Anonym skriver:
Hej med jer.
Nogen ved måske godt hvem jeg er.
Men har brug for jer endnu engang.
Sagen er den at for 1,5 uge siden tog kæresten op i min lillebrors lejlighed for at være nogle dage fordi vi nærmest ikke har noget forhold som kærester. Og tingene gik rigtig dårligt herhjemme. Han råbte og skreg konstant af mig og vores datter.
Han tog derop om søndagen. Og dagene gik fint med mig og vores datter og det virkede også til at han havde det godt.
Vi var begge egentlig forberedt på at vi nok skulle afslutte vores forhold.
Men onsdag og torsdag havde jeg store tude dage. Og kæresten kom hjem om torsdagen inden vi hentede vores datter og vi fik snakket tingene igennem. Og vi var egentlig enige om at vi ikke kunne undvære hinanden. Og fra at vi stortset ikke har haft noget sex liv i 4 ud af de 5 år vi har været sammen havde vi sex to gange om torsdagen og en gang om fredagen. Så fik jeg min mens lørdag og vi har ikke haft sex siden om fredagen. Da ingen af os gider når jeg har min mens.
Vi har så lavet en aftale med en sexolog for at få lidt hjælp med sexlivet.
Hvilket jo er rigtig dejligt. For jeg har savnet et sexliv i alle de år.
Sagen er bare den at selvom denne uge har gået helt perfekt og der ikke har været noget råben og skrigen og han har virkelig tacklet tingene omkring vores datter rigtig godt. Og vi har begge været i bedre humør og ikke mindst min datter kan jeg mærke stor forandring på. Hun er meget mere glad og meget far skal det hele ikke mor lige nu. Hvilket jo er dejligt da det meget meget længe nærmest kun har været mig der duede.
Sagen er bare den at jeg har siden omkring mandag tænkt meget på at være mig selv. Altså at vi skal flytte fra hinanden. Jeg elsker ham, men det er bare som om jeg ikke rigtig kan finde ud af om det er mest af tryghed jeg er sammen med ham.
Jeg føler mig ekstremt lausi (staves?) overfor ham for han har jo tydeligvis gjort hvad jeg har "bedt" om. Og der har ikke rigtig været nogen grund til at ikke ville være sammen med ham. Han halter stadig lidt i at hjælpe til herhjemme. Men det er blevet en Smugle bedre.
Jeg er bare så forvirret. For hvorfor har jeg dog disse tanker når jeg jo blev så ked af det i sidste uge og det indtil videre går rigtig fint.
Jeg holder utrolig meget af hans familie og de har altid været der for mig. Min egen familie er meget splittet. Jeg snakker ikke med min far og mine søskende snakker ikke med min mor.
Min søster passer sig selv. Jeg har fint kontakt med min mor og min lillebror. Men det er så også det eneste familie jeg har.
Jeg har ikke rigtig nogen veninder. Har nogle stykker jeg snakker med over Tlf. Men som bor meget langt væk. Jeg vil nok automatisk prøve mig med flere veninder hvis jeg var mig selv.
Men det er ikke så meget det med veninderne jeg er bange for.
Det jeg har det svært ved er at skulle sige "farvel" til min kærestes familie og at jeg så står og ikke rigtig kan tilbyde min datter noget omkring jul og nytår andet end mormor og mig.
Ja og så er jeg hunderæd for jeg fortryder og det så er forsent og jeg ikke kan få min kæreste tilbage.
Hvad fanden sker der i mit hovede. Ja ved godt det er svært for jer at sætte jer ind i. Men ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Og forstår ikke jeg har disse tanker. Når tingene omkring alt det råben og skrigen ikke er her mere.
Hilsen en der er meget forvirret lige nu 
Nu får du altså bare min direkte tolkning ud fra det du skriver her og de andre debatter du har skrevet.
Jeg tror ikke jeg synes i skal være sammen. Jeg tror du er bange for alt det nye og hvordan det hele mon ender med at se ud når/hvis i ikke længere skal være sammen.
De fleste mennesker er tryghedsnarkomaner, vi har det bedst med det vi kender, i nogen tilfælde endda selv om det vi kender er rigtig, rigtig dårligt. (det er jo blandt andet også derfor man gang på gang ser folk gå tilbage til en voldelig partner og at børn er loyale overfor deres omsorgsvigtende forældre.)
Det kan kun virke totalt uoverskueligt at skulle ende jeres forhold, som du selv skriver er du rigtig glad for hans familie, frygten for at miste den familie du kender, evt. det hjem, de venner, den hverdag, kernefamilien og alle de andre ting der høre med, er hvad jeg tror i begge reagerede på. Det at i dyrkede så meget sex lige efter i havde været væk fra hinanden ser jeg som værende helt naturligt, når frygten den slår ind.
En lidt sjov reference, men i Beverly Hills der hvor Kelly og Brandon står til at skulle giftes, hvor de aflyser det i sidste øjeblik. Det beskriver egentlig meget godt, hvad jeg tror der foregår imellem jer.
I elsker hinanden (det ville være mærkeligt andet, når i har gået op og ned af hinanden de sidste mange år) men i gør ikke hinanden lykkelige.
Det her er selvfølgelig bare min tolkning og måske lidt stof til eftertanke, jeg kender jer ikke og ved kun hvad jeg tolker ud fra, hvad du skriver, men det er i hvert fald en anden vinkel at se det i.
Det er ikke ment som at jeg synes du bare skal lade det være tabt, de timer ved en sexolog er en virkelig god ide og jeg går helt ind for at kæmpe for sit forhold især når der er børn involveret.
Men... vi har kun det her ENE liv.. lyt til dit, hjerte og din fornuft. De skal nok sladre og hvis du ikke lytter efter, så bliver det ikke behageligt at være dig.
Håber det giver mening og du forstår min hensigt og pointe.
