andre med en svær barndom

hvis der er andre der har haft en svær barndom som også har på virkede jeres daglig dag i voksen livet, hvor lang tid er der gået og hvordan er i kommet igennem det??

jeg gå til psykolog og få hjælp til at lære at tackle de ting som gå ind og påvirker mig men jeg syntes hele tiden der kommer nye udfordringer som jeg så slet ikke havde nogen sammenhæng men nå jeg så snakker med psykologen om det så spørg hun ind til hvordan de ting var som barn også kan jeg endelig godt se det

alting var begyndt at gå frem ad og håber også at det kommer til det igen men syntes godt nok ikke altid det er let at se en udvej

Anonym skriver:

hvis der er andre der har haft en svær barndom som også har på virkede jeres daglig dag i voksen livet, hvor lang tid er der gået og hvordan er i kommet igennem det??

jeg gå til psykolog og få hjælp til at lære at tackle de ting som gå ind og påvirker mig men jeg syntes hele tiden der kommer nye udfordringer som jeg så slet ikke havde nogen sammenhæng men nå jeg så snakker med psykologen om det så spørg hun ind til hvordan de ting var som barn også kan jeg endelig godt se det

alting var begyndt at gå frem ad og håber også at det kommer til det igen men syntes godt nok ikke altid det er let at se en udvej

Jeg har uden tvivl haft en svær barndom på visse punkter. Jeg vil med glæde fortælle dog om det, og hvordan jeg har taklet det, og stadig takler det over pb. 

Jeg står også gerne til rådighed hvis du har lyst til/har brug for at lufte ud hos en der måske har været igennem noget af det samme, eller bare snakke/skrive lidt i det hele taget. 
Hvis det er så send mig en pb.

TanyaGR skriver:

Jeg har uden tvivl haft en svær barndom på visse punkter. Jeg vil med glæde fortælle dog om det, og hvordan jeg har taklet det, og stadig takler det over pb. 

Jeg står også gerne til rådighed hvis du har lyst til/har brug for at lufte ud hos en der måske har været igennem noget af det samme, eller bare snakke/skrive lidt i det hele taget. 
Hvis det er så send mig en pb.

jeg sender en pb

Anonym skriver:

hvis der er andre der har haft en svær barndom som også har på virkede jeres daglig dag i voksen livet, hvor lang tid er der gået og hvordan er i kommet igennem det??

jeg gå til psykolog og få hjælp til at lære at tackle de ting som gå ind og påvirker mig men jeg syntes hele tiden der kommer nye udfordringer som jeg så slet ikke havde nogen sammenhæng men nå jeg så snakker med psykologen om det så spørg hun ind til hvordan de ting var som barn også kan jeg endelig godt se det

alting var begyndt at gå frem ad og håber også at det kommer til det igen men syntes godt nok ikke altid det er let at se en udvej

jeg har haft en svær barndom som os påvirker mig den dag idag,men det skriver jeg ikke om her. du må gerne skrive en pb hvis du har lyst.

Her må du også gerne skrive - har også oplevet nogle trælse ting. Vil dog heller ikke udbyde her inde

,

først og fremmest er jeg ked af at du har det sådan... og du er desværre ikke alene...

 

Her er det 2 skridt frem og så 5 tilbage.... man når lige at få hovedet over vande og så dykker man igen...Men jeg har gennem årene kunne tag 3 frem og kun 4 tilbage ;-) (så lidt frem af er det gået)

 

Efter masser af psykolog hjælp mm er jeg stadig i en alder af 33 præget af min opvækst/svigt... både fra barndommen men også indtil min mors død i sommers...

 

Jeg vil helst heller ikke skrive mere om det her... men du er velkommen til at skrive.....

Det er supersvært at komme igennem...

Jeg er 31 år og har aldrig fået professionel hjælp men har klaret mig ved tudeture og stærke veninder der greb mig inden jeg forsvandt helt...

Har haft hidsigt temperament der endte med at jeg tog til en kinesiolog der satte en form for blokade på så jeg idag ikke går helt besærk og ikke kan styre det...

 

Min kæreste har lige fået diagnosen med skizoid pga hans barndom, han går hos psykiatrien og er igang med udredning da de mener der mere inden under det...

Ja, og jeg er netop nu i gang med psykolog behandling.

 

Men det tager enormt lang tid at komme dertil hvor man selv kan se at man har brug for professionel hjælp, så synes du skal roses for at kunne indse at der skulle hjælp til.

Det er utroligt hvordan alle ting bliver grundlagt i ens barndom og hvordan man reagerer på ting i ens voksenliv ud fra hvordan det er foregået i ens barndom.

Jeg kan endelig se lyset (er 34 år), og jeg er så glad for at jeg endelig tog skridtet. Var en stor lettelse at komme afsted og få at vide at der intet var galt med den måde man reagerede på, men at man kan "omprogrammeres". Det er så indlysende når man først får det vendt med psykologen.

Selvfølgelig er der en lang kamp efterfølgende hvor man skal arbejde med sig selv og med ikke at falde tilbage i samme rille.

Men jeg har en dejlig mand der står bag mig (efter 17 år), så jeg kunne ikke være lykkeligere.

Og for første gang i mange år ser jeg på min fremtid med positivitet, i stedet for at være så håbløs og tænke at der er noget fuldstændig galt med mig

Så ros dig selv for at gøre noget ved det. DU er GOD nok som DU er

jeg har gået til psykolog 2 gange og ja mange af tingene sidder stadig eget tungt i mig og jeg kan ikke gøre noget.

for elsker min mor højt men stadig en masse jeg ALDRIG ville kunne tilgive hende for...

min far døde i en tidlig alder og der er en helt masse jeg faktisk har behov for at sige til ham men som jeg aldrig kommer til

jeg har kontrol over alt næsten her hjemme og hvis vi skal i zoo bare et f.eks. jamen så lige så snart vi finder ud af det jamen så har jeg planlagt alt til mindste detalje og har skrevet alt ned så vi ikke glemmer noget. og det er ikke fordi min kæreste ikke husker tingene for det gør han men det er noget jeg bare skal gøre... det er hård for hoved men det kan jeg bare ikke slippe har prøvet og med psykologens hjælp men niks hjælper ikke