Slet ikke glad..

Jeg har jordens nemmeste barn og alligevel er jeg ikke glad..
Jeg har en mand, som elsker mig og alligevel er jeg ikke glad..

Jeg ved ikke, hvad der får mig til at tænke og føle som jeg gør.. 

Vores barn er nogle måneder gammelt og født lidt for tidligt..

Jeg har i lang tid slet ikke følt mig glad og bliver sur for et godt ord. Uanset, hvor meget og hvad min mand gør for mig, er det ikke godt nok. Jeg skælder ud og er sur. Har ikke rigtig lyst til sex eller berøring i det hele taget. 

Jeg ved, jeg elsker vores barn, men jeg irriterer mig over det, når h*n piver lidt og det gør h*n virkelig ikke ret meget!

Jeg kan blive irriteret over, når h*n vågner fra en lur, fordi jeg ikke føler, jeg har nået det, jeg gerne ville - som oftest er, at slappe af..

Jeg er træt! Uanset, hvor meget jeg sover eller hvor meget jeg laver udover at passe vores barn.. Babyen sover igennem.. Vågner oftest ved 4-tiden og vil have sutten og så sover h*n videre til ved 5.30-6 tiden..

Jeg har været ret meget alene med vores barn, da min mand arbejder meget og stadig mener, at han kan passe alle sine fritidsinteresser.. Jeg ved ikke, om det er sådan noget, der gør mig udbrændt - eller hvad det er, jeg er.. 

For tiden søger jeg forandringer.. Vi køber dyre materielle ting, som vi vitterligt ikke har råd til, men pga. skat og feriepenge, har det kunne lade sig gøre..
Gik den anden dag og tænkte, om det ville hjælpe at sælge huset, om en tatovering kunne gøre det, men kunne ikke komme frem til, hvilken forandring der kan hjælpe på mit humør. 

Vores barn har efterhånden kun dyrt mærketøj, selvom jeg har sværget, at jeg aldrig ville gå op i sådan noget, med mindre det var pga. selve tøjet.. Hvor er det irriterende! Jeg har den tanke, at man da i hvert fald ikke skal kunne sætte en finger på babyen.. 

Hvad er det lige, der sker med mig?

Jeg har jordens nemmeste barn og alligevel er jeg ikke glad..
Jeg har en mand, som elsker mig og alligevel er jeg ikke glad..

Jeg ved ikke, hvad der får mig til at tænke og føle som jeg gør.. 

Vores barn er nogle måneder gammelt og født lidt for tidligt..

Jeg har i lang tid slet ikke følt mig glad og bliver sur for et godt ord. Uanset, hvor meget og hvad min mand gør for mig, er det ikke godt nok. Jeg skælder ud og er sur. Har ikke rigtig lyst til sex eller berøring i det hele taget. 

Jeg ved, jeg elsker vores barn, men jeg irriterer mig over det, når h*n piver lidt og det gør h*n virkelig ikke ret meget!

Jeg kan blive irriteret over, når h*n vågner fra en lur, fordi jeg ikke føler, jeg har nået det, jeg gerne ville - som oftest er, at slappe af..

Jeg er træt! Uanset, hvor meget jeg sover eller hvor meget jeg laver udover at passe vores barn.. Babyen sover igennem.. Vågner oftest ved 4-tiden og vil have sutten og så sover h*n videre til ved 5.30-6 tiden..

Jeg har været ret meget alene med vores barn, da min mand arbejder meget og stadig mener, at han kan passe alle sine fritidsinteresser.. Jeg ved ikke, om det er sådan noget, der gør mig udbrændt - eller hvad det er, jeg er.. 

For tiden søger jeg forandringer.. Vi køber dyre materielle ting, som vi vitterligt ikke har råd til, men pga. skat og feriepenge, har det kunne lade sig gøre..
Gik den anden dag og tænkte, om det ville hjælpe at sælge huset, om en tatovering kunne gøre det, men kunne ikke komme frem til, hvilken forandring der kan hjælpe på mit humør. 

Vores barn har efterhånden kun dyrt mærketøj, selvom jeg har sværget, at jeg aldrig ville gå op i sådan noget, med mindre det var pga. selve tøjet.. Hvor er det irriterende! Jeg har den tanke, at man da i hvert fald ikke skal kunne sætte en finger på babyen.. 

Hvad er det lige, der sker med mig?

For mig lyder det som en efterfødsels reaktion så jeg syntes du burde tale me din læge eller sundhedsplejerske

Hvad med noget dig-tid? Jeg ville sgu også blive en sur og bitter kone hvis jeg sad hjemme og passede en baby mens min kæreste ikke blot arbejdede meget, men også prioriterede fritidsinteresser ligeså højt som altid  Det lyder ikk som en fair forældre-deling. 

Synes du skal snakke med din sp om det. Evt sammen med din mand også, så han også høre hvordan du har det og kan hjælpe. 

Mor11 skriver:

Hvad med noget dig-tid? Jeg ville sgu også blive en sur og bitter kone hvis jeg sad hjemme og passede en baby mens min kæreste ikke blot arbejdede meget, men også prioriterede fritidsinteresser ligeså højt som altid  Det lyder ikk som en fair forældre-deling. 

Synes du skal snakke med din sp om det. Evt sammen med din mand også, så han også høre hvordan du har det og kan hjælpe. 

Han siger, at han gerne vil tage vores barn, så jeg kan komme ud og lave noget, men med det jeg ser ham, vil jeg jo også gerne være sammen med ham.. 

Og jeg kan jo ikke undvære babyen, så jeg ville bare gerne, vi kunne lave noget alle sammen.. 

ESV skriver:

For mig lyder det som en efterfødsels reaktion så jeg syntes du burde tale me din læge eller sundhedsplejerske

Fik lavet den der test lidt efter fødslen og lå lige på kanten, men snakkede med sundhedsplejersken og det gik bedre efter noget tid..

Nu synes jeg bare slet ikke, jeg kan nyde min barsel.. 

For mig lyder det som en efterfødsels reaktion så jeg syntes du burde tale me din læge eller sundhedsplejerske

Jeg er enig. 

Til Ts. Jeg synes du skal reagere på det og få hjælp det er ikke en skam. 

/small>

Han siger, at han gerne vil tage vores barn, så jeg kan komme ud og lave noget, men med det jeg ser ham, vil jeg jo også gerne være sammen med ham.. 

Og jeg kan jo ikke undvære babyen, så jeg ville bare gerne, vi kunne lave noget alle sammen.. 

 

Har du sagt det til ham? At du ikke har brug for at komme ud alene, men SAMMEN som familie.? Vi har faktisk haft samme snak engang hvor kæresten gik lidt for meget i byen. Han troede jeg blev mobset over det fordi jeg også selv ville ud med vennerne, men ville jo bare gerne være sammen med ham.

Mor11 skriver:

Har du sagt det til ham? At du ikke har brug for at komme ud alene, men SAMMEN som familie.? Vi har faktisk haft samme snak engang hvor kæresten gik lidt for meget i byen. Han troede jeg blev mobset over det fordi jeg også selv ville ud med vennerne, men ville jo bare gerne være sammen med ham.

Ja, han ved godt, at jeg gerne vil vi er sammen alle tre og jeg tror, han forstår det, så godt som han nu kan, når jeg ikke rigtig kan forklare mig.. 

Isabella_mor skriver:

Jeg er enig. 

Til Ts. Jeg synes du skal reagere på det og få hjælp det er ikke en skam. 

Det er jo bare det, jeg synes det er.. 

Jeg vil ikke være i vejen for nogen og folk behøver ikke vide, at jeg er ked af det.. 

Og flot.. Den skulle have været anonym...