Sitrani skriver:
Kan godt forstå at du er dybt såret! Jeg har selv prøvet det, og her var det ikke kun sms'er osv, det var hele vejen med en anden kvinde! 
Jeg gik også fra ham og følte ikke det kunne blive anderledes.. Vi havde dog ikke børn sammen, så havde ingen forpligtelser eller noget over for ham..
Der gik halvandet år hvor vi slet ikke talte sammen.. en dag fandt jeg ham på Facebook og skrev"nå nå, der kan man bare se..." Han skrev tilbage og vi endte med at udveksle telefonnumre..
Jeg havde stadig intet tilovers for ham, havde ikke tilgivet eller glemt..... Men detslete så at vi mødtes og talte tingene igennem... Jeg græd og græd, og det samme gjorde han.. Efter et par måneder besluttede jeg mig for at give ham en chance for at bevise at det var hans livs fejltagelse... stik mod alle mine principper!!!
I dag bor vi sammen og har en lille datter, samt arbejder på nr. 2 
Vi har fået gennemarbejdet alle følelser, været sindssygt meget igennem, og inkl. bruddet har vi været sammen i 10 år nu Det har krævet hårdt arbejde, tilgivelse, endnu mere hårdt arbejde og så en masse kærlighed at nå hertil - derfor er vi så meget stærkere <3
Mit råd til dig: Snak dig igennem dine følelser, græd alt det du kan, fortæl nogen om det og bliv ved! Snak det ihjel - det hjælper virkelig...
Men som du kan læse så ja, man kam komme videre, og blive hel igen, tilgive og komme ovenpå Men det tager lang tid....
Åh hvor er det dejligt at læse! Det giver mig håb i forhold til min egen situation 
Jeg har selv været "udsat" for utroskab, også hvor han gik hele vejen. Da jeg fandt ud af det, var jeg gravid og inden for abortgrænsen. Det satte godt nok én i en ubeskrivelig svær situation!
Jeg har så valgt at blive sammen med min kæreste, og vi arbejder sammen for, at jeg kan komme videre. Tilliden er der ikke endnu, og der går nok lang tid, før tilliden kommer tilbage, hvis nogensinde. Det fungerer kun fordi, han er, som han er og giver mig plads til at tale ud, når jeg har brug for det. Mange vil nok stille sig uforstående, men det fungerer for os nu og forhåbentlig også for fremtiden.
Men det fungerer ikke for alle at fortsætte sammen - eller finde sammen igen.
Så trådstarter, jeg forstår din smerte, det gør så ufatteligt ondt! Tro mig, jeg har grædt og grædt og gør det af og til stadig. Jeg har dog valgt en anden vej, end du har, derfor er det nok ikke til at sammenligne og give gode råd om. Desuden er jeg også stadig i helingsprocessen her efter tre måneders kendskab til hans sidespring (der fandt sted for 4-5 måneder siden). Jeg har dog accpeteret, at det kommer til at tage tid, nok lang tid. Jeg tror ikke på, at man får noget godt ud af at skynde på sig selv, når det drejer sig om at bearbejde følelser. Det tager den tid, det tager
Det kan være rigtig svært at tale om situationen med folk, man kender, og som kender én selv og ham. Derfor må du endelig skrive til mig privat, hvis du skulle have spørgsmål eller bare har brug for at tænke højt. Det er blot et tilbud
