dårlig mor - græder over et par bukser

Anonym skriver:

Ja, det er nok en mærkelig overskrift.

Men ikke desto mindre så er det sådan jeg har det i dag.

Vi skulle til fødselsdag i eftermiddag. Pigerne gjorde jeg klar mens manden selv blev klar og fik ordnet nogle småting inden vi skulle køre. Pigerne glæder sig til at skulle afsted.

Jeg skal så selv i tøjet og finder mit eneste par pæne bukser frem og tager dem på sammen med en pæn top og cardigan.

Jeg har gennem det sidste stykke tid tabt mig tre størrelser i bukser, og det her par bukser købte jeg inden jul og de er derfor også der eneste par der passer ordentligt.

Jeg føler mig smart og godt tilpas. Håret er sat og mascaraen lagt.

Men!

Da jeg så sætter mig ind i bilen lyder der et 'raasj' og jeg ved med det samme hvad der er sket. Mine bukser er i stykker.

Jeg blev SÅ ked af det og følte mig så tyk og ubrugelig med det samme. Så nu er manden og børnene selv taget afsted.

Og jeg synes jeg svigter mine børn - de sad og spurgte om ikke jeg skulle med.

Jeg ved sikkert at nogle af jer vil synes det er noget pjat at blive så ked af det over nogle bukser - men det væltede lige læsset for mig i dag

Synes altså ikke det er pjat når man oprigtigt bliver ked af det!

Kender godt det der med at man føler sig pæn og lækker for en gangs skyld, glæder sig vildt meget til at komme afsted... og så BAM! Så er der et eller andet, der fucker op og man vil bare ned at ligge under dynen fordi man synes at man ligner en trold.

Du svigter altså ikke dine børn når du viser dem at du også er et menneske med følelser og ikke kun mor.

Det er en ting jeg tror mange af os har for vane med at gøre - sætte vores børn SÅ meget frem for os selv at vi helt glemmer at vi faktisk også har personlighed og ønsker, der går ud over mor-rollen. Men jeg tror altså de selv bliver gladere hvis de har en mor, der passer på sig selv.

Håber du kan bruge tiden til at slappe lidt af og nyde at være lidt selv (:

Sikke jeg forstår dig.

Min oplevelse gjaldt så noget andet, men jeg brød fuldstændigt sammen....

Jeg læser til pædagog og på 1. semester, tror jeg det var, dér var jeg bare så presset med alt, lektier, hjemmet, familie og kager, så hovedet var heeeeeelt fyldt op.

Jeg er normalt den glade "pige" der altid smiler og er positiv, men lige den dag, der gik den ikke længere.

Jeg kommer ud om morgen - stresset pga klargørelse af ungerne, manden var jo som sædvanligt taget afsted. Vi kommer ud til bilen, og jeg ser, at manden har glemt at sætte skraldespanden ud til tømning, og skraldemændene var forlængst kørt fra vores adresse.....

Dér kunne jeg ikke holde noget tilbage mere, forsøgte vildt meget at beherske mig for ungernes skyld, men jeg kunne ikke. Jeg græd, da jeg afleverede den første og igen da jeg afleverede nummer to. Da jeg kom ind på skolen, skulle der ikke kigges på mig mange sekunder, så græd jeg igen. Var fuldstændigt slået ud....

Tilsidst blev jeg nødt til at tage hjem, min lærer var meget bekymret for mig, det var jo noget usædvanligt med den reaktion fra mig, så hun stoppede mig for lige at tale med mig...

Jeg fik fremstammet, at det var fordi skraldespanden ikke var blevet tømt, og hun anerkendte mig i det, at det var et kæmpe problem for mig lige dér. Fed reaktion fra hende, har jeg tænkt flere gange siden...

Hun fik mig forklaret, at vi var så kort inde i uddannelsen, at det var vigtigt, at jeg fik fortalt manden om mit problem, så vi kunne være to om flere ting, i stedet for, at det var mig som det altid havde været. Det var jo helt fint, da jeg "kun" arbejdede, men at skulle lære en masse, det var for meget for mig.

Vi fik snakket om det hele derhjemme, og lige nu har jeg for ca 15 minutter siden sat mit sidste punktum i min første eksamensopgave ud af fire, så det hele endte godt...

Men den dag, dér var jeg skisme i tvivl....

Så du er IKKE en dårlig mor, du blev bare lige ramt på et ømt punkt. Jeg håber, du trods alt har haft en nogenlunde dag, og at du får et par nye lækre bukser snarest...

Kæmpe kram til dig