Kan slet ikke finde ud af det her

Hej med jer.

Nogen ved måske godt hvem jeg er.

Men har brug for jer endnu engang.

Sagen er den at for 1,5 uge siden tog kæresten op i min lillebrors lejlighed for at være nogle dage fordi vi nærmest ikke har noget forhold som kærester. Og tingene gik rigtig dårligt herhjemme. Han råbte og skreg konstant af mig og vores datter.
Han tog derop om søndagen. Og dagene gik fint med mig og vores datter og det virkede også til at han havde det godt.

Vi var begge egentlig forberedt på at vi nok skulle afslutte vores forhold.
Men onsdag og torsdag havde jeg store tude dage. Og kæresten kom hjem om torsdagen inden vi hentede vores datter og vi fik snakket tingene igennem. Og vi var egentlig enige om at vi ikke kunne undvære hinanden. Og fra at vi stortset ikke har haft noget sex liv i 4 ud af de 5 år vi har været sammen havde vi sex to gange om torsdagen og en gang om fredagen. Så fik jeg min mens lørdag og vi har ikke haft sex siden om fredagen. Da ingen af os gider når jeg har min mens.
Vi har så lavet en aftale med en sexolog for at få lidt hjælp med sexlivet.
Hvilket jo er rigtig dejligt. For jeg har savnet et sexliv i alle de år.

Sagen er bare den at selvom denne uge har gået helt perfekt og der ikke har været noget råben og skrigen og han har virkelig tacklet tingene omkring vores datter rigtig godt. Og vi har begge været i bedre humør og ikke mindst min datter kan jeg mærke stor forandring på. Hun er meget mere glad og meget far skal det hele ikke mor lige nu. Hvilket jo er dejligt da det meget meget længe nærmest kun har været mig der duede.

Sagen er bare den at jeg har siden omkring mandag tænkt meget på at være mig selv. Altså at vi skal flytte fra hinanden. Jeg elsker ham, men det er bare som om jeg ikke rigtig kan finde ud af om det er mest af tryghed jeg er sammen med ham.
Jeg føler mig ekstremt lausi (staves?) overfor ham for han har jo tydeligvis gjort hvad jeg har "bedt" om. Og der har ikke rigtig været nogen grund til at ikke ville være sammen med ham. Han halter stadig lidt i at hjælpe til herhjemme. Men det er blevet en Smugle bedre.

Jeg er bare så forvirret. For hvorfor har jeg dog disse tanker når jeg jo blev så ked af det i sidste uge og det indtil videre går rigtig fint.

Jeg holder utrolig meget af hans familie og de har altid været der for mig. Min egen familie er meget splittet. Jeg snakker ikke med min far og mine søskende snakker ikke med min mor.
Min søster passer sig selv. Jeg har fint kontakt med min mor og min lillebror. Men det er så også det eneste familie jeg har.
Jeg har ikke rigtig nogen veninder. Har nogle stykker jeg snakker med over Tlf. Men som bor meget langt væk. Jeg vil nok automatisk prøve mig med flere veninder hvis jeg var mig selv.
Men det er ikke så meget det med veninderne jeg er bange for.
Det jeg har det svært ved er at skulle sige "farvel" til min kærestes familie og at jeg så står og ikke rigtig kan tilbyde min datter noget omkring jul og nytår andet end mormor og mig.
Ja og så er jeg hunderæd for jeg fortryder og det så er forsent og jeg ikke kan få min kæreste tilbage.

Hvad fanden sker der i mit hovede. Ja ved godt det er svært for jer at sætte jer ind i. Men ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Og forstår ikke jeg har disse tanker. Når tingene omkring alt det råben og skrigen ikke er her mere.

Hilsen en der er meget forvirret lige nu

Hvad med at bo hver for sig et års tid? Jeg ved godt det er lidt 'unormalt' når man har barn sammen og elsker hinanden, men hvis du har brug for lidt plads i livet i en periode for at være lykkelig og ikke blive kvalt, så er det vel det værd? :-) Jeg synes nemlig ikke det lyder som om du ikke elsker din kæreste, eller vil af med jer som familie, Du lyder bare til at have brug for lidt plads. Og det er helt ok i min verden :-)

Anonym skriver:

Hej med jer.

Nogen ved måske godt hvem jeg er.

Men har brug for jer endnu engang.

Sagen er den at for 1,5 uge siden tog kæresten op i min lillebrors lejlighed for at være nogle dage fordi vi nærmest ikke har noget forhold som kærester. Og tingene gik rigtig dårligt herhjemme. Han råbte og skreg konstant af mig og vores datter.
Han tog derop om søndagen. Og dagene gik fint med mig og vores datter og det virkede også til at han havde det godt.

Vi var begge egentlig forberedt på at vi nok skulle afslutte vores forhold.
Men onsdag og torsdag havde jeg store tude dage. Og kæresten kom hjem om torsdagen inden vi hentede vores datter og vi fik snakket tingene igennem. Og vi var egentlig enige om at vi ikke kunne undvære hinanden. Og fra at vi stortset ikke har haft noget sex liv i 4 ud af de 5 år vi har været sammen havde vi sex to gange om torsdagen og en gang om fredagen. Så fik jeg min mens lørdag og vi har ikke haft sex siden om fredagen. Da ingen af os gider når jeg har min mens.
Vi har så lavet en aftale med en sexolog for at få lidt hjælp med sexlivet.
Hvilket jo er rigtig dejligt. For jeg har savnet et sexliv i alle de år.

Sagen er bare den at selvom denne uge har gået helt perfekt og der ikke har været noget råben og skrigen og han har virkelig tacklet tingene omkring vores datter rigtig godt. Og vi har begge været i bedre humør og ikke mindst min datter kan jeg mærke stor forandring på. Hun er meget mere glad og meget far skal det hele ikke mor lige nu. Hvilket jo er dejligt da det meget meget længe nærmest kun har været mig der duede.

Sagen er bare den at jeg har siden omkring mandag tænkt meget på at være mig selv. Altså at vi skal flytte fra hinanden. Jeg elsker ham, men det er bare som om jeg ikke rigtig kan finde ud af om det er mest af tryghed jeg er sammen med ham.
Jeg føler mig ekstremt lausi (staves?) overfor ham for han har jo tydeligvis gjort hvad jeg har "bedt" om. Og der har ikke rigtig været nogen grund til at ikke ville være sammen med ham. Han halter stadig lidt i at hjælpe til herhjemme. Men det er blevet en Smugle bedre.

Jeg er bare så forvirret. For hvorfor har jeg dog disse tanker når jeg jo blev så ked af det i sidste uge og det indtil videre går rigtig fint.

Jeg holder utrolig meget af hans familie og de har altid været der for mig. Min egen familie er meget splittet. Jeg snakker ikke med min far og mine søskende snakker ikke med min mor.
Min søster passer sig selv. Jeg har fint kontakt med min mor og min lillebror. Men det er så også det eneste familie jeg har.
Jeg har ikke rigtig nogen veninder. Har nogle stykker jeg snakker med over Tlf. Men som bor meget langt væk. Jeg vil nok automatisk prøve mig med flere veninder hvis jeg var mig selv.
Men det er ikke så meget det med veninderne jeg er bange for.
Det jeg har det svært ved er at skulle sige "farvel" til min kærestes familie og at jeg så står og ikke rigtig kan tilbyde min datter noget omkring jul og nytår andet end mormor og mig.
Ja og så er jeg hunderæd for jeg fortryder og det så er forsent og jeg ikke kan få min kæreste tilbage.

Hvad fanden sker der i mit hovede. Ja ved godt det er svært for jer at sætte jer ind i. Men ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Og forstår ikke jeg har disse tanker. Når tingene omkring alt det råben og skrigen ikke er her mere.

Hilsen en der er meget forvirret lige nu

Hvis i har haft det skidt i længere tid, så tror jeg det er meget naturligt, at du ikke bare kan "slette" alt det dårlige og starte forfra. Måske dine følelser har ændret sig gennem tiden og det er egentlig for sent. Eller måske skal det hele bare falde lidt til ro så du kan finde ind til følelserne igen? Og så må du jo se om de nye gode takter fra din kæreste holder ved. Held og lykke

SandraXOXO skriver:

Hvad med at bo hver for sig et års tid? Jeg ved godt det er lidt 'unormalt' når man har barn sammen og elsker hinanden, men hvis du har brug for lidt plads i livet i en periode for at være lykkelig og ikke blive kvalt, så er det vel det værd? :-) Jeg synes nemlig ikke det lyder som om du ikke elsker din kæreste, eller vil af med jer som familie, Du lyder bare til at have brug for lidt plads. Og det er helt ok i min verden :-)

Tak for svar.
Min tanke er også at jeg ha brug for at få lidt luft. Men sagen er bare den at vi ikke bare kan være kærester hvis han flytter. For jeg vil skulle have noget økonomisk støtte fra kommunen. Og det er desværre bare sådan at enten så er man sammen ellers er man ikke. Og jeg er ikke lige typen til at snyde systemet.
Så det er lidt enten eller. Og det er det jeg er bange for. Nemlig at jeg synes vi skal stoppe og jeg så fortryder.

Roselil skriver:

Hvis i har haft det skidt i længere tid, så tror jeg det er meget naturligt, at du ikke bare kan "slette" alt det dårlige og starte forfra. Måske dine følelser har ændret sig gennem tiden og det er egentlig for sent. Eller måske skal det hele bare falde lidt til ro så du kan finde ind til følelserne igen? Og så må du jo se om de nye gode takter fra din kæreste holder ved. Held og lykke

Tak for dit svar. Du har nok ret. Men synes jo bare på mange måder at jeg burde være " lykkelig" for de ting jeg har hiet efter så længe er jo pludselig som jeg vil have dem og alligevel er jeg ikke " tilfreds" hvis man kan sige det sådan.

Jeg synes du skal tale med din kæreste om hvordan du har det, for det er ikke fair hvis han gør alt hvad han kan for at redde forholdet mens du måske er der hvor du alligevel ikke vil redde det. 

Mht. jul osv. Du siger jo ikke helt farvel til hans familie sålænge I har jeres datter. 

mor:) skriver:

Jeg synes du skal tale med din kæreste om hvordan du har det, for det er ikke fair hvis han gør alt hvad han kan for at redde forholdet mens du måske er der hvor du alligevel ikke vil redde det. 

Mht. jul osv. Du siger jo ikke helt farvel til hans familie sålænge I har jeres datter. 

Ja ved godt jeg burde gøre det. Men hvis nu det er en form for forsvar eller hvad man nu kan sige så vil jeg ikke sige noget. For tænker også at jeg måske lige skal om på den anden side. For vores forhold har gået dårligt rigtig længe.

Hej med jer.

Nogen ved måske godt hvem jeg er.

Men har brug for jer endnu engang.

Sagen er den at for 1,5 uge siden tog kæresten op i min lillebrors lejlighed for at være nogle dage fordi vi nærmest ikke har noget forhold som kærester. Og tingene gik rigtig dårligt herhjemme. Han råbte og skreg konstant af mig og vores datter.
Han tog derop om søndagen. Og dagene gik fint med mig og vores datter og det virkede også til at han havde det godt.

Vi var begge egentlig forberedt på at vi nok skulle afslutte vores forhold.
Men onsdag og torsdag havde jeg store tude dage. Og kæresten kom hjem om torsdagen inden vi hentede vores datter og vi fik snakket tingene igennem. Og vi var egentlig enige om at vi ikke kunne undvære hinanden. Og fra at vi stortset ikke har haft noget sex liv i 4 ud af de 5 år vi har været sammen havde vi sex to gange om torsdagen og en gang om fredagen. Så fik jeg min mens lørdag og vi har ikke haft sex siden om fredagen. Da ingen af os gider når jeg har min mens.
Vi har så lavet en aftale med en sexolog for at få lidt hjælp med sexlivet.
Hvilket jo er rigtig dejligt. For jeg har savnet et sexliv i alle de år.

Sagen er bare den at selvom denne uge har gået helt perfekt og der ikke har været noget råben og skrigen og han har virkelig tacklet tingene omkring vores datter rigtig godt. Og vi har begge været i bedre humør og ikke mindst min datter kan jeg mærke stor forandring på. Hun er meget mere glad og meget far skal det hele ikke mor lige nu. Hvilket jo er dejligt da det meget meget længe nærmest kun har været mig der duede.

Sagen er bare den at jeg har siden omkring mandag tænkt meget på at være mig selv. Altså at vi skal flytte fra hinanden. Jeg elsker ham, men det er bare som om jeg ikke rigtig kan finde ud af om det er mest af tryghed jeg er sammen med ham.
Jeg føler mig ekstremt lausi (staves?) overfor ham for han har jo tydeligvis gjort hvad jeg har "bedt" om. Og der har ikke rigtig været nogen grund til at ikke ville være sammen med ham. Han halter stadig lidt i at hjælpe til herhjemme. Men det er blevet en Smugle bedre.

Jeg er bare så forvirret. For hvorfor har jeg dog disse tanker når jeg jo blev så ked af det i sidste uge og det indtil videre går rigtig fint.

Jeg holder utrolig meget af hans familie og de har altid været der for mig. Min egen familie er meget splittet. Jeg snakker ikke med min far og mine søskende snakker ikke med min mor.
Min søster passer sig selv. Jeg har fint kontakt med min mor og min lillebror. Men det er så også det eneste familie jeg har.
Jeg har ikke rigtig nogen veninder. Har nogle stykker jeg snakker med over Tlf. Men som bor meget langt væk. Jeg vil nok automatisk prøve mig med flere veninder hvis jeg var mig selv.
Men det er ikke så meget det med veninderne jeg er bange for.
Det jeg har det svært ved er at skulle sige "farvel" til min kærestes familie og at jeg så står og ikke rigtig kan tilbyde min datter noget omkring jul og nytår andet end mormor og mig.
Ja og så er jeg hunderæd for jeg fortryder og det så er forsent og jeg ikke kan få min kæreste tilbage.

Hvad fanden sker der i mit hovede. Ja ved godt det er svært for jer at sætte jer ind i. Men ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Og forstår ikke jeg har disse tanker. Når tingene omkring alt det råben og skrigen ikke er her mere.

Hilsen en der er meget forvirret lige nu

Stop op og slå bremserne i.

I har levet et liv uden sex i 4 år, det er imponerende at I stadig er sammen. Nu begynder det at gå bedre, men det ville være underligt hvis I bare lige kunne hoppe tilbage ind i et romantisk parforhold ved et fingerknips. Jeg forstår godt at kærligheden kan være væk efter 4 år med underskud på følelser og sex. Det er også helt naturligt hvis der er bebrejdende og negative følelser overfor den anden, der kommer som en form for efterdønning.

Giv sexologen en chance. Find evt. også en god parterapeut. Få snakket det hele igennem, lær at blive bedre til at kommunikere.

Jeg ville nok give det mellem 6-12 mdr. Og hvis du stadig derefter ikke kan finde kærligheden frem igen, så ville jeg gå.

Anonym skriver:

Hej med jer.

Nogen ved måske godt hvem jeg er.

Men har brug for jer endnu engang.

Sagen er den at for 1,5 uge siden tog kæresten op i min lillebrors lejlighed for at være nogle dage fordi vi nærmest ikke har noget forhold som kærester. Og tingene gik rigtig dårligt herhjemme. Han råbte og skreg konstant af mig og vores datter.
Han tog derop om søndagen. Og dagene gik fint med mig og vores datter og det virkede også til at han havde det godt.

Vi var begge egentlig forberedt på at vi nok skulle afslutte vores forhold.
Men onsdag og torsdag havde jeg store tude dage. Og kæresten kom hjem om torsdagen inden vi hentede vores datter og vi fik snakket tingene igennem. Og vi var egentlig enige om at vi ikke kunne undvære hinanden. Og fra at vi stortset ikke har haft noget sex liv i 4 ud af de 5 år vi har været sammen havde vi sex to gange om torsdagen og en gang om fredagen. Så fik jeg min mens lørdag og vi har ikke haft sex siden om fredagen. Da ingen af os gider når jeg har min mens.
Vi har så lavet en aftale med en sexolog for at få lidt hjælp med sexlivet.
Hvilket jo er rigtig dejligt. For jeg har savnet et sexliv i alle de år.

Sagen er bare den at selvom denne uge har gået helt perfekt og der ikke har været noget råben og skrigen og han har virkelig tacklet tingene omkring vores datter rigtig godt. Og vi har begge været i bedre humør og ikke mindst min datter kan jeg mærke stor forandring på. Hun er meget mere glad og meget far skal det hele ikke mor lige nu. Hvilket jo er dejligt da det meget meget længe nærmest kun har været mig der duede.

Sagen er bare den at jeg har siden omkring mandag tænkt meget på at være mig selv. Altså at vi skal flytte fra hinanden. Jeg elsker ham, men det er bare som om jeg ikke rigtig kan finde ud af om det er mest af tryghed jeg er sammen med ham.
Jeg føler mig ekstremt lausi (staves?) overfor ham for han har jo tydeligvis gjort hvad jeg har "bedt" om. Og der har ikke rigtig været nogen grund til at ikke ville være sammen med ham. Han halter stadig lidt i at hjælpe til herhjemme. Men det er blevet en Smugle bedre.

Jeg er bare så forvirret. For hvorfor har jeg dog disse tanker når jeg jo blev så ked af det i sidste uge og det indtil videre går rigtig fint.

Jeg holder utrolig meget af hans familie og de har altid været der for mig. Min egen familie er meget splittet. Jeg snakker ikke med min far og mine søskende snakker ikke med min mor.
Min søster passer sig selv. Jeg har fint kontakt med min mor og min lillebror. Men det er så også det eneste familie jeg har.
Jeg har ikke rigtig nogen veninder. Har nogle stykker jeg snakker med over Tlf. Men som bor meget langt væk. Jeg vil nok automatisk prøve mig med flere veninder hvis jeg var mig selv.
Men det er ikke så meget det med veninderne jeg er bange for.
Det jeg har det svært ved er at skulle sige "farvel" til min kærestes familie og at jeg så står og ikke rigtig kan tilbyde min datter noget omkring jul og nytår andet end mormor og mig.
Ja og så er jeg hunderæd for jeg fortryder og det så er forsent og jeg ikke kan få min kæreste tilbage.

Hvad fanden sker der i mit hovede. Ja ved godt det er svært for jer at sætte jer ind i. Men ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Og forstår ikke jeg har disse tanker. Når tingene omkring alt det råben og skrigen ikke er her mere.

Hilsen en der er meget forvirret lige nu

Jeg ville sige at en uge slet ikke r noget nær nok til at afgøre om alt den råben og skrigen er stoppet - og at sexlivet bare kommer til at køre sådan helt vupti baseret på jeres tre hyrdetimer. Det kan være I er røget ind i honeymoonfasen igen, og virkelig tænker I gerne vil hinanden. Men lad det blive hverdag og se så hvad der sker - god ide med sexologen  for If inder ud af det sammen eller tager valget at være hver for sig. 

Ja ro på 

Det lyder meget naturligt at du har det sådan nu. Jeg synes du skal "glemme" det lidt. Lev lidt i nuet, giv sexologen en chance og nyd din lille familie uden for mange spekulationer. Efter flere års kamp er det helt normalt med lidt tomhed. Nu har du det du har kæmpet for og hvad gør man så? Heeelt normalt - giv det lidt tid