Hvad sker der med mig?!

Hej tøser...

Jeg skriver denne debat anonym da jeg VIRKELIG IKKE er stolt af at være endt sådan her... Jeg kommer fra et hjem hvor jeg ønsker alt andet for mit lille barn, og elsker mit barn højere end noget i verden, selvom jeg kun lige er i starten af en graviditet, og ikke engang har set et hjerteblink endnu.....

For at starte kan jeg fortælle at jeg kommer som sagt ikke fra den bedste familie, og jeg var så langt nede da jeg var 18-21 år, da jeg kun fandt mig glad i at jeg stiftede gæld og brugte en masse penge... I løbet af det sidste år har jeg lært meget mere om mig selv, og ved at penge slet ikke gør mig glad... Det gør jeg står tilbage med en kæmpe gæld, men det har jeg valgt at acceptere, og istedet for at blive sygeplejerske som min drøm er, vælger jeg istedet at blive social og sundhedshjælper ''kun'' (INTET ondt ment, elsker folk der har den uddannelse, min drøm er bare sygeplejerske), indtil jeg har betalt min gæld af, og så håber jeg at jeg engang om 10 år måske kan læse videre...

Det er sådan, at jeg altid har haft et kæmpe dyrehjerte... Og for 2½ månede siden så alt fint ud i mit liv, og der fik jeg mig en lille hvalp sammen med min kæreste... Vi elsker hende højere end noget andet...

Men efter vi fandt ud af at jeg er blevet gravid, ikke planlagt, er alt RUMLET for ørene af os, vi kan ikke hente hjælp nogle steder, og pga vores fortid er vi jo desværre RKI registreret, jeg er i tvivl om hvad jeg skal tage mig til inden barsel, om jeg kan starte på min uddannelse eller ej, vi har ingen bolig... Der er slet intet der kører for os, men jeg nægter simpelthen abort, og kan allerede mærke at jeg ELSKER det lille væsen inden i mig.... 

Min familie siger det hele nok skal gå, men de står ikke med de her bolig og uddannelsesproblemer osv...

Jeg står tilbage nu, kun helt i starten af en graviditet, jeg sover højst 3-4 timer om natten, min ELSKEDE hund (som jeg virkelig elsker!!!!!), kan jeg slet ikke styre.... Hvis den bare pisser på min seng som den er begyndt at gøre hver morgen, er jeg ved at give helt op og sætter mig ned og græder.... Ligemeget HVAD der kommer i min vej, har jeg lyst til at give op og sætte mig ned og græde...

Hvad sker der for mig??  Jeg er KNUST.... jeg plejer at have det største hjerte... Nu det som om jeg aldrig er glad mere... Og det jeg frygter mest, er at det går ud over min lille baby 

Håber ikke at blive rakket ned på, da i nok kan forestille jer at jeg har det ok skidt i forvejen... Jeg forstår simpelthen bare ikke hvad der er sket med mig på så få uger???? Og håber nogle måske har prøvet det, og hvad de gjorde for at komme op igen 

Du virker meget stresset!  - Har du en som du kan tale med om alt det her? 

Kh! 

Jeg ved godt man ikke bare får en hund som man giver væk igen, men i har hverken økonomi eller bolig til hunden. Jeg ville skynde mig at komme af med den mens den stadig er lille. 

Man kan få gratis økonomisk rådgivning via kommunen. 

Jeg synes også du skal kontakte din sagsbehandler(alle har en) og fortælle at du er gravid men mangler bolig, medmindre du selv når at finde bolig. Herigennem vil du evt. kunne få hjælp til køb af brugt barnevogn (kommer an på hvad du og din kæreste har af indtægt)

Så kan du søge kommunen om hjælp til betaling af depositum. 

En sidste ting: tag sygeplejerske uddannelsen. Du kan afdrage mindre mens du studerer og så kan du afdrage mere  når du er færdig. Det vil være en investering i din og din families fremtid. 

Penge til hunden er noget min kæreste sørger for, og hun har det også fint, det er bare mine følelser der er ekstremt mærkelige. Det er ligeså meget min kærestes hund, og han sørger for udgifter osv - vores bolig er også godkendt til at have hund, og vi begge elsker den så højt - vi ved ikke hvad der sker med mig for tiden, men vi vil ikke gå af vores elskede lille hund...

Ja, men jeg må ikke afdrage mindre, jeg har mange der er efter mig, om jeg er studerende eller ej... 

Og med hensyn til sagsbehandler har jeg snakket med dem, og jeg stod nemlig i den situation at da jeg flyttede ind i denne bolig for kun 4 måneder siden (havde ingen anelse omkring at jeg skulle være gravid), boede jeg på gaden, og fik et indskudslån der, og har nu skrevet til over 10 kommuner, der har svaret allesammen at de på ingen måde vil hjælpe mig med et indskudslån pga jeg har et i forvejen... Og eftersom jeg ikke kan betale til en ny lejlighed, kan jeg jo heller ikke betale det her ud....

Anonym skriver:

Penge til hunden er noget min kæreste sørger for, og hun har det også fint, det er bare mine følelser der er ekstremt mærkelige. Det er ligeså meget min kærestes hund, og han sørger for udgifter osv - vores bolig er også godkendt til at have hund, og vi begge elsker den så højt - vi ved ikke hvad der sker med mig for tiden, men vi vil ikke gå af vores elskede lille hund...

Ja, men jeg må ikke afdrage mindre, jeg har mange der er efter mig, om jeg er studerende eller ej... 

Og med hensyn til sagsbehandler har jeg snakket med dem, og jeg stod nemlig i den situation at da jeg flyttede ind i denne bolig for kun 4 måneder siden (havde ingen anelse omkring at jeg skulle være gravid), boede jeg på gaden, og fik et indskudslån der, og har nu skrevet til over 10 kommuner, der har svaret allesammen at de på ingen måde vil hjælpe mig med et indskudslån pga jeg har et i forvejen... Og eftersom jeg ikke kan betale til en ny lejlighed, kan jeg jo heller ikke betale det her ud....

Okay. Har lidt svært ved at forstå det: 

I har en bolig, men vil have et andet? Hvorfor? 

Hvis du ringer og siger at det bliver fx 200kr eller intet, da du er blevet studerende, er jeg sikker på de bliver glade for 200kr. 

Jeg kan ikke se ideen i at tage en uddannelse du ikke bliver glad for. Og du vil jo få mere i løn som sygeplejerske og kan dermed afbetale hurtigere

mor:) skriver:

Okay. Har lidt svært ved at forstå det: 

I har en bolig, men vil have et andet? Hvorfor? 

Hvis du ringer og siger at det bliver fx 200kr eller intet, da du er blevet studerende, er jeg sikker på de bliver glade for 200kr. 

Jeg kan ikke se ideen i at tage en uddannelse du ikke bliver glad for. Og du vil jo få mere i løn som sygeplejerske og kan dermed afbetale hurtigere

På den måde... Sagen er at vi bor i en lille bitte 1 værelses, hvor man på ingen måde ville kunne få en tremmeseng eller puslebord ind... (Vi har prøvet at vende og dreje og måle)

Anonym skriver:

På den måde... Sagen er at vi bor i en lille bitte 1 værelses, hvor man på ingen måde ville kunne få en tremmeseng eller puslebord ind... (Vi har prøvet at vende og dreje og måle)

Så ville jeg købe et puslebord der kan hænge på væggen. Og  så må I komme af med et eller andet for at give plads til tremmeseng. Den første tid har baby ikke brug for andet. Så har du hele din graviditet samt det første år af babys liv til at spare op til depositum. 

mor:) skriver:

Så ville jeg købe et puslebord der kan hænge på væggen. Og  så må I komme af med et eller andet for at give plads til tremmeseng. Den første tid har baby ikke brug for andet. Så har du hele din graviditet samt det første år af babys liv til at spare op til depositum. 

Vi har ikke rigtig noget uoverflødeligt, tro mig - det har vi slet ikke råd til 

Udover det, må man slet ikke have børn i de her boliger, fik jeg pænt en mail om, så det er heller ikke noget vi ville kunne bo i til at opspare, det er også der problemet ligger.

Men nu var det heller ikke ligefrem en løsning på boligen jeg leder efter, det må jeg tage med mig selv og min kæreste, og forhåbentlig finde et depositum der kan afdrages eller lign - det var mere mit humør og mine op og nedture jeg ikke kan styre og hvorfor 

Først lige en i din retning!

Omkring Jeres boligsituation, så forstår jeg ikke lige hvad problemet er hvis I har en lejlighed??

Jeg tror at din reaktion på hunden skyldes hormoner, og alle de forandringer der sker i kroppen på en når man er gravid, det er kun toppen af isbjerget

Personligt ville jeg nok komme af med hunden, jeg ved godt at I naturligvis er glade for den, og det er en svær beslutning, men hvis økonomien er stram så er den jo ingen indtægtskilde for Jer! Tværtimod, så ved man aldrig hvad sådan en kan komme til at fejle. Det kan godt være din kæreste afholder udgifterne til den, men han skal jo også bidrage til Jeres barn, og i det hele taget den samlede løsning omkring Jeres økonomi afdrag, husleje, forbrugsafgifter mv.

Jeg arbejder selv indenfor finansverdenen - og hvis du er registreret i RKI, så har de nærmest ikke andre valgmuligheder end at acceptere dine betalingsforslag - for der er jo ikke mere at komme efter end det du så tilbyder. Det handler om at vise betalingsvilje, selvom betalingsevnen måske ikke er der

Ingen tvivl om at du skal starte på den uddannelse du har lyst til du kommer til at fortryde at du ikke tog den!

Sidst men ikke mindst tillykke med graviditeten, det er altid et mirakel med en lille spire

Anonym skriver:

Hej tøser...

Jeg skriver denne debat anonym da jeg VIRKELIG IKKE er stolt af at være endt sådan her... Jeg kommer fra et hjem hvor jeg ønsker alt andet for mit lille barn, og elsker mit barn højere end noget i verden, selvom jeg kun lige er i starten af en graviditet, og ikke engang har set et hjerteblink endnu.....

For at starte kan jeg fortælle at jeg kommer som sagt ikke fra den bedste familie, og jeg var så langt nede da jeg var 18-21 år, da jeg kun fandt mig glad i at jeg stiftede gæld og brugte en masse penge... I løbet af det sidste år har jeg lært meget mere om mig selv, og ved at penge slet ikke gør mig glad... Det gør jeg står tilbage med en kæmpe gæld, men det har jeg valgt at acceptere, og istedet for at blive sygeplejerske som min drøm er, vælger jeg istedet at blive social og sundhedshjælper ''kun'' (INTET ondt ment, elsker folk der har den uddannelse, min drøm er bare sygeplejerske), indtil jeg har betalt min gæld af, og så håber jeg at jeg engang om 10 år måske kan læse videre...

Det er sådan, at jeg altid har haft et kæmpe dyrehjerte... Og for 2½ månede siden så alt fint ud i mit liv, og der fik jeg mig en lille hvalp sammen med min kæreste... Vi elsker hende højere end noget andet...

Men efter vi fandt ud af at jeg er blevet gravid, ikke planlagt, er alt RUMLET for ørene af os, vi kan ikke hente hjælp nogle steder, og pga vores fortid er vi jo desværre RKI registreret, jeg er i tvivl om hvad jeg skal tage mig til inden barsel, om jeg kan starte på min uddannelse eller ej, vi har ingen bolig... Der er slet intet der kører for os, men jeg nægter simpelthen abort, og kan allerede mærke at jeg ELSKER det lille væsen inden i mig.... 

Min familie siger det hele nok skal gå, men de står ikke med de her bolig og uddannelsesproblemer osv...

Jeg står tilbage nu, kun helt i starten af en graviditet, jeg sover højst 3-4 timer om natten, min ELSKEDE hund (som jeg virkelig elsker!!!!!), kan jeg slet ikke styre.... Hvis den bare pisser på min seng som den er begyndt at gøre hver morgen, er jeg ved at give helt op og sætter mig ned og græder.... Ligemeget HVAD der kommer i min vej, har jeg lyst til at give op og sætte mig ned og græde...

Hvad sker der for mig??  Jeg er KNUST.... jeg plejer at have det største hjerte... Nu det som om jeg aldrig er glad mere... Og det jeg frygter mest, er at det går ud over min lille baby 

Håber ikke at blive rakket ned på, da i nok kan forestille jer at jeg har det ok skidt i forvejen... Jeg forstår simpelthen bare ikke hvad der er sket med mig på så få uger???? Og håber nogle måske har prøvet det, og hvad de gjorde for at komme op igen 

Puha det er også en hård bakke i skal op af nu.

nogle lyspunkter: 

*Du kan sagtens starte på din udd. (Så får du i det mindste su og penge under barsel).

*din hund mærker det der foregår og reagere på det, prøv at være positiv overfor den (ikke skælde ud når den tisser på sengen, men bære den udenfor og ros den når den så tisser der). Husk så længe den er hvalp og ej renlig, er det en god ide at få den ud HVER gang den har spist, sovet, drukket og leget vildt 

*evt start noget hundetræning selv (lån bøgerne på biblioteket fx klikkertræning). 

*Søg bolig ALLE steder i kan -måske evt flytte by (det at være hjemløs er noget hø for sjælen -i know). I kan spare så meget op som det nu er muligt og låne resten af indskuddet via kommunen

og ikke mindst For det er en svær tid, husk at få snakket ud om hvordan du har det (så det ikke æder dig op indvendig) og prøv at finde de positive lyspunkter i hverdagen