Jeg kan ikke mere

Åhh bliver simpelthen nød til at åbne op for ballonen, inden den fuldstændig eksploderer! 

Mit liv er smadret og nu ter min krop sig også. Startede ud med at gøre det forbi med min forlovede her i slutningen af sidste uge. Han er sømand og jeg kan simpelthen ikke mere. Han er væk 11 uger ad gangen og det tager så hårdt på mig. Har aldrig rigtig vænnet mig til dem, og nu er smertegrænsen nået. Han går mere op i job, end han gør i at få sit parforhold til at fungere. 
Og netop på grund af han er væk blev jeg nød til at skrive det til ham. Jeg ved godt at det ikke er særlig pænt gjort, men jeg kan ikke længere gå rundt herhjemme og forblive i illusionen om at vi er det perfekte par. Jeg kan bare ikke.
Han tog det okay, troede jeg. Men han er bare gået fuldstændig under. Jeg har haft blomsterbuddet på besøg de første tre gange med store buketter røde roser med en undskyldning i kortet. Men det er jo ikke ham, der skal sige undskyld. Det er jo for helvede mig, hvis det endelig skal siges! Jeg har ikke været god nok til at sige fra overfor ham, hvis han har trådt over nogle af mine grænser, og det sker ret nemt, når man stort set kun kommunikerer over facebook i næsten tre måneden ad gangen.

Jeg føler mig som jordens største kryster og alligevel føler jeg mig så lettet. Det er som om at det pres der har tynget mig godt og grundigt de sidste par måneder lige pludselig er forsvundet. Selvom jeg er trist over at to års parforhold er gået i stykker kan jeg alligevel smile for første gang i lang tid. Har det så skidt med de tanker..

Er "flygtet" hjem til en veninde, for jeg kan simpelthen ikke holde ud at være i lejligheden mere. Køre rundt i hans bil. Sove i vores seng. Han kommer hjem om kun to dage og det er godt nok mærkeligt. Frygter måske lidt for at han vil opsøge mig for at jeg skal komme tilbage, men jeg kan bare ikke. Jeg er færdig, helt færdig. Jeg har ingen energi tilbage, forholdet drænede mig til det sidste.

Og oveni alt dette er min menstruation fandme også lige kommet og gjort mig så dårligt tilpas. Stærke smerter, migræne, kvalme osv. Yes, mit liv er bare yndigt for tiden.

Ved ikke hvad jeg rigtigt ville med tråden udover at lukke galde ud. Det lettede i hvert fald!  Jeg ved godt at jeg er bussemanden her, men jeg kunne ikke andet. Er det meget forkert af mig?

Kunne ikke læse dit indlæg uden at sende en til dig.

Har desværre ikke andre råd end lyt til dig selv og følg mavefornemmelsen

Anonym skriver:

Åhh bliver simpelthen nød til at åbne op for ballonen, inden den fuldstændig eksploderer! 

Mit liv er smadret og nu ter min krop sig også. Startede ud med at gøre det forbi med min forlovede her i slutningen af sidste uge. Han er sømand og jeg kan simpelthen ikke mere. Han er væk 11 uger ad gangen og det tager så hårdt på mig. Har aldrig rigtig vænnet mig til dem, og nu er smertegrænsen nået. Han går mere op i job, end han gør i at få sit parforhold til at fungere. 
Og netop på grund af han er væk blev jeg nød til at skrive det til ham. Jeg ved godt at det ikke er særlig pænt gjort, men jeg kan ikke længere gå rundt herhjemme og forblive i illusionen om at vi er det perfekte par. Jeg kan bare ikke.
Han tog det okay, troede jeg. Men han er bare gået fuldstændig under. Jeg har haft blomsterbuddet på besøg de første tre gange med store buketter røde roser med en undskyldning i kortet. Men det er jo ikke ham, der skal sige undskyld. Det er jo for helvede mig, hvis det endelig skal siges! Jeg har ikke været god nok til at sige fra overfor ham, hvis han har trådt over nogle af mine grænser, og det sker ret nemt, når man stort set kun kommunikerer over facebook i næsten tre måneden ad gangen.

Jeg føler mig som jordens største kryster og alligevel føler jeg mig så lettet. Det er som om at det pres der har tynget mig godt og grundigt de sidste par måneder lige pludselig er forsvundet. Selvom jeg er trist over at to års parforhold er gået i stykker kan jeg alligevel smile for første gang i lang tid. Har det så skidt med de tanker..

Er "flygtet" hjem til en veninde, for jeg kan simpelthen ikke holde ud at være i lejligheden mere. Køre rundt i hans bil. Sove i vores seng. Han kommer hjem om kun to dage og det er godt nok mærkeligt. Frygter måske lidt for at han vil opsøge mig for at jeg skal komme tilbage, men jeg kan bare ikke. Jeg er færdig, helt færdig. Jeg har ingen energi tilbage, forholdet drænede mig til det sidste.

Og oveni alt dette er min menstruation fandme også lige kommet og gjort mig så dårligt tilpas. Stærke smerter, migræne, kvalme osv. Yes, mit liv er bare yndigt for tiden.

Ved ikke hvad jeg rigtigt ville med tråden udover at lukke galde ud. Det lettede i hvert fald!  Jeg ved godt at jeg er bussemanden her, men jeg kunne ikke andet. Er det meget forkert af mig?

 Det er ikke forkert af dig , hvis du er blevet gladere .. Ønsker dig det bedste 

Tænker også at det er bedre at være lykkelig for sig selv, end at være ulykkelig sammen med en anden!! Vh stine

Kæmpe kram - et brud selvom det kommer fra en selv er en mærkelig tid...

Jeg ville personligt selv have ventet til min kæreste var hjemme, men fred nu være med det.

Men selvsagt vil han da opsøge dig, og du skal da mødes med ham. Hvad jeg kan læse har I boet sammen, ergo er der praktiske ting der skal ordnes. Men udover det så kan man da ikke slutte et forhold med en besked på facebook, SMS eller mail efter 2 år, den man har været sammen med fortjener da en god afslutning, hvor man får talt, grint og grædt og givet hinanden et kram ( altså når der som i dit tilfælde ikke er surhed og vrede). 

Kan være det er hårdt at tænke på (kan jeg sagtens forstå) men din x fortjener du kommer til ham når han kommer hjem, og du der forklarer det du skriver her så han kan få sat et punktum.

Frk.S skriver:

Du har da gjort det rigtige hvis du kan mærke du er blevet gladere.

Men jeg må indrømme, når du skriver han allerede kommer hjem om få dage, så synes jeg det er fejt at slå op med ham ved at skrive det til ham fremfor at vente til han kommer hjem. Efter to år synes jeg det mindste man kan gøre er at gøre sådan noget face to face.

Men det er selvfølgelig bare min mening.

Håber du bliver lykkelig og finder en der gør dig glad igen.

Ved ikke om du har læst hvordan vores kontakt er når han er ude, men der har vi kun mulighed for kontakt, hvis vi skriver med hinanden. Det er personligt og intimt. Havde du spurgt mig for to år siden om jeg ville gøre det forbi i en besked havde jeg sagt ALDRIG! Men tiderne ændrer sig.

Jeg vil lige så godt være ærlig overfor ham. Det fortjener han. Han fortjener at få besked på hvorfor jeg ikke svarer på hans beskeder. Hvorfor jeg er ked af det.

Selvfølgelig skal vi ses og få det hele snakket igennem, når han kommer hjem. Ligeledes skal jeg have mine ting. Jeg kan bare ikke overskue at skulle være i lejligheden lige nu.

lineog4 skriver:

Kæmpe kram - et brud selvom det kommer fra en selv er en mærkelig tid...

Jeg ville personligt selv have ventet til min kæreste var hjemme, men fred nu være med det.

Men selvsagt vil han da opsøge dig, og du skal da mødes med ham. Hvad jeg kan læse har I boet sammen, ergo er der praktiske ting der skal ordnes. Men udover det så kan man da ikke slutte et forhold med en besked på facebook, SMS eller mail efter 2 år, den man har været sammen med fortjener da en god afslutning, hvor man får talt, grint og grædt og givet hinanden et kram ( altså når der som i dit tilfælde ikke er surhed og vrede). 

Kan være det er hårdt at tænke på (kan jeg sagtens forstå) men din x fortjener du kommer til ham når han kommer hjem, og du der forklarer det du skriver her så han kan få sat et punktum.

Det er jeg heller ikke i tvivl om, og har heller ikke sagt noget imod det. Som skrevet til et tidligere svar har jeg også sagt at vi selvfølgelig skal ses og snakke igennem, når han er hjemme igen. 

Men jeg synes han fortjener at jeg er ærlig overfor ham, og igen foregik vores kontakt kun over besked. Sidste gang jeg talte med ham var den 24. december, hvor de var i Europa.