Jeg føler mig som jordens dårligste mor

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg for 1½ uge siden gik fra min datters far, efter flere år med psykisk og utroskab. Det har taget mig utrolig længe at komme dertil hvor jeg "turde" gå. Men jeg er lykkelig for min beslutning. - For mig selv.

Han har sjovt nok altid været en god far på trods af hans behandling af mig og han har aldrig så meget som krummet et hår på vores datter.

Nu står jeg i den situation at det virkelig har taget hårdt på vores datter (hun er 2,2år) at vi har forladt hendes far. Hun er normalt en glad og udadvendt pige med let til smil. Men efter at vi er flyttet har hun dagligt flere kæmpe raseri anfald. De kan komme ud af det blå og hun bliver så voldsom at jeg faktisk ikke engang kan holde hende. Man kan slet ikke komme i kontakt med hende i de ca 10 min det varer. Bagefter ryster hun nærmest og hiver efter vejret. Det gør så ondt på mig at se hende sådan og jeg føler mig som jordens dårligste mor når jeg tænker på at jeg er skyld i hendes reaktion - men samtidig var det heller ikke sundt for hende at leve med at hendes far konstant råbte af mig og kaldte mig grimme ting. 

Jeg føler mig så magtesløs fordi jeg intet kan gøre. Har prøvet at holde om hende, ae hende, snakke til hende osv. Intet hjælper.  Ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere.

Jeg ønsker at hun ser sin far hurtigst muligt, da jeg er sikker på at hun savner ham.

Han har ingen seng eller noget til hende og får det først d.1. Vi har aftalt at han skal prøve at have hende fra fredag eftermidddag til søndag middag d.7 - 9 marts første gang.

Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her, havde bare brug for at komme ud med min frustration 

 

Jeg ville kontakte psykolog (hvis du har råd) eller instituonen i håb om at få hjælp gennem børnefamilieafd. I din kommune. På den måde kan du heale og få de værktøjer det skal til for st hjælpe din datter

Måske du kunne sætte ord på hendes følelser i de gode timer og så kan i snakke om det? Altså ikke fikse det, men snakke om det og se om hun tror der er noget der hjælper? 

Du tog det rigtige valg med hensyn til at flytte fra den dårlige undskyldning af en mand

Anonym skriver:

Vi blev hjulpet ud af politiet for 1,5 uge siden. Han sidder tilbage i min lejlighed og vil først forlade den når de 3 måneders opsigelse er gået. 

Jeg kan ikke bare sådan lige tage offentlig transport 50km hver vej for at ses i et par timer i hverdagene. Så jeg har ikke rigtig mulighed for at de ses før han har købt seng og diverse til vores datter. 

Det lyder til at du har taget det rigtige valg. Det er altid hårdt i starten, men bedst for alle parter 

stort kram til dig

Du tog bestemt det rigtige valg! Alene det at I skulle hjælpes ud af politiet.... Ja det siger i min verden alt! 

Lad hende endelig reagere. Hun har brug for at komme af med vreden/sorgen/frustrationerne. Vær hos hende i det, men prøv ikke at stoppe det. 

Er sikker på der venter jer en langt lysere fremtid <3

Tusind tak for svar allesammen