nu er det jo så længe siden, det startede og jeg er ved at miste troen på, at hun VIL mig mere. Når jeg før har spurgt om ikke lige vi kunne tale sammen, har hun sagt, at vi fx ses næste uge (til kaffe med nogle fælles venner).
Jeg har skrevet og forklaret, hvordan jeg har det og hvordan jeg ser vores ''venskab'', men der er ikke rigtig nogen respons.

Jeg føler lidt, at ''venskabet'' er på hendes Primisser. Der kan gå uger imellem, hun skriver og det er ikke samtaler. Mere som en besked om at hun stadig er i live.

Jeg har mest lyst til bare at lade det Ebbe ud i sandet, men jeg kan mærke, jeg har så svært ved at acceptere det. Hun har jo ikke tid til mig og prioritere mig ikke særlig højt og slet ikke såhøjt, som jeg prioriterede hende. Jeg føler, jeg er blevet droppet til fordel for nogle andre venner op det nye arbejde. Og jeg kan virkelig godt forstå hende i tidspresset, men i MIN verden, fungere det bare ikke at nedprioritere sine venner...
Og kan da heller ikke undgå at vende den mod mig selv - har jeg ''kvalt'' hende, uden hun har sagt noget eller er hun bare blevet træt af mig og lever et andet liv nu...
Tænkt igen - 37 år og veninde-problemer... Chok da...

Kan godt forstå at det er træls.

Men på trods af det er det hvad mine veninder må finde sig i

Jeg har selv meget travlt, har et job der kraver omkring 70 timer i ugen, + min datter på 2 en på vej og min mand.

Jeg er en af dem der prioterere at mit privatliv først og fremmest skal fungere, og er der så en ekstra time til mine veninder er det super, men er der ikke så er det bare ærgerligt.

Jeg gider ikke snakke i telefon, er ikke på facebook, kan nogle gange mande mig op til en SMS.

Der kan sagtens gå 2 mdr mellem jeg ser dem, og mange uger mellem kontrakterne med dem. Men de ved hvor jeg er hvis de har brug for mig og omvendt.

Og kunne selv godt finde på at bakke ud af et venskab hvis en veninde pressede mig i min travle hverdag.

For mig er en veninde en man altid ved man kan komme til og stole på, og om man så kun ses 4 gange om året er det vigtigste at vi har det sjovt og hygger når vi endelig ses

Mor til Ella skriver:

Kan godt forstå at det er træls.

Men på trods af det er det hvad mine veninder må finde sig i

Jeg har selv meget travlt, har et job der kraver omkring 70 timer i ugen, + min datter på 2 en på vej og min mand.

Jeg er en af dem der prioterere at mit privatliv først og fremmest skal fungere, og er der så en ekstra time til mine veninder er det super, men er der ikke så er det bare ærgerligt.

Jeg gider ikke snakke i telefon, er ikke på facebook, kan nogle gange mande mig op til en SMS.

Der kan sagtens gå 2 mdr mellem jeg ser dem, og mange uger mellem kontrakterne med dem. Men de ved hvor jeg er hvis de har brug for mig og omvendt.

Og kunne selv godt finde på at bakke ud af et venskab hvis en veninde pressede mig i min travle hverdag.

For mig er en veninde en man altid ved man kan komme til og stole på, og om man så kun ses 4 gange om året er det vigtigste at vi har det sjovt og hygger når vi endelig ses

Kan virkelig godt forstå dig. Men min veninde ønsker jo ikke engang at ære der for mig, når jeg har brug for at snakke.
Nå men tror måske bare, det er på det plan hvor man mødes et par gange om året og bare skriver sammen et par gange om måneden - bare lige for at vide, at man er i live.
Jeg mener også en veninde er der for én og omvendt, men tror måske bare, at det går galt, hvis det kun er på den enes primisser. Har virkelig ikke lyst til at bruge ret meget tid på én, der ikke ønsker at lytte til mig, når jeg har brug for det.

Så sidder man her - fandeme 37 år gammel og har problemer med en veninde... Ork for fanden da!
Jeg har kendt hende i 10 år og har virkelig delt meget, været sammen og SMS'et MANGE gange om dagen.
Lige indtil for 1 år siden, hvor hun får andet arbejde. Et krævende arbejde. Flere timer, mere ansvar og en uddannelse på samme tid som sit arbejde. Og Ja jeg er tålmodig di forstående.
Prøver at give plads og tid. Og når der går flere uger mellem jeg hører fra hende, prøver jeg at tale med hende. Uden ''held'' hun bliver irriteret og føler sig sikkert presset af mig.

Nu er det jo så længe siden, det startede og jeg er ved at miste troen på, at hun VIL mig mere. Når jeg før har spurgt om ikke lige vi kunne tale sammen, har hun sagt, at vi fx ses næste uge (til kaffe med nogle fælles venner).
Jeg har skrevet og forklaret, hvordan jeg har det og hvordan jeg ser vores ''venskab'', men der er ikke rigtig nogen respons.

Jeg føler lidt, at ''venskabet'' er på hendes Primisser. Der kan gå uger imellem, hun skriver og det er ikke samtaler. Mere som en besked om at hun stadig er i live.

Jeg har mest lyst til bare at lade det Ebbe ud i sandet, men jeg kan mærke, jeg har så svært ved at acceptere det. Hun har jo ikke tid til mig og prioritere mig ikke særlig højt og slet ikke såhøjt, som jeg prioriterede hende. Jeg føler, jeg er blevet droppet til fordel for nogle andre venner op det nye arbejde. Og jeg kan virkelig godt forstå hende i tidspresset, men i MIN verden, fungere det bare ikke at nedprioritere sine venner...
Og kan da heller ikke undgå at vende den mod mig selv - har jeg ''kvalt'' hende, uden hun har sagt noget eller er hun bare blevet træt af mig og lever et andet liv nu...
Tænkt igen - 37 år og veninde-problemer... Chok da...

Jeg synes ikke du skal lade det ebbe ud. Jeg synes du skal give din veninde "lov" til at have travlt. Og ser I ikke hinanden i et aar, saa bliver I ikke mindre veninder af den grund. Senere vender det maaske igen og I faar mere tid sammen.

Jeg bor i udlandet og jeg har mange veninder jeg maaske ikke ser i aarvis, men naar det endelig passer sammen, flyder snakkes stort set som foer og vi er bare glad for at det nu kunne vaere. Og jeg har altid vaeret taknemmlig for at jeg ikke har skulle "praestere" for at kunne beholde venskabet.

Ligeledes har jeg venner her hvor jeg bor, som der kan gaa lang tid mellem at vi ses. Men ligeledes er vi bare glade for naar det passer ind. Boern, arbejde, hus og livet generelt tager bare meget af ens hverdag.

Jeg kan godt forstaa at denne veninde er én du sikkert har brug for at snakke med og som du savner, men at hun ikke har tid lige nu behoeves ikke betyde at hun ikke gider dig. Og hvis det ikke er tilfaeldet, tror jeg du maaske kommer til at kaste noget vaerdifuldt paa gaden over en misforstaaelse. Lad vaere med det!

Skulle hun faa nogle andre veninder paa arbejdet, betyder det heller ikke at hun vaerdsaetter jeres venskab mindre. Man kan have rigtig mange veninder paa forskellige niveauer. Du er maaske hende hun betror sig til, men de andre ser hun maaske bare hver dage paa arbejdet og der er god stemning mellem dem.

Man ejer ikke sin veninder og man skal pleje sine venskaber. At pleje dem betyder ikke at der er en moede kalender som skal overholdes.

Nu lyder jeg lidt irettesaettende, det er ikke meningen, og jeg ved det kan vaere svaet at accepterer naar det foer var anderledes. Men proev, jeg tror du vinder mest paa den maade.

*Pingvinen* skriver:

Så sidder man her - fandeme 37 år gammel og har problemer med en veninde... Ork for fanden da!
Jeg har kendt hende i 10 år og har virkelig delt meget, været sammen og SMS'et MANGE gange om dagen.
Lige indtil for 1 år siden, hvor hun får andet arbejde. Et krævende arbejde. Flere timer, mere ansvar og en uddannelse på samme tid som sit arbejde. Og Ja jeg er tålmodig di forstående.
Prøver at give plads og tid. Og når der går flere uger mellem jeg hører fra hende, prøver jeg at tale med hende. Uden ''held'' hun bliver irriteret og føler sig sikkert presset af mig.

Nu er det jo så længe siden, det startede og jeg er ved at miste troen på, at hun VIL mig mere. Når jeg før har spurgt om ikke lige vi kunne tale sammen, har hun sagt, at vi fx ses næste uge (til kaffe med nogle fælles venner).
Jeg har skrevet og forklaret, hvordan jeg har det og hvordan jeg ser vores ''venskab'', men der er ikke rigtig nogen respons.

Jeg føler lidt, at ''venskabet'' er på hendes Primisser. Der kan gå uger imellem, hun skriver og det er ikke samtaler. Mere som en besked om at hun stadig er i live.

Jeg har mest lyst til bare at lade det Ebbe ud i sandet, men jeg kan mærke, jeg har så svært ved at acceptere det. Hun har jo ikke tid til mig og prioritere mig ikke særlig højt og slet ikke såhøjt, som jeg prioriterede hende. Jeg føler, jeg er blevet droppet til fordel for nogle andre venner op det nye arbejde. Og jeg kan virkelig godt forstå hende i tidspresset, men i MIN verden, fungere det bare ikke at nedprioritere sine venner...
Og kan da heller ikke undgå at vende den mod mig selv - har jeg ''kvalt'' hende, uden hun har sagt noget eller er hun bare blevet træt af mig og lever et andet liv nu...
Tænkt igen - 37 år og veninde-problemer... Chok da...

jeg ville ikke lade det ebbe ud, men accepter at hun har travlt og ikke kan opfylde dine behov, som hun har kunnet tidligere.

Lad hende være den veninde som hendes liv tillader hende at være.

Hvis du har brug for en anden slags veninde til at være tættere inde på dig pt så ville jeg opgradere en anden veninde til den rolle 

Men jeg ville aldrig blive sur over at livet kom i vejen - lyder da til hun har hamrende travlt

Tusinde tak for nogle konstruktive svar. Kan godt lide, at se det hele fra mange sider. Og hold fast jeg er glad for, I bare lige er her til at se det overordnet. TAK!!
Hun sårer mig pga MINE forventninger og dét skal jeg arbejde med.
Kan godt lide ''Giraffens'' svar om at opgardere en anden veninde til ''mit behov pt''.
Igen tusinde tak for jeres svar...

Mor til Ella skriver:

Kan godt forstå at det er træls.

Men på trods af det er det hvad mine veninder må finde sig i

Jeg har selv meget travlt, har et job der kraver omkring 70 timer i ugen, + min datter på 2 en på vej og min mand.

Jeg er en af dem der prioterere at mit privatliv først og fremmest skal fungere, og er der så en ekstra time til mine veninder er det super, men er der ikke så er det bare ærgerligt.

Jeg gider ikke snakke i telefon, er ikke på facebook, kan nogle gange mande mig op til en SMS.

Der kan sagtens gå 2 mdr mellem jeg ser dem, og mange uger mellem kontrakterne med dem. Men de ved hvor jeg er hvis de har brug for mig og omvendt.

Og kunne selv godt finde på at bakke ud af et venskab hvis en veninde pressede mig i min travle hverdag.

For mig er en veninde en man altid ved man kan komme til og stole på, og om man så kun ses 4 gange om året er det vigtigste at vi har det sjovt og hygger når vi endelig ses

Sådan er det også her,jeg har ikke den tid mange af mine veninder har - Jeg har 6 rollinger og et barnebarn i pleje.

Jeg er selvstændig med mange timer hver dag-

Men bliver der brug for mig smider jeg alt hvad jeg har i hænderne og kommer susende,

Jeg elsker mine veninder,og de er i mine tanker-men jeg forventer de respektere at jeg ikke altid har tid til sniksnak og the i lange baner

Kan godt forstå at det er træls.

Men på trods af det er det hvad mine veninder må finde sig i

Jeg har selv meget travlt, har et job der kraver omkring 70 timer i ugen, + min datter på 2 en på vej og min mand.

Jeg er en af dem der prioterere at mit privatliv først og fremmest skal fungere, og er der så en ekstra time til mine veninder er det super, men er der ikke så er det bare ærgerligt.

Jeg gider ikke snakke i telefon, er ikke på facebook, kan nogle gange mande mig op til en SMS.

Der kan sagtens gå 2 mdr mellem jeg ser dem, og mange uger mellem kontrakterne med dem. Men de ved hvor jeg er hvis de har brug for mig og omvendt.

Og kunne selv godt finde på at bakke ud af et venskab hvis en veninde pressede mig i min travle hverdag.

For mig er en veninde en man altid ved man kan komme til og stole på, og om man så kun ses 4 gange om året er det vigtigste at vi har det sjovt og hygger når vi endelig ses

Jeg har det lige som dig, det er også hvad mine veninder må finde sig Kan og vil de ikke det, så må de finde en anden der vil det

Pt. kæmper jeg en kamp med en veninde - tæt veninde vil jeg ikke kalde hende, for hun er alt alt for stressende til mig. Vi skal ses hver dag, hente børn sammen hver evig eneste dag - hun ringer min. 1 gang dagligt til mig, for at høre hvad jeg har lavet i løbet af dagen (jeg er på barsel), og hvornår vi skal mødes for at hente børn  Jeg kan mærke på mig selv, at det er ved at være grænseoverskridende for mit vedkommende - men hvordan forklarer man lige den

Til TS, prøv at giv hende lidt plads - måske hun har lidt travlt i hverdagen og ikke kan overskue det, eller måske noget helt andet Hvis hun vil dig, så skal hun nok kontakte dig