gjort i det?

Jeg valgte at være åben omkring det til min svigerfar...

Ren og skær fordi han skulle vide at det ikke var hans skyld at jeg ikke brød mig om at give kram til ham når vi så hinanden...

Han er en stor bamsefar og det at give et kram faldt ham bare naturligt, så for at undgå en konflikt omkring det fik han det af vide fra dag et af...

 

Jeg tog mod til... og sørgede for at min kæreste også vidste at jeg ville fortælle det, da han så kunne støtte mig hvis jeg gik tabt for ord...

Endte med at min kæreste fortalte sin far det, og da han efter noget tids spurgte om jeg havde lyst til at uddybe hvad der var sket kunne jeg selv sige det...

det var en lettelse at få det sagt...

Mest af alt fordi jeg stadig var meget påvirket af det jeg havde oplevet og derfor havde nogle lidt anderledes måder at sige og gøre ting på...

Det at han vidste hvad jeg havde været igennem gjorde det nemmere for ham at forstå mine reaktioner på ting hvor han ellers tænkte at jeg da måtte være kuk i kasketten...

Mor til Ella skriver:

Jeg har ikke prøvet noget lignende....

Men tænkte da jeg læste at det lyder som om det er vigtigt for dig at fortælle det? Hvad siger din kæreste til hvis du fortæller det?

De lyder til afværge fantastisk mennesker og så tror jeg også de kan rumme det

Jeg ved ikke om du har kontakt til manden idag, for det er selvfølgelig lidt svært hvis de skal forholde sig til manden bagefter...

til dig.

MEN FOR  F... Mener du?? Altså tror i dem der har haft et helveds liv med det væsen. At man stadig ser dem i fjæset endnu???? Er det da nomalt at sidde og drikke kaffe med dem og lad som om intet er sket??????

 

Undskyld hvis du synes det er for voldsomt det jeg skrev. Men det er det følsommeste emne for mig. Jeg sad og græd i flere timer efter jeg har startet tråden. 

Wampires skriver:

Jeg valgte at være åben omkring det til min svigerfar...

Ren og skær fordi han skulle vide at det ikke var hans skyld at jeg ikke brød mig om at give kram til ham når vi så hinanden...

Han er en stor bamsefar og det at give et kram faldt ham bare naturligt, så for at undgå en konflikt omkring det fik han det af vide fra dag et af...

 

Jeg tog mod til... og sørgede for at min kæreste også vidste at jeg ville fortælle det, da han så kunne støtte mig hvis jeg gik tabt for ord...

Endte med at min kæreste fortalte sin far det, og da han efter noget tids spurgte om jeg havde lyst til at uddybe hvad der var sket kunne jeg selv sige det...

det var en lettelse at få det sagt...

Mest af alt fordi jeg stadig var meget påvirket af det jeg havde oplevet og derfor havde nogle lidt anderledes måder at sige og gøre ting på...

Det at han vidste hvad jeg havde været igennem gjorde det nemmere for ham at forstå mine reaktioner på ting hvor han ellers tænkte at jeg da måtte være kuk i kasketten...

Okay tusind tak for svar

Mimic skriver:

De fik det faktisk at vide ret kort efter at jeg begyndte at være sammen med min kæreste (7 år siden), da jeg valgte at indlede en retssag mod min stedfar, de behandler mig(og min datter) som en naturlig del af familien og har altid gjort det, de kender mig ud og ind og ved hvad jeg har været igennem, lige fra overgreb til psykisk vold fra min eksmand og har bakket mig op i alle de valg jeg har taget, nu hvor jeg ikke har kontakt med min egen mor, fordi hun har taget min stedfars parti

bare du er ærlig over for dem, hvis du vælger at fortælle det, det kan ofte være med til at give en forståelse for dig som person, hvorfor du agerer/reagerer som du gør i specifikke situationer, jeg har valgt at bryde tabuet og være ærlig omkring det der er sket.
har du brug for yderligere råd og vejledning, kan jeg anbefale csm fyn (center for seksuelt misbrugte) http://www.csm-syd-frivilligsektion.dk/

eller samme center i københavn: http://www.csm-ost.dk/

begge steder er der mulighed for chat og anonym rådgivning, hvilket har hjulpet mig rigtigt meget

Tusind tak for svar og linkene

Anonym skriver:

MEN FOR  F... Mener du?? Altså tror i dem der har haft et helveds liv med det væsen. At man stadig ser dem i fjæset endnu???? Er det da nomalt at sidde og drikke kaffe med dem og lad som om intet er sket??????

 

Undskyld hvis du synes det er for voldsomt det jeg skrev. Men det er det følsommeste emne for mig. Jeg sad og græd i flere timer efter jeg har startet tråden. 

Ja, det er ikke unormalt man gør det, jeg kender også en som sender sine egne pige på weekend ved sine forældre på trods af hendes oplevelser!

Jeg vælger ikke at kommentere på hvordan du får mig til at fremstå som et total hjerteløst menneske!

Jeg kom med mit råd, og det beklager jeg hvis det stødte dig!

Mor til Ella skriver:

Ja, det er ikke unormalt man gør det, jeg kender også en som sender sine egne pige på weekend ved sine forældre på trods af hendes oplevelser!

Jeg vælger ikke at kommentere på hvordan du får mig til at fremstå som et total hjerteløst menneske!

Jeg kom med mit råd, og det beklager jeg hvis det stødte dig!

Undskyld jeg beklager dybt det vildt følsomt emne for mig. Og blev chokoret over det du skrev. 

Jeg kan ikk forstå at der virkelig nogle der gør det???? 

Det jo sygt at lad sit barn der. 

Men nej. Siden jeg flygtet hjemmefra har jeg ikk set fjæset af det svin. 

I min verden har jeg ikk og aldrig haft en far. 

Anonym skriver:

hey

vil spørger jer som har været udsat for voldtægt af ens far eller jer der har været udsat for sexsuelle overgreb af faren ( det vil sige berøninger) har i nogensinde fortalt jeres svigerforældrene det? og hvad gjorde at i valgte ikk at sige det? eller hvor længe tog det før i sagde det? og jer der heldigvis ikk været igenem sådan noget, i må også svar om hvad er en god ide at gøre?

jeg er ano da i nok godt kan gætte at jeg har været ude på noget lignende. jeg er nemelig blivet udsat af faren sexsuelle overgreb. ikk voldtægt men sexeuelle overgreb det vil sige berøninger og begyndte så småt ved 15-16 års alderen til og med 19 år. indtil jeg fik hjælp og flyttet hjemmefra.

jeg har de bedste svigerforældre som jeg snart har kendt i 5 år og min mand ved alt om mig men deved det ikk, vi er gift og jeg er gravid. og grunden til jeg spørger jer er fordi nogle gange føler jeg ikk de skal vide det pga tænker inde i mig selv om hvad vil de ikk tænke men på den anden side tænker jeg de fortjener at vide det for de har kun behandlet mig godt og som deres datter.

på forhånd tak

 

Hej, jeg har ikke prøvet det med et familie medlem men en nær kammerat.

Det foregik i september 2013, sagen er kommet for retten men jeg har ingen dato fået endnu.

Jeg flyttede i ejerlejlighed pg boede der i 8 år indtil den dag overgrebet fandt sted. Jeg blev dopet af ham efter en bytur, dette resulterede i et hukommelsestab på 4 timer. Til trods for at det ikke skete i min egen lejlighed men i hans hvor jeg vågner mens han er i fuld gang, valgte jeg at sælge min lejlighed og flytte ud til mine svigerforældre sammen med kæresten. Eftersom jeg flyttede fra byen og ud til dem og da jeg har en retssag kørende og en masse psykolog timer, så valgte jeg at være ærlig overfor dem og fortælle dem det, så de vidste, hvorfor jeg nogle dage ville have det svært og have brug for at være på mit værelse. 

Hvis ikke jeg var flyttet ud til dem, så havde jeg nok ikke fortalt dem det. Men eftersom vi går op og ned af hinanden og har gjort det i 5 måneder nu, så følte jeg at det var bedst at fortælle det fra start, så de havde forståelse for mit fravær hos dem. 

Anonym skriver:

hey

vil spørger jer som har været udsat for voldtægt af ens far eller jer der har været udsat for sexsuelle overgreb af faren ( det vil sige berøninger) har i nogensinde fortalt jeres svigerforældrene det? og hvad gjorde at i valgte ikk at sige det? eller hvor længe tog det før i sagde det? og jer der heldigvis ikk været igenem sådan noget, i må også svar om hvad er en god ide at gøre?

jeg er ano da i nok godt kan gætte at jeg har været ude på noget lignende. jeg er nemelig blivet udsat af faren sexsuelle overgreb. ikk voldtægt men sexeuelle overgreb det vil sige berøninger og begyndte så småt ved 15-16 års alderen til og med 19 år. indtil jeg fik hjælp og flyttet hjemmefra.

jeg har de bedste svigerforældre som jeg snart har kendt i 5 år og min mand ved alt om mig men deved det ikk, vi er gift og jeg er gravid. og grunden til jeg spørger jer er fordi nogle gange føler jeg ikk de skal vide det pga tænker inde i mig selv om hvad vil de ikk tænke men på den anden side tænker jeg de fortjener at vide det for de har kun behandlet mig godt og som deres datter.

på forhånd tak

 

Mit råd er at lade være. Ikke fordi du skal frygte hvad de tænker, men fordi overgrebene ikke er dig. Jeg har selv haft en tendens til at fortælle gode venner diverse svigerforældre om min historie (ikke min far i mit tilfælde. Og selvom det kan føles rart at kunne betro sig så bliver det hurtigt til at det er ens identitet, altså at folk jo af ren sympati og medlidenhed med en, hele tiden har i baghovedet hvad man har været igennem. Fx blev det altid sådan "at gud hvor er du en stærk pige Dorthe, alt det du har udrettet, på trods af hvad du har været igennem". Altså ens bedrifter blev hele tiden vejet op mod ens grimme fortid. Og det samme gælder ens reaktionmønstre kan også hurtigt blive analyseret ud fra ens baggrund ala "det er også fordi hun har været igennem det og det".

Man kan sige at man på en måde bliver fastholdt i overgrebene, i ens fortid.

Så jeg har valgt ikke at fortælle min nye svigerfamilie om det, og vil heller ikke længere fortælle om det til nye veninder osv. Simpelthen fordi jeg ikke længere vil vurderes som dygtig, stærk eller hvad de siger ud fra min historie. Jeg vil vurderes ud fra den jeg er. Ikke hvad der en gang er sket. Og ved at benytte den fremgangsmåde, har jeg fundet ud af at jeg er blevet et gladere og lykkeligere menneske og min historie fylder ikke så meget mere. Og jeg tænker ikke så meget over det mere, som jeg gjorde førhen, fordi jeg ikke bliver mødt med den der medlidenhedsting.

Selvfølgelig har min historie haft stor betydning for mit liv, men jeg nægter at det skal fylde eller påvirke mig resten af mit liv.

LineV skriver:

Hej, jeg har ikke prøvet det med et familie medlem men en nær kammerat.

Det foregik i september 2013, sagen er kommet for retten men jeg har ingen dato fået endnu.

Jeg flyttede i ejerlejlighed pg boede der i 8 år indtil den dag overgrebet fandt sted. Jeg blev dopet af ham efter en bytur, dette resulterede i et hukommelsestab på 4 timer. Til trods for at det ikke skete i min egen lejlighed men i hans hvor jeg vågner mens han er i fuld gang, valgte jeg at sælge min lejlighed og flytte ud til mine svigerforældre sammen med kæresten. Eftersom jeg flyttede fra byen og ud til dem og da jeg har en retssag kørende og en masse psykolog timer, så valgte jeg at være ærlig overfor dem og fortælle dem det, så de vidste, hvorfor jeg nogle dage ville have det svært og have brug for at være på mit værelse. 

Hvis ikke jeg var flyttet ud til dem, så havde jeg nok ikke fortalt dem det. Men eftersom vi går op og ned af hinanden og har gjort det i 5 måneder nu, så følte jeg at det var bedst at fortælle det fra start, så de havde forståelse for mit fravær hos dem. 

Okay tusind tak for dit svar og st du gad delle den med mig

Dorthe1986 skriver:

Mit råd er at lade være. Ikke fordi du skal frygte hvad de tænker, men fordi overgrebene ikke er dig. Jeg har selv haft en tendens til at fortælle gode venner diverse svigerforældre om min historie (ikke min far i mit tilfælde. Og selvom det kan føles rart at kunne betro sig så bliver det hurtigt til at det er ens identitet, altså at folk jo af ren sympati og medlidenhed med en, hele tiden har i baghovedet hvad man har været igennem. Fx blev det altid sådan "at gud hvor er du en stærk pige Dorthe, alt det du har udrettet, på trods af hvad du har været igennem". Altså ens bedrifter blev hele tiden vejet op mod ens grimme fortid. Og det samme gælder ens reaktionmønstre kan også hurtigt blive analyseret ud fra ens baggrund ala "det er også fordi hun har været igennem det og det".

Man kan sige at man på en måde bliver fastholdt i overgrebene, i ens fortid.

Så jeg har valgt ikke at fortælle min nye svigerfamilie om det, og vil heller ikke længere fortælle om det til nye veninder osv. Simpelthen fordi jeg ikke længere vil vurderes som dygtig, stærk eller hvad de siger ud fra min historie. Jeg vil vurderes ud fra den jeg er. Ikke hvad der en gang er sket. Og ved at benytte den fremgangsmåde, har jeg fundet ud af at jeg er blevet et gladere og lykkeligere menneske og min historie fylder ikke så meget mere. Og jeg tænker ikke så meget over det mere, som jeg gjorde førhen, fordi jeg ikke bliver mødt med den der medlidenhedsting.

Selvfølgelig har min historie haft stor betydning for mit liv, men jeg nægter at det skal fylde eller påvirke mig resten af mit liv.

Hey

tusind tak for svar. Sødt af dig at dele din historie.