Hvad så nu?

Godaften alle sammen.
Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle skrive i overskriften.

Men jeg har brug for at lufte mine tanker lidt. Da jeg i en 14 dages tid har gået og tænkt meget.

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 4 år nu vi har sammen en datter på 2,5 år.
Vi er mere venner end kærester.
Vores sexliv har altid haltet lidt. I starten af vores forhold havde vi sex 2 gange om ugen. Da vi så havde været sammen i ca 6 mdr havde vi sex maks en gang om ugen. Da vi havde været sammen i et års tid havde vi sex en 2-3 gange om mdr. Da jeg så blev gravid ( planlagt) havde vi ikke sex hele min graviditet. Vi havde først sex da vores datter var 2 mdr. Der havde vi så sex 2 gange inden for 14 dage ca. Og så gik der 6 mdr igen før vi havde sex og sådan er det bare. Vi har så sjældent sex.
Vi snakkede om at lave en lille brøster. Og vi gik igang og havde så sex en 2 gange når jeg testede positiv æl. Jegblev også gravid men mistede.
Og siden jeg blev gravid. Testede postiv for ca 6-7 uger siden. Dvs vi sidst havde sex for omkring 2 mdr siden.
Dvs vi har nærmest ikke noget intimt sammen. Vi kysser farvel og giver hinanden krammer og nusser hinanden når vi ser film og den slags men det er også det.
Vi har et super godt "venskab" vi er meget ens og har samme humor.
Vi er begge på antidepressiv. Kæresten har altid været det og jeg har været det i 3,5 år nu. Fik en depression noget tid inden jeg blev gravid. Og er så fortsat på dem pga jeg var ude for en ulykke som har gjort at jeg dagligt har smerter. O ikke kan undvære mit antidepressiv medicin og kæresten kan heller ikke pga sygdom. Vi har det godt begge to vi kan bare ikke undvære vores medicin. Og bivirkningen ved den slags medicin er jo manglende sexlyst.

Men sagen er den nu at vi snakkede sammen efter jeg blev abortede omkring alle disse ting om forholdet og valgte så at sætte pb 2 på standbye fordi vi ikke har noget kæreste forhold. Vi elsker hinanden og vi kan snakke om alt og er gode til at snakke sammen.
Men sådan som tingene er nu lever vi egentlig bare sammen. Vi snakker ikke rigtig sammen i hverdagen andet end nogle få praktiske ting. Når vores datter er lagt i seng siger vi ikke rigtig noget til hinanden.
Vi ved begge at for at vi kan blive " kærester" kræver det en indsats i sexlivet. Og vi skal igang begge to med at træne for at få en flot krop igen. For at man kan tænde på den anden igen. Men ingen af os gør noget ved det. Vi lader det bare stå til.
Vi har også snakket om hvordan og hvorledes hvis vi gik fra hinanden. Men vi er bare begge bange for at vi så vil komme til at savne hinanden og vi så vil flytte sammen igen fordi vi alligevel ikke kan undvære hinanden. Men vi ønsker jo ikke at skulle trækkes vores datter igennem alt det at flytte fra hinanden hvis vi alligevel ikke kan undvære hinanden. For det er jo utrolig synd for hende.

Men jeg har bare den seneste tid gået og tænkt på hvordan det ville være hvis vi gik fra hinanden. Om det ville være bedre for os begge at sige det var det. Har tænkt meget på hvordan jeg ville kunne klare det økonomisk. Dette ser jeg ikke som det helt store problem jeg skal nok kunne klare mig.
Men jeg synes bare det fylder rigtig meget og mange ting siger for at vi skal gå hver til sit for det er som om vi ikke kan blive "kærester" igen. Men så mange ting siger også nej for det for vi har det jo okay sammen.
Men aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, jeg er meget forvirret lige i øjeblikket over hvad der skal ske.

Hvad siger i? Har brug for nogle øjne udefra.

Undskyld hvis det blev alt for langt og rodet.
Håber i vil komme med nogle input

Slet ingen?

Jeg synes ikke at I skal gå fra hinanden, bare fordi det virker til at være det nemmeste løsning ligenu og her. Der er snart forår og vil måske blive nemmere at tage Sig sammen til at kæmpe for forholdet selvom det hele ser sort ud nu. Men jeg skal selvfølgelig ikke bestemme det. Sådan ville jeg have gjort, så jeg kunne med god samvittighed over for barnet sige at vi i det mindste prøvet alt før bi gik hver til sit. Held og lykke med det hele og jeg håber inderligt at det hele går godt og I finder gnisten. ;-) kram

 

 

NasimG skriver:

Jeg synes ikke at I skal gå fra hinanden, bare fordi det virker til at være det nemmeste løsning ligenu og her. Der er snart forår og vil måske blive nemmere at tage Sig sammen til at kæmpe for forholdet selvom det hele ser sort ud nu. Men jeg skal selvfølgelig ikke bestemme det. Sådan ville jeg have gjort, så jeg kunne med god samvittighed over for barnet sige at vi i det mindste prøvet alt før bi gik hver til sit. Held og lykke med det hele og jeg håber inderligt at det hele går godt og I finder gnisten. ;-) kram

 

 

Tusinde tak for dit svar. Og ja du har nok ret. Det kan være gnisten kommer igen nu hvor vi nærmer os sommeren

Tusinde tak for dit svar. Og ja du har nok ret. Det kan være gnisten kommer igen nu hvor vi nærmer os sommeren

Jeg tror ikke at I skal læne jer tilbage og vente på at gnisten helt magisk dukker op fordi solen begynder at skinne.

Hvis det handler om at I vejer for meget, så gør noget ved det. Hvis det handler om at I ikke kommunikerer ordentligt, så gør noget ved det. Læg jeres kostvaner om, begynd at motionere. Sluk for TV og computerne kl. 21. Få jeres datter passet og hav noget alenetid. Begynd i parterapi eller hos en sexolog. Jeg siger ikke at det bliver nemt, men I bliver nødt til aktivt at kæmpe for det, ellers tror jeg ikke at I løser jeres problem.

Alle par får nogle problemer efterhånden. Detteher ser ud til at være jeres "ting".

Sålænge i begge er enige om at i elsker hinanden og at det er "ydre" elementer, som gør det vanskeligt for jer (Piller=manglende sexlyst, manglende energi til at træne osv) ville jeg give det en chance.

Jeg kender jer jo ikke, og ved dermed ikke, hvad som kunne fungere for jer, men mit tips ville være at give hinanden hånden på, at NU starter vi projekt "verdens bedste kæreste". Lav f eks en rigtig romantisk sen middag bare for jer to med levende lys og det hele, og der går startskuddet. Derefter bliver det en konkurrence i at træne mest, finde på sund men supergod mad til hinanden, finde på overraskelser til den anden osv. Alt mulig kan være en overraskelse - også ting, som at have gjort kærestens del af husarbejdet en dag, så I pludselig har lidt ekstra tid til at gøre noget sammen, man kan også give hinanden gavekort på alt fra en gåtur sammen til meget konkrete sexuelle ting, man tror, den anden kunne have lyst til. Det behøver ikke at koste en masse penge. Pointet er at bruge energi på at gøre den anden glad og finde på overraskelser til hinanden og dermed få oplevelser sammen også udenom tv-en og sofaen.

Ellers er det muligt at noget parterapi kunne være et forsøg værdt.

Uanset, når I er så usikre på, om det er rigtig for jer at flytte fra hinanden, og når i begge elsker hinanden, så tror jeg, I skal tage en kamp og se, om I ikke kan finde en måde at få hverdagen til at blive mere glødende igen.

Ønsker jer det bedste.

modesty skriver:

Jeg tror ikke at I skal læne jer tilbage og vente på at gnisten helt magisk dukker op fordi solen begynder at skinne.

Hvis det handler om at I vejer for meget, så gør noget ved det. Hvis det handler om at I ikke kommunikerer ordentligt, så gør noget ved det. Læg jeres kostvaner om, begynd at motionere. Sluk for TV og computerne kl. 21. Få jeres datter passet og hav noget alenetid. Begynd i parterapi eller hos en sexolog. Jeg siger ikke at det bliver nemt, men I bliver nødt til aktivt at kæmpe for det, ellers tror jeg ikke at I løser jeres problem.

Ingen af os er svært overvægtige. Vi mangler bare og smide en 5-7 kg. Og så en opstramning. Vi spiser i forvejen mange grønsager og får en rimelig sund aftensmad. Problemet ligger bare i det der kommer indbors om aftenen. Og jeg tror simpelthen det er af kedsomhed. Jeg ved det ikke. Men det er bare den første tanke der kommer op.
Jeg har også sat mig i hovedet at på mandag får jeg meldt mig ind i et fitness center. Både for at komme i bedre form og blive strammet op men også for at få noget mere energi og selvværd.

Jeg tror bare det påsexfronten er så svær at få igang og bibeholde det fordi det nærmest aldrig har været ret meget existerende.

Vi elsker hinanden og ønsker vi skal være sammen og opleve en masse ting sammen.
Jeg kan bare mærke at jeg trænger til at være intim og føle mig lækker igen. Og når vi endelig har sex jamen så er det ret akavet fordi der er så langt imellem sexen.

Anonym skriver:

Godaften alle sammen.
Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle skrive i overskriften.

Men jeg har brug for at lufte mine tanker lidt. Da jeg i en 14 dages tid har gået og tænkt meget.

Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 4 år nu vi har sammen en datter på 2,5 år.
Vi er mere venner end kærester.
Vores sexliv har altid haltet lidt. I starten af vores forhold havde vi sex 2 gange om ugen. Da vi så havde været sammen i ca 6 mdr havde vi sex maks en gang om ugen. Da vi havde været sammen i et års tid havde vi sex en 2-3 gange om mdr. Da jeg så blev gravid ( planlagt) havde vi ikke sex hele min graviditet. Vi havde først sex da vores datter var 2 mdr. Der havde vi så sex 2 gange inden for 14 dage ca. Og så gik der 6 mdr igen før vi havde sex og sådan er det bare. Vi har så sjældent sex.
Vi snakkede om at lave en lille brøster. Og vi gik igang og havde så sex en 2 gange når jeg testede positiv æl. Jegblev også gravid men mistede.
Og siden jeg blev gravid. Testede postiv for ca 6-7 uger siden. Dvs vi sidst havde sex for omkring 2 mdr siden.
Dvs vi har nærmest ikke noget intimt sammen. Vi kysser farvel og giver hinanden krammer og nusser hinanden når vi ser film og den slags men det er også det.
Vi har et super godt "venskab" vi er meget ens og har samme humor.
Vi er begge på antidepressiv. Kæresten har altid været det og jeg har været det i 3,5 år nu. Fik en depression noget tid inden jeg blev gravid. Og er så fortsat på dem pga jeg var ude for en ulykke som har gjort at jeg dagligt har smerter. O ikke kan undvære mit antidepressiv medicin og kæresten kan heller ikke pga sygdom. Vi har det godt begge to vi kan bare ikke undvære vores medicin. Og bivirkningen ved den slags medicin er jo manglende sexlyst.

Men sagen er den nu at vi snakkede sammen efter jeg blev abortede omkring alle disse ting om forholdet og valgte så at sætte pb 2 på standbye fordi vi ikke har noget kæreste forhold. Vi elsker hinanden og vi kan snakke om alt og er gode til at snakke sammen.
Men sådan som tingene er nu lever vi egentlig bare sammen. Vi snakker ikke rigtig sammen i hverdagen andet end nogle få praktiske ting. Når vores datter er lagt i seng siger vi ikke rigtig noget til hinanden.
Vi ved begge at for at vi kan blive " kærester" kræver det en indsats i sexlivet. Og vi skal igang begge to med at træne for at få en flot krop igen. For at man kan tænde på den anden igen. Men ingen af os gør noget ved det. Vi lader det bare stå til.
Vi har også snakket om hvordan og hvorledes hvis vi gik fra hinanden. Men vi er bare begge bange for at vi så vil komme til at savne hinanden og vi så vil flytte sammen igen fordi vi alligevel ikke kan undvære hinanden. Men vi ønsker jo ikke at skulle trækkes vores datter igennem alt det at flytte fra hinanden hvis vi alligevel ikke kan undvære hinanden. For det er jo utrolig synd for hende.

Men jeg har bare den seneste tid gået og tænkt på hvordan det ville være hvis vi gik fra hinanden. Om det ville være bedre for os begge at sige det var det. Har tænkt meget på hvordan jeg ville kunne klare det økonomisk. Dette ser jeg ikke som det helt store problem jeg skal nok kunne klare mig.
Men jeg synes bare det fylder rigtig meget og mange ting siger for at vi skal gå hver til sit for det er som om vi ikke kan blive "kærester" igen. Men så mange ting siger også nej for det for vi har det jo okay sammen.
Men aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, jeg er meget forvirret lige i øjeblikket over hvad der skal ske.

Hvad siger i? Har brug for nogle øjne udefra.

Undskyld hvis det blev alt for langt og rodet.
Håber i vil komme med nogle input

Prøv at tage på en kærestetur, fx en storbytur uden børn. Eller et hotelophold i Danmark med spa osv
Så længe alle andre parametre i jeres forhold fungerer så godt, som det lyder til, så er manglende sex-lyst måske pga medicin, en meget lille grund til at gå fra hinanden, sådan som jeg læser hvad du skriver

Prøv at give det en chance og lav nogle flere kæresteting sammen.

Nu er du jo også gravid, så dine hormoner spiller dig måske et pus? Jeg ville ikke tage så stor en beslutning på både antidepressiv medicin (kommer lidt an på hvilken det er) og samtidig graviditetshormoner.

Håber I kan få gnisten tilbage

Jeg gentager en romantisk tur til fx Rom kan gøre utrolig meget for forholdet

Ciss skriver:

Alle par får nogle problemer efterhånden. Detteher ser ud til at være jeres "ting".

Sålænge i begge er enige om at i elsker hinanden og at det er "ydre" elementer, som gør det vanskeligt for jer (Piller=manglende sexlyst, manglende energi til at træne osv) ville jeg give det en chance.

Jeg kender jer jo ikke, og ved dermed ikke, hvad som kunne fungere for jer, men mit tips ville være at give hinanden hånden på, at NU starter vi projekt "verdens bedste kæreste". Lav f eks en rigtig romantisk sen middag bare for jer to med levende lys og det hele, og der går startskuddet. Derefter bliver det en konkurrence i at træne mest, finde på sund men supergod mad til hinanden, finde på overraskelser til den anden osv. Alt mulig kan være en overraskelse - også ting, som at have gjort kærestens del af husarbejdet en dag, så I pludselig har lidt ekstra tid til at gøre noget sammen, man kan også give hinanden gavekort på alt fra en gåtur sammen til meget konkrete sexuelle ting, man tror, den anden kunne have lyst til. Det behøver ikke at koste en masse penge. Pointet er at bruge energi på at gøre den anden glad og finde på overraskelser til hinanden og dermed få oplevelser sammen også udenom tv-en og sofaen.

Ellers er det muligt at noget parterapi kunne være et forsøg værdt.

Uanset, når I er så usikre på, om det er rigtig for jer at flytte fra hinanden, og når i begge elsker hinanden, så tror jeg, I skal tage en kamp og se, om I ikke kan finde en måde at få hverdagen til at blive mere glødende igen.

Ønsker jer det bedste.

Tusinde tak fordit svar.
Ja vi mangler gløden i hverdagen.
Men synes en er svær at få frem netop fordi man ikke har ret meget energi.
Men jeg melder mig ind i fitness center på mandag. Både for at de ekstra kg men også for at få den ekstra energi. Og så for lige at få et selvværdsboost.

Vi er denne weekend barnefri. Hvilket vi egentlig er ret gode til at gøre for os selv. Vi hygger os også når vi er alene. Og har oftes sex. Men det nytter jo ikke noget at vi kun har sex når den bette bliver passer

Sexen har jo altid været et problem, som vi har snakket meget om i vores 4 år sammen. Og vi har også nogle gange sagt nu skal vi igang og så er det gået godt med sex en gang om ugen mindst i en mdr og så er det dødt igen. Og det er vores begges fejl. Og derfor er min tanke bare om vi overhovedet kan redde den del af forholdet.

Vi elsker hinanden det er ingen af os i tvivl om. Vi er bare ikke lykkelige. Det er sådan mere. Jamen det er nok godt nok agtig.
Jeg ved forhold har op og nedture. Men synes bare der er længere imellem de perioder hvor man mærker det er virkelig dejligt mit liv.

Det er mere vi er forældre og har det jo godt. Men vi er ikke lykkelige selvom vi har det godt sammen.
Som sagt det er nok godt nok agtig.

Tulipan skriver:

Prøv at tage på en kærestetur, fx en storbytur uden børn. Eller et hotelophold i Danmark med spa osv
Så længe alle andre parametre i jeres forhold fungerer så godt, som det lyder til, så er manglende sex-lyst måske pga medicin, en meget lille grund til at gå fra hinanden, sådan som jeg læser hvad du skriver

Prøv at give det en chance og lav nogle flere kæresteting sammen.

Nu er du jo også gravid, så dine hormoner spiller dig måske et pus? Jeg ville ikke tage så stor en beslutning på både antidepressiv medicin (kommer lidt an på hvilken det er) og samtidig graviditetshormoner.

Håber I kan få gnisten tilbage

Jeg gentager en romantisk tur til fx Rom kan gøre utrolig meget for forholdet

Du har vidst misforstået. Jeg er ikke gravid.
Jeg abortede.
Men det er bare som at efter jeg blev gravid så den daglig dag vi havde er ganget op med at vi lever efter at vi er forældre og venner og har det godt men ikke er lykkelige fordi vi ikke har nogen gnist at vi bare er bedstevenner agtig.

Vi er rimelig gode til at få den bette passet engang imellem for st pleje os selv, og vi hygger os også når vi er os selv. Men så snart vores datter kommer hjem og der er gået en lille uge er tingene tilbage til det samme.