Min datter på 6 år "skoletræt"

Hej alle sammen

 

Jeg har lige brug for at vende nogle tanker med jer, håber i vil give et par konstruktive input med på vejen.

...

Vores datter Emma startede i skole sidste år, hun var noget overvældet af alt det nye, men faldt rigtig hurtigt til. Vi havde bedt om, om hun kom i klasse med bedste-veninden så der var i hvert fald én kendt "ting" ved alt det nye.

 

Emma fandt det spændende og interessant og var meget lærevillig og ville gerne vise og fortælle når hun kom hjem.

Samme med SFO sjovt, spændende og nyt.

 

Første skole-hjem samtale gik over al forventning: hun blev betegnet som en stille pige - underligt nok.

Men klasselæreren var positivt "benovet" over at hun sådan hviler i sig selv og hele tiden sørger for at skulle have sig selv med i det hun laver.

Hun laver ikke noget halvt og hun tænker sig godt om. Hun blev "placeret" midt i mellem, mht. niveau for indlæring/færdigheder - i den gode ende. Fordi hun som oftest sagtens kan, men pga. hhun vil have sig selv med, gør det også tit at hun lige giver lidt ekstra omhu før hun vil "være med".

 

Hun var en meget vellidt person i klassen, hun blev valgt til ved leg, ikke fra. Og hun blev betegnet som en "støttepille" i hele klassens "ånd" fordi hun gik foran med sin væremåde og opførsel og viste at "sådan gør man det..." på sin egen stille facon (eks. rydte op i sit rum, tie stille ved undervisning, sidde stille mv.)

 

Så alt i alt meget positivt!

 

MEN - jeg har lagt mærke til at jeg syntes hun er blevet lidt mere indelukket mht. det der drejer sig om skolen.

Hun virker lidt små-trist og har klaget over hovedpine af flere omgange. (Hver dag siden vinterferien også...)

 

Idag tog vi en mor-datter snak og hun fortalte at hun var rigtig ked af at X som hun sidder ved siden af, hele tiden gentager der som hun siger. X har også 3-4x fjernet stolen for hende lige som hun skal sætte sig ned.

Når hun har bedt X om at lade være har hun fået et flabet svar tilbage.

 

Desuden har vi flere gange oplevet at hun bliver hhv. disset og elsket af Y.

Y's humør er lidt som vinden blæser og nogle dage er Emma derfor totalt hit og de leger SÅ godt sammen, men pludselig vender Y 180g og enten ignorerer/driller eller skubber/slår Emma i ryggen "for sjov".

 

Det går hende på - men jeg kan ikke helt finde ud af det med de to, da de netop også ofte leger super godt sammen, eks. var hun med Y hjemme og lege igår og det var gået fint. (tror jeg...)

 

Emma kunne lige ledes fortælle at hun blev ked af det/irriteret når klasselæreren skældte de andre ud. 

 

SÅ - ja, jeg skal naturligvis have en snak med klasselæreren, men hvad tænker i om ovenstående?

Hvordan ville i takle det? Både mht. X og Y men også selve skolegangen som hun nu pludselig er begyndt at trække sig lidt væk fra.

 

cnmigo skriver:

Hej alle sammen

 

Jeg har lige brug for at vende nogle tanker med jer, håber i vil give et par konstruktive input med på vejen.

...

Vores datter Emma startede i skole sidste år, hun var noget overvældet af alt det nye, men faldt rigtig hurtigt til. Vi havde bedt om, om hun kom i klasse med bedste-veninden så der var i hvert fald én kendt "ting" ved alt det nye.

 

Emma fandt det spændende og interessant og var meget lærevillig og ville gerne vise og fortælle når hun kom hjem.

Samme med SFO sjovt, spændende og nyt.

 

Første skole-hjem samtale gik over al forventning: hun blev betegnet som en stille pige - underligt nok.

Men klasselæreren var positivt "benovet" over at hun sådan hviler i sig selv og hele tiden sørger for at skulle have sig selv med i det hun laver.

Hun laver ikke noget halvt og hun tænker sig godt om. Hun blev "placeret" midt i mellem, mht. niveau for indlæring/færdigheder - i den gode ende. Fordi hun som oftest sagtens kan, men pga. hhun vil have sig selv med, gør det også tit at hun lige giver lidt ekstra omhu før hun vil "være med".

 

Hun var en meget vellidt person i klassen, hun blev valgt til ved leg, ikke fra. Og hun blev betegnet som en "støttepille" i hele klassens "ånd" fordi hun gik foran med sin væremåde og opførsel og viste at "sådan gør man det..." på sin egen stille facon (eks. rydte op i sit rum, tie stille ved undervisning, sidde stille mv.)

 

Så alt i alt meget positivt!

 

MEN - jeg har lagt mærke til at jeg syntes hun er blevet lidt mere indelukket mht. det der drejer sig om skolen.

Hun virker lidt små-trist og har klaget over hovedpine af flere omgange. (Hver dag siden vinterferien også...)

 

Idag tog vi en mor-datter snak og hun fortalte at hun var rigtig ked af at X som hun sidder ved siden af, hele tiden gentager der som hun siger. X har også 3-4x fjernet stolen for hende lige som hun skal sætte sig ned.

Når hun har bedt X om at lade være har hun fået et flabet svar tilbage.

 

Desuden har vi flere gange oplevet at hun bliver hhv. disset og elsket af Y.

Y's humør er lidt som vinden blæser og nogle dage er Emma derfor totalt hit og de leger SÅ godt sammen, men pludselig vender Y 180g og enten ignorerer/driller eller skubber/slår Emma i ryggen "for sjov".

 

Det går hende på - men jeg kan ikke helt finde ud af det med de to, da de netop også ofte leger super godt sammen, eks. var hun med Y hjemme og lege igår og det var gået fint. (tror jeg...)

 

Emma kunne lige ledes fortælle at hun blev ked af det/irriteret når klasselæreren skældte de andre ud. 

 

SÅ - ja, jeg skal naturligvis have en snak med klasselæreren, men hvad tænker i om ovenstående?

Hvordan ville i takle det? Både mht. X og Y men også selve skolegangen som hun nu pludselig er begyndt at trække sig lidt væk fra.

 

Kan det være at hun ikke bliver udfordet nok?

Men hun kan jo være ked at komme i skole, fordi hun som du siger, bliver ked af det, når læreren skælder ud.. så har hun jo en frygt om; Sker det i dag? Snak med læreren om hvad der sker i løbet af dagen.

Det med Y.. Er du gode venner med Ys forældre? For så synes jeg du/I skal sætte jer ned og snakke med dem omkring pigerne? for din datter bliver jo ked af det når Ys humør ændre sig. Det ville måske være meget rart for jer at vide hvorfor hun har de skift?

Jeg tror ikke hun er skoletræt, men at hun er ked af det og nok lidt bange for hvad der vil ske den dag og det skal hun jo ikke være..

cnmigo skriver:

Hej alle sammen

 

Jeg har lige brug for at vende nogle tanker med jer, håber i vil give et par konstruktive input med på vejen.

...

Vores datter Emma startede i skole sidste år, hun var noget overvældet af alt det nye, men faldt rigtig hurtigt til. Vi havde bedt om, om hun kom i klasse med bedste-veninden så der var i hvert fald én kendt "ting" ved alt det nye.

 

Emma fandt det spændende og interessant og var meget lærevillig og ville gerne vise og fortælle når hun kom hjem.

Samme med SFO sjovt, spændende og nyt.

 

Første skole-hjem samtale gik over al forventning: hun blev betegnet som en stille pige - underligt nok.

Men klasselæreren var positivt "benovet" over at hun sådan hviler i sig selv og hele tiden sørger for at skulle have sig selv med i det hun laver.

Hun laver ikke noget halvt og hun tænker sig godt om. Hun blev "placeret" midt i mellem, mht. niveau for indlæring/færdigheder - i den gode ende. Fordi hun som oftest sagtens kan, men pga. hhun vil have sig selv med, gør det også tit at hun lige giver lidt ekstra omhu før hun vil "være med".

 

Hun var en meget vellidt person i klassen, hun blev valgt til ved leg, ikke fra. Og hun blev betegnet som en "støttepille" i hele klassens "ånd" fordi hun gik foran med sin væremåde og opførsel og viste at "sådan gør man det..." på sin egen stille facon (eks. rydte op i sit rum, tie stille ved undervisning, sidde stille mv.)

 

Så alt i alt meget positivt!

 

MEN - jeg har lagt mærke til at jeg syntes hun er blevet lidt mere indelukket mht. det der drejer sig om skolen.

Hun virker lidt små-trist og har klaget over hovedpine af flere omgange. (Hver dag siden vinterferien også...)

 

Idag tog vi en mor-datter snak og hun fortalte at hun var rigtig ked af at X som hun sidder ved siden af, hele tiden gentager der som hun siger. X har også 3-4x fjernet stolen for hende lige som hun skal sætte sig ned.

Når hun har bedt X om at lade være har hun fået et flabet svar tilbage.

 

Desuden har vi flere gange oplevet at hun bliver hhv. disset og elsket af Y.

Y's humør er lidt som vinden blæser og nogle dage er Emma derfor totalt hit og de leger SÅ godt sammen, men pludselig vender Y 180g og enten ignorerer/driller eller skubber/slår Emma i ryggen "for sjov".

 

Det går hende på - men jeg kan ikke helt finde ud af det med de to, da de netop også ofte leger super godt sammen, eks. var hun med Y hjemme og lege igår og det var gået fint. (tror jeg...)

 

Emma kunne lige ledes fortælle at hun blev ked af det/irriteret når klasselæreren skældte de andre ud. 

 

SÅ - ja, jeg skal naturligvis have en snak med klasselæreren, men hvad tænker i om ovenstående?

Hvordan ville i takle det? Både mht. X og Y men også selve skolegangen som hun nu pludselig er begyndt at trække sig lidt væk fra.

 

Jeg tænker først at hun ikke har sagt hun er træt af skolen, men hun har givet udtryk for noget som frustrerer hende lige i det her øjeblik med X - fra min egen pige er min erfaring den frustration kan være "glemt" ugen efter. 

Hun har givet udtryk for noget vedr. Skæld ud og man kan da godt lade et ord falde til læreren om det skaber en usikkerhed, kan jo være det lige giver stof til eftertanke og læreren husker det næste gang stemmen bliver for høj.

Og ikke for at negligere, men lyder til du og din datter nu ser vrangsiden af pigelivet. Der er bare meget fnidder og læring om hvordan man er sammen. Der er en hakkeorden der skal placeres osv. Det betyder ikke det er okay og skolen ikke skal arbejde med det, men bare at man kan ikke beskytte dem for alt. Min egen datter havde fra slutningen af 1. Klasse og hele 2. Klasse tudeture over den hårde behandling piger kan give hinanden. Hun fravalgte pigerne i 3. Klasse og fandt sammen med drengene, og fra de gik i klub fandt hun veninder i andre klasser. Nu er hun stærk nok til igen at gå ind i pigefællesskabet men på sine præmisser.

 

Vil lige sige at ordet skoletræt er valgt i mangel af bedre... Ved godt man ikke kan være desideret skoletræt som 6 årig  

 

 

Kan ikke give så mange råd, men det der faldt mig i øjnene var hovedpiner og træthed...

Er hendes syn blevet tjekket? Kan godt være hun får ondt i øjnene uden at I, eller hun selv, ved at der er noget galt med hendes syn...?

Men jeg håber da I finder en løsning der passer jer alle 

cnmigo skriver:

Hej alle sammen

 

Jeg har lige brug for at vende nogle tanker med jer, håber i vil give et par konstruktive input med på vejen.

...

Vores datter Emma startede i skole sidste år, hun var noget overvældet af alt det nye, men faldt rigtig hurtigt til. Vi havde bedt om, om hun kom i klasse med bedste-veninden så der var i hvert fald én kendt "ting" ved alt det nye.

 

Emma fandt det spændende og interessant og var meget lærevillig og ville gerne vise og fortælle når hun kom hjem.

Samme med SFO sjovt, spændende og nyt.

 

Første skole-hjem samtale gik over al forventning: hun blev betegnet som en stille pige - underligt nok.

Men klasselæreren var positivt "benovet" over at hun sådan hviler i sig selv og hele tiden sørger for at skulle have sig selv med i det hun laver.

Hun laver ikke noget halvt og hun tænker sig godt om. Hun blev "placeret" midt i mellem, mht. niveau for indlæring/færdigheder - i den gode ende. Fordi hun som oftest sagtens kan, men pga. hhun vil have sig selv med, gør det også tit at hun lige giver lidt ekstra omhu før hun vil "være med".

 

Hun var en meget vellidt person i klassen, hun blev valgt til ved leg, ikke fra. Og hun blev betegnet som en "støttepille" i hele klassens "ånd" fordi hun gik foran med sin væremåde og opførsel og viste at "sådan gør man det..." på sin egen stille facon (eks. rydte op i sit rum, tie stille ved undervisning, sidde stille mv.)

 

Så alt i alt meget positivt!

 

MEN - jeg har lagt mærke til at jeg syntes hun er blevet lidt mere indelukket mht. det der drejer sig om skolen.

Hun virker lidt små-trist og har klaget over hovedpine af flere omgange. (Hver dag siden vinterferien også...)

 

Idag tog vi en mor-datter snak og hun fortalte at hun var rigtig ked af at X som hun sidder ved siden af, hele tiden gentager der som hun siger. X har også 3-4x fjernet stolen for hende lige som hun skal sætte sig ned.

Når hun har bedt X om at lade være har hun fået et flabet svar tilbage.

 

Desuden har vi flere gange oplevet at hun bliver hhv. disset og elsket af Y.

Y's humør er lidt som vinden blæser og nogle dage er Emma derfor totalt hit og de leger SÅ godt sammen, men pludselig vender Y 180g og enten ignorerer/driller eller skubber/slår Emma i ryggen "for sjov".

 

Det går hende på - men jeg kan ikke helt finde ud af det med de to, da de netop også ofte leger super godt sammen, eks. var hun med Y hjemme og lege igår og det var gået fint. (tror jeg...)

 

Emma kunne lige ledes fortælle at hun blev ked af det/irriteret når klasselæreren skældte de andre ud. 

 

SÅ - ja, jeg skal naturligvis have en snak med klasselæreren, men hvad tænker i om ovenstående?

Hvordan ville i takle det? Både mht. X og Y men også selve skolegangen som hun nu pludselig er begyndt at trække sig lidt væk fra.

 

Som Muhmi faldt jeg over "hovedpinen" Jeg havde selv en periode i skolen, hvor jeg trak mig tilbage fra undervisningen og ofte havde hovedpine. Det viste sig at jeg nærsynet. Jeg havde, uden selv at være opmærksom på det, ikke kunnet følge med, og havde trukket mig ind i mig selv og sad bare og dagdrømte. Min skoleglæde kom tilbage, da jeg fik briller og hovedpinen forsvandt. I dag ved jeg, at hvis jeg over en periode har ondt i hovedet, trænger jeg til at få reguleret styrken i mine kontaktlinser. 

Det er jo slet ikke sikkert, det er hvad din datter bøvler med. Men det var måske undersøgelsen værd. 

 

Thea har den samme type forhold til sin bedste veninde, som også ka være rigtig voldsom ved thea.

Om morgnen inden hun ska i børnehave, ka thea bryde grædende sammen fordi Mie slå hende i maven, driller hende osv. Når man så henter hende i børnehave sener, står de 2 piger med armene omkring halsen på hinanden, og gerne vil med hinanden hjem og lege. 

Vi forældre har taget en snak omkring mie's lidt voldsomme udfald, og børnehaven er også obs på det, så de feks ik sidder ved siden af hinanden, da de ellers ka piske en stemning op. De ska starte i den samme skole til sommer. Vh stine

cnmigo skriver:

Hej alle sammen

 

Jeg har lige brug for at vende nogle tanker med jer, håber i vil give et par konstruktive input med på vejen.

...

Vores datter Emma startede i skole sidste år, hun var noget overvældet af alt det nye, men faldt rigtig hurtigt til. Vi havde bedt om, om hun kom i klasse med bedste-veninden så der var i hvert fald én kendt "ting" ved alt det nye.

 

Emma fandt det spændende og interessant og var meget lærevillig og ville gerne vise og fortælle når hun kom hjem.

Samme med SFO sjovt, spændende og nyt.

 

Første skole-hjem samtale gik over al forventning: hun blev betegnet som en stille pige - underligt nok.

Men klasselæreren var positivt "benovet" over at hun sådan hviler i sig selv og hele tiden sørger for at skulle have sig selv med i det hun laver.

Hun laver ikke noget halvt og hun tænker sig godt om. Hun blev "placeret" midt i mellem, mht. niveau for indlæring/færdigheder - i den gode ende. Fordi hun som oftest sagtens kan, men pga. hhun vil have sig selv med, gør det også tit at hun lige giver lidt ekstra omhu før hun vil "være med".

 

Hun var en meget vellidt person i klassen, hun blev valgt til ved leg, ikke fra. Og hun blev betegnet som en "støttepille" i hele klassens "ånd" fordi hun gik foran med sin væremåde og opførsel og viste at "sådan gør man det..." på sin egen stille facon (eks. rydte op i sit rum, tie stille ved undervisning, sidde stille mv.)

 

Så alt i alt meget positivt!

 

MEN - jeg har lagt mærke til at jeg syntes hun er blevet lidt mere indelukket mht. det der drejer sig om skolen.

Hun virker lidt små-trist og har klaget over hovedpine af flere omgange. (Hver dag siden vinterferien også...)

 

Idag tog vi en mor-datter snak og hun fortalte at hun var rigtig ked af at X som hun sidder ved siden af, hele tiden gentager der som hun siger. X har også 3-4x fjernet stolen for hende lige som hun skal sætte sig ned.

Når hun har bedt X om at lade være har hun fået et flabet svar tilbage.

 

Desuden har vi flere gange oplevet at hun bliver hhv. disset og elsket af Y.

Y's humør er lidt som vinden blæser og nogle dage er Emma derfor totalt hit og de leger SÅ godt sammen, men pludselig vender Y 180g og enten ignorerer/driller eller skubber/slår Emma i ryggen "for sjov".

 

Det går hende på - men jeg kan ikke helt finde ud af det med de to, da de netop også ofte leger super godt sammen, eks. var hun med Y hjemme og lege igår og det var gået fint. (tror jeg...)

 

Emma kunne lige ledes fortælle at hun blev ked af det/irriteret når klasselæreren skældte de andre ud. 

 

SÅ - ja, jeg skal naturligvis have en snak med klasselæreren, men hvad tænker i om ovenstående?

Hvordan ville i takle det? Både mht. X og Y men også selve skolegangen som hun nu pludselig er begyndt at trække sig lidt væk fra.

 

Hold da op, mange store flotte ord, og det er da dejligt... Men hvis hun føler på nogen måde at hun skal leve op til alt det, så kan jeg godt forstå hun er træt...

Jeg tænker lidt at I måske skal arbejde med at det er okay at fejle, og det er okay at fjolle og den vej, så hun bliver knap så stille og får måske også lidt mere selvværd... Selvtillid har hun nok massere af, hun ved hvad hun kan, I ved det, læreren ved det osv.. men kunne godt lyde som om at selvværdet godt kunne tåle et boos (og hvem kunne det ile det hos ) siden hun har svært ved at takle at Y springer i mellem at være glad og lege med hende og andre dage ikke... Og den med stolen er også rigtig grim hvis selvværdet er lidt i bund, for et giver virkelig enn følelse af at alle griner af MIG, i stedet for det der skete... Det skal så siges at ser er en 'joke' læreren skal slå hårdt ned på, for man kan slå sig noget så jammerligt og det er IKKE okay...

Yurie skriver:

Kan det være at hun ikke bliver udfordet nok?

Men hun kan jo være ked at komme i skole, fordi hun som du siger, bliver ked af det, når læreren skælder ud.. så har hun jo en frygt om; Sker det i dag? Snak med læreren om hvad der sker i løbet af dagen.

Det med Y.. Er du gode venner med Ys forældre? For så synes jeg du/I skal sætte jer ned og snakke med dem omkring pigerne? for din datter bliver jo ked af det når Ys humør ændre sig. Det ville måske være meget rart for jer at vide hvorfor hun har de skift?

Jeg tror ikke hun er skoletræt, men at hun er ked af det og nok lidt bange for hvad der vil ske den dag og det skal hun jo ikke være..

Jeg ved godt ordet skoletræt er for meget at sige, men det var i mangel af bedre.

Jeg tror nu nok hun bliver vel-udfordret, hun virker tilpas koncentreret og interesseret når vi laver lektier, ikke noget med at hun bare flyver igennem eller at hun slet ikke gider.

Men du har nok ret mht. det uforudsete, hun kan bedst lide at vide hvad der skal ske - med måde.

 

Mht. forældrene til Y, så njaeh syntes ikke vi er sådan på talefod, men skal da naturligvis have fundet på et eller andet.

Da de var til fødselsdag ved bedsteveninden (fra børnehaven) sagde dennes mor at hun havde haft fat i Y 3x pga. hun havde skubbet til Emma/slået i ryggen...

 

lineog4 skriver:

Jeg tænker først at hun ikke har sagt hun er træt af skolen, men hun har givet udtryk for noget som frustrerer hende lige i det her øjeblik med X - fra min egen pige er min erfaring den frustration kan være "glemt" ugen efter. 

Hun har givet udtryk for noget vedr. Skæld ud og man kan da godt lade et ord falde til læreren om det skaber en usikkerhed, kan jo være det lige giver stof til eftertanke og læreren husker det næste gang stemmen bliver for høj.

Og ikke for at negligere, men lyder til du og din datter nu ser vrangsiden af pigelivet. Der er bare meget fnidder og læring om hvordan man er sammen. Der er en hakkeorden der skal placeres osv. Det betyder ikke det er okay og skolen ikke skal arbejde med det, men bare at man kan ikke beskytte dem for alt. Min egen datter havde fra slutningen af 1. Klasse og hele 2. Klasse tudeture over den hårde behandling piger kan give hinanden. Hun fravalgte pigerne i 3. Klasse og fandt sammen med drengene, og fra de gik i klub fandt hun veninder i andre klasser. Nu er hun stærk nok til igen at gå ind i pigefællesskabet men på sine præmisser.

 

X er en dreng, så tøsefnidder kan det ikke "bare" placeres under.

Naturligvis er der noget tøsefnidder mellem min datter og Y, men finder ikke skubberiet og slåen i ryggen helt acceptabelt ud fra min synsvinkel.

Det er "fint nok" at hun skifter humør ind imellem, men det andet er jeg nu altså imod.

(se svaret til Yurie mht. episode til fødselsdag)