Undskyld og bange

Fase, fase, fase! 

Isabel gør det samme, undskylder og er bange (for de mærkeligste ting). Vi prøver bare at forklare hende hvorfor hun ikke skal være bange for missen, hunden, bilen, sofaen, bleen etc  

Janne T. skriver:

Først: På forhånd tak for svar! Der er stor sansynlighed for jeg ikke får svaret jer, når (hvis) i besvarer denne tråd, men er simpelthen så sygt stresset pt, at jeg slet ikke har overskud til at se længere end egen næsetip. Så af den årsag tak for jeres tid hvis i svarer, det er meget værdsat!

Det er angående Rose. Er interesseret i at høre om andre har oplevet noget lignende, om det bare er en naturlig fase at komme i?

1) Hun er begyndt at sige undskyld hele tiden. Altså når det er relevant. Fx vi skulle lave varm mælk til sengetid, og hun startede mikroovnen inden koppen var i. Jeg grinede og sagde "Søde skat, vi har jo ikke kommet koppen i endnu" hvortil hun svarede "skyld, moar!" (undskyld mor). Og sådan siger hun mange mange gange gennem dagen. Vi siger hver gang til hende, at hun slet ikke skal undskylde, og det er helt okay, men jeg forstår ikke hvorfor hun føler hun konstant skal sige undskyld. Synes det er så synd! Er det mon fordi hun har lært hvad ordet betyder og prøver det af?
Det eneste tidspunkt vi decideret beder hende undskylde er hvis hun gør noget "Ondt" (dårligt ordvalg) mod James. Hvis han står i legekøkkenet med hende, og han rækker ud efter det hun står med (han er kun 10 mdr, han forstår det jo ikke), og hun skubber ham, så han falder, slår sig og bliver ked.
Så siger vi til hende - på børneniveau - at det er ok at synes det er træls, når der er nogen der tager det man var ved at lege med, men man må ikke skubbe, for James slår sig og bliver ked af det, så vi vil gerne have hun siger undskyld. - Self. sagt lidt kortere end beskrevet her. Og så siger vi til James (ikke at han forstår det, men så ser ROse det) at han ikke må tage Roses legetøj.
Men det er også det eneste tidspunkt. Så jeg ved ikke hvad det kommer af?

2) Den anden ting er at hun er meget bange pt. Fx hvis vi sætter hende op på køkkenbordet og står ved hende, så bliver hun vildt bange og siger "falder ned! Bange", selvom der slet ikke er nogen risiko for hun falder ned. Sådan er der igen mange tilfælde i løbet af dagen. Hun hører en bil starte ude på vejen, så siger hun at hun er bange. Hun hører nogen lukke en dør på opgangen, så siger hun at hun er bange. Osv. osv.
Vi prøver at gøre hende tryg og forklare hende hvad der sker, og at hun ikke skal være bange, og siger vi passer på hende, men hun er bare generelt bange for mange ting lige nu.

Er det også bare en fase?

Hun er 2 år og 4 måneder.

Mila siger konstant undskyld, og det er ikke noget vi har lært hende - tænker det er nede fra vuggestuen. Jeg tror det er en fase hvor de afprøver ordet og ikke helt ved hvornår det skal bruges

Janne T. skriver:

Først: På forhånd tak for svar! Der er stor sansynlighed for jeg ikke får svaret jer, når (hvis) i besvarer denne tråd, men er simpelthen så sygt stresset pt, at jeg slet ikke har overskud til at se længere end egen næsetip. Så af den årsag tak for jeres tid hvis i svarer, det er meget værdsat!

Det er angående Rose. Er interesseret i at høre om andre har oplevet noget lignende, om det bare er en naturlig fase at komme i?

1) Hun er begyndt at sige undskyld hele tiden. Altså når det er relevant. Fx vi skulle lave varm mælk til sengetid, og hun startede mikroovnen inden koppen var i. Jeg grinede og sagde "Søde skat, vi har jo ikke kommet koppen i endnu" hvortil hun svarede "skyld, moar!" (undskyld mor). Og sådan siger hun mange mange gange gennem dagen. Vi siger hver gang til hende, at hun slet ikke skal undskylde, og det er helt okay, men jeg forstår ikke hvorfor hun føler hun konstant skal sige undskyld. Synes det er så synd! Er det mon fordi hun har lært hvad ordet betyder og prøver det af?
Det eneste tidspunkt vi decideret beder hende undskylde er hvis hun gør noget "Ondt" (dårligt ordvalg) mod James. Hvis han står i legekøkkenet med hende, og han rækker ud efter det hun står med (han er kun 10 mdr, han forstår det jo ikke), og hun skubber ham, så han falder, slår sig og bliver ked.
Så siger vi til hende - på børneniveau - at det er ok at synes det er træls, når der er nogen der tager det man var ved at lege med, men man må ikke skubbe, for James slår sig og bliver ked af det, så vi vil gerne have hun siger undskyld. - Self. sagt lidt kortere end beskrevet her. Og så siger vi til James (ikke at han forstår det, men så ser ROse det) at han ikke må tage Roses legetøj.
Men det er også det eneste tidspunkt. Så jeg ved ikke hvad det kommer af?

2) Den anden ting er at hun er meget bange pt. Fx hvis vi sætter hende op på køkkenbordet og står ved hende, så bliver hun vildt bange og siger "falder ned! Bange", selvom der slet ikke er nogen risiko for hun falder ned. Sådan er der igen mange tilfælde i løbet af dagen. Hun hører en bil starte ude på vejen, så siger hun at hun er bange. Hun hører nogen lukke en dør på opgangen, så siger hun at hun er bange. Osv. osv.
Vi prøver at gøre hende tryg og forklare hende hvad der sker, og at hun ikke skal være bange, og siger vi passer på hende, men hun er bare generelt bange for mange ting lige nu.

Er det også bare en fase?

Hun er 2 år og 4 måneder.

Det lyder nøjagtig som vores datter  Haha.. Hun gennemgik også en periode for lidt siden hvor hun også sagde undskyld over småting.. Vi sagde også bare "det skal du da ikke undskylde for"... Hun sagde også at hun var bange når der kom en bil osv. og så sagde vi "det skal du ikke være bange for, bare hold mor\far i hånden" eller lign. Og det er gået over igen nu.. Vi lagde ikke så meget i det, og det forsvandt af sig selv... Tror bare de prøver ord af og betydningen af dem Nu siger hun det kun hvis det ER relevant Hun er 2,8 år...

Det med at sige undskyld hele tiden gjorde min datter også da hun var omkring de 2,5.
Hun kunne fx sige undskyld hvis hun faldt når vi var ude at gå. Jeg synes det var så pinligt, for hvad tænkte folk ikke når hun faldt og hun skyndte sig at rejse sig op og sige undskyld.
Det er heldigvis gået over nu, så det er bare en fase.

Det har begge vores også gjort, og er holdt op igen.

Jeg tror ikke det er skyld eller dårlig samvittighed, jeg tror snarere det er stolthed over at i forstår hvad hun siger og mener. Dialog og forståelse på deres niveau, eller noget i den stil