andre med en svær barndom

orv.. ja.. det der med kontrol... puha..

Jeg planlægger alt til sidste detalje og det er virkelig ALT...

Og det er belastende til tider, men jeg har det bedst sådan..

Kan dog godt se det fra min mands side, for børnene har ikke tillid til at han også kan finde ud af det og det er skidt.. så jeg prøver ihærdigt på at give slip og så bare snakke med ham om det efterfølgende.

Anonym skriver:

hvis der er andre der har haft en svær barndom som også har på virkede jeres daglig dag i voksen livet, hvor lang tid er der gået og hvordan er i kommet igennem det??

jeg gå til psykolog og få hjælp til at lære at tackle de ting som gå ind og påvirker mig men jeg syntes hele tiden der kommer nye udfordringer som jeg så slet ikke havde nogen sammenhæng men nå jeg så snakker med psykologen om det så spørg hun ind til hvordan de ting var som barn også kan jeg endelig godt se det

alting var begyndt at gå frem ad og håber også at det kommer til det igen men syntes godt nok ikke altid det er let at se en udvej

Har haft en barndom som helt sikkert har sat sine præg på hvordan jeg har det som voksen Og har indflydelse på ALT for mange ting deN dag idag. 

Ja og kæmper stadig.

Svigt i den tidlige barndom kan være vanskelige at "heldbrede" men med den rigtige hjælp kan man lære at leve med det. 

 

Jeg har også haft en ærgerlig barndom, hvor min far var alkoholiker, og listede alle på listetær når han var hjemme, for ikke at udløse hans vrede.

Når han var vred, så smadrede han som reglen møbler, køkkenet, lamper, og råbte og skreg. Han var modbydelig i hans tale til os børn.

Kan huske engang, hvor vi tre børn skulle stå på line foran ham, og så svinede han os til, og vi måtte ikke græde. Min lillebror blev kaldt for fed og klam, og jeg var en klam piskanin (jeg tissede i sengen til jeg var 12 år pga det liv vi levede). Min yngste lillebror blev aldrig udsat for de ting. Min mor sad og græd, men lod det ske. Hun var nok bange for at udløse endnu mere vrede. Men jeg følte mig svigtet.

Da jeg blev teenager så han mig som en eller anden trussel, og begyndte at blive mere hård overfor mig. Jeg fik et par på hovedet nogle gang (og det var ikke små klap, den ene gang lige på øret, så jeg havde problemer med øret i noget tid derefter) Han jagtede mig som regel ud af lejligheden flere gange, og skreg at jeg aldrig mere skulle vise mig. Så jeg gik udenfor i bare tær og bare ventede på, at han lagde sig til at sove branderten ud.

Jeg har sidenhen fået meget terapi. Men har også udviklet en psykisk lidelse. Det har taget mig lang tid at få min barndom til at høre til i min fortid, og jeg bliver 40 i næste måned

Jeg har tilgav min far inden han døde, men jeg har ikke glemt min fortid.