Vores søn er provokerende

Uhm ved ikke hvordan jeg skal begynde. Men herhjemme er vi ved at give op over for vores søn på 6 år. 

Det største problem vi har er at han ikke høre efter, vælger bevist at overføre beskeder han bliver bedt om. 

Han gør tit ting som ikke er acceptabel fx løber bevist ind i sin lillesøster så hun vælter om kuld. Eller griner af det vi siger. Vi retter ham hver gang og siger at det ikke er i orden.

Han er lige glad når man konfrontere ham med det, og gør det gang på gang. 

Når vi beder ham fx sidde pænt når vi spiser og bruge sin gaffel og kniv, lader han bare være og spiser videre med fingrene eller ligger sig hen over bordet, piller i alt der står på bordet.( dette foregår ca hver aften også hvis vi spiser hos bedste forældre)

når vi skal ud af døren og man beder ham tage sko på, skal man  sige det op til 10 gange før der sker bare lidt, og hvis der sker noget så foregår det ofte i vildskab hvor man smider sig og vælter rundt så igen lillesøster som står klar også  vælter rundt. 

Igen høre han ikke når man bede ham lade være. Bliver ved i samme humør.

Han virker mental mindre end sin søster på 2. 

Efter 6 år, er vi godt trætte af dette og forstår ikke hvorfor vores opdragelse ikk har båret frugt, vi er trætte og frustreret og det går ofte ud over vores famile liv. Det er jo træls at tage noget steder når han er sådan, samtidig er det mega surt bare at sidde herhjemme. Det bliver ofte råbt højt herhjemme mest af frustration, når man skal blive ved med at rette og rette på ham.

og vi ( voksne) skændes også ofte om den måde tingene foregår på. 

Ved ikke hvad jeg forventer med dette indlæg, men syntes det er rart at få det ud. 

 

 Det må ikke være sjovt...

når det er sagt kan i jo få testet om han har en årsag til det, eller at jeres opdragelsesmetode måske ikke er konsekvens m.m. Nok osv.

Men 6 år i frustration kan da kun have gjort skade på jeres indbyrdes forhold, lillesøsters opfattelse, jeres søns selvværd og jeres selvtillid når det kommer til opdragelse. 

Hvad siger skolen? Oplever de det samme? 

Evt. Kontakt familieafd. I jeres kommune og då vejledning og værktøjer til et bedre familieliv

 

Anonym skriver:

Uhm ved ikke hvordan jeg skal begynde. Men herhjemme er vi ved at give op over for vores søn på 6 år. 

Det største problem vi har er at han ikke høre efter, vælger bevist at overføre beskeder han bliver bedt om. 

Han gør tit ting som ikke er acceptabel fx løber bevist ind i sin lillesøster så hun vælter om kuld. Eller griner af det vi siger. Vi retter ham hver gang og siger at det ikke er i orden.

Han er lige glad når man konfrontere ham med det, og gør det gang på gang. 

Når vi beder ham fx sidde pænt når vi spiser og bruge sin gaffel og kniv, lader han bare være og spiser videre med fingrene eller ligger sig hen over bordet, piller i alt der står på bordet.( dette foregår ca hver aften også hvis vi spiser hos bedste forældre)

når vi skal ud af døren og man beder ham tage sko på, skal man  sige det op til 10 gange før der sker bare lidt, og hvis der sker noget så foregår det ofte i vildskab hvor man smider sig og vælter rundt så igen lillesøster som står klar også  vælter rundt. 

Igen høre han ikke når man bede ham lade være. Bliver ved i samme humør.

Han virker mental mindre end sin søster på 2. 

Efter 6 år, er vi godt trætte af dette og forstår ikke hvorfor vores opdragelse ikk har båret frugt, vi er trætte og frustreret og det går ofte ud over vores famile liv. Det er jo træls at tage noget steder når han er sådan, samtidig er det mega surt bare at sidde herhjemme. Det bliver ofte råbt højt herhjemme mest af frustration, når man skal blive ved med at rette og rette på ham.

og vi ( voksne) skændes også ofte om den måde tingene foregår på. 

Ved ikke hvad jeg forventer med dette indlæg, men syntes det er rart at få det ud. 

 

Bruger I kun ord når I retter ham? altså bare siger; Det vil vi ikke have. Det er ikke ok..og sådan noget.

Det lyder rigtig hårdt  
Kan ikke sætte mig ind i situationen sådan rigtigt, da min dreng kun er 3 og enebarn lidt endnu, men jeg kan da lige dele mine tanker med dig..
Jeg går nemlig rigtig meget med tankerne selv, da vi jo skal have en lillesøster om 3 måneder. Jeg tænker, om det måske kan have noget med søskende jalouxi at gøre? 
Har han oplevet at i måske har sat ham til side på en eller anden måde i forhold til at han er blevet storebror? Nu skriver du selvfølgelig ikke at han kun er provokerende overfor sin søster, men det fact at han skubber til hende og vælter hende omkuld (med vilje?), kunne måske være et sådan tegn? 
Igen - jeg ved det ikke, det er bare tanker.
Har de samme problemer med ham i skolen?

Herhjemme, hvis vores dreng virkelig ikke gør hvad vi beder ham om, kan vi godt finde på at give ham en timeout. Jeg føler at dette virker, selvom det er enormt hårdt imens man er i det. 

Håber det bliver bedre snart 

Du får også lige en masse krammere 

Dette bliver lige et kort svar, men prøv at kontakte jeres Sp og høre om et kursus der hedder 'de utrolige år' - det handler om at skabe et bedre familieliv, og om at komme ind på det rette spor igen.
Jeg har været på det, og kan kun anbefale det, selvom det er en lang og hård proces. Det er det hele værd!!
Knus Charlotte

Anonym skriver:

Uhm ved ikke hvordan jeg skal begynde. Men herhjemme er vi ved at give op over for vores søn på 6 år. 

Det største problem vi har er at han ikke høre efter, vælger bevist at overføre beskeder han bliver bedt om. 

Han gør tit ting som ikke er acceptabel fx løber bevist ind i sin lillesøster så hun vælter om kuld. Eller griner af det vi siger. Vi retter ham hver gang og siger at det ikke er i orden.

Han er lige glad når man konfrontere ham med det, og gør det gang på gang. 

Når vi beder ham fx sidde pænt når vi spiser og bruge sin gaffel og kniv, lader han bare være og spiser videre med fingrene eller ligger sig hen over bordet, piller i alt der står på bordet.( dette foregår ca hver aften også hvis vi spiser hos bedste forældre)

når vi skal ud af døren og man beder ham tage sko på, skal man  sige det op til 10 gange før der sker bare lidt, og hvis der sker noget så foregår det ofte i vildskab hvor man smider sig og vælter rundt så igen lillesøster som står klar også  vælter rundt. 

Igen høre han ikke når man bede ham lade være. Bliver ved i samme humør.

Han virker mental mindre end sin søster på 2. 

Efter 6 år, er vi godt trætte af dette og forstår ikke hvorfor vores opdragelse ikk har båret frugt, vi er trætte og frustreret og det går ofte ud over vores famile liv. Det er jo træls at tage noget steder når han er sådan, samtidig er det mega surt bare at sidde herhjemme. Det bliver ofte råbt højt herhjemme mest af frustration, når man skal blive ved med at rette og rette på ham.

og vi ( voksne) skændes også ofte om den måde tingene foregår på. 

Ved ikke hvad jeg forventer med dette indlæg, men syntes det er rart at få det ud. 

 

Det lyder godt nok hårdt, at I er helt derude, hvor I er ved at give op - og at I gør status over alle seks år, han har levet, som en "fiasko". Han mærker jo helt klart, at I er opgivende og kun har negative forventninger til ham, og så bliver det en ond cirkel. 

Har I aldrig søgt hjælp til at støtte ham i en mere positiv udvikling? Hvis han mentalt virker mere umoden end en 2-årig, tyder det i den grad på, at han har brug for professionelle øjne på sin udvikling og adfærd. Hvad siger pædagoger og lærere? 

Alle børn vil allerhelst gøre det rigtige. Han har ikke bevidst sat sig for at være "forkert". 

I jeres sted ville jeg straks bede om at få PPR ind over. 

Hvor gammel var han da det startet? Har det noget med lillesøsters tilstedeværelse at gøre?

Fokusere i meget på alle de negative ting? Da jeg var i praktik i en børnehave var der en dreng som også hele tiden gjorde ting han ikke måtte og sådan. Han blev irettesat hver gang med det prellede helt af. Så skiftede man taktik, fordi han måske blev ved fordi han på den måde fik opærksomhed, selvom det var negativ opmærksomhed. Man begyndte at rose ham for alle de positive ting han gøre og kun irettesætte hvis han slog. Og netop fordi han fik så meget opmærksomhed for de "gode" ting han gjorde blev han ved med at gøre de positive ting og stoppede med de negative fordi han ikke længere fik opmærksomhed for dem.

Så jeg tænker om han synes at meget af opmærksomheden går til lillesøs?

 

Men har han haft det adfærd i beskriver alle sine 6 år må I jo kontakte pædagogerne/lærerne og høre hvordan han er på skolen/fritidshjem og i samarbejde finde ud af om der skal kontaktes PPR eller noget helt andet

 

Held og lykke 

Anonym skriver:

Uhm ved ikke hvordan jeg skal begynde. Men herhjemme er vi ved at give op over for vores søn på 6 år. 

Det største problem vi har er at han ikke høre efter, vælger bevist at overføre beskeder han bliver bedt om. 

Han gør tit ting som ikke er acceptabel fx løber bevist ind i sin lillesøster så hun vælter om kuld. Eller griner af det vi siger. Vi retter ham hver gang og siger at det ikke er i orden.

Han er lige glad når man konfrontere ham med det, og gør det gang på gang. 

Når vi beder ham fx sidde pænt når vi spiser og bruge sin gaffel og kniv, lader han bare være og spiser videre med fingrene eller ligger sig hen over bordet, piller i alt der står på bordet.( dette foregår ca hver aften også hvis vi spiser hos bedste forældre)

når vi skal ud af døren og man beder ham tage sko på, skal man  sige det op til 10 gange før der sker bare lidt, og hvis der sker noget så foregår det ofte i vildskab hvor man smider sig og vælter rundt så igen lillesøster som står klar også  vælter rundt. 

Igen høre han ikke når man bede ham lade være. Bliver ved i samme humør.

Han virker mental mindre end sin søster på 2. 

Efter 6 år, er vi godt trætte af dette og forstår ikke hvorfor vores opdragelse ikk har båret frugt, vi er trætte og frustreret og det går ofte ud over vores famile liv. Det er jo træls at tage noget steder når han er sådan, samtidig er det mega surt bare at sidde herhjemme. Det bliver ofte råbt højt herhjemme mest af frustration, når man skal blive ved med at rette og rette på ham.

og vi ( voksne) skændes også ofte om den måde tingene foregår på. 

Ved ikke hvad jeg forventer med dette indlæg, men syntes det er rart at få det ud. 

 

Det lyder godt nok som om I er kommet ind i en dum spiral som I har svært ved at bryde

Min søn bliver 4 til juni og han opføre sig egentlig på mange måde på samme måde. Vi har godt nok ikke en lille søster men 2 katte som står for skud hvis ikke lige jeg er over ham.
Men ved ikke om alderes forskellen gør at det er mere acceptabelt at min søn søger grænser, for det er jo det de gør.

Om han er alderssvarende ved jeg ikke, men tænker da bh/ skole ville reagere hvis han ikke var

Måske I ville have godt af et sæt friske øjne på sagen og noget hjælp udefra, da det må være ufatteligt hårdt for jer alle sammen og synd for jeres dreng som må gå med følelsen af at være helt forkert på den.

Stort kram

Anonym skriver:

Uhm ved ikke hvordan jeg skal begynde. Men herhjemme er vi ved at give op over for vores søn på 6 år. 

Det største problem vi har er at han ikke høre efter, vælger bevist at overføre beskeder han bliver bedt om. 

Han gør tit ting som ikke er acceptabel fx løber bevist ind i sin lillesøster så hun vælter om kuld. Eller griner af det vi siger. Vi retter ham hver gang og siger at det ikke er i orden.

Han er lige glad når man konfrontere ham med det, og gør det gang på gang. 

Når vi beder ham fx sidde pænt når vi spiser og bruge sin gaffel og kniv, lader han bare være og spiser videre med fingrene eller ligger sig hen over bordet, piller i alt der står på bordet.( dette foregår ca hver aften også hvis vi spiser hos bedste forældre)

når vi skal ud af døren og man beder ham tage sko på, skal man  sige det op til 10 gange før der sker bare lidt, og hvis der sker noget så foregår det ofte i vildskab hvor man smider sig og vælter rundt så igen lillesøster som står klar også  vælter rundt. 

Igen høre han ikke når man bede ham lade være. Bliver ved i samme humør.

Han virker mental mindre end sin søster på 2. 

Efter 6 år, er vi godt trætte af dette og forstår ikke hvorfor vores opdragelse ikk har båret frugt, vi er trætte og frustreret og det går ofte ud over vores famile liv. Det er jo træls at tage noget steder når han er sådan, samtidig er det mega surt bare at sidde herhjemme. Det bliver ofte råbt højt herhjemme mest af frustration, når man skal blive ved med at rette og rette på ham.

og vi ( voksne) skændes også ofte om den måde tingene foregår på. 

Ved ikke hvad jeg forventer med dette indlæg, men syntes det er rart at få det ud. 

 

Kære ven, hvor er det hårdt! Det er aldeles ikke sjovt at det skal foregå på den måde. Er det kun noget I oplever i hjemmet?
Vi har to store drenge på 4 og 6 og vil sige, at din søn adfærdsmæssigt minder mere om min 4-årige end den ældste. Han går vel i 0. klasse? Har læreren bemærket samme adfærd?
Nu ved jeg ikke, hvor du bor, men i min kommune er der gratis familierådgivning, hvor man kan ringe ind. Er der noget lignende hvor du bor?
Håber meget, at I finder en løsning, fordi jeg tror ikke det går over af sig selv. Der skal gøres noget, for at jeres dreng kan blive en glad og harmonisk dreng med glade forældre.

Anonym skriver:

Uhm ved ikke hvordan jeg skal begynde. Men herhjemme er vi ved at give op over for vores søn på 6 år. 

Det største problem vi har er at han ikke høre efter, vælger bevist at overføre beskeder han bliver bedt om. 

Han gør tit ting som ikke er acceptabel fx løber bevist ind i sin lillesøster så hun vælter om kuld. Eller griner af det vi siger. Vi retter ham hver gang og siger at det ikke er i orden.

Han er lige glad når man konfrontere ham med det, og gør det gang på gang. 

Når vi beder ham fx sidde pænt når vi spiser og bruge sin gaffel og kniv, lader han bare være og spiser videre med fingrene eller ligger sig hen over bordet, piller i alt der står på bordet.( dette foregår ca hver aften også hvis vi spiser hos bedste forældre)

når vi skal ud af døren og man beder ham tage sko på, skal man  sige det op til 10 gange før der sker bare lidt, og hvis der sker noget så foregår det ofte i vildskab hvor man smider sig og vælter rundt så igen lillesøster som står klar også  vælter rundt. 

Igen høre han ikke når man bede ham lade være. Bliver ved i samme humør.

Han virker mental mindre end sin søster på 2. 

Efter 6 år, er vi godt trætte af dette og forstår ikke hvorfor vores opdragelse ikk har båret frugt, vi er trætte og frustreret og det går ofte ud over vores famile liv. Det er jo træls at tage noget steder når han er sådan, samtidig er det mega surt bare at sidde herhjemme. Det bliver ofte råbt højt herhjemme mest af frustration, når man skal blive ved med at rette og rette på ham.

og vi ( voksne) skændes også ofte om den måde tingene foregår på. 

Ved ikke hvad jeg forventer med dette indlæg, men syntes det er rart at få det ud. 

 

Min tanke er i det du skriver, hvad er konsekvensen ved ikke at høre efter?

Sig ikke tingene mere end 2-3 gange så skal der være en konsekvens...

F.eks. den med skoene så skru op for hårdheden.

1) kom vi skal køre, nu skal du tage dine sko på.

2) jeg vil gerne have du tager dine skole på nu

3) nu SKAL du tage sko på, ellers gør jeg det. F.eks.

Tager han dem ikke på, gør du det og viser tydeligt at du er sur imens.. når det er overstået er du ikke sur mere..

Med maden

Ville jeg ikke engang give 3.

1) jeg vil gerne have du bruger din kniv og gaffel

2) du SKAL bruge din kniv og gaffel ellers er du færdig med at spise.

Maden helt væk og han er færdig..