At føle sig ensom i sit forhold

Hej i dejlige baby brugere

Var egentlig begyndt ikke at skrive anonymt mere. Men da dette er af lidt mere personlig karakter, samt at jeg har familie og venner herinde håber jeg at i vil respektere dette

Kæresten og jeg har nu været sammen i fire år. Vi venter vores første barn sammen.  

Den første tid af graviditeten var rosen rød. Men er lige så stille blevet mere og mere sort

Ikke at vi skændes for det gør vi ikke. 

Normalt kunne vi sagtens hygge os sammen med at tage ud og spise. Lave god mad. Se en god film sammen. Have romantisk sex. Ja en masse forskellige kæreste ting. 

Men på det seneste er de ting blevet mindre og mindre. Vi spiser ikke længere sammen. Manden sover hver dag efter arbejde. Står op og spiser..går ind og spiller.  Går i seng. Jeg spiser inden ham. Går i seng når han går ind og spiller. 

Vores sex liv er næsten ikke længere eksisterende som i maks en gang i ugen. Jeg klager over for lidt sex. Det gør han også. Men alligevel sker der ikke mere. 

Har prøvet at fortælle ham hvordan jeg ser det. Uden det hjælper.  

Aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Ingen af os er lykkelige som det er lige nu. 

Jeg håber kun det er en fase vi skal igennem   ..

Nogen der har prøvet noget lignende eller som har råd eller konmentarer? 

Har brug for lidt hjælp. 

62 har læst, men der er ikke et eneste råd, en kommentar eller andet? :/

Har ikke prøvet det som sådan (har aldrig været gravid) men der kan da godt gå lidt hverdag i den ind i mellem 

Tror det bedste du kan gøre er at "gøre noget" fremfor at i skal snakke om alt det der ikke fungerer. Lad fx være med at spise før ham og spis sammen med ham i stedet. Planlæg at i skal ud og spise en aften (måske som en overraskelse?) eller planlæg en tur i biffen osv - måske er det godt at det ikke foregår hjemme så han ikke bare kan undskylde og smutte ind til computeren 

Jeg tænker lidt at det måske for alvor er gået op for ham at i skal have en lille baby  Og måske har han lidt svært ved lige at overskue det fordi det er så stor en ting 

Det skal i nok komme over - men den bedste måde at skabe forandring er at handle aka faktisk at gøre noget aktivt 

lille-fisen skriver:

Har ikke prøvet det som sådan (har aldrig været gravid) men der kan da godt gå lidt hverdag i den ind i mellem 

Tror det bedste du kan gøre er at "gøre noget" fremfor at i skal snakke om alt det der ikke fungerer. Lad fx være med at spise før ham og spis sammen med ham i stedet. Planlæg at i skal ud og spise en aften (måske som en overraskelse?) eller planlæg en tur i biffen osv - måske er det godt at det ikke foregår hjemme så han ikke bare kan undskylde og smutte ind til computeren 

Jeg tænker lidt at det måske for alvor er gået op for ham at i skal have en lille baby  Og måske har han lidt svært ved lige at overskue det fordi det er så stor en ting 

Det skal i nok komme over - men den bedste måde at skabe forandring er at handle aka faktisk at gøre noget aktivt 

Hej

Mange tak for svar. Det er lige netop den slags råd jeg har brug for. 

Det med at lade vær med at spise før ham er lidt svært. Jeg har lidt problemer med ikke at spise når jeg er sulten. Specielt her i graviditeten bliver jeg meget utilpas. Og det er svært at få ham til at spise før, da han jo sover

Det vil jeg prøve. Har nu bestilt pizza uden han ved det. Gjort stuen klar til film og vil så vække ham sødt når jeg kommer hjem med maden. Håber han bliver glad 

Den tanke har faktisk også strejfet mig. Måske jeg burde spørge ham om det derfor?

Tak for rådet. Er spændt på at se om det hjælper. 

Håber han bliver glad for det  Kan godt følge dig i det, med at være ensomt. Men det er fordi min kæreste arbejder ude i hverdagen, så han er kun hjemme i weekenderne. Men tror det er en god ide, at prøve at gøre nogle ting sammen, og hvis han afviser det gang på gang, ville jeg tage en snak med ham, om det er fordi han har brug for den tid alene eller hvordan  Og når jeres lille bebse kommer så føler du dig ikke ligeså ensomt mere

Anonym skriver:

Hej

 

Mange tak for svar. Det er lige netop den slags råd jeg har brug for. 

Det med at lade vær med at spise før ham er lidt svært. Jeg har lidt problemer med ikke at spise når jeg er sulten. Specielt her i graviditeten bliver jeg meget utilpas. Og det er svært at få ham til at spise før, da han jo sover

Det vil jeg prøve. Har nu bestilt pizza uden han ved det. Gjort stuen klar til film og vil så vække ham sødt når jeg kommer hjem med maden. Håber han bliver glad 

Den tanke har faktisk også strejfet mig. Måske jeg burde spørge ham om det derfor?

Tak for rådet. Er spændt på at se om det hjælper. 

 

Lyder som en god ide  Håber det gik godt? 

Ellers ville jeg fortsætte med at give det en skalle. Det skal nok komme igen  Det går nogle gange op og nogle gange lidt ned i alle forhold. Nu er det jo ikke sikkert at det har noget at gøre med tanker om det at blive far - men hvis det har så er det da en helt normal reaktion tror jeg og noget man kommer over igen. Forventer ærligt talt selv at min kæreste får et minifreakout når vi bliver gravide (også selv om det er meget planlagt) - det er jo et stort ansvar og noget der forandrer ens liv, så på den måde er det nok meget naturligt 

Hej

Det lyder jo, som om du er godt i gang med finde løsninger.  for at det virker.

Jeg synes, det at forsøge at overraske ham kan være en virkelig god ting for at genfinde lidt af kærestelivet.

Ellers kan det godt være, at du i stedet for at fortælle ham, hvordan du ser det, skal lægge op til, at han fortæller dig, hvordan han ser det. Det er i hvert fald min erfaring med min Xmand, at hvis jeg først fortalte, hvordan jeg følte, så var det meget let at han bare lukkede af og klappede i. Det virkede meget bedre, de gange, hvor jeg starede noget a la "Vi opfører os jo ikke så meget som kærester mere. Hvad savner du mest?" Et helt konkret spørgsmål som signaliserer, at man lytter til, hvad han har at sige. Hvis først min xmand var med til at starte samtalen på den måde, var det enklere at fortsætte og faktisk få snakket sammen, så hvis vi havde noget vanskeligt at snakke om var det gerne på den måde, jeg forsøgte at starte, og en del gange lykkedes det og vi fik en god snak sammen. Håber, det måske kan virke for jer også.

Lykke til.

Mariekjellerup90 skriver:

Håber han bliver glad for det  Kan godt følge dig i det, med at være ensomt. Men det er fordi min kæreste arbejder ude i hverdagen, så han er kun hjemme i weekenderne. Men tror det er en god ide, at prøve at gøre nogle ting sammen, og hvis han afviser det gang på gang, ville jeg tage en snak med ham, om det er fordi han har brug for den tid alene eller hvordan  Og når jeres lille bebse kommer så føler du dig ikke ligeså ensomt mere

Ja okay. Men så er din følelse jo "begrundet". Idet han jo rent faktisk ikke er der. Heeh. 

Det er helt rigtig. Men det ikke fordi han afviser mig. Men han har bare mere brug for, at han kan være alene. 

Nej det har du helt ret i. Men der er han så bange for at jeg "glemmer" ham. Hvilket jeg jo ikke håber.  Håber der er plads til begge. 

lille-fisen skriver:

Lyder som en god ide  Håber det gik godt? 

Ellers ville jeg fortsætte med at give det en skalle. Det skal nok komme igen  Det går nogle gange op og nogle gange lidt ned i alle forhold. Nu er det jo ikke sikkert at det har noget at gøre med tanker om det at blive far - men hvis det har så er det da en helt normal reaktion tror jeg og noget man kommer over igen. Forventer ærligt talt selv at min kæreste får et minifreakout når vi bliver gravide (også selv om det er meget planlagt) - det er jo et stort ansvar og noget der forandrer ens liv, så på den måde er det nok meget naturligt 

 

Jeg kommer lige med en opdatering længere nede

Ja ved godt det går op og ned. Men har bare en periode, hvor jeg ikke føler jeg er god nok. Føler mig fed og klam. Hvilket ikke bliver bedre af, at han for sjov siger, at jeg er ved at blive tyk :/ Ikke ondt ment eller noget. Men det lidt svært at lægge øre til, når jeg har det sådan. Men har nu lært at takle det

Præcis. Sådan tror jeg alle har det. Har da også selv haft det sådan.  Men man reagere forskellige på det. 

Ciss skriver:

Hej

Det lyder jo, som om du er godt i gang med finde løsninger.  for at det virker.

Jeg synes, det at forsøge at overraske ham kan være en virkelig god ting for at genfinde lidt af kærestelivet.

Ellers kan det godt være, at du i stedet for at fortælle ham, hvordan du ser det, skal lægge op til, at han fortæller dig, hvordan han ser det. Det er i hvert fald min erfaring med min Xmand, at hvis jeg først fortalte, hvordan jeg følte, så var det meget let at han bare lukkede af og klappede i. Det virkede meget bedre, de gange, hvor jeg starede noget a la "Vi opfører os jo ikke så meget som kærester mere. Hvad savner du mest?" Et helt konkret spørgsmål som signaliserer, at man lytter til, hvad han har at sige. Hvis først min xmand var med til at starte samtalen på den måde, var det enklere at fortsætte og faktisk få snakket sammen, så hvis vi havde noget vanskeligt at snakke om var det gerne på den måde, jeg forsøgte at starte, og en del gange lykkedes det og vi fik en god snak sammen. Håber, det måske kan virke for jer også.

Lykke til.

Hej

Ja jeg er på ingen måde klar til at give op. Elsker virkelig min kæreste. 

Kommer lige med en opdatering længere nede. 

Det har jeg faktisk også tænkt mig at prøve. Høre lidt om, hvordan han ser det. Hvordan han oplever det hele, vores parforhold og min graviditet. 

Tak