Det er en spændende debat det her. Jeg har selv en hund, som er bange for børn i den forstand, at hun sagtens kan gå forbi børn uden der er noget, men de kan ikke få lov til at snakke med hende, så bliver hun bange og dukker sig og prøver at slippe væk. Hvis ikke hun kan slippe væk gøer hun. Hun har aldrig gjort noget andet end at gø, og det bliver også bedre og bedre. Men den eneste grund til, at det bliver bedre er fordi jeg tager hende med ud til steder, hvor der netop er mange mennesker og børn. Ellers finder hun jo aldrig ud af, at det ikke er farligt. Det er jeg jo nødt til at træne med hende, så den går bare ikke at holde hende hjemme kun. Man er jo nødt til at træne sin hund, hvis den har et problem, så den kan komme sig over det. Hun får nu til gengæld aldrig lov til at stå alene udenfor en butik, enten kommer hun ikke med, når der skal handles, ellers bliver en af os ude med hende. Ligeledes er jeg opmærksom når vi er ude blandt mange mennesker og børn, og sørger for at hun ikke kommer i nærheden af nogen, og hvis der er børn, som spørger pænt om de må klappe hende, så må jeg nogen gange sige nej, men at de istedet kan give hende en godbid (det har jeg altid i lommen), på den måde får de lidt ud af det, og Molly finder ud af at børn måske er okay, når de giver hende godbiderne.
Jeg mener, at det er hundeejerens ansvar at holde styr på sin hund, ganske ligesom det er forældres ansvar at lære sine børn at omgåes dyr på en rigtig og sikker måde, og jeg må sige, at sådan er det også i langt de fleste tilfælde. Jeg har næsten kun oplevet at jeg er blevet spurgt inden der blev klappet, og det synes jeg bare er alletiders.
Anmeld